Nedenstående materiale er en form for dagbog over nogle måneders dramatiske hændelser, både på DPU og i universitetspolitikken mere generelt. Materialet opdateres løbende, senest d. 15/11-2022.
Det startede med, at DPU’s ledelse d. 7/9 annoncerede en omfattende nedskæringsrunde, og at denne aktion få dage efter blev omtalt i magasinet Forskerforum. Fra min første følelse af, at der var noget helt galt, hvilket prægede især de første fire indlæg, gik jeg efterhånden ind i undersøgelsen af det ene og det andet forhold, som jeg undrede mig over, og som på forskellige måder hænger sammen med min øvrige forskning, stadig med forurettelsen i fuldt behold.
I denne proces blev jeg bekræftet i, at der var noget helt galt, ikke mindst i regi af Aarhus Universitet selv. Den del af analyserne udvikler sig især fra indlæg nr. 7-14.
Nogle få uger senere, d. 26/9, kom der så et regeringsudspil, hvor man med udgangspunkt i Reformkommissionens arbejde annoncerede en beskæring af længden på kandidatuddannelserne. Holdningerne og hele sproget i dette udspil indgik på forskellige måder i et samspil med nedskæringerne på DPU.
Langsomt forbandt jeg de første følelser af ubehag og de mere AU-interne analyser med bredere uddannelsespolitiske og historiske analyser. Det bliver især tydeligt fra indlæg nr. 15 og fremefter, indimellem afbrudt af kommentarer til konkrete organisatoriske opdagelser af processer på AU samt til universitetspolitiske forhold, der blev taget op i medierne.
Det er denne proces, som man kan følge i nedenstående 36 tekster, som løbende er blevet delt på facebook, hvor man selv kan gå ind og studerer diverse kommentarer. Jeg opdaterer dagbogen, efterhånden som der kommer nye relevante indlæg.
Dagbogsformen gør, at de første indlæg kan virke lidt flade og forurettede, eftersom den egentlige viden og eftertanke først kommer løbende og ofte bagefter. Til gengæld får læseren forhåbentlig en god fornemmelse af erkendelsesprocessen.
Alle artikler og indlæg om DPU-sagen kan tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/materiale-vedroerende-angrebet-paa-dpu.html
1. d. 14/9: Massakre på DPU
Forskerforum skriver nu om de kommende nedskæringer på DPU.
Der er håndtalte 119 fastansatte videnskabelige medarbejdere på DPU. Nu skal der skæres ned, hvad der svarer til 22 lektorstillinger. Det er næsten 20%. Man kan læse om det i Forskerforum.
Årsagen er angiveligt regeringens udflytningsplaner, men også – så vidt jeg kan gennemskue det – at AU-solidariteten i samme anledning lader til at være kollapset.
Det er tredje gang, siden jeg blev ansat i 2008, at jeg skal sidde ved telefonen.
Første gang var i 2010, hvor tre DPU-filosoffer og ingen andre blev varslet afskediget af den daværende leder af DPU, Lars Qvortrup, som ikke mente, at deres forskning var “relevant”.
Anden gang var, da den nye rektor i 2014 skulle spare penge på hele universitetet.
Og så nu…., igen specifikt for DPU, så vidt jeg har forstået det. Humøret er i kulkælderen.
Problemerne blev lanceret allerede i juni, og processen kommer til at vare helt til jul.
https://www.forskerforum.dk/aktuelt/2022/september/dpu-maa-skaere-22-stillinger
2. d. 15/9: Dårlig ledelse på DPU
DPU skal inden jul fyre op til 20% af det faste videnskabelige mandskab. Det er en massakre, og det dræber al arbejdsmæssig motivation i månedsvis. Konsekvenserne for fri pædagogisk videnskab er omfattende. Folk vil putte sig som muldvarper.
Ledelsen for både fakultetet Arts og DPU fortæller ifølge Forskerforum, at DPU har haft et fast bevilliget underskud i hele 7 år, men at man ikke har gjort noget ved det! Men det gør man så lige pludselig nu og på èn gang og med ophøjet og dårligt begrundet dramatik. Ingen andre institutter på Arts berøres, så vidt jeg ved. Man skulle tro, at man var ansat i Ryan Air.
Det hele er jo ikke andet end elendig ledelse og økonomistyring. Det kan enhver cand. scient. pol. som mig se. Ledelsen af AU, DPU og ARTS har tilsyneladende ingen respekt for institutionens sammenhæng og medarbejdernes videnskabelige og private liv. Og så skyder man endda uden videre al skylden for den dårlige ledelse igennem hele 7 år på nogle regeringsbeslutninger. I kan tro nej!
Og hvad gør Dansk Magisterforening? Holder et lille møde og ikke mere? Man forklarer ikke engang problemets fulde omfang eller kritiserer ledelsen sønder og sammen, som enhver god fagforening burde gøre. Det kan en gul fagforening gøre bedre.
Lige om lidt gentages disse systematikker igen, på DPU eller et andet sted. Det hele er som nedlukninger fra pludselighedens hav, fordi ledelsen ikke har haft styr på sine opgaver og funktioner.
Disse afskedigelser er en universitetspolitisk og ledelsesmæssig skandale, som bør følges til dørs med total offentlig kritik af den ansvarlige ledelse.
Det hjælper så heller ikke, at DPU’s ledelse med støtte fra faktultetet ARTS i alle syv år har haft gang i det helt store antipædagogiske raid; et raid der endda har været forstærket i de seneste måneder, hvor institutleder Claus Holm i karakteristisk stil har meldt ud, at skolen skulle være “statens instrument”. Han har også støttet Jens Rasmussens aktuelle svada mod den pædagogiske tradition, som den nye læreruddannelse ellers er et forsøg på at komme i møde, hvis jeg har forstået det ret.
3. d. 16/9: Krisen på DPU
Det er slemt nok, at landets pædagogiske forskning ledes af landets førende anti-pædagogiske kræfter, som endda ved flere lejligheder har understøttet dybt problematiske universitets- og ansættelsespolitiske aktioner. Det siger noget om, hvor lavt pædagogikken er prioriteret på Aarhus Universitet. I de seneste år har der dog været en vis driftsmæssig stabilitet, men altså på anti-pædagogikkens strukturelle betingelser og nåde.
Men nu forværres den faglige dårligdom. Den anti-pædagogiske ledelse kan nemlig ikke engang sikre en stabil og sikker drift, men skrider nu til pludselige og dramatiske aktioner, der vidner om mangel på økonomisk og administrativ styring og effektivitet.
Jeg har al mulig grund til at frygte, at de kommende masseafskedigelser vil være ligeså ideologisk betingede og anti-pædagogiske, som resten af DPU har været i de sidste 15 år, dvs. især siden dekan Lars Qvortrup satte sit dybt instrumentalistiske aftryk på institutionen. Et negativt aftryk, der siden 2014 har været forstærket af den efterfølgende institutleder Claus Holm, som er Qvortrups faglige elev.
Hvordan kan man redde Danmarks Pædagogiske Universitet som videnskabelig og intellektuel kraft i samfundet imod denne kombination af universitetspolitiske, pædagogik-faglige og driftsmæssige dårligdomme? Det er det spørgsmål, som både ansatte, Dansk Magisterforening, men også Aarhus Universitet og den pædagogiske offentlighed, bør stille sig.
Den videnskabelige forklaring på den aktuelle udvikling kan man finde i min bog ”Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering”, hvor især bogens Del 4 diskuterer det ideologiske grundlag for DPU’s etablering og for den efterfølgende meget uheldige udvikling frem til i dag.
PS: jeg har rundsendt en let korrigeret version af dette indlæg til alle ansatte ved DPU samt hele universitetets TR- og ledelsestråd.
4. d. 17/9: Omnibus’ dækning
Aarhus Universitets avis “Omnibus” har dækket krisen på AU og DPU. Her kan man læse, at man udover de omfattende besparelser og afskedigelser, som jeg har skrevet om de sidste par dage, også uden videre flytter 12 administrativt ansattes arbejdsplads fra Emdrup til Aarhus. En sådan udflytning skete også for Børnelitteraturcentret tilbage i 2012, dengang den OECD-begejstrede Laurits Holm-Nielsen var rektor. Det var ham, der lavede den nuværende virksomhedslignende struktur med bureaukratiske “udviklingsplaner”, nye kæmpefaktulteter osv.. Folk er som brikker i en maskine.
5. d. 17/9: ARTS og DPU
ARTS’ dekan, Johnny Laursen, forsøger i nedenstående nyhedsbrev fra d. 13. september at begrunde, hvorfor DPU skal afskedige op til 20% af det faste videnskabelige mandskab, mens alle andre på fakultetet og universitetet tilsyneladende går fri.
Det slipper han uhyre dårligt fra. Han peger blot på nogle generelle forhold, som gælder for alle, men der er ingen særlig begrundelse for, at DPU skal bære hele byrden. Denne mærkelige form for ligegyldighed kan ikke fortolkes som andet end en form for ubehag ved pædagogik. Laursen er da også historiker uden synderlig pædagogisk interesse, som jeg har registreret det.
Det var nok en meget dårlig ide, at DPU tilbage i 2011 mistede sin status som selvstændigt fakultet og kom under det nystiftede ARTS, der havde rødder i den daværende OECD-begejstrede rektors centraliseringsideologi, og som startede med at få musikforskeren Linda Koldau værfet ud for at sige noget kritisk om sit fagmiljø; en udelukkelse, som mig bekendt blev understøttet af den nuværende dekan, som dengang havde en mindre fremtrædende mellemlederstilling.
Det var bedre, dengang DPU var et selvstændigt universitet under salig Lars Henrik Schmidt med biskop Kjeld Holm som bestyrelsesformand.
DPU blev dog tilbage i 2000 grundlagt i et alt for kraftigt opgør med lærerhøjskolen, og det var på en måde i netop det opgør, at man mistede sin videnskabelige selvstændighed og måtte rekonstruere sig selv som et “lærings”-universitet. Et tab, som nu materialiserer igen, og som på en måde understøttes af en lokal DPU-ledelse, hvis ideologi er lavet af en kraftigt forstærket version af selvsamme opgør.
Politikens Skolemonitor har også en kort omtale af sagen, som jeg også lige linker til.
Links:
Link til dekanens forklaring: https://medarbejdere.au.dk/fakulteter/arts/aktuelt/single-nyhed/artikel/nyhedsbrev-fra-dekanen-4
Link til skolemonitors dækning: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8980250/Sparerunde-p%C3%A5-DPU-kan-koste-22-stillinger
6. d. 18/9: Alt ok på Aarhus Universitet, men ikke på DPU
Så sent som d. 5. september 2022 bragte Aarhus Universitets avis Omnibus et stort interview med universitets direktør, Arnold Boon. Han forudså et øget underskud pga. øgede udgifter til energi og en lidt lavere STÅ-produktion.
