Jeg står i lufthavnen i Stockholm. Jeg er lige ankommet fra Aarhus og skal videre mod Helsingfors om en times tid. Her er ret mange mennesker. Ikke så mange som man skulle tro, men alligevel mange. De taler ikke sammen. Heller ikke dem, der følges ad. Ingen taler. Alt er stille. Hvorfor? Fordi, alle snakker med deres maskiner. Eller rettere: Maskinerne snakker med dem. Alle har telefoner fremme, og de fleste har også noget i ørerne og en ekstramaskine i nærheden. Alle skærme kalder på deres kød. Men ingen mennesker taler sammen.
Jeg indleder en samtale, men får ikke noget svar. Personen har maskiner i alle huller. Hørelse er blevet til lytning. Jeg rækker ham hånden. Han trækker sig forskrækket bort.
Der er heller ingen, som rører ved hinanden. Ingen krammer, ingen giver hånd, og ingen hoster. Ingen rører ved pengesedler, og ingen tager i døren. Nogle bærer masker og handsker. Alle er bange for at blive smittet med noget, som ikke er farligt. Derfor kigger folk endnu mere ind i skærmene end før, og hænderne holdes nervøst og vedholdende på tasterne. Kroppens bevægelse, væske og berøring omdirigeres til maskinens plastic.
Først mistede vi ånd og handling, som blev til refleksion og kompetence. Nu isoleres hånden, som brændemærkes. Tilbage er den rå organisme, som opsluges af maskinen.
Håndtrykket, håndklædet, håndtaget, håndværket og hånden som sådan er nu mærket og slimet.
Den ene proces forstærker den anden. Globaliseringens konsekvens forstærker globaliseringen. Menneskets svar på naturens svar på menneskets bevægelser – dobbeltpile på kloden – er at omdanne sig selv til en vedhæftet fil uden hænder og ører.
Maskinerne suger mennesket til sig. Menneskene bliver til vedhæftede filer af kød. Imens regner det uden for, så alt er vådt og bakterielivligt. Asfalten drypper og bobler.
Som vedhæftet fil kan kødet styres. Kina kan styre Hongkongs virusificerede og sønderdelte oprør. Macron kan gennemføre en pensionsreform. Orban kan bygge et hegn mod berøringer. Ingen kan mødes i modstand eller spørgsmål, for folk kan ikke stå tæt og tale. Staterne, som i forvejen er reduceret til læring, tager kontrol med mennesket, som også i forvejen er reduceret til læring. Magtens dobbeltlæring elsker virus fra kinesiske dyrehandlere.
Men de allerlykkeligste er lederne af den globale tech-industri. For nu skal folk sidde hjemme hver for sig og klare alt pr. datamat: arbejde, indkøb, socialt liv og kærlighed. Om lidt får de data-handsker. Selv staterne må underordne sig. Europa omdannes til tech og algoritmer og opløses i en blanding af Kinesisk overvågningsteknologi, Silicon Valley og lokale Trumps, som opsluger staternes demokratiske liv. Det kaldes 21st century skills.
Pludselig rejser et kinesisk par sig op. De kysser hinanden, fletter fingre, siger noget sjovt og smiler ud i rummet. Ingen andre bemærker det. Men jeg tager dem i hånden. Vi deler en cola fra samme flaske. Vi spiller tremandswhist om småbeløb. Kort og mønter skifter hænder. Vi hoster lidt sammen og tager sko og strømper af.
Pludselig kan vi høre en flyvemaskine lette.