Mit princip er det modsatte af ”cancel culture”, dvs. følgende: Man må ikke rive et palads ned, blot fordi der er en punkteret rude i kælderen. Tværtimod skal man undersøge alle paladsets kringelkroge og mærkelige skader, som måske slet ikke er skader. Og man skal også nyde paladsets storslåede rum og bygning i sin helhed.

Ud af arbejdet med disse punkterede fortrængninger – med kringelkrogene og den smukke arkitektur – genopstår hele den store forfatnings- og frihedstradition, som har skabt vores institutioner og pædagogik under åndsfrihedens og virkelystens tegn. Det er dannelsens og karakterdannelsens sted. Livet midt i en skovbørnehave, på en kostskole eller på et klassisk universitet, omgivet af bøger, ting og himmel.

At blive ældre og modnes i en tid med så store forandringer og udsving, som vi har været vidne til de sidste 10-15 år, fordrer, at man som menneske og borger undersøger vekselvirkningen mellem sig selv og verden. Pludselig er man i midten af en sådan dannelsesproces’ både aktuelle og fortidige spændinger. Via denne mærkelige og usagte fordring tvinges man til at tale og skrive for at få styr på sig selv og det hele, mens man farer vild i paladsets slidte værelser. Og pludselig har man skrevet en mærkelig og amatøragtig bog, som nærmest kommer bag på en.

Heldigvis er jeg ikke alene om dette virke som ”amatør” (som betyder kærlighed til tingene). I 1967 bidrog den anerkendte engelske filosof, Michal Oakeshott, sammen med en række britiske forskere til en stor antologi om pædagogik: ”The Concept of Education”. Allerførst i sin fremragende artikel om ”Teaching and learning” skriver Oakeshott følgende herlige og selvudslettende ord, der hylder amatørens fiskeri og hans klodsede tanker:

”Selv en amatør, som mig selv, håber at fange noget, når han fisker rundt i hovedet efter nogle lyse idéer. (…) Lad mig dog forsinke dig lidt med nogle klodsede tanker om læring og undervisning.” (min oversættelse)

Og måske inspirerer fisketurens klodsede ord andres tanker? Ligesom Oakeshott og jeg selv blev forsinket og inspireret af folk, der prøvede at finde vej i deres tid og byggede et kammer her eller der. Derimod blev jeg aldrig forsinket af en eller anden evidensbaseret rapport fra EVA eller DPU, som susede ud af de ensrettede systemer. Disse bundløse huller, der blot skulle understøtte konkurrencestatens opgør med pædagogikkens steder.

Resultatet af min egen version af denne snublende og klodsede vekselvirkning mellem nutid og fortid kan man tilgå i en aktuel trebindsudgivelse med den samlede titel ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertanke og tanke”. Værket udkom på forlaget Fjordager for få uger siden. Her svømmer jeg rundt i ”skolereformens kølvand”, som jeg kalder tiden efter 2015. Og ”skolereformen” er i denne sammenhæng ikke kun en uddannelsespolitisk kategori, men også en metafor for langt større politiske og forfatningsmæssige forskydninger, eftersom folkestyret jo er skabt ved forsamlingens pædagogik. Nedenfor kan man læse lidt om svømmeturens indhold og strømme i lyset af de tre bind.

Udgangspunktet er det tab af pædagogiske steders filosofiske dybde og kontakt med fortidens rige dialoger og praksisser, som har præget tiden siden årtusindeskiftet. Vi har været vidne til uddannelsespolitikkens opgør med alt det, som har grundlagt vores børnehaver, skoler, gymnasier, højskoler og universiteter. Eftersom den demokratiske stat er skabt af og vedligeholdes ved pædagogisk praksis i det folkelige liv, så har denne situation dybe konsekvenser for folkestyrets tilstand. De pædagogiske steder har mistet deres sted. Pludselig blev de overtaget af en grænseløs globaliseret og økonomisk defineret instrumentalisme. Min opgave i verden er at minde om denne tilstand og ændre den, så vi kan få en egentlig vekselvirkning mellem national ånd, pædagogiske steder og verdensborgerskab.

 

A. Bind 1: Oplevelsens sted

Udgivelsens første bind hedder ”Oplevelsens sted – ballade, kaos og drys”. Her kan man læse om en myldrende symfoni af mange af de emner, som meldte sig på banen fra 2017 til 2025. Det drejer sig især om pædagogiske og uddannelsespolitiske emner, men også identitetspolitiske, udenrigspolitiske og kulturelle temaer trænger sig på. Det er en slags filosofisk dagbog, hvor dagens begivenheder undersøges. Denne proces udløser både små poetiske dialoger, forundrede analyser og mærkelige upraktiske forslag. F.eks. er der et forslag til en ny lønstruktur for det pædagogiske område, hvor en vuggestuepædagog får højere løn end en pædagogisk forsker, undersøgelser af KL’s skolepolitiske synspunkter samt mindre drøftelser af en række aktuelle pædagogiske debatter om f.eks. trivsel og AI. Men der er også analyser af Elon Musks transhumanistiske ideer, Af Mellemøstens udviking, af koranloven og af Odense Kommunes ”robotskoler”. Man finder også en pudsig dialog om overdreven forebyggelse; bl.a. med udgangspunkt i den palads-metafor, som jeg indledte nærværende essay med. Ja, selv kampen om Lise Rønnes ”vimsende værtindestil”, som var et hovedtema i Politikens debatspalter i en periode, er sat i glas og ramme. Det er kaotisk, men også med en konstant trang til at fordybe sig i de mange enkeltsager og deres indre og ydre sammenhæng. Det er kampen mellem de pædagogiske steders kontante opløsning og forsøget på at finde et sprog.