Men Boon fortæller så, at problemet kan løses med et ansættelsesstop, som allerede er indført, samt lidt almindelig påholdenhed med rejser, udsættelse af byggeri osv..
Der er kort sagt absolut ingen drama i direktørens udmeldinger, og der er heller ikke den mindste omtale af afskedigelser. Og til sidst i interviewet får vi endda at vide, at ARTS og dermed også DPU faktisk er godt stillede, fordi deres energiudgifter er lave.
Kort sagt: Ingen ko på isen.
Men pludselig – en uge senere og helt uden varsel – så skal op til 20% af de pædagogiske forskere på DPU pludselig fyres på gråt papir, så man kan spare sølle 13 mio. kr.! Ingen andre steder i den enorme organisation er der annonceret afskedigelser.
Aarhus Universitet har en omsætning på hele 7 mia. kroner om året, står der på institutionens hjemmeside. Og ifølge et andet interview med Boon fra d. 2. september 2022 – også i Omnibus – har universitetet endda en “betydelig egenkapital”.
7. d. 19/9: Møde om afskedigelser på DPU
I dag har der været medarbejdermøde om sagen, som jeg fulgte via zoom fra et hotelværelse i Riga. I forhold til de tre niveauer i min kritik, som jeg har udviklet, fik jeg følgende at vide, som efter min opfattelser styrker mine kritiske bemærkninger:
A. AU-niveauet:
Flere medarbejdere rejste det forhold, at Universitetsdirektøren og universitetet som sådan – så sent som d. 5. september – forklarede, at de økonomiske udfordringer kunne løses ved almindelig påholdenhed. Det kunne jo kun forstås som, at omfanget af de økonomiske problemer, som i ret ukonkrete vendinger havde været omtalt for DPU’s medarbejdere d. 22. juni, nu havde fundet et ufarligt leje.
Det er derfor helt umuligt at forstå, at man få dage efter den stort anlagte beroligelse pludselig kaster sig over en pulverisering af DPU. Et sådant skifte er jo også helt uden respekt for medarbejderne.
Og hverken DPU’s ledelse eller en hidkaldt økonom kunne give en tilfredsstillende forklaring på den enorme diskrepans eller på dette store skift mellem de administrative niveauer. Vi fik blot to forklaringer: Dels at især energipriserne jo var steget, men dette forhold var jo allerede medtænkt i direktørens udspil. Og dels sagde DPU’s leder blot, at han jo ikke var universitetsdirektør.
Det er svært at finde ord.
B. Fakultetsniveauet:
Jeg undrede mig derudover, at det kun var DPU, som skal beskæres, mens de andre ARTS-institutter lader til at gå fri. Her fik vi at vide, sådan lidt i en sidebemærkning, at man skam netop nu sad og regnede på de andre institutter. Men det er altså noget helt nyt i forhold til de officielle udmeldinger, med mindre jeg har overset noget.
Og det vil så sige, at man bare kaster sig over DPU uden at have overvejet helheden på fakultetet? Det er ikke i orden.
C. DPU-niveauet:
Endelig nævnte jeg den problemstilling, at DPU jo har en særlig læringsideologi, som blandt andet satte sig igennem i 2010, da man afskedigede filosoffer, og som har været kritiseret alle mulige steder, undtagen i DPU’s eget kommunikationsapparat naturligvis.
Det svarede DPU’s leder ikke rigtigt på. Han sagde blot, at det skam var noget helt andet dengang. Men det er det ikke i min optik, eftersom ideologien jo er præcis den samme som dengang og har materialiseret sig flere gange undervejs.
Sådan ser det pt. ud i min analyse.
(PS: Jeg har rundsendt denne analyse i let korrigeret form til alle medarbejdere ved DPU samt til dekanen og rektor og til de relevante TR-repræsentanter)
8. d. 20/9: Referat fra AU’s centrale samarbejdsudvalg: ARTS kvaser DPU imod rektors indstilling:
D. 29. august 2022 holdt AU’s hovedsamarbejdsudvalg et vigtigt møde, hvor bl.a. den økonomiske situation var på dagsordenen. Jeg har netop læst det helt friske referat.
Universitetsdirektøren ridser problemerne op og konkluderer herefter følgende:
”Arnold Boon sammenfattede, at situationen er alvorlig og kalder på rettidig omhu, så det sikres at udviklingen ikke bider sig fast. Universitetsledelsen har derfor drøftet nødvendige korrigerende tiltag. De påtænkte korrigerende tiltag omfatter:
– Ekstraordinære tiltag for energibesparelser
– Udskydelse af bygnings-, renoveringsprojekter-, eller digitaliseringsprojekter
– Kvalificeret ansættelsesstop”
Der er altså ingen antydninger af afskedigelser eller særlige aktioner imod specifikke fag eller institutter. En linje, som følges op de kommende dage i diverse pressemeddelelser og interviews fra AUs centrale dele.
Med dette velovervejede udgangspunkt er der så indspark til mødet fra de forskellige repræsentanter, der jo ikke spørger om emner, der ikke nævnes.
Kun TR for ARTS, Lars Bo Gundersen, spørger faktisk ind til eventuelle afskedigelser, selvom de altså slet ikke er på dagsordenen. Men rektor beroliger direkte:
”Brian Bech Nielsen understregede, at der for nærværende ikke er en større afskedigelsesrunde på tegnebrættet i det fælles AU perspektiv, men ’kun’ et kvalificeret ansættelsesstop.”
TR for hele universitetet har ingen bemærkninger til emnet.
Altså fred og ingen fare.
Men til sidst, nærmest uden for dagsordenen, siger dekanen for ARTS, Johnny Laursen, pludselig følgende:
”Johnny Laursen gjorde opmærksom på, at ARTS har indkaldt til et ekstraordinært FSU møde for at drøfte fakultetsspecifikke økonomiske udfordringer den kommende tid.”
Altså en helt ubestemt melding ind i sammenhængen. Og ingen spørger, hvad han taler om. Alle tror jo, at det hele foregår i rektors og direktørens milde ånd. Referatet fra det af dekanen omtalte FSU-møde foreligger endnu ikke.
Altså et forholdsvist stille og roligt møde.
FÅ DAGE EFTER er det som om, at rektor og universitetsdirektøren ikke eksisterer. I stedet slagter dekanen DPU, og DPU’s ledelse makker ret.
9. d. 20/9: 80 ledige stillinger på Aarhus Universitet
På Aarhus Universitet blev der indført “kvalificeret ansættelsesstop” fra d. 1. september i år. Det ville løse de aktuelle økonomiske problemer, mente ledelsen.
Denne positive melding gik dog hen over hovedet på DPU/ARTS, som få dage efter i stedet massakrerede DPU.
Og det med ansættelsesstoppet er vist også lidt løst i koderne? I hvert fald er der pt hele 80 stillinger i opslag på universitetet.
Og så kan man da bare fyre 22 forskere på DPU bagefter.
Hyggelig arbejdsplads.
Tavsheden breder sig.
https://www.au.dk/om/stillinge
10. d. 21/9: Angrebet på DPU
Jeg samler løbende alle indlæg om de skandaløse angreb på pædagogisk forskning, som vi pt. er vidne til.
http://www.thomasaastruproemer.dk/materiale-vedroerende-angrebet-paa-dpu.html
11. d. 21/9: Hvornår opstår angrebet på DPU? – lidt sonderinger i ”orientering fra dekanen”
D. 30. juni 2022 holder fakultetet ARTS møde i samarbejdsudvalget. Dagsordenen er fredelig. Noget med fester og kønsfordeling osv..
Men pludselig langt inde i mødet, under det neutralt klingende punkt ”orientering fra dekanen”, kommer der et underpunkt, der hedder ”Konsekvenser af udflytningsplanen”.
Dette overordnede tema om “udflytninger” har AU faktisk i store træk færdigbehandlet grundigt helt tilbage i november 2021, hvor man lukkede en række mindre uddannelser pga. regeringens planer. Alle måtte tro, at der nu var styr på det.
Men det var der åbenbart ikke. For pludselig står der lige her i referatet d. 30/6, at man udover de annoncerede lukninger vil nedlægge ”315 studiepladser”. Men hvor kommer det fra?
Gå man tilbage til det forrige referat fra d. 17/3-22 er hele dette emne slet ikke nævnt. Og i referatet fra mødet før igen, dvs. d. 9/12-2021, som jo er tæt på regeringens udflytningsplaner, står der følgende:
”Dekanen oplyser, at man satser på, at der ikke er flere uddannelser der skal lukkes, men hvis fase 2 bliver aktuel, er alle uddannelser på AU potentielt i spil til reducering eller nedlukning”
Men denne ”fase 2” blev netop ikke aktuel. Så sidste melding i de officielle referater siden 2021 og helt op til d. 30. juni er altså, at der ikke er mere ko på isen. Der er ikke noget ”i spil til reducering eller nedlukning”, som der står her i december 2021.
Men pludselig skal der altså her d. 30/6 nedlægges ”315 studiepladser”, dvs. at der skal findes ca. 35 mio. kr. for hele ARTS. Og det er så her, at DPU ligeså hovsa-pludselig kommer ind i referaterne for første gang. Lige pludselig står der – nærmest i en bisætning – nemlig:
”DPU rammes hårdest og hurtigst”.
Dekanen henviser også på et centralt sted til sit såkaldte ”Ledelsesforum”, som åbenbart har været involveret i løbet af juni 2022. Ledelsesforum består af hele ledelseslaget på ARTS, har jeg fundet ud af, dvs. også af alle de helt lokale afdelingsledere. Med dekanens reference til dette forum, bliver de lokale ledere derfor trukket ind som medansvarlige for det aktuelle angreb på deres egen institution.
Jeg kan desværre ikke finde referater fra disse ledelsesforums-møder. Jeg har fået at vide af en af lavere rangerende deltagere, at der er tale om et lidt uformelt sted uden referater. Men hvorfor refererer dekanen så til dette forum på et så centralt sted i sin “orientering”? Dette “ledelsesforum” bliver på den måde en slags tom reference med kæmpeeffekt.
Og de lokale ledelser skal nu “sørge for den videre kommunikation”, fortæller dekanen i sin “orientering”. Vi er ikke i demokratisk kerneland efter min mening.
Jeg har også søgt efter informationer ift. møder i selve fakultetsledelsen, som kun består af de højere lag (dekaner og institutledere). Her er der desværre kun dagsordner og ingen offentlige referater. Og i ingen af disse dagsordner frem til sommerferien står der noget om afskedigelser mm..
