Ved Korsvejen 2 – anmelderens digt og kritikkens poesi

Dette er en omtale af den anden kronik i Martin A. Hansens kronikserie “ved korsvejen” fra 1946. Kronikkens oprindelige titel var “kritik og digtning”. Jeg har skærpet argumentationen lidt under en korrigeret titel “anmelderens digt og kritikkens poesi”. Omtalen af den første kronik hed ”på jagt efter et spørgsmål” og kan læses under linket.

Den første kroniks pointe var, at enhver generation og ethvert menneske er et spørgsmål, en korsvej, som man skal finde, men også at vi har lidt problemer med vores søgen for tiden. Vores idealer har sluppet eksistensen. Idealiteten har forvildet sig, tror jeg forfatteren Jakob Knudsen ville have sagt. Korsvejen er ude af syne. Vi savner den, som CV Jørgensen synger om i sangen ”spildte bedrifter”.

Pointen i den anden kronik er, at vi er en del af en åndelig organisme, der er formet af århundreders kritik og poesi, dvs. af fri offentlighed og tilsynekomst, og at det er ved at åbne sig for denne organismes henvendelse, at man kan finde sine spørgsmål. Hansen vil altså fortælle os noget om det sted, hvor korsvejen findes. Men denne kritiske poesi og poetiske kriticisme må ikke forveksles med forholdet mellem digter og anmelder, som blot er overfladiske markeringer i dagligdagens trummerum. Og det er denne forskel mellem begrebsparrene poesi/kritik og digter/anmelder, jeg vil skrive frem med udgangspunkt i Hansens kronik.

Først skelner Hansen mellem at ”gøre epoke” og at gøre ”sensation”. En banal anmelder, en evaluator, kan aldrig genkende et værk, der gør “epoke”, som det hedder. Anmelderen kan højst genkende et værk, der gør “sensation”. Den egentlige litteraturkritiker kan måske heller ikke først genkende, men nok ane, at noget, altså en ”epoke”, er på færde.

“Epoken ændrer grunden, som både anmeldelsen og kritikken står på”, hedder det, og kritikken interesserer sig for dette jordskred, hvis den stiller sig fattig, nøgen og ventende an, og måske udløser denne anen en form for digebrud, en stormende kritisk undersøgelse. Altså må man ned med paraderne og ind med følelse og fornuft i ren tindrende form.

Den egentlige poesi, den inderligste og virkeligste, den som angår eksistensen og øjeblikket, den som finder en generations spørgsmål, kan altså ikke genkendes, men kun anes, og kun uden parader. Denne poesi bryder med genkendelsens form og regel. Den er uden ressourcer, den er fattig og den kalder på en stormende bedømmelse, der kommer som en kraft fra et andet sted, fra en følsom, vidende og tvivlende kritik.

I samme øjeblik ”anelsen” bliver til en egentlig åbning, en egentlig læsning, kan man mere ikke tale om genkendelse, for så gribes kritikeren af poesien og kan kun bedømme den subjektivt og eksistentielt, han er alene med sit digt. I digterens og kritikerens fælles jagt efter spørgsmål, efter korsvejen, hvirvles alle ned i en dyb åndelig organisme. Digteren og anmelderen, derimod, bliver på overfladen og ved det sociale livs omskifteligheder og ”sensationer”, hvor man kaster med konstruktioner, stjerner, ranglister og oplagstal.

”I oplevelsens dybde og med selvfølelsens rene styrke vurderer poeten sit eget arbejde, uden at låne rådhusets alenstok”, som Hansen vittigt skriver for at understrege, at poeten i sit arbejde altid er sammen med kritikken, men at han må gøre alt for at glemme anmeldelsen, altså ”rådhusets alenstok”. Hansen vidste nok ikke, at lærere i dag, og han var selv lærer, er helt underlagt “rådhusets alenstok”, altså KL og skolelovens §2, og dermed har mistet deres poetiske kontakt, deres kontakt til fortællingens liv, der sætter mennesker ud af egen kontrol og får dem til at mødes i frihedens lund.

Kritikken skal for sin del ikke være objektiv, men subjektiv, rensende og bundet til et sted i livet. Den skal med andre ord give los. Kritikken ledes af en rensende og dømmende kærlighed til sit materiale, og dens middel er et “revy over værkerne og årene ned i generationens øjeblik”.