Fra omkring 2010 fik vi det, jeg har kaldt for ”pædagogikkens to verdener”, som prægede hele den videnskabelige og pædagogiske sektor helt ned på detailniveauer som stillingsopslag og konferenceprogrammer. Vi fik én verden af pædagogisk tradition og humanistisk kritik og en anden verden af strategi, styring og evidens. Grundloven og dens gentleman-agtige principper for en stærk og passiv stat stod nu overfor konkurrencestatens tekniske grænseløshed. Denne kombination af læring, identitet, forebyggelse og grænseløshed, som blev konsolideret med skolereformen i 2013, kulminerede i coronanedlukningens almene ideologi, der satte sig i samfundets indre liv fra marts 2020 til sommeren 2022. Det er klart, at pædagogikkens steder kom under yderligere pres under disse politiske og filosofiske omstændigheder. Der var mange kritiske røster – også enkelte på det politiske niveau – men de blev efterhånden marginaliseret.

Perioden var også præget af rester fra skolereformens læringsrevolution, herunder interessen for læringsmål og for den amerikanske økonom, James Heckman, der omgør pædagogisk praksis til BNP-optimerende lighedsstatistikker, og man finder også en ophedet promovering af digitalisering, læring, test og forebyggelse, som især prægede de politiske og organisatoriske niveauer. Fra 2018 kommer en række identitetspolitiske emner ind i billedet, og ”klimaet” melder også sin ankomst. Både som bæredygtighed og som statistisk og som moralsk kontrol. Disse emner spiller sammen i en række temaer, f.eks. læreruddannelse, dannelse i dagtilbud og meget andet. Det er opmærksomhedens konkrete liv. En slags personligt erfaret hvem-hvad-hvor af væltede klodser.

 

B. Bind 2: Eftertænksomhedens sted

Trilogiens andet bind hedder ”Eftertænksomhedens sted – analyser og beretninger”. Her trækker jeg mig lidt tilbage fra det aktualiserende mylder og undersøger en række uddannelsespolitiske fænomener mere systematisk. Her er store analyser af skolereformens kølvand, af Reformkommissionens læringssyn, af ”det nye børnesyn”, af de nationale test, af den eksploderende digitaliseringsudvikling, af læreruddannelsen, af kønspædagogikken og af forskningspolitikken. Jeg undersøger også dobbelthederne i Tesfayes politiske virke, hvor forsøget på at genvinde pædagogikkens magt hele tiden må slås med konkurrencestatens effekter. Ud af disse modsætninger vokser en ny interesse for et begreb om karakterdannelse, som har dybe rødder i dansk og europæisk pædagogik. Desuden drøftes, hvordan videnskab og forskning tog varig skade af universitetsloven fra 2003 og dennes effekter, som ikke mindste satte sig på DPU, hvor en teknokratisk ledelse tog magten over både organisation og kommunikation. Godt støttet af Aarhus Universitet, som fra 2006 skulle være et ”global university”. Her var det pædagogiske sted flyttet til OECD og politisk økonomi, hvor pædagogik kaldes for ”læring og evaluering”. Man kan også læse politiske analyser af, hvordan de politiske partiers filosofiske lag blev påvirket af denne splittelse mellem pædagogik og læring, samt en række referater fra tidens faglige konferencer.

Eftertænksomhedens sted er analysens rum, som er mindre kaotisk og balladistisk end Bind 1, men som i høj grad trækker på det første binds mere punktvise indsigter. Ud af oplevelsernes ballade og kaos strømmer nye eftertanker og forståelser af uddannelses- og forskningspolitikkens tekster og initiativer. Balladerne fremmer eftertanken, som stadig indeholder balladerne. Her kan man se, hvordan endnu en grænseløshed sætter sig igennem, både i politikken og i etikken. Pludselig er mennesket alene med en identitet, omgivet af tekniske systemer.

 

C. Bind 3: Tankens sted

Det tredje og sidste bind hedder ”Tankens sted – undersøgelser, filosofi og bøger”. Her trækker jeg mig på en måde helt ud af de aktuelle diskussioner. Det sker via en række videnskabelige og filosofiske undersøgelser af dannelse, karakterdannelse, undervisning, pædagogik og læring. F.eks. er der store analyser af Hannah Arendts og Jean Piagets forfatterskaber, hvor menneske og verden spiller sammen på åbnende og fortidskærlige måder. Pædagogikken bliver en tid og et sted ”between past and future”, som Arendt skriver. Der er også en kritisk undersøgelse af John Hattie, hvis læringspolitiske analyser fik enorm indflydelse på skoleudviklingen efter reformen i 2013, herunder på den såkaldte ”læringsmålstyring”. Det var en skandale.

Man kan også læse om Sokrates, om Hal Koch, om romantikkens storslåede korrektion af den franske revolution – også kaldet ”folkestyre” – og om den hollandske tænker Gert Biesta, som har haft stor indflydelse på den pædagogiske kritik siden 00’erne, bl.a. via et vigtigt ”Manifesto for education”. Endelig er der undersøgelser af de pædagogiske institutionernes formålstraditioner samt en række mere eksplorative undersøgelser af filosofiske og teologiske emner. Vi er her i tankens og åndens verden. Det er ”undervisningen som gave” frem for ”ansvar for egen læring”. Her finder man spændende koraller overalt, hvor man mindst venter det.

Til sidst vil jeg nævne, at Bind 3 også indeholder en analyse af amatørens begreb og betydning.

 

D. Afrundinger

De tre steder, ”oplevelsens, eftertankens og tankens sted”, er både adskilte og dybt forbundne. Det ene niveau er en forudsætning for de andre, som igen er en forudsætning for de første og vise versa. Pludselig er man et andet og et tredje sted. På pædagogikkens steder. Der, hvor en voksen møder et barn i en verden, som allerede findes. Slægternes liv. Her findes egentlig ikke andet. En slags stille dialog sammen med andre og med sine pædagoger, kun afbrudt af tænkning og handling. Et folkets ting. Et tingsted. En skoleklasse. Måske er det ligefrem en didaktik?