Her er den formulering i referatet fra d. 30. juni 2022, som jeg har drøftet:
”Konsekvenser af udflytningsplan
Dekanen orienterede om forberedelsen af lukning af 315 pladser frem mod 2030, lukning af kognitiv semiotik og diakoni samt udflytning af Oplevelsesøkonomi. Fakultetet har besluttet, hvor de 315 studiepladser skal findes, og hvordan de gradvist afvikles. Der var primo juni 2022 et møde i Ledelsesforum, hvor dette blev drøftet, og det er i mellemtiden blevet delt med institutledelserne, som sørger for den videre kommunikation.
Det er fakultetets agt at justere placeringen af studiepladsreduktionerne år efter år, således at der kan optimeres ift. søgemønstre, ledighed m.v. Dette muliggør en økonomisk konsekvensberegning. De økonomiske konsekvenser af studiepladsreduktionen samt det øvrige fald i råderum vil i 2025 nå cirka -35 mio. kr. årligt, voksende til godt -40 mio. kr. årligt i 2030. DPU rammes hårdest og hurtigst pga. deres uddannelsesprofil med mange kandidatuddannelser. Dekanen oplyste, at man på de tre institutter nu arbejder med planer for, hvordan man kan tilpasse sig disse økonomiske rammer, og at fakultetet vil fortsætte sine økonomiske drøftelser efter sommerferien.”
Links (er muligvis kun åbne for AU-ansatte):
Link til samarbejdsudvalget ved ARTS: https://medarbejdere.au.dk/…/samarbe…/fakultetets-su-fsu
Ledelsesforum ved ARTS: https://medarbejdere.au.dk/…/Oversigt_Arts_September…
Link til fakultetsledelsen: https://medarbejdere.au.dk/…/fakultetsledelsesmoeder
12. d. 22/9: Politikens Skolemonitor dækker AUs angreb på DPU
Politikens Skolemonitor kan i en helt frisk artikel om sagen fortælle, at DPU’s ansatte er “rystede”. Det kan jeg kun bekræfte her fra min stol, selvom “rystelsen” er ledsaget af nærmest total tavshed. Angsten knuger og syr læberne sammen, tror jeg.
Heldigvis har Skolemonitor fundet nogle undtagelser, dvs. folk, der taler selv og åbenhjertigt:
Lektor ved DPU, Asger Sørensen peger på en vigtig forskel i situationsopfattelser mellem universitetets hhv. centrale og decentrale niveauer. Institutleder Claus Holm, hvis ekstremt instrumentelle pædagogiske ideologi har været bredt kritiseret i faglige kredse, forsøger at forklare sig på sin egen lidt tekniske facon, som efter min mening vidner om mangel på videnspolitisk og sagligt overblik. Han siger, at “der er ikke andet at stille op”. Han er, udtrykt med hans egne aktuelle ord om folkeskolen, “konkurrencestatens instrument”.
Men det giver Sørensen heldigvis ikke noget for. Han mener, at der er tale om “uansvarlig universitets- og forskningsledelse”. Han er vred. Det er dejligt.
Professor Niels Egelund er også kritisk, men mest ud fra mere snævre perspektiver, så vidt jeg kan se. Men han har jo også i høj grad bidraget til den filosofi, som nu udrulles.
Endelig bør den lokale TR for DPU, Bjørg Kjær, krediteres for følgende fine citat:
»Vi har brug for nogen, der uhildet og på højeste videnskabelige niveau følger udviklingen og kan råbe vagt i gevær. Vi kan ikke bestemme, at politikerne hører efter, hvad vi siger. Men det er vigtigt, at vi er der, når nu vi i Danmark har politisk tradition for ikke at kvalificere de politiske beslutninger med forskning,«
Så venter vi bare på, at DM snart går i gang med at kritisere ikke blot regeringen, men også AU og DPU selv, ligesom Asger Sørensen jo gør det i artiklen.
Sørensens mod og åbenhjertighed er faktisk ekstra påfaldende, eftersom Claus Holm tilbage i 2010 offentlig støttede den daværende dekan Lars Qvortrups meget kritiserede forsøg på at fyre tre filosoffer, herunder Asger Sørensen selv, med henvisning til, at deres arbejde ikke var “relevant”. Også dengang tog Holm fejl, og alle tre filosoffer blev i deres stillinger. Siden blev Holm, som var fascineret af Qvortrup, selv leder, og han har fra denne position siden 2015 kørt en stærkt ideologisk linje igennem hele kommunikationssystemet og i organisationen som sådan.
Det er ikke så sært, at Sørensen på et tidspunkt siger: “Man kan blive bekymret for, om denne ledelsesmæssige brug af tallene resulterer i en ideologisk omfordeling af pædagogisk forskning”.
Her er et link til Asger Sørensens fb-opslag om artiklen. I sit opslag opfordrer han til at “protestere mod denne massakre på pædagogisk forskning i Danmark”:
Link til artikel i Skolemonitor: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8983022/Ansatte-p%C3%A5-DPU-er-rystede-over-nedsk%C3%A6ringer
13. d. 22/9: AUs angreb på DPU: En økonomisk betragtning
Aarhus Universitet har en omsætning på hele 7 milliarder og en egenkapital på 800 millioner.
Universitetet kom endda ud af 2021 med et decideret overskud på 14 mio.
Så altså: 7 mia., 800 mio. og 14 mio.
Der er penge overalt.
D. 26. januar 2022 siger universitetsdirektøren følgende med henvisning til bl.a. regeringens udflytningsplaner, som vel at mærke blev mindre indgribende end frygtet:
”Der er nogle økonomiske udfordringer i de kommende år, men de kan håndteres. Aarhus Universitet har en egenkapital, som vil blive bragt i spil, og det betyder, at AU fortsat kan udvikle sine strategiske faglige satsninger, herunder især ingeniør- og digitaliseringssatsningen”
Syv måneder senere – d. 9. september – massakrerer AU dansk pædagogisk forskning, angiveligt fordi DPU mangler sølle 13 mio.kr..
Slagtningen sker efter, at selvsamme universitetsdirektør ganske få dage forinden – d. 5. september – igen havde sagt god for universitetets økonomi. Og rektor bekræftede denne konklusion på et samarbejdsudvalgsmøde d. 29. august, hvor han ellers bliver spurgt direkte ind til risikoen for afskedigelser af en TR-repræsentant.
AU fik ansvaret for DPU i 2008. I sandhed et ”stedbarn”.
14. d. 23/9: Reformkommissionen foreslår et nyt ”Faculty of Education”
Reformkommissionen er en form for forlængelse af den nedsmeltning og instrumentalisering af samfundets pædagogiske liv, som fandt sted i regi af Globaliseringsrådet og Skolerådet fra 2006-2013, og som førte direkte frem til skole- og læreruddannelsesreformerne i 2013. Det kan man se alene ved det forhold, at der er stærkt overlappende persongalleri i de forskellige råd, herunder de indflydelsesrige økonomer Jørgen Søndergaard og Nina Smith. Og kommissionen kalder da også sig selv for “kommission for 2. generationsreformer”, som netop henviser til 00’ernes reformer, som altså var ”1.generation”.
Det er hele denne nedbrydende filosofi, som regeringen i dag har bekræftet via forslaget om at beskære kandidatuddannelserne; et forslag, som jo stammer fra Reformkommissionens rapport i foråret.
Men nu kommer en meget vigtig ting, som har været nærmest hemmeligt, frem i lyset.
Det drejer sig om, at Reformkommissionen arbejder med at etablere et såkaldt ”Faculty of Education”, som skal have en særlig praksisnær og evidensbaseret karakter og dække ”fra dagtilbud til ph.d.”, som det hedder.
Den forskning, som skal etableres i dette ”faculty”, skal minde om ”lægernes kliniske forskning”, skriver Jørgen Søndergaard, der er formand både for Reformkommissionen som sådan og for ”faculty”-gruppen. Han kalder sin klinik for ”større/bedre kobling mellem forskning og praksis”. Det hele flyder med evidens og relevans og andre skældsord.
Man vil også sørge for “udvikling og udbredelse af digitale undervisningstilbud”. Det hele foregår helt uden kritiske omgivelser.
Det omfattende arbejde med disse ”faculty-tanker” blev sat i gang i maj måned 2022. Der har indtil nu været afholdt to ud af fem møder om hhv. dagtilbud/skole og gymnasier/erhvervsuddannelser. Snart følger resten af uddannelsessystemet. Møderækken og afrapporteringen afsluttes efter planen i slutningen af oktober.
Dette faculty er et totalt uvidenskabeligt sted. Det kan man se med det samme.
Der er ikke noget på nettet om det, så vidt jeg kan se. Men nu har jeg har fået hele 1250 siders aktindsigt om emnet fra Reformkommissionen, så jeg tygger det lidt igennem efterhånden.
Faktisk tror jeg – selvom jeg ikke er helt sikker – at det er meningen, at dette ”faculty” skal overtage eller definere DPUs rolle som videreuddannelsessted for pædagoger og lærere. F.eks. står der i kommissoriet – i en mærkelig form for datid – at man skal ”lære af erfaringerne med et DPU”, hvor der jo nok var for meget filosofi og den slags. DPU er også det eneste universitet, der har fået lov til at indsende et længere notat om sin organisation.
Og på et af DEA’s Stina Vrangs slides er der et billede af DPU’s bygninger i Emdrup under overskriften ”Faculty of Education”.
Men ok, det er bare en fornemmelse. De konkrete institutionelle konsekvenser kan jeg ikke helt gennemskue af materialet, men tankegangen er helt klar.
Hvem er de mest toneangivende kræfter i den centrale arbejdsgruppe? Ja, det er gamle kendinge:
– Jørgen Søndergaard (økonom, formand) (også med i Skolerådet)
– Nina Smith (økonom) (også med i Skolerådet)
– Lars Qvortrup (stærk tilhænger af skolereformens læringsfilosofi, tidl. leder af DPU)
– Per B. Christensen (med i mange skolereforms-organiseringer)
– Dorte Bleses (AUs trygforskningscenter, ekstremt på Heckmans lighedsideologi)
– Bjarne Wahlgren (lidt anonym forsker i teori/praksis)
– Stefan Herman
– Hanne Leth Andersen
(De sidste to er dog underligt fraværende i materialet).
Hvorom alting er: Total instrumentalisering.
Qvortrup er begejstret. Han skriver et sted i materialet (mail pr. d. 17/5): ”Et ”Faculty of Education” som skitseret er noget, jeg i mange år har arbejdet for”.
Det var det, som han forsøgte at omdanne DPU til, da han var dekan.