Derved forlades anmeldelsens modus, som er subjektiv på en mere overfladisk, konstrueret og banal måde, og kritikken bliver til virkelig subjektivitet, til en kunst, ”et finere organisk element ‘i’ poesien”. Læg mærke til, at kritikken er “i poesien”. Når kritikken har kontakt med historien, generationen og værkerne, så sniger den sig ind i poesien selv, ind i smagen, ind i inderligheden, ind i vores åndelige helhed. Den forlader sproget og den daglige strid og bliver til en af traditionens egne følelser. Når kritikken går ind i poesien, så går den ikke ind i digteren, den passerer ham og bliver en del af det materiale, den særegne og blivende åndelighed, som efterfølgende kan overmande digteren, hvorved digteren ophører med at være digter og i stedet bliver til en poet. En digter former ånden, en poet lader sig forme af ånden. En digter konstruerer, en poet bader. En digter er påklædt, en poet er nøgen.

Anmelderen ”står uden for digtningen, hævder man, og det med rette. Men hvis man deri lægger, at man selv, altså digteren, er indenfor, så er det med urette”. Med andre ord: Digteren er udenfor poesien, fordi han vil producere den, ligesom anmelderen er, fordi han vil bedømme den.

Derimod er poeten og den egentlige kritik inde i poesien. Som det også hedder: “Søger man en betragtning, der kan udtrykke det mærkeligt forenende, det levende samfund, den overordnede fællesånd, der er i poesiens væsen, må man holde forfatterpersonen udenfor”. Det er altså ikke forfatteren, der digter. Det er poesien selv der digter. Poesien skriver forfatteren. Forfatteren “er borte, for her er hans ‘jeg’ kun et middel, underordnet”. I et senere essay vil jeg måske vende tilbage til denne fantastiske “fællesånd”, som Hansen også nogen gange kalder for “formånd”.

“Litteraturen er et overordnet, levende vekslende samfund. Den er en organisme af ånd. At synsmåden er beslægtet med TS Eliots gør den ikke urimelig.” Her er vi ved en af Hereticas kernereferencer, den engelske digter Eliot, der prægede både Hansens og kollegaen Paul La Cours arbejde dybt. I disse passager hos Hansen, som minder om tilsvarende hos Eliot og la Cour, finder vi en helt anden og langt mere avanceret modernitet end hos generationen efter, hvor aktiviteten og den offentlige sanselighed tog over, hvilket naturligvis også har sine sublime stunder.

En bog, der gør epoke bliver derfor optaget i poesiens organisme. Optagelsen sker ikke ved en tilfældig anmelder, men ved et virkeligt kritisk element, dvs. dannede læsere, digterens fæller eller egentlig kritikere.

De egentlige kritikere hænger på den måde dybt sammen med den egentlige digtning, altså poesien, og det er pudsigt, at Hansen her fremhæver Georg Brandes, der normalt henregnes til kulturradikalismen, der stod stærkt i 1960’ernes opgør med netop Hansen og Heretica. Men Hansen var en rummelig filosof. Brandes’ værk forenede sig på en måde med den litteratur, han omtalte. Brandes blev på den måde en del af formånden. At det er rigtigt, kan man se af hans enorme virkningshistorie, selvom han kun var kritiker. Han kunne “ane” en ”epoke”. Han gjorde ”epoke”.

Så digteren og anmelderen er altså overfladiske former. Det er poesien og kritikken derimod ikke. Derinde finder vi samfundets åndelige organisme, et fattigt og nøgent sted fuldt med vibrerende former, indeni os, indeni alt, en fattig og nøgen korsvej af ærlighed, viden og åbenhjertighed, der ikke kan tøjles.

Den pædagogiske pointe? Pædagogikken er poesien og kritikken, mens læring og evalueringsforskning er digt og anmeldelse. Vi har reduceret os selv til et folk af konstruktører og evaluatorer. Hvad var der i vejen med poesien og kritikken? Hvad er der i vejen med ”formånden”? Pædagogik, altså poetisk pædagogik, er altings tilsynekomst ved grundigt arbejde med tingene selv. Verden træder frem og tilbage på samme tid, og i denne rumlige spændstighed, får den dybde, den får dale og landskaber, og så har vi et land.

Senere vil jeg skrive om Hansens tredje kronik, som han selv kaldte ”poetisk astrologi”.

 

Referencer udover Hansens essay:

Hauge, H. (2010). ”T.S. Eliot”, i Andersen, R.F. og Jensen, H.G.: 11 konservative tænkere, København: Cepos.

Knudsen, J. (1907). Livsfilosofi, København: Gyldendal.

La Cour, P. (1966 opr. 1948). Fragmenter af en dagbog, København: Gyldendal

 

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.