Ud af hele denne fordybelse i fortidens og nutidens dialogsystemer vokser en omfattende kritik af den uddannelsespolitik, som har været dominerende siden årtusindeskiftet, kulminerende med skole- og læreruddannelsesreformerne i 2013. På baggrund af opgøret med institutionernes og pædagogikkens traditioner iværksatte man et individualistisk-instrumentalistisk inferno af læringsmålstyring og nationale testsystemer. Man kaldte det for ”konkurrencestaten”, og børn skulle være konkurrencestatssoldater sammen med deres I-pads og uden naturligt køn eller sprog. Og videnskab skulle være en banal metode, for ellers var den woke.

Hele min skønne bogreol var lige til lossepladsen. Paladset forfaldt. 1980’ernes søde forbindelse med 1950’erne, 1920’erne og 1820’erne var under opløsning.

1820’ernes demokratiske ”Folket” vandt jo egentlig WW2 over Hitlers ”das volk”, som var et forsøg på at ensrette 1820’ernes ”volk” og tømme romantikkens årtier for filosofisk liv. Men i løbet af efterkrigstiden vandt opgøret med “das volk” over “folket”, hvilket var dybt paradoksalt. Folket, som jo havde kæmpet mod “das volk”, blev pludselig omtalt som “dødsensfarligt” af pædagogiske forskere, som slet og ret forvekslede de to udgaver af folket.. Det var 00’ernes grænseløse og upoetiske ånd, som nu kunne flytte ind på de tabte marker. På en måde tabte vi krigen til en symbiose af globaliseret taylorisme og økonomi, også kaldet ”algoritme”. Også denne analyse kan man læse om i bogen.

Det har været en stor rigdom at bevæge sig rundt i stederne via tilgroede stier og brosystemer, som jeg delvist selv har bygget med udgangspunkt i mine forfædres liv. Og jeg håber, at andre kan få glæde af denne humanvidenskabelige metode, hvis ånd og proces jeg kan genkende fra mine kollegaer gennem kulturhistoriens trækasserier og digte.

Det hele er kort sagt hverken praksisfagligt eller kompetent. Tværtimod er det upraktisk og irriterende og nærmest gammelt. Det er amatørens sted: Kærligheden til tingenes virken og værken, så folk får et virke, der skaber værker, der virker og værker. Og det er pædagogikkens sted, dens egentlige praksis og ånd. Det er de klodsede fisk fra Michael Oakeshotts angelsaksiske strømme, der forsinker samfundets liv. Grundtvig kaldte det for ”historisk-poetisk”, men han var jo også glad for englænderne.

Eller som den mangeårige nu tidligere formand for Dansklærerforeningen, Jens Raahauge, til min store glæde skrev i sin anmeldelse af Bind 3:

”Bogen rammer tankens steder på en måde, der slår smut, så man bliver ramt af eftertanker og af en spirende tro på, at vi kan gå dannelsestider i møde.”

 

Diverse links og omtaler:

Yderligere omtale af udgivelsens tre bind kan tilgås på Forlaget Fjordagers hjemmeside: https://www.fjordager.com/

Bogreception på Vartov, d. 28. september 2026. https://grundtvigskforum.dk/kalender/bogudgivelse-paedagogiske-steder

Jens Raahauge anmelder Bind 1 til Dansklærerforeningen, d. 12. august 2026. https://grundskolesektionen.dk/ballade-kaos-og-drys/

Jens Raahauge anmelder Bind 2 til Dansklærerforeningen, d. 21. august. https://grundskolesektionen.dk/eftertanker-og-bismag/

Jens Raahauge anmelder Bind 3 til Dansklærerforeningen, d. 24. august. https://grundskolesektionen.dk/saa-er-vi-landet-og-hvor-skal-vi-hen/

Alexander von Oettingen omtaler bogen på Facebook, d. 19. august 2026. https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02AYkZp3hfVTk15DvKNTT87kYqNptmmpABe2AxkGkcZzkTqc1mgyEwN4JU5i2t2jbDl&id=100011083422575

 

 

(foreløbig tekst, som løbende udbygges og ændres, senest d. 22/9-2026)

En af de store inspirationskilder for det ny Center for Karakterdannelse er socialpsykologen Per Schultz Jørgensen (PSJ). Det forstår man godt, eftersom han fra 2014 udgav flere bøger, hvor han understregede karakterdannelsens betydning.

Men første gang jeg bemærkede PSJs interesse for dette emne, undrede jeg mig faktisk lidt, hvilket skyldes, at han i slut-1990’erne var med i det såkaldte Kompetenceråds vismandskollegium, der regnes for en af de centrale konkurrencestatsmanifestationer. Her handlede alt om globalisering, økonomisk vækst og digital begejstring, og man ville ligefrem lave et ”nationalt kompetenceregnskab”. Det var en slags Tony Blair på speed. Helt uden referencer til emner som dannelse og karakterdannelse.

Desuden var dele af socialpsykologien, som jo var PSJs fag, i disse år præget af en senmoderne interesse, der tabte de pædagogiske traditioner på gulvet. Det var i denne periode, at nogle af ungdomsoprørets rester, som aldrig helt havde købt den marxistiske strukturalisme, blev opslugt af sociologer som Anthony Giddens, Bateson, Maturana m.fl.. Hermed blev sociologien og socialpsykologien suget ind i den ny globaliseringsideologi. Det var ”the third way”, som det hed i England. Begreber som kompetence og læring, der udsprang af den kritiske traditions opgør med kundskabsbegrebet i 70’erne, gik i løbet af 90’erne fra at være kritiske rester til at understøtte nationaløkonomiske og globale målsætninger. Kompetencerådet var en del af denne proces. Udover PSJ var også en mand som Uffe Elbæk med i det såkaldte “vismandskollegium”. Elbæks kaospiloter, som havde rødder i den kritiske socialpædagogik, var nu på vej ind i den globale økonomi.