En række andre velkendte navne fra skolereformens ideologiske kreds har også været knyttet til arbejdet. F.eks. er der oplæg fra folk som
– Simon Calmar Andersen (tidligere i Skolerådet)
– Stina Vrang, direktør i DEA
Der er ikke noget fra den kritiske og pædagogiske tradition.
Og i de forskellige forskningsoversigter er der stort set renset for seriøs pædagogisk videnskab, mens det derimod emmer af DEA, VIVE, LSP-teknologi og så videre.
På samme måde er der en række bilag, hvor hele 00’er-tænkningens organiseringer ridses op helt ukritisk, mens alt andet forties, herunder den enorme kritiske aktivitet, der har været gennem årene.
Det fremgår også, at der er en eller anden forbindelse mellem det nye Faculty of Education og den nye læreruddannelse. Måske er det derfor, at folk fra læreruddannelsens såkaldte ”udviklingsgruppe” har været ude og rose Reformkommissionens aktuelle udspil?
Forskellige strømme løber sammen og vil om lidt sætte sig i de rester af DPU, som AU underdanigt har sat under attack sammen med regeringen.
Vi er i statens indre, hvor skolen er et rent instrument.
Der har aldrig været mere brug for et PÆDAGOGISK UNIVERSITET end nu.
15. d. 23/9: Læreruddannelsens formål og reformkommissionens ”Faculty of Education”
I det nye formål for læreruddannelsen er der en sætning, som jeg med det samme var skeptisk over for. Sætningen står i formålets stk. 3, og den lyder sådan her:
”Uddannelsen skal tage afsæt i praksisnær erfarings- og forskningsbaseret viden.”
Jeg tænkte, at vi hermed ville ende ud med en instrumentaliseret læreruddannelse. Både det ”praksisnære” og det skrækkelige udtryk ”forskningsbaseret viden” blev nemlig for alvor lanceret ind i 00’ernes konkurrencestatssammenhæng, som jo også Reformkommissionen selv er et regelret udtryk for. Det sidste ord, ”erfaringsbaseret viden”, kan så overtages af en målbar ”trivsel” og af lidt OECD-fikseret scenariedidaktik og måske også noget føleri i almindelighed.
Med disse ord havner den nye læreruddannelsens kundskabsbase midt inde i 00’ernes pædagogiske instrumentalisme, der jo har rod i Globaliseringsrådets arbejde i 2006, og som faktisk både har skabt professionshøjskolen og AU’s version af DPU.
Herfra kunne professionshøjskolen overtage det ”praksisnære”, mens Lars Qvortrups DPU kunne sætte sig på ”forskningsbaseret viden”.
Denne mistanke er så blevet bestyrket i dag, efter at jeg har læst Reformkommissionens materiale om ”Faculty of Education”, hvis sprog præcis udtrykker det praksisnære og det forskningsbaserede ind i sammenhængen mellem økonomi, instrumentalisme og finansministerium.
Men der kommer yderligere en splittelse ind i systemet. I næste sætning i formålet står der nemlig følgende:
”Desuden skal der tages udgangspunkt i den danske skolekultur og -tradition, der omfatter såvel folkeskolen som frie grundskoler.”
Det er jo egentlig gode ord, men i den instrumentelle sammenhæng vendes værdierne på hovedet. For med denne ”desuden”-adskillelse af på den ene side ”praksisnær og forskningsbaseret viden” og på den anden side ”dansk skoletradition og kultur”, så tages skoletraditionen jo ud af videnskab og viden, som reformkommissionen så kan løbe med og kalde for ”forskningsbaseret” eller ”evidensbaseret”. Dermed kollapser videnskaben totalt.
Den pædagogiske tradition bliver til idehistorie, mens pædagogikken – altså forbindelsen mellem teori og praksis – kan overtages af Faculty of Educations skrækkelige forsimplinger.
Dermed ødelægges pædagogikken. Væk med den. Fyr 22 forskere.
Der er en begrebsmæssig dynamik her, som jeg tror, man skal holde sig for øje.
16. d. 24/9: Paradoks
Det er lidt tankevækkende, at det lige for tiden er DPU’s største kritikere, der må forsvare DPU. Det vil sige, at de virkelige pædagoger og filosoffer nu træder i aktion for at kritisere både AUs angreb på pædagogikken og DPUs ledelses ideologisk funderede makke-ret.
Derimod er mange af DPUs gamle tilhængere både affirmative og helt forstående over for stedets aktuelle faglige og videnskabelige nedsmeltning. Det, vi ser lige nu i fuld demonstration, er hele det pædagogiske oligarkis sammensmeltning af systemteori og poststrukturalisme, som dette udviklede sig efter især 2006. DPUs ledelse og organisation har siden 2008 været en form for kropsliggjort version af denne ødelæggende tilstand.
Ja, man må ligefrem høre fra diverse affirmativt indstillede mellemledere, at man “spammer”, hvis man skriver til sine kolleger og til TR og rektor for at kritisere ledelsen med udgangspunkt i fagfællebedømt videnskabeligt pædagogisk arbejde.
Heldigvis er stedets virkelige filosoffer ikke enige i det med ”spammeriet”, og flere har da også bidraget til den fælles undersøgelse. Men hovedparten ser tavst og underdanigt til, mens den pædagogiske videnskab går i opløsning.
Så forsvaret af DPU kommer fra DPU’s kritikere. Det siger noget om, hvad filosofi er, og ikke mindste om, hvad DPU er.
En afart af dette paradoks var et møde, jeg var til i dag. Her var der et dagsordenspunkt, der handlede om, hvordan vi kunne gøre “efteråret tåleligt”. Hvilket ydmygende spørgsmål! Efteråret skal da snarere handle om at værne om “det utålelige” og udbrede “utåleligheden” overalt, både til ledelse, bestyrelse, kollegaer og offentlighed, så Reformkommissionens læringsverden bliver maksimalt uudholdelig at være i. Det er det, jeg kalder “påmindelse”.
Ledelsen har også aflyst julefrokosten. Man har tydeligvis et ubehag ved forsamlinger, så hvor ”utåleligheden” kan blive synlig.
Så kampen står mellem DPU og DPU, eller rettere mellem et DPU, som er videnskabens sted, og et Faculty of Education, som er evidensens sted.
17. d. 24/9: Faglig og personalepolitisk opløsning på Aarhus Universitet
På fakultetet ARTS ved Aarhus Universitet fortsætter man sit raid mod universitetets ansatte.
Først annoncerede man en omfattende og dårligt begrundet massakre på DPUs videnskabelige mandskab. Den effektueres nu med fuld ideologisk effekt.
Og nu fortsætter man i DPUs studieadministration. Man vil simpelthen tvangsflytte DPUs studieadministration fra Emdrup til Aarhus, hvilket jo er en de facto-afskedigelse af langt de fleste ansatte. Og det hele sker bare lige pludseligt, som om de ansatte var minkfarmere.
Det hele begrundes med en blanding af data-organisations-effektivitet, må man forstå på ARTS administrationschef. Han kalder for at “robustgøre organisationen”. Det er så koldt. Hvorfor er han ikke i Ryanair?
Og hvem er de næste, der skal “robustgøres”, når ARTS er færdige med forskerne og studieadministration?
Så den pædagogisk-videnskabelige og moralske opløsning flyder tykt på himlen i Aarhus. Imens forsikrer rektor og universitetsdirektøren, at der skam ikke vil ske afskedigelser, og at alle problemer kan løses med almindelig påholdenhed.
Så ARTS gør på en måde oprør mod AU.
Lige en note: Disse defacto-afskedigelser er ikke en del af besparelserne på DPU. De kommer oveni.
18. d. 24/9: DPU er en del af Reformkommissionen
Mange skælder ud på Reformkommissionen, og det forstår man jo godt, for magen til elendighed skal man lede længe efter.
Men man må ikke glemme, at det jo er Reformkommissionens ideologi, som fra 2006 – under navne som “Skolerådet” og “Globaliseringsrådet” – har skabt det nuværende DPU’s ideologi.
Det er denne særlige symbiose af DPU og Skolerådet – denne instrumentelle læringsfilosofi – der nu igen vil sætte sig igennem via fyringer, omstruktureringer og genansættelser osv..
Og denne helt særlige DPU-ideologi, som altså udspringer af Reformkommissionens egen ideologi, arbejder nu selv inde i den aktuelle Reformkommissionens indre i et stort anlagt gruppearbejde.
Det er et double-loop, en nedbrydende maskine i statens og pædagogikkens indre.
Dette særlige “indre” kalder Reformkommissionen for “Faculty of Education”. Her kommer der ingen nedskæringer.
Det virkelige Danmarks Pædagogiske Universitet er protestens sted. Her protesterer DPU mod DPU.
19. d. 24/9: Forholdet mellem AU, DPU og ARTS
Jeg har reflekteret lidt over historikken i forholdet mellem Aarhus Universitet og DPU med udgangspunkt i den aktuelle sag.
http://www.thomasaastruproemer.dk/det-forladte-dpu-om-aarhus-universitet-fakultetet-arts-og-dpu.html
20. d. 26/9: Regeringens nye udspil om kandidatuddannelser
Jeg har netop læst regeringens nye universitetsudspil. Og der er blot en ting at konkludere: Regeringen hader hele ideen om et universitet.
Alt, hvad der bliver foreslået, og alle de argumenter der gives, er så katastrofalt tomme, at ordene tørrer ud i afmagt.
Nogle kritikere af forslaget – fra både erhvervs- og universitetskredse – mener, at forslaget vil sænke produktiviteten. Men who cares? Det er jo selve universitetsideen, der er under angreb, altså uanset “produktivitet”.
Hvis universitetsideen og dennes sprog og horisont forsvinder så radikalt, som det er tilfældet her, så forsvinder også pædagogikken og skolen – og dermed også en række dybtliggende forfatningsmæssige og humanistiske logikker – ud af samfundet som sådan.
Det er frygteligt synd for den næste generation, at hele kundskabssammenhængen nu skal banaliseres og ødelægges på denne måde.
https://www.regeringen.dk/nyheder/2022/danmark-kan-mere-iii-bedre-uddannelser-og-mere-velfaerd/
21. d. 26/9: Læserbrev i Politiken
Jeg har et læserbrev i dagens Politiken, hvor jeg kritiserer Aarhus Universitet for dets angreb på DPU
Her er konklusionen:
“Før var det et selvstændigt universitet med idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt som rektor og biskop Kjeld Holm som bestyrelsesformand. Fra i dag er det et marginaliseret fagområde langt nede i universitetsorganisationens nederste hierarki. Her lever pædagogikken et ensomt liv på et åbent og turbulent hav med nogle småmillioner, som kommer og går, en række tilfældige politiske markeringer, relevanskriterier og pludselige masseafskedigelser. Pludselig ved man, hvad det vil sige at tilhøre et proletariat helt alene.”
https://politiken.dk/debat/debatindlaeg/art8992999/Aarhus-Universitet-angriber-p%C3%A6dagogikken
22. d. 27/9: AU’s nyhedsbreve
Aarhus Universitets ledelse sender med jævne mellemrum et nyhedsbrev ud til alle medarbejdere. Det sker ca. en gang om ugen. Det vil sige, at der nu har været fire nyhedsbreve, siden angrebet på DPU blev lanceret d. 7. september 2022.
Den omfattende sag om nedskæringer og afskedigelser har ikke været omtalt en eneste gang:
I det første nyhedsbrev, nr. 26, fra d. 2/9 står der, at universitetet skal være påholdende i almindelighed. Men der er intet om afskedigelser eller DPU.
I det næste nyhedsbrev, nr. 27, fra d. 9/9 står der heller ikke noget om emnet.
Det gør der heller ikke i nr. 28, som udkom d. 12/9. Det handler mest om en stor omtale af universitetets fødselsdag.
I dag har vi så fået nr. 29. Der står heller ikke noget om emnet.
Tavshed.
Det lader til, at AU og DPU er to helt forskellige verdener?
Link til tidligere nyhedsbreve: https://medarbejdere.au.dk/strategi/nyhedsbrevuniled/?b=5220%09
23. d. 28/9: Udflytningsplan og afskedigelser på DPU
Skolemonitor bringer i dag en grundig artikel om DPU-sagen. Mediet undersøger regeringens udflytningsplaner og disses konsekvenser for de annoncerede afskedigelser.
Enhedslisten og de Radikale kritiserer regeringen kraftigt: Pernille Skipper vil kalde ministeren i samråd, og de radikales Katrine Robsøe kalder det ”hovedløst” at ødelægge forskningsmiljøer på denne måde. Især Robsøe har sans for den videnskabelige sammenhæng og ikke kun for læringseffekten. Men mange tak til begge.
EL og RV stod uden for de såkaldte implementeringsaftaler fra marts 2022, men EL deltog i hovedforliget i juni 2021, som de jo så må have forladt? Det er lidt mystisk. SF var derimod med i det hele (se PS for forligskreds).
Forskningsministeren, Jesper Petersen, begrunder konsekvenserne med henvisning til nogle statistiske udsving ift. arbejdsmarked og dimittendledighed. Han aner ikke, hvad et universitet er. Han tror, det er en evidensbaseret pølsefabrik. Det er konkurrencestatsretorik på laveste niveau.
Han mener selv, at han redder den pædagogiske forskning ved at lave en pulje med øremærkede midler, som folk fra alle miljøer i landet kan søge til specifikke forskningsprojekter. Men det er jo ikke videnskab. Det er statsstyrede undersøgelser. Desuden skal disse midler handler om ”den konkrete pædagogiske hverdag”, som han kalder det. Den slags statslige krav er videnskabens død.
Han siger dog, at det er op til AU, hvordan man evt. vil spare, og det har han ret i. Det må man ikke glemme.
Så Socialdemokraterne står for angrebet på Universitetet, mens AU står for angrebet på DPU.
SF har ingen kommentarer. Ordføreren skal nok lige spørge først i det socialdemokratiske hovedkontor.
Til sidst har institutleder for DPU, Claus Holm, nogle tekniske kommentarer, der køber tælle-præmissen. Han siger, at DPU slet ikke har nogen speciel høj dimittendledighed. Han kan ikke kritisere på det principielle niveau, fordi han selv i mange år har understøttet konkurrencestatsideologien.
Der er en interessant information undervejs, som skal noteres, nemlig at der i sin tid blev stillet krav om, at ”ingen småfag måtte lukke”. Hvorvidt dette krav stadig er operativt, er jeg lidt usikker på, men det er rigtigt, at det er nævnt i forligspartiernes tillægsaftale fra d. 22. marts 2022 (punkt 12).
Grunden til, at jeg er lidt i tvivl, er, at denne formulering mig bekendt slet ikke har været nævnt i AU’s angreb på DPU. Men denne udeladelse er måske selv en del af angrebet?
PS: følgende partier er med i aftalerne:
Hovedforliget fra juni 2021: Socialdemokratiet, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Nye Borgerlige, Alternativet og Kristendemokraterne
Implementeringsaftalen fra marts 2022: Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne.
Links:
Artikel i Skolemonitor: https://skolemonitor.dk/nyheder/art8990022/Nedsk%C3%A6ringer-p%C3%A5-DPU-f%C3%A5r-st%C3%B8ttepartier-til-at-lange-ud-efter-regeringen
Link til politisk aftale om udflytning: https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmark
24. d. 28/9: Angrebet på universitetet og angrebet på pædagogikken
Den pædagogiske forskning på Aarhus Universitet er udsat for et dobbelt angreb efter min mening. Lad mig forklare det:
A. Det politiske angreb på universitetet
Dette første angreb kan man læse i den oprindelige forligstekst om udflytningspolitikken fra juni 2021. Teksten er totalt renset for seriøse universitets- og uddannelsesmæssige betragtninger. Det er konkurrencestat og provinsialisme på laveste niveau.
Der er dog en enkelt nærmest lidt forladt undtagelse. Der står nemlig, at man skal tage særlige hensyn til ”små fag og sprog” (forligstekst, pkt. 64).
Det frontalangreb på videnskaben – med ledsagende forladte undtagelse – gentages så i den politiske implementeringsaftale fra marts 2022. Her står der igen – og igen uspecificeret -, at ”små fag og sproguddannelser tilsvarende er undtaget, så uddannelseslukninger på disse områder undgås.”
B. Aarhus Universitets angreb på DPU
Imellem hovedforliget og implementeringsforliget beder Forskningsministeriet universiteterne om at lave en form for implementeringsplan, en såkaldt “institutionsplan“, som skal afleveres senest d. 31/12-2021.
Lad os se på AU’s plan:
Først og fremmest kan man iagttage en helt affirmativ tilgang til regeringens retorik, som accepteres helt uden modstand. Man lægger sig med andre ord ned som en logrende hvalp for politikkens angreb på universitetet. Der er ingen Odysseus på universitetet.
Dertil kommer så spørgsmålet om ”de små fag”? Hvad står der her? Jo, det er her AUs opgør med DPU kommer ind. Her ydes ingen beskyttelse, jf. følgende citat fra s. 71:
”Mere specifikt har AU prioriteret, at en række små sprogfag og områdestudier fortsat vil blive udbudt. Hensynet er taget for at sikre et fortsat bredt udbud af sprogfag i hele Danmark, jf. strategi for styrkelse af fremmedsprog i uddannelsessystemet samt sikre en solid viden om diverse kulturer globalt set.
Hensynet gælder også sprogfagene tysk og fransk til trods for, at de har oplevet et vigende ansøgertal i en årrække. Sidstnævnte udbud påtænkes som udgangspunkt videreført, da AU dermed fastholder vigtige erhvervssprog med betydning for dansk eksport og konstituerende sprogfag i gymnasieskolen vest for Storebælt. (…)
Derudover friholdes en række af de humanistiske IT-uddannelser, som er højt efterspurgt i samfundet, herunder informationsvidenskab, digitalt design mm.”
Altså ingen omtale af DPU og pædagogisk forskning, som dermed overlades til regeringens angreb på videnskaben og nævnes specifikt under “reduktioner”, dog sammen med flere andre områder. Og det er vel at mærke kun “uddannelser” og ikke “forskningen”, som skal reduceres.
Og de fag, som AU altså undtager fra politikkens angreb på universitetet, beskyttes vel at mærke ikke af videnskabelige årsager, men udelukkende med begrundelser hentet fra punkt A, dvs. netop fra politikkens opgør med universitetet.
Dermed skabes en form for diskursiv og politisk passage, som er helt uden regel og struktur.
Faktisk ser man ikke et lignende angreb i de andre universiteters implementeringsplaner, så vidt jeg kan se. F.eks. taler KU langt mere overordnet om deres pligter, og SDU understreger to gange, at det er et “klassisk” universitet. Og jeg har da heller ikke hørt om nogle afskedigelser hverken på KU eller SDU, hvor der også er kandidatuddannelser i pædagogik.
Så i januar 2022 udskiller AU altså det pædagogiske område som særskilt nedskæringsfelt, helt uden beskyttelse fra formuleringer som “de små fag” eller fra “det klassiske universitet”.
Endelig er det værd at nævne, at “reduktionerne” går langt hårdere ud over ARTS end de andre fakulteter. Man bruger næsten udelukkende “ledighed” som argument. Der er intet “klassisk universitet” eller kundskabsansvar i miles omkreds. Denne uretfærdighed fik Dansk Magisterforening op i det røde felt i deres høringssvar.
AU’s ledelse lader i den forbindelse de lokale niveauer, dvs. fakulteter og institutter, skyde al skylden på regeringen, selvom de centrale niveauer selv er en vigtig del af årsagen. De centrale niveauer selv er tavse som graven, mens de beroliger resten af universitetet og dermed skaber et kafkask og tavst kaos.
Resultatet af dette AU-angreb på pædagogisk forskning ser vi så i disse uger.
Links:
Politisk aftale om udflytning, juni 2021:
Politisk aftale om implementering, marts 2022: https://ufm.dk/aktuelt/pressemeddelelser/2022/bredt-flertal-enige-om-udmontning-af-udflytningsaftale-om-videregaende-uddannelser
Generelt om implementeringsprocessen, efteråret 2021:
Universitetets implementeringsplaner, januar 2022:
25. d. 28/9: Anne-Marie Eggert Olsen kritiserer Aarhus Universitet
Lektor i pædagogisk filosofi ved DPU, Anne-Marie Eggert Olsen, kritiserer i dette indlæg i Omnibus Aarhus Universitet for dets behandling af DPU.
Hun skriver, at universitetet burde “skamme sig” og har en række ret interessante begrundelser for sit synspunkt, som tager udgangspunkt i DPUs historie og særkende som overbygningsuniversitet for lærere og pædagoger, der ikke nødvendigvis er vokset om med videnskabens liv som social arv.
26. d. 2/10: TR for Aarhus Universitet kritiserer fyringerne på DPU
Fællestillidsmanden for Aarhus Universitet, Olav W. Bertelsen, skruer nu op for retorikken i kritikken af fyringerne på DPU. Det sker i universitetets magasin “Omnibus”.
Bertelsen kritiserer med gode grunde regeringen for dens universitetspolitik, hvilket DM hele tiden har gjort; en kritik som både RV og Enhedslisten aktuelt har forstærket.
Men nu retter Bertelsen – som jeg læser det – en forstærket kritik mod universitetets ledelse.