Denne fortolkning understreges af, at PSJ i 1999 – endda i Undervisningsministeriets eget tidsskrift ”Uddannelse” – skrev, at ”kompetencer” i lyset af senmoderniteten var blevet pædagogikkens grund- og dannelsesbegreb. PSJ ville have ”kernekompetencer” og ”kompetenceplaner”. Her var vi helt i ånden fra Kompetencerådet (se referencer i bunden).

Så umiddelbart var PSJ omkring årtusindeskiftet på vej et sted hen, som kom til at stå for et opgør med dannelse og måske også med karakterdannelse. Det var i al fald min opfattelse i sin tid, men som vi skal se om lidt, var det ikke helt korrekt forstået.

I de kredse, hvor jeg selv havde min gang – især i den pædagogiske filosofi – var der ingen interesse for PSJ’s arbejde. Her var man nærmest kritisk overfor de sammensmeltninger af psykologi, systemteori og konkurrencestat, der udviklede sig i de psykologiske forskningsmiljøer. Vi talte nok om dannelse, men kun sjældent om karakterdannelse. Vi var formentlig ikke ligefrem imod karakterdannelse, men begrebet var lidt ude af horisonten.

I det omfang vi fandt en pædagogisk filosofisk interesse for psykologien, var det især via den situerede psykologi, som Steinar Kvale og hans elever stod for. Nogle af Kvales elever, f.eks. Svend Brinkmann, blev i øvrigt interesserede i Aristoteles etik, hvor karakterdannelsen stod stærkt. Her var der en fællesmængde mellem filosoffer og psykologer. Men PSJ fattede mig bekendt ikke nogen særlig interesse for den situerede psykologi.

Men alligevel får Jørgensen fra omkring 2010 øje på ”karakterdannelsen”, som ellers var glemt af alle. Hvordan hænger denne tilsyneladende modsætning sammen? Det vil jeg reflektere over i det følgende.

 

1. De psykologiske rødder

Allerede i PSJs disputats fra 1983 – altså ca. 15 år før ”Kompetencerådet” – finder man en form for ursocial psykologi, der helt klart modsætter sig den efterfølgende systemteori og kompetencediskurs. Udgangspunktet er mødet mellem menneske og menneske og indhold. En slags psykologisk forsamlingsfilosofi, der ligger mere i tråd med forfatningens og humanismens temaer end med den senmoderne socialpsykologi. 70’ernes kritiske teori havde sluppet taget og efterladt mennesket sammen med andre mennesker. PSJ er inspireret af psykologen Kurt Lewins arbejde, som netop betonede en form for basal socialpsykologisk oprindelse efter nazismens hærgen. Det var mødets dyd. Her er et karakteristisk citat fra afhandlingens forord, hvor vi er langt fra Instagram og TikTok:

”Denne afhandling drejer sig om samværet mellem to mennesker i en ansigt-til-ansigt situation. Det vil sige i et direkte og helt konkret gennemført samvær”.

PSJ refererer i disputatsen direkte til den ”fænomenologiske tradition” og var som sagt inspireret af Kurt Lewin, hvis oprindelige teorier var meget socialt orienterede og kritiske overfor målinger. PSJ ville have psykologisk dannelse frem for sociologiske strukturer (s.47+s.78). Også Jerome Bruner, som arbejdede med synteser mellem Piaget og Vygotsky, spillede en rolle i disputatsen, og der henvises endda til Martin Bubers berømte relationsfilosofi og til Wittgensteins sprogspil (s. 95 og 113). Der er noget urmenneskeligt over hele ånden. Og fra disse områder af teksten er der ikke langt til den humanistiske personalisme, som huserede i dele af den pædagogiske filosofi, og som kom til at præge etableringen af Center for Karakterdannelse i 2023.

Senere havnede dele af Lewin-inspirationen som metoder ind i den globale organisationsudvikling, hvilket jo også prægede ideologien i Kompetencerådet. Psykologien blev opslugt af kompetencebegrebet. Men oprindelig var både Lewin og PSJ altså præget af efterkrigstidens humanisme.

Så der var nok noget modstandskraft fra Lewins tidlige teorier og fra den lidt løse humanistiske interesse, men der var bestemt ikke oprør i luften imod konkurrencestatens udvidelser i slut-90’erne.

Fra 1981-1991 var PSJ forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet, hvor man undersøgte velfærdsstatens sociale emner. Dette institut, som var halvt stat og halvt universitet, var præget af både kvantitativ og kritisk sociologi, men mig bekendt var der ingen interesse for filosofiske og kulturhistoriske emner. Det var næppe PSJ’s filosofiske interesser, der blev plejet i disse år. Dette indtryk bekræftes af, at Socialforskningsinstituttet efter diverse omlægninger i 2017 endte med at fusionere med kommunalforskningen i det, der i dag hedder VIVE, som nærmest er endt som et slags konsulenthus helt uden begrebsmæssig selvstændighed.

Der mangler kort sagt noget, før vi kan svare fyldestgørende på, hvordan det kan være, at Jørgensen i løbet af 00’erne genopdager humanismen, så han ikke fortsætter ud af det konkurrencestatsspor, som ellers var lagt i regi af Kompetencerådet, og som kulminerede i skole- og læreruddannelsesreformerne i de efterfølgende år?