Han kalder problemet på DPU for ”Uacceptabelt” og ”stærk kritisabelt”, og han vil ikke ”ikke accepterer strukturelt betingede fyringer”.
Han siger også, at ”Det er uacceptabelt, at kolleger mister deres levebrød som følge af strukturelle skvulp”.
Så tak herfra for et fint indlæg, der supplerer den politiske med en organisatorisk kritik. Nu mangler vi blot, at både politikerne og/eller AU’s ledelse reagerer. Begge niveauer har svigtet.
27. d. 3/10: DPU-sag: Referater fra samarbejdsudvalgsmøder
At der skulle fyres på DPU blev annonceret d. 7/9. Lad os se på, hvordan man har drøftet sagen på de efterfølgende samarbejdsudvalgsmøder:
1. Det centrale AU-niveau:
Så sent som blot en uge før, at nedskæringerne blev annonceret, d. 31/8, var der et møde i universitetets hovedsamarbejdsudvalg (HSAU), hvor dekanen fra ARTS var fraværende. Jeg har tidligere omtalt dette møde. Her varsles fred og ingen fare af både universitetsdirektøren og af rektor. Alt kan ordnes med et alment ansættelsesstop og almindelig påholdenhed.
Allerede d. 12/9 er der igen møde i HSAU. Her omtales DPU heller ikke. I referatet står der blot følgende:
”Situationen er stadig alvorlig – men det centrale er, hvordan situationen udvikler sig fra 2023 og fremefter. De iværksatte tiltag bidrager til at ruste os til fremtiden.”
Med ”iværksatte tiltag” henvises til de tiltag, som blev omtalt på mødet d. 31/8, og som altså ikke har noget specifikt med DPU at gøre.
Kort sagt: DPU eksisterer på en måde ikke på AU.
2. Fakultetsniveau
På fakultetsniveauet var der samarbejdsudvalgsmøde d. 31/8, altså samme dag som HSAU. Her får vi noget teknik, som alle nikker til mere eller mindre. Dekanen siger, adspurgt om der der ikke findes nogen solidaritet på AU-niveau, følgende:
”Fakultetet skal selv løse den økonomiske udfordring”.
Herfra løber der en masse teknik fra nogle lokale og nærmest ubestemmelige beregninger, som vel at mærke kun gælder DPU, mens de andre institutter ikke er omfattet.
Kun TR fra ARTS forsøger vedholdende at vriste nogle svar ud af systemet, men forgæves.
Der er også samarbejdsudvalgsmøde d. 13/9, altså dagen efter det andet HSAU-møde (jf. afsnit 1), hvor DPU som sagt slet ikke blev omtalt.
På dette møde, d. 13/9, omtaler dekanen besparelserne på DPU i korte tekniske vendinger, som i hvert fald ikke kan overbevise mig det mindste. Tværtimod forstærker denne lidt tekniske gennemgang situationens karakter af angreb på DPU.
DPU’s institutleder siger ikke noget, og TR-siden har ingen kritiske markeringer.
3. Institutniveau
Der blev holdt et LSAU-møde på institutniveau d. 7/9, altså samme dag som annonceringen af nedskæringerne. Her er der ingen kritiske markeringer. Alle lægger sig fladt ned. Siden er der mig bekendt ikke blevet holdt møde i dette regi, som ellers er vigtigt, skulle man tro. Men jeg har muligvis overset noget?
Det næste annoncerede møde i LSAU er så sent som d. 28/11, hvor der muligvis skal drøftes afskedigelseskriterier i samme affirmative jargon, som alt det andet.
27. 5/10: Nye investeringer i pædagogisk forskning
Siden starten af september har vi vidst, at DPU skal spare 15 mio. kroner. Der lægges op til at afskedige op til 22 forskere i pædagogik.
Men i dag fortæller regeringen pludselig, at den vil investere 25 mio. kr. i netop pædagogisk forskning. Det fortæller folkeskolen.dk.
Den nærmere institutionelle sammenhæng fremgår ikke, men mon ikke DPU involveres på den ene eller den anden måde? f.eks. via det såkaldte Faculty of Education, som er en del af Reformkommissionens arbejde.
Dette nye politiske initiativ betyder efter min mening, at man bør sætte DPU-afskedigelserne på standby, indtil man ved, om disse nye 25 mio. evt. berører DPU’s økonomi.
Ellers ender man måske med at fyre 22 forskere i år, for allerede året efter at ansætte 40 andre forskere.
Og enhver ved, hvad den slags kan bruges til: Med den aktuelle ideologiske konfiguration i DPU’s ledelse og i regeringens universitetspolitik, så vil der ved en sådan kæmpeudskiftning være en stor risiko for, at der sker en yderligere instrumentalisering af forskningen i retningen af konkurrencestats-ideologi.
28. d. 7/10: Ansættelsesstop?
På hele Aarhus Universitet har ledelsen annonceret et såkaldt “kvalificeret ansættelsesstop”. Det skulle afbøde de økonomiske udfordringer uden yderligere problemer.
Undtagen på DPU, naturligvis, hvor man oveni vil af med 22 ansatte.
DPU er på en måde ikke rigtigt en del af AU.
Og så er det et lidt mærkeligt ansættelsesstop, synes jeg. I sidste uge var der hele 80 ledige stillinger på universitetet. Og nu er dette høje tal sørme steget til 103.
94 nye stillinger under et ansættelsesstop! Sidste år var der på denne tid ca. 110 stillinger, altså ca. det samme
Det er ikke et ”stop”.
Og på DPU har man – siden man i juni 2022 blev bekendt med det såkaldte ”strukturelle underskud” – ansat hele seks nye og uden tvivl dygtige personer. Og der er vel at mærke tale om folk, hvis profil på forskellige måder flugter godt med institutledelsens almene filosofi.
29. d. 11/10: Forskel på underskud
I januar 2022 blev AU’s direktør interviewet om det kommende budget. Han virker helt rolig. Der var en kæmpe egenkapital på næsten 1 mia. kroner.
Der var så et aktuelt underskud på 47 mio. Det svinger lidt op og ned fra år til år.
Underskuddet skyldtes angiveligt, at et nyt studieadministrativt system var blevet dyrere end forventet, samt at man ville satse på ingeniøruddannelserne. Men underskuddet blev dækket af egenkapitalen, fremgår det. Sådan barberer man den ged.
Nu har DPU et underskud på sølle 13 mio. kr., men det dækkes skam ikke af nogen egenkapital.
Det er mærkeligt. Jeg kalder det for ”AUs angreb på pædagogisk forskning”.
Ang. regeringens udflytningsplaner, som AU aktuelt bruger som et argument for ”angrebet”, siger direktøren:
“Der er nogle økonomiske udfordringer i de kommende år, men de kan håndteres. Aarhus Universitet har en egenkapital, som vil blive bragt i spil, og det betyder, at AU fortsat kan udvikle sine strategiske faglige satsninger, herunder især ingeniør- og digitaliseringssatsningen”
Det var dengang, for få måneder siden, da AU var et værn mod tilfældige politiske og økonomiske fluktuationer. Nu må alle forskningsmiljøer på AU føle utrygheden brede sig som ild under de bare tæer.
30. d. 13/10: Oldnordisk og pædagogik
Aarhus Universitet fortsætter sine grove angreb på humaniora. Først annoncerede man nedlæggelsen af 22 stillinger på DPU. Og nu følger man op med at nedlægge man et enligt lektorat i norrøne sprog. Vist nok det eneste i landet, hvilket i sig selv er absurd.
Oldnordisk bør tværtimod opprioriteres, både på universitetet og i gymnasiet. Det er en fuldstændig central del af vores sprog- og kulturhistorie. Det er 1000% vigtigere end alle mulige andre “satsninger” eller ledelseslag, som findes på AU.
Universitetet er totalt uden akademisk eller kulturel pligtfølelse. kuglerne flyver om alt, der rører sig.
Dekanen begrunder sit forsimplede og grove angreb på denne ene lille stilling og hele dette store kulturområde med ”regeringens udflytningsplaner”, selvom AU har en egenkapital på næsten 1 mia.. En anden begrundelse er, at universitetet har ansættelsesstop, men der er dag dato over 100 ledige stillinger på universitetet. Det hele er fuldstændigt tilfældigt.
Og på universitetets nyhedsside står der intet. Der er bare en masse “reklame”.
Det er helt samme diskursive struktur, som vi ser i sagen om DPU-fyringerne.
Med disse metoder kan ingen fag i Aarhus føle sig sikre. Videnskaben har mistet sin egenart og offentlige forsikring, og forskningen er proletariseret.
Her er omtaler af sagen i hhv. Politiken og på TV2.
TV2’s dækning: https://www.tv2ostjylland.dk/aarhus/sloejfer-vikinge-fag-vi-smider-vores-kulturarv-ud
Politikens dækning: https://politiken.dk/kultur/art9013402/Snart-kan-kun-en-udl%C3%A6nding-l%C3%A6se-hvad-der-st%C3%A5r-p%C3%A5-Jellingstenene
31. d.13/10: Det frække universitet
I februar 2012 skrev jeg et blogindlæg, som var et blik ind i Aarhus Universitets nye kaos. Det var dengang, at dekanen for det nye fakultet ARTS talte om, at vi skulle lave “det frække universitet” og udskammede tysk dannelse (Koldau-sagen). Man ville også lave noget man kaldte for “det entreprenørielle universitet”. Det er ord fra ARTS’ livmoder.
Efterfølgende skrev Koldau det fantastiske værk “Jante-universitetet”, som foregik i byen “Jante”. Bogen er i dag tabu, og intet definerer en organisation så effektivt som et tabu. Og hvis tabuet er universitetets egenart, så må universitetet blive til noget andet. Det er logik. Så kommer det “frække universitet”, der udgrænser f.eks. pædagogik og gamle sprog, hvis disse fag ikke fremmer “produktiviteten”.
Jeg havnede i disse erindringer via en genlæsning af lektor Asger Sørensens fantastiske bog “Asger Sørensen går på universitetet” fra 2021, hvor han skriver om en række af disse processer, som han forener med en tankevækkende videnspolitisk, universitetshistorisk og dannelsesteoretisk analyse.
Sørensen, som er formand for Dansk filosofisk selskab, skriver naturligvis også grundigt om dengang i 2010, da han og to kolleger blev sagt op på DPU, fordi deres forskning angiveligt ikke skulle være “relevant” for pædagogik. Lars Qvortrup var den nye leder, som førte kniven, mens han i dagspressen sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King. DPUs nuværende ledelse støttede op om fyringerne. Den sag er også tabu på DPU og på ARTS’ bonede gulve, men den kom med i Heine Andersens fine bog “Forskningsfrihed” til skræk og advarsel.
Sørensen får det hele til at hænge sammen på en virkelig interessant måde. Men også hans bog er tabu.
Til gengæld er institutlederens og professor Jens Rasmussens arbejde, som hænger dybt sammen med skolereformens og Claus Holmks idelogi, ikke tabu. Det promoveres aktivt og ustandseligt af DPUs kommunikationsafdeling.
Det hele skete i kaos-tiden, som vi stadig er midt i. Alt kan hele tiden ske.
Links:
Link til blogindlæg fra 2012: https://blog.folkeskolen.dk/thomas-aastrup-romer/hvor-er-kaos-det-er-her/204830
Link til Asger Sørensens bog: https://www.saxo.com/dk/asger-soerensen-gaar-paa-universitetet_asger-soerensen_epub_9788743083085
Link til Koldaus bog: https://janteuniversitet.wordpress.com/
32. 18/10: Aarhus Universitets angreb på DPU
Forskerforum har gennemgået den økonomiske tilstand på de danske universiteter. Aarhus Universitet får den grundigste behandling, bl.a. fordi man vil afskedige svarende til 22 lektorater.
Men igen får man denne fornemmelse af, at AU er ligeglad med pædagogikken. Universitetsdirektøren, som hele tiden har manet til ro, fortsætter ifølge Forskerforum med at berolige alle:
”AU forventer et “betydeligt økonomisk tab”, som kommer til at gøre et betydeligt indhug i egenkapitalen, men som universitetet som udgangspunkt er rustet til at modstå.”
Og direktøren nævner slet ikke DPU i sine svar. Han taler blot om lidt almen nøjsomhed og om et ”kvalificeret ansættelsesstop”, selvom der faktisk er næsten er ligeså mange stillingsopslag som sidste år.
Så er der noget om ”aktier”, som jo svinger op og ned. Det er meget farligt, hvis landets videnskabsmænd nu skal til at tjekke aktiekurserne, før de udtaler sig frit. Og som det fremgår nedenfor, går det faktisk ok med økonomien på alle de andre universiteter.
Og igen: Der er et kæmpespring fra direktionsniveauet ned til DPU, der som det eneste lille hjørne i kæmpeorganisationen med de mange penge må bære angrebet.
Dernæst følger faktisk et kapitel om DPU, men her er der meget karakteristisk ingen referencer til det centrale AU-niveau.
Institutleder Claus Holm siger blot et eller andet, der vidner om fuldstændig mangel på beskyttelsessans og faglig realisme.
Ledelserne på ARTS og DPU har lukket sig om sig selv under AU’s ligegyldighed.
Dernæst gennemgår journalisten situationen på de øvrige universiteter. De er også lidt pressede, kan man læse, men der er ingen fyringsrunder eller angreb mod specifikke fagmiljøer, og det lyder som om, at det nok skal gå det hele.
F.eks. lyder det sådan her fra Københavns Universitet:
”Andre år har vi haft høje afkast, og KU har en forholdsvis stor egenkapital, så vi kan godt absorbere chok som det her. Så jeg mener ikke, vi behøver sætte himmel og hav i bevægelse, selv om vi skulle ende med et negativt afkast på for eksempel 100 mio. kr. et enkelt år.”
Og om SDU står der:
”Ifølge universitetsdirektøren har SDU en opsparing, som kan dække underskuddet i 2022, og i den kommende tid vil man forsøge at dæmpe en række bygnings- og driftsomkostninger for at forsøge at mindske det store minus.
Og fra Aalborg lyder det:
”AAU har egenkapital til at dække de udsving, som de forventer for 2022.”
Også i Roskilde har man tabt på aktierne, men her lyder der også beroligende toner fra universitetets direktion:
”RUC har tilstrækkelig egenkapital til at dække underskuddet for 2022.”
Aarhus Universitet har forladt DPU.
33. d. 19/10: Ansættelsesstop på Aarhus Universitet?
Aarhus Universitet har indført et såkaldt ”kvalificeret ansættelsesstop” på hele universitetet. Det skal sammen med lidt almen påholdenhed løse de økonomiske udfordringer, siger universitetsledelsen.
Undtagen lige på DPU, forstås. Her kan man skam ikke nøjes med et ”ansættelsesstop”. I stedet har fakultets- og institutledelsen annonceret afskedigelser af 15-20% af medarbejderstaben. Der er ikke annonceret afskedigelser andre steder, mig bekendt.
Men det er altså et meget mystisk ”ansættelsesstop”, der arbejdes med for nu at sige det mildt.
Her er tallene for ledige stillinger i de sidste fire år, som jeg har fundet på nogle gamle servere. Som det fremgår, er der overhovedet ikke noget ”stop”, og man kunne så let som et knips finde de ca. 20 stillinger, der nu er truet:
d. 19/10- 2022:
i alt: 130 ledige stillinger
heraf 95 fuldtidsstillinger
heraf er 58 stillinger indenfor videnskab og undervisning og 37 stillinger indenfor administration og teknik
d. 19/10-2021:
i alt 140 ledige stillinger
heraf 100 fuldtidsstillinger
heraf 60 stillinger indenfor videnskab og undervisning og 40 stillinger indenfor administration og teknik
d. 19/10-2020:
i alt: 123 ledige stillinger
heraf 100 fuldtidsstillinger
heraf 70 stillinger indenfor videnskab og undervisning og 29 stillinger indenfor administration og teknik
d. 19/10-2019:
i alt: 79 ledige stillinger
heraf 51 fuldtidsstillinger
heraf 30 stillinger indenfor videnskab og undervisning og 21 stillinger indenfor administration og teknik
Aarhus Universitet er med sin primitive aktion ansvarlig for en ren og skær proletarisering af videnskabens liv. Ingen videnskabsmand kan mere tale og tænke frit, men må nu konstant tjekke aktiekurser og ledelsesvinde. Det værste, der kan ske for et samfund.
34. d. 25/10: AUs “institutionsplan”
I sommeren 2021 indgik en række partier i folketinget et forlig om den såkaldte ”udflytningsplan”. Efterfølgende skulle alle uddannelsesinstitutioner lave en såkaldt ”institutionsplan”, hvor den pågældende institution redegjorde for, hvordan den ville gribe udflytningsplanen an. Disse institutionsplaner for universiteterne blev samlet i et ministerielt dokument i januar 2022.
Lad os se på, hvordan Aarhus Universitet greb sagen an i sin institutionsplan. Jeg vil argumentere for, at man primært er gået ideologisk til værks, dvs. at der er tale om en universitetspolitisk manøvre, der skal opprioritere det tekniske fakultet og nedprioritere det humanistiske under konkurrencestatens ideologiske præmis. Regeringens udflytningspolitik er blot den politiske anledning, som sætter denne ideologiske korrektion i bevægelse, og som Aarhus Universitet nærmest forstærker med sin ”institutionsplan”. Lad os se på sagen:
1. Institutionsplanen
For det første nævner man ikke videnskaben eller gør sig tanker om universitetets kundskabsmæssige sammenhæng og tradition. Der er faktisk nogle af de andre universiteter, der nævner ting som f.eks. ”det klassiske universitet”. Men altså ikke i Aarhus. Her taler man kun om ”uddannelse”, og altså vel at mærke ikke ”uddannelse”, som denne defineres af den videnskabelige aktivitet, men kun som noget, der er knyttet til arbejdsmarkedet.
For det andet: Der skelnes mellem ”udflytning af pladser”, som er regionalpolitisk begrundet, og ”reduktion af pladser”, som er en slags afledt konsekvens. Jeg vil kun se på det sidste.
Universitet markerer følgende kriterier for reduktionerne:
”Kriterier for reduktion af pladser:
- Bidrage til at justere AU’s udbud med målsætningen om, at en større andel af AU’s dimittender finder beskæftigelse i den private sektor, samtidig med, at reduktionen tager hensyn til særlige forpligtelser over for samfundskritiske funktioner og centrale kulturbærende fag.
- Sikre et fortsat udbud af uddannelser med særlig høj efterspørgsel og beskæftigelse og særlig fokus på uddannelser med systematisk overledighed.
- Økonomisk bæredygtighed på både kort og lang sigt.
- Styrken af det faglige miljø både med hensyn til undervisningsopgaven såvel som forskningsstyrken samt miljøets mulighed for at tiltrække ekstern finansiering og attraktive VIP.”
Som det fremgår, vælger AU en næsten entydig vægt på økonomi, arbejdsmarkeds- og ledighedsstatistik. Det med ”de kulturbærende fag”, som det kaldes i bunden af det første punkt, er en henvisning til det politiske udspils tale om ”små fag”. AU definerer faktisk disse fag meget smalt og nedladende – også endnu smallere en flere andre universiteter – hvilket jo forstærker det banale helhedsindtryk.
F.eks. vil man især bevare ”erhvervssprog” af hensyn til ”dansk eksport”. Man vil også bevare ”de humanistiske IT-uddannelser” pga. ”efterspørgslen”. Der er ingen sans for den åndsvidenskabelige substans og pligt i disse små markeringer. En enkelt undtagelse fra dette generelle billede er friholdelsen af sprog som tysk og fransk af hensyn til at ”fastholde sprogkompetencer i hele Danmark”, men det er en enlig svale, og igen er det jo faktisk “kompetencer” og ikke sprogvidenskaben selv, der er i centrum. Det er nedslående læsning.
Desuden vil man tage ”særligt hensyn til en række IT- og ingeniøruddannelser”, som der står. Det begrundes bl.a. med politiske målsætninger:
”Hvis Danmark skal lykkes med den grønne omstilling og øget digitalisering, er der behov for flere ingeniører, end der uddannes i dag. At skulle reducere eller blot fastholde optaget på ingeniøruddannelserne på 2019-niveau er derfor stærkt uhensigtsmæssigt”
Det er jo ren ideologi.
Resultatet af disse enerådende arbejdsmarkedsrelaterede kriterier bliver, at fakultetet ARTS kommer til at bære hovedparten af ”nedskaleringen”. Det kan man læse i følgende:
”At det humanistiske område skal levere forholdsvist mere end de andre områder, skyldes udelukkende, at de humanistiske uddannelser aktuelt har den højeste gennemsnitlige ledighed 1 -2 år efter endt studie.”
Man kan opgøre tallene på lidt forskellige måder, lader det til. Af en af planens tabeller fremgår det, at der skal foretages en netto-reduktion på i alt 330 pladser, hvoraf ARTS skal bære de 315, dvs. næsten alle. I brutto-udregningerne rammes ARTS stadigvæk klart hårdest, selvom nedskaleringerne også går ud over især BSS og HEALTH og til dels NAT. Derimod forøges de tekniske uddannelser på TECH med hele 255 pladser!