Her er nogle flere brikker til puslespillet om, hvorfor ”karakterdannelse” pludselig dukker op i PSJ’s verden:

 

2. De eksistentielle rødder – og lidt mere psykologi

I 2022 udgav PSJ sine erindringer, ”Vendepunkter – fortællinger fra et liv”, hvor han fortæller om sin slægt og sit faglige liv. Her kan man læse, at hans far kom af en missionsk slægt, og at hans mor var grundtvigsk. Det gav et vældigt liv og sans for modsætninger. Desuden var faren modstandsmand, hvilket satte et stærkt præg på sindene. Faren blev endda arresteret af Gestapo i 1943, mens moren råbte ”Her bøjer vi ikke nakken”, hvilket PSJ aldrig glemmer. Først i 1945 kom faderen hjem igen. PSJ omtaler det hele som ”skelsættende for mig”, og moren bad aftenbøn hver dag. Både den lille og den gamle Per elskede både sin mor og sin far for deres rødder, liv og nej. Endelig er det svært ikke at nævne, at den sønderjyske oldefar kæmpede i slaget ved Dybbøl, og at morfaren blev tvunget til at trække i den tyske trøje i 1917, fordi Sønderjylland jo dengang var besat af Tyskland. Måske er PSJ derfor også præget af 20’ernes syntese af national mildhed, lykke og grimme minder efter genforeningen i 1920. Ikke den værste erfaringsbaggrund for en kommende psykolog.

PSJ blev folkeskolelærer fra Haderslev seminarium i 1955, så han blev udlært i den seminarietradition, som havde dybe rødder i dansk kultur. Han taler om det som ”en kæmpe vækstperiode”. Efter sin værnepligt blev han lærer i Aarhus og møder sin kommende hustru. Han boede på Klintegaarden på Trøjborg, som i parentes bemærket også spiller en rolle i Tage Skou-Hansens modstandsroman ”De nøgne træer” fra 1957.

PSJ specialiserede sig i faget historie, hvor han i overensstemmelse med sin opvækst arbejdede med forholdet mellem stat og kristendom. Og lige her er det så, at han får fingrene i den allerede nævnte psykolog Kurt Lewins bog ”A dynamic theory of personality”, hvor mennesket ”ikke kan gøres op i tal”, som der står. Jørgensen tester Lewins ideer i sin skoleklasse. Han var ramt ”dramatisk og dybt”, fortæller han. Psykologien var rykket i centrum, mens pædagogikken og den historiske dannelse blev til tavse men virksomme silhuetter i horisonten.

I 1960’erne begynder PSJ derfor at læse psykologi. Men formentlig forårsaget af den historiske interesse fra læreruddannelsen og hans forældres ”nej”, præges han også af filosofikum-undervisningen, hvor han især inspireres af teologen og idehistorikeren Johannes Sløk. PSJ bliver Kierkegaard-mand og går dermed imod filosoffen Jørgen Jørgensens positivisme, som også prægede filosofikum. Igen ser vi dette eksistentielle opgør med tallenes magt. Denne eksistensfilosofiske forbindelse fastholdes helt frem til PSJs død. F.eks. slutter erindringerne fra 2022 med følgende ord: ”Denne bogs synsvinkel på vendepunkter i mit liv er inspireret af Søren Kierkegaard”.

Jeg tror, at det er denne blanding af seminarieliv, modstandskamp og Kierkegaard-interesse, som sætter sig i den ursociale brug af Levins psykologi, som præger disputatsen fra 1983, og som lægger en dæmper på ungdomsoprørets effekter i hans sind. Det er derfor, at disputatsen står så smuk og enkel i 1983, hvor ungdomsoprøret jo stilner af.

I 1975 arbejder PSJ med de vietnamesiske krigs-børn, som Henning Becker bragte til Livø, og nogle år senere hjælper han børn i Mongoliet. Her startes et mellemfolkeligt engagement, som rakte ud over undervisning og forskning. Det var denne linje, der i løbet af 90’erne førte til hans formandskab i Børnerådet, som jo er FN-baseret. Det skete under Nyrup-regeringen. Det er formentlig i den sammenhæng, at han også bliver en del af vismandskollegiet i det omtalte Kompetenceråd fra 1997. Jørgensen nævner dog ikke dette Kompetenceråd i sine erindringer. Han viser ingen tegn på indsigt i, hvad der er ved at ske med socialpsykologien og pædagogikken. Eller måske er han bare flov? Han rives med. Man kan mærke det. Men ind imellem aktiveres kampgejsten lidt løst, f.eks. i den Bourdieu-inspirerede bevægelse ”et Danmark vi kan være bekendt”.

PSJ kæmpede også imod revselsesretten. Jeg tænker på, om han i den forbindelse fik lidt rod i sin Kierkegaard-relation? For en af de centrale fortalere for revselsesretten var jo Søren Krarup, der jo også var Kierkegaard-mand. Men det er bare et gæt. I al fald blev PSJ i som sagt formand for Børnerådet, som jo er FN-baseret, og han fik også FNs nyindstiftede UNICEF-pris i 2015. Efterhånden bliver han dog skeptisk over for en alt for ideologisk baseret opfattelse af børns rettigheder – det som i dag kaldes ”et nyt børnesyn”. Han understregede familiens og kulturens sammenhæng og ansvar. I erindringerne fra 2020 skriver han f.eks.: ”Derfor kan en forøget frisættelse af børn ende med at prisgive dem”. Vi endte med en slags humanistisk version af Kierkegaard-linjen. Ikke det værste sted at bo.

Nuvel, det er hele denne sammenhæng, der efter min mening gør, at PSJ i løbet af 00’erne bliver skeptisk overfor den skolepolitiske udvikling. F.eks. er han medunderskriver på et meget kritisk høringssvar til Folketinget i 2006 ifm. den nye skolelov. De andre signaturer var folk knyttet til den kritiske tradition: F.eks. filosoffen Peter Kemp og psykologen Per Kjeldsen. Sidstnævnte grundlagde i disse år dannelsestænketanken Sophia sammen med bl.a. lærer Erik Schmidt, som 10 år senere fik en tjenstlig advarsel af Odense Kommune for at kritisere skolereformen. Schmidt vandt sagen i Landsretten, mens KL gik i tavshedshi. Schmidt deltog i øvrigt også i henvendelsen til Folketinget. I de følgende år blev Sophia en motor for reformkritisk og pædagogisk aktivitet. Jeg er også blevet oplyst om, at PSJ var med ved det stiftende møde i Sophia. Han var åbenbart tæt på Per Kjeldsen, men de var jo også begge psykologer.

Og i 2011 skrev PSJ i samme ånd – sammen med en række af landets progressive pædagoger og psykologer – kronikken ”fra barndom til faktura”, som var et kritisk svar til en kronik af Christine Antorini. Titlen skulle minde læseren om den ny universitetslovs slogan: “Fra forskning til faktura”. Kronikkens forfattere var bange for, at det hele gik op i BNP. Og allerede her nævnes betydningen af karakterdannelse eksplicit. PSJ er angivet som kronikkens førsteforfatter. Folk som Dion Sommer, Jesper Juul, Erik Siggaard og psykologen Klaus Nielsen signerede også. Psykologerne havde fået nok.

Pludselig var PSJ midt i kritikkens strikketøj.

Endelig skriver han i 2013 en kronik, som kritiserer tankerne bag Corydon og Antorinis skolereform, der startede i 2011 med projektet ”ny nordisk skole”. Selvom PSJ godt kan lide talen om en ”nordisk skole”, er der nogle ting, der skurer, nemlig manglen på moralsk udvikling og karakterdyder og det stærke fokus på økonomisk udvikling.

Der er kort sagt noget i gære. Og i 2013 skriver han endnu en kronik til Information med den stigende titel: ”Unge skal opdrages til at modstå presset fra konkurrencestaten”. Her er vi meget langt fra 90’erne og Kompetencerådet. Man kan mærke moderens ”her bøjer vi ikke nakken” og alt det andets tavse rumsteren.

Og jeg vil tilføje et par supplerende begivenheder, der understøtter tendensen. F.eks. står PSJ i 2014 for at overrække prisen ”Årets sveske” til den radikale skolereformkritiker, Asger Baunsbak-Jensen. Denne pris blev indstiftet af lærere med rødder i seminarie- og lærerhøjskoletraditionen – med kraftige overlaps til Sophia – og blev uddelt til skolekritiske røster i 10’erne. PSJ roser i sin tale Baunsbak, både for hans kritiske og for hans mere opbyggelige virke. PSJ bekræfter her simpelthen sin kontakt med reformkritikkens kanaler. Baunsbak kvitterede ifølge Folkeskolen.dk med følgende svada:

”Jeg takker for prisen og den store ære. Det er en katastrofe, at man i dag udarbejder love på skole- og uddannelsesområdet, uden at lærere og skolefolk inddrages. Der bliver overhovedet ikke diskuteret indhold eller elementer i reformer og love, og vi er ved at køre af sporet med denne udvikling. Det kan blive begyndelsen på en deroute, og jeg vil fortsætte debatten, så længe jeg kan”.

Og i 2014 skriver PSJ som nævnt en bog om karakterdannelse, ”Styrk din barns karakter”, som i nogen grad bygger på en mere bred filosofisk og kritisk tradition, selvom det hele står lidt kort og redegørende. Der er noget, han mener er gået tabt. Men heller ikke her nævner han den pædagogiske kritik, bortset fra en ret grundig omtale af 2011-kronikken fra Information. Men i en udgivelse fra 2017, ”Robuste børn”, omtaler han den indflydelsesrige pædagogiske filosof Gert Biestas bog ”Den smukke risiko”, som tager udgangspunkt i nogle fortolkninger af skabelsesberetningen og i en Kierkegaard-baseret forståelse af undervisningsbegrebet. Referencen til Biesta står dog lidt kort og alene. Og i et ledsagende interview i Folkeskolen.dk gør han kraftigt op med læringsmålstyringen og taler om betydningen af at kunne sige ”nej”, f.eks. i følgende:

”Jeg taler om robusthed som en indre værdi. Vi skal lære børn at have styrke til at sige nej, til at sortere og vælge fra og kende deres egne grænser«, siger han. Derfor er robusthed som dyd ikke i overensstemmelse med en skolekultur, der bygger på optimering af præstationer og læringsmål.”

Man kan næsten høre forældrene skælde ud på Gestapo i baggrunden.

I 2020-udgivelsen ”Opdragelse til livsduelighed og bæredygtighed”, går det lidt op i klimakamp, coronaforebyggelse og mindset. Der er dog også en reference til Kemps arbejde med verdensborgerskab fra 2005, men det er uden de filosofiske, nationale og stedslige betragtninger, som man kunne finde hos Kemp og egentlig også i PSJs tidligere arbejde (f.eks. i disputatsen og kronikkerne fra omkring 2011). Også Kierkegaard inddrages, men kun til at begrunde et individualiseret håb midt i den totale klimafrygt. Og de tre centrale karaktertræk angives på en lidt pludselig måde at være selvregulering, dømmekraft og ansvarlighed i klimastatistikkernes system. Der er altså tale om karakterdannelse under krisens altomfattende herretegn, men i god psykologisk og bekymret omsorg. Det er som om, at vi bevæger os tilbage til Kompetencerådets temaer, nu blot med klima i stedet for nationaløkonomi som ledetråd, selvom PSJ får øje på familien som et “dannelsesrum” og et “beskyttelsessystem” mod krisesystemerne. Det er da også tankevækkende, at bogen og dens temaer ikke omtales i erindringerne, der jo udkommer i 2022, og som mere lægger i forlængelse af den mere kritiske og karakterdannelsesmæssige linje.