På den endelige liste over ramte uddannelser figurerer flere små humanistiske fag, herunder alle DPU’s uddannelser, men det er meget uklart, hvad denne liste konkret betyder, og der er som tidligere nævnt ingen omtale af afskedigelser nogle steder i universitetets almene kommunikation. Nærmest tværtimod.
Det skal i forbindelse med den pågældende liste nævnes, at ud af ARTS’ 96 bachelor- og kandidatuddannelser udsættes de 23 for nedskaleringer. Og ud af disse 23 vælger man som sagt at lade det gå ud over samtlige 6 DPU-uddannelser, hvor der endda annonceres massefyringer.
Dermed bekræftes min indledende markering: Der er kort sagt tale om en simpel universitetspolitisk manøvre, der skal opprioritere det tekniske fakultet og nedprioritere det humanistiske under konkurrencestatens ideologiske hegemoni. Regeringens udflytningspolitik er blot den politiske anledning, som sætter denne ideologiske korrektion i bevægelse, og som Aarhus Universitet nærmest forstærker.
2. Høringssvarene
I de høringssvar, som jeg har fået tilsendt, er der kraftig kritik fra universitetets tillidsmand. Han fremhæver, at institutionsplanens ledighedstal bygger på alt for gamle og ufuldstændige tal.
Den samme kritik fremføres af ARTS’ dekan, Johnny Laursen. Han er faktisk den eneste dekan, der udarbejder et decideret selvstændigt høringssvar. Laursen har dog købt den ideologiske præmis om, at universitetet skal løse ”udfordringer”. Der er ingen besindelse på universitetets og humanioras egenart. Det er også værd at nævne, at Laursen er utryg ved konsekvenserne, men at han på dette tidspunkt regner med universitets solidaritet. Det fremgår af følgende passage:
”Det skal understreges, at det, før den endelige nationale sektorplan kendes, og udarbejdelsen af et skøn over dens økonomiske konsekvenser er foretaget, ikke kan afvises, at indtægtstabet kan få mere omfattende konsekvenser. Det er af afgørende betydning for universitetets fremtidige virke, at der i fællesskab findes afbalancerede løsninger for de fremtidige økonomiske udfordringer”.
Men der var ingen solidaritet, og Laursens kritik går kun på det tekniske og ikke på universitetsforståelsen. Jeg plejer at sammenfatte det sådan her: AU forlod ARTS, som efterfølgende forlod DPU, som havde forladt sig selv.
Tillidsrepræsentanten for AU, som jeg nævnte ovenfor, skriver også følgende:
”Samtidigt føler vi os også betryggede i de meldinger, der er kommet fra ledelsen om gradvis indfasning og undgåelse af blodige fyringsrunder”.
Men denne ”tryghed”, som vi andre jo delte, byggede på en løgn. Få måneder efter skulle der massefyres på DPU, mens de centrale niveauer var tavse og beroligende.
Endelig minder tillidsmanden ligesom dekanen om, at der er tale om ”ét universitet”, men den holdt som sagt heller ikke.
Helt galt står det til hos Akademisk Råd hos ARTS. Her roser man ligefrem udspillet og foreslår noget, som kaldes for en ”konstruktiv” kommunikation og så videre. Det er rystende læsning. Og formanden er ellers arkæolog. Rådet har dog følgende kritiske bemærkning:
” Ud fra det på dette tidspunkt for Rådet tilgængelige materiale står vi i høj grad tilbage med en black box-fornemmelse. Der oplistes en lang række faktorer, der har spillet ind, men man får ingen fornemmelse for, omtrent hvordan hvad har spillet ind.”
Kort sagt: Universitetets argumentation er ufuldstændig og forvirrende.
Tillidsrepræsentanterne for sundhedsvidenskaberne skriver, at der har været tale om en ”lukket” proces og om ”topstyring”. De skriver også, at ”de valgte løsninger dermed ligger langt fra de intentioner, der lå bag folketingsflertallets krav om udflytning.”
På sundhedsområdet går nedskæringerne især udover sygeplejernes videreuddannelser på Institut for Folkesundhed, som jo er tættere på humaniora end de mere teknisk orienterede medicinske uddannelser. Denne prioritering bekræfter dermed institutionsplanens almene ideologiske struktur.
Den socialdemokratiske studenterforening Frit Forum bakker entydigt op om institutionsplanens indhold og logik. Det er forstemmende. Den nye ideologi huses både i moderpartiet og hos dets børn.
TR-linjen for DPU-IKK-IKS har skrevet det mest kritiske indlæg, som da også er placeret til sidst i den tilsendte høringsbunke. Her kritiserer man kraftigt, at ARTS kommer til at stå for op til 95% af nedskæringerne. Der står f.eks.:
”…at ledelsens proces og udmelding er uigennemskuelig, dårligt argumenteret og ikke-inddragende. Det aktuelle udkast opleves mere som et dekret end som en inddragende og analytisk funderet ledelsesbeslutning.”
Dernæst gennemgås institutplanens fire kriterier yderst kritisk. Kriterierne kritiseres for at bygge på gammelt og uigennemskueligt talmateriale.
Konklusion:
På den måde brugte Aarhus Universitet en universitetspolitisk forstyrrelse til at nedbryde universitetet som institution og at gå til angreb på ARTS og DPU.
PS: Den endelige aftale blev vedtaget af Socialdemokratiet, Venstre, SF, Konservative, Dansk Folkeparti, Nye Borgerlige og Kristendemokraterne. Enhedslisten og Alternativet støttede også et tidligere udkast, men sprang fra på målstregen med nogle vage begrundelser. De radikale og LA kritiserede derimod udflytningsplanen hele vejen igennem, også i offentligheden.
Link til institutionsplanerne: https://ufm.dk/uddannelse/temaer-og-indsatsomrader/bedre-muligheder-for-uddannelse-i-hele-danmark/implementering-af-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmark/universiteterne-institutionsplaner.pdf
Link til udflytningsplanerne: https://ufm.dk/lovstof/politiske-aftaler/aftale-om-flere-og-bedre-uddannelsesmuligheder-i-hele-danmar
35. d. 10. november 2022: AU’s og ARTS’ angreb på DPU
Helt tilbage i juni 2022 fik instituttets ansatte at vide, at der nok ville komme afskedigelser. Denne truende information kunne vi så gå på sommerferie med. D. 7. september samme år blev denne udmelding så bekræftet, vel at mærke samtidig med at resten af universitetet blev beroliget af alle de centrale niveauer.
Helt frem til d. 11. oktober kunne man så søge om ”frivillig fratrædelse”, og hele tre uger senere, d. 4. november, var der samarbejdsudvalgsmøde om resultatet af denne proces. Resultatet af dette møde blev så offentliggjort i dag, altså næsten en hel uge efter mødet.
Der er 11 personer, som ”frivilligt” har valgt at forlade DPU. Det betyder, at der skal afskediges 8-10 personer. Alle skal så sidde ved deres mail fredag d. 29. november, altså om yderligere tre uger. Det foregår i tidsrummet 9-9:15.
Det er tredje gang, jeg skal gøre det siden 2010. AU er den rene halloween.
I alt kommer denne proces til at tage et næsten et halvt år. Er det ikke meget lang tid?
DPU mangler ifølge institutlederens nyhedsbrev fra i dag blot 5 mio. kroner, hvilket er peanuts i AU’s budget. Jeg har skrevet til rektor og bedt ham dække dette mikroskopiske beløb, men han hælder al ansvaret på dekanen, som siger et eller andet.
Jeg bliver meget snart marxist, eftersom jeg nu er blevet proletar.
37. d. 8. december: Skifter AU mening om DPU?
Aarhus Universitet har fået ny bestyrelse og ny økonomidirektør. Denne atmosfære af vadested kan sagtens have bidraget til fornemmelsen af kaos i forbindelse med universitetets angreb på DPU.
På universitetets officielle medarbejderside bringes et interview med den nye bestyrelsesformand, Birgitte Nauntofte. Man må formode at artiklen er tjekket af i alle leder og kanter.
Nauntofte får sagt nogle helt fantastiske ting. Artiklen bør efter min mening føre til en omgående tilbagetrækning af de varslede afskedigelser på DPU; afskedigelser som jo alene berører DPU, og som angiveligt skyldes, at man mangler sølle 5 mio. kroner.
Lad os se på sagen. Der er fire punkter, og I kan godt glæde jer til det fjerde:
For det første får vi at vide, at økonomien godt nok er lidt presset og usikker, men at egenkapitalen stadig svinger inden for de grænseværdier, som bestyrelsen har besluttet:
”Bestyrelsen har tidligere besluttet, at universitetets egenkapital skal ligge et sted mellem 7,5 og 12,5 procent af omsætningen; med en målsætning på 10 procent. De seneste år har den ligget over den øvre grænse, men med årets resultat forventes egenkapitalen i forhold til omsætningen at komme tæt på den nedre grænse, og derfor skal universitetet på længere sigt have genoprettet egenkapitalen.”
Så ingen egentlige problemer. Kun et ”længere sigt”.
For det andet siger Nauntofte, at man uden videre kan bruge egenkapitalen som ”buffer i dårlige tider”.
”Egenkapitalen og afkastet på den har muliggjort en række faglige investeringer de seneste år, men egenkapitalen kan også bruges som buffer i dårlige tider.”
Men hvorfor tager man så ikke bare de 5 mio. kroner fra egenkapitalen, som jo er på ca. 900 mio.?
Kan I så komme i gang. Og gerne inden weekenden.
For det tredje er Nauntofte fuld af optimisme. Hun taler ligefrem om, at universitetet er på en ”vækstrejse”:
”med universitetets ansvarlighed og kyndige ledelse er jeg overbevist om, at universitetet får afbødet konsekvenserne i årene, der kommer, samtidig med at vi fortsætter den vækstrejse, universitetet er på”
Og så – for det fjerde – kommer så den allermest fantastiske sætning:
Der står, at især fakultetet ARTS, som DPU jo hører under, har ”særlige udfordringer”, men at universitetet vil være “solidarisk”:
”I den situation agerer universitetet solidarisk, og de øvrige fakulteter og Fællesadministrationen har også skullet bidrage med budgetforbedringer for at skabe balance i økonomien.”
Men det er jo lige netop det, man ikke har gjort!!!???
Der er to mulige fortolkninger af denne artikel:
Enten er universitetets ledelse ved at skifte mening om DPU. You know: ny formand og nye vinde. I så fald er alle problemer pludselig løst og alle sms’er er slettet.
Eller også er denne artikel den mest ydmygende manifestation af et universitetspolitisk kollaps, jeg nogensinde har oplevet.