Omkring samme tid, i 2019, udkommer der endnu en bog, der også peger på, at PSJ er på vej tilbage i en mere traditionel kombination af Kompetence-rådstænkning og resilienspsykologi. Det drejer sig om bogen “Børns vej til succes” af Paul Tough. PSJ har skrevet bogens forord, og hans første sætning er “Det er en fantastisk bog, Paul Tough har skrevet”. Men bogen er dybt præget af netop den kombination af økonomisk teori og positiv psykologi, som prægede kompetencerådets og skolereformens tankegang. Det er slet og ret overraskende for mig at læse PSJ’s begejstrede forord til denne bog. Ikke mindst i lyset af, at hans filosofiske interesse jo havde taget over fra starten af 10’erne.

Men i 2022-23, altså lige omkring udgivelsen af erindringerne, skriver PSJ forord til bogen “Til barnets bedste – Martin A. Hansen og skolen i dag”. Hansen var både modstandsmand og national-poetisk, så med denne reference vender PSJ sig tilbage til sit egentlige grundlag i Sønderjylland og på Klintegaarden.

Tillad mig en spring tilbage i tiden. Den lidt filosofiløse kompetencelinje bekræftes nemlig også i 2008 i udgivelsen ”Familie og børn i en opbrudstid”, som PSJ skrev sammen med psykologerne Lars Dencik og Dion Sommer, som jo også kom med i den kritiske 2011-kronik. Her i 2008 havde senmodernitetens og sociologiens emner overhånden, og jeg kan ikke finde tegn på etiske eller pædagogiske refleksioner, der handler om dannelse eller karakterdannelse. Vi er dog heller ikke under nationaløkonomiens tegn. Her er vi i socialpsykologiens mere forskningsmæssige områder.

Senere fulgte Dion Sommer op på PSJ’s interesse for karakterdannelse. Det kan man se i en antologien ”Fremtidsparat? Hinsides Pisa: nordiske perspektiver på uddannelse” fra 2018, som Sommer redigerede sammen med Jacob Klitmøller, der er en af Steinar Kvales elever. Her forbindes en særdeles kritisk analyse af digitalisering og OECD med behovet for karakterdannelse. Og ovenfor har jeg jo vist, at både PSJ og Sommer talte karakterdannelsen op mod konkurrencestatens systemer allerede omkring 2010. På en måde er det lidt mystisk, at PSJ ikke bidrog til denne 2018-udgivelse, men måske var han opslugt af sin klimabog.

Denne tråd ned i barndomspsykologiens sociale teorier peger på, at Center for Karakterdannelse også har rødder ned i de pædagogseminariediskurser, som prægede 90’erne, hvor netop Sommer og Dencik var centrale teoretikere, der selv havde tråde ned i 70’ernes sociale kritik. Det var denne struktur, som skabte et tab af dannelse, som blev afløst af læring og kompetence, men som også medførte et fokus på projektarbejde, leg og handlingsliv, som dog uden dannelsens overhøjhed blev lidt halveret; en halvering, der er årsagen til, at det var karakterdannelse og ikke dannelse, der melder sig på banen i disse kredse. For filosofferne var det snarere omvendt. Her snakkede man om dannelse, men glemte personen.

Endelig vil jeg nævne, at PSJ i 2016 udgiver bogen ”Broen til det andet menneske”, som ifølge erindringerne udtrykker netop den urhumanistiske ånd, som vi også fandt i disputatsen fra 1983. Det kan man tydeligt mærke, når man læser selve bogen. Det menneskelige mødes beskrives med ord som kontakt, forbundethed, samhørighed, distance og eftertanker. Og bogen rundes af med referencer til filosoffer som Kierkegaard, Løgstrup, Merleau-Ponty.

Og Peter Kemp, som jo var landets mest fremtrædende pædagogiske filosof, har muligvis spillet en endnu større rolle, end man skulle tro. Allerede i 2005 anmelder PSJ nemlig Kemps ”Verdensborgeren som pædagogisk ideal” til Politiken. PSJ bemærker her Kemps interesse for fransk filosofi, og ikke mindst knytter PSJ eksplicit an til karakterdannelsesbegrebet. PSJ skriver direkte om Kemps bog: ”Et vigtigt begreb er etisk karakterdannelse”.

Måske er det ligefrem arbejdet med Kemps bog, der gør, at PSJ’s tanker fra slutningen af 00’erne sættes i forbindelse med hans barndoms og ungdoms interesser? At der skabes en forbindelse, der kortslutter hele den kompetencediskurs, som havde udviklet sig efter murens fald?

Men lad os se lidt nærmere på den vigtige 2014-udgivelse “Styrk dit barns karakter – et forsvar for børn, barndom og karakterdannelse”, hvor ”karakterdannelsen” for alvor materialiserer sig.

 

3. Karakterdannelse

I 2014-udgivesen gør PSJ helt op med målesystemerne. Han mener, at ”børn er et konkurrenceparameter blandt flere andre i en konkurrencestat” (s.18), og at der er kommet ”en slags politisk berøringsangst hos politikere over for at gå ind på den egentlig menneskelige eller åndelige side af børnepolitikken” (s. 18). Han mener også, at pædagogikken har forsømt karakterdannelsen og er blevet låst fast i ”anerkendelse og relationsarbejde”. Derfor vokser børn op som ”små individualister”. PSJ fastholder imidlertid i nogen grad individualiseringen ved alene at fokusere på karakterdannelse og ikke at omtale dannelse eller historiske emner. Det kommer f.eks. til udtryk i dette let korrigerede efterladenskab fra 00’ernes kompetencefilosofi:

”Konkret skal vi fokusere på børns egen oplevelse af den proces, de står i – både når det handler om opdragelse og undervisning. Her er vægten på det, der sker i barnets egen forestilling, her finder læringen og karakterdannelsen sit udgangspunkt”.

Herefter gennemgår PSJ i meget kort format den filosofiske tradition fra antikken til Immanuel Kant, og han omtaler også den moderne barndoms sociale udvikling, som han jo allerede skrev om i 2008 sammen med bl.a. Dion Sommer. Med udgangspunkt i Lyotards postmodernisme og ”de store fortællingers død” taler PSJ for en revitalisering af de filosofiske fortællinger. Han mener, at der igen bør etableres kontakt mellem den sociale realitet og filosofiske idealer. Det er en vigtig indsigt. En slags invitation til den pædagogiske filosofi, som netop i årene 2010-2014 var blevet ekstremt presset på DPU. Dog med Peter Kemp som engageret fortaler for området.

Endelig omtaler PSJ Anthony Giddens’ arbejde med det senmoderne og nye individualitetsformer. Giddens inspirerede jo både Blair og Nyrup og Kompetencerådet. Men PSJ bruger udelukkende Giddens på en ukritisk måde. PSJ siger ligefrem at karakterstyrkerne giver ”vindere”! Her klinger konkurrencestatens logikker i baggrunden. Det betyder, at de mange karaktertræk, som han mener bør præge moderne tid, får et lidt ukritisk, tilfældigt og opremsende skær (s. 69).

De mange dyder og karakteregenskaber, som PSJ opremser, og som altså skal kunne modstå konkurrencesamfundet, handler om at stå på egne ben, klare et vist pres, kunne forbinde sig med andre mennesker og om at skabe holdbare sociale bånd. PSJ fremhæver også betydningen af at kunne forholde sig kritisk og eftertænksomt til situationer, herunder at kunne bruge sine egne erfaringer. Dertil kommer træk, der vedrører at kunne holde fokus: vedholdenhed, selvværd, selvtillid og viljestyrke og nysgerrig, eftertænksom. Desuden nævnes troværdighed og autenticitet og samvittighedsfuldhed. Man bliver lidt rundtosset, og det uddybes ikke rigtigt. PSJ vil også hente inspiration hos det buddhistisk inspirerede mindfulness, som prægede tiden omkring 2010.

Pludselig kommer ”autonomi” på banen, og der er en længere socialpsykologisk drøftelse af ydrestyring og selvregulering. PSJ interesserer sig heromkring for ”barnets første nej”; en opposition, som angives at være starten på autonomi. Dette nej skal så ledes ind i ”socialt acceptable baner” (s. 75). Det er også værd at notere sig, at PSJ slutter med en smuk refleksion over Vygotsky og Sokrates, der tematiserer barnets indre sprog som autonomiens grundlag.

Men hvor kommer dette vigtige ”nej” mon fra? Ja, som jeg ser det, kommer det fra moren og faren og fra Sløk og Kierkegaard. Pludselig siger PSJ ”nej”, og det skal barnet også. De ”socialt acceptable baner” bliver efterhånden især til en kamp for bæredygtighed (jf. 2020-udgivelsen), men det står der ikke noget om i 2014. Heller ikke identitets- og digitaliseringspolitikken er omtalt. Det hele handler primært om at kunne modstå konkurrencestatens system.

PSJ får kort sagt øje på en slags psykologisk filosofi, som han så kalder for karakterdannelse. Han har dog næsten ikke blik for dannelse og kulturhistorie, der i højere grad præger hans senere erindringer. På en måde er denne mangel heldig, for den betyder, at PSJ derved hjælper os alle sammen med at få øje på ”karakterdannelse” som et centralt begreb, selvom det sker via marginaliseringen af dannelse og kundskaber. Der findes ikke noget så berigende som det, man får øje på fra fejlens sted. Så må vi andre hjælpe med at fylde indhold på fra de forladte områder.

Endelig vil jeg nævne, at PSJ vækkes ved sin begejstring over sit barnebarns erfaringer med det engelske skolesystem. Han går dog ikke ind i hele den gentleman-tradition, som udvikles i kølvandet på udviklingen af det britiske demokrati.

 

4. Pædagogisk filosofi

Karakterdannelsesemnet havde ligget brak siden 1975, hvor udtrykket forsvandt ud af skoleloven. Det forfaldt efterfølgende til det skrækkelige ”ansvar for egen læring” og til kompetencer i nationaløkonomiens tjeneste. I midten af 00’erne levede den egentlige karakterdannelse en slags isoleret liv, dels på læreruddannelsens fag ”Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab” og dels på DPUs masteruddannelse ”Medborgerskab”, som grundtvigianeren Ove Korsgaard stod for. Begge fag kom efterfølgende under pres. Stærke politiske og faglige kræfter forsøgte af nedlægge KLM-faget, og masteren blev udelukket fra DPU’s læringsideologiske systemer. Meget af dette skete samtidig med, at PSJ skriver sin bog om karakterdannelse.

Det er i dette tomrum, at PSJs tanker om karakterdannelse – delvist inspireret af grundlæggeren af moderne pædagogisk filosofi, Peter Kemp – pludselig opstår som en fugl Fønix. Som et efterladenskab fra samfundets religiøse liv, modstandskampen og efterkrigstidens filosofi.

Og her inspirerer PSJs tanker så direkte CfK, hvor også Peter Kemp med sine rødder i europæisk personalisme kommer til at spille en vigtig rolle. Men Kemp og PSJ kommer fra to forskellige linjer – filosofien og socialpsykologien – som forenes, dels i CfK, men også via nogle af baggrundsreferencerne. Og grundtvigianerne Ove Korsgaard og den fremtrædende KLM-debattør Kirsten M. Andersen kommer endda med i CfKs faglige panel sammen med mange filosoffer og teologer. Dermed kommer der via etableringen af CfK en slags forening mellem kulturhistoriens dramaer, 00’ernes kritiske indsatser, efterkrigstidens humanisme og PSJs arbejde.

Pludselig genopdages ”karakterdannelse”, og her i 2023 kan den i princippet forbindes med ”dannelse”, som i slutningen af 10’erne fik momentum. Dermed forenes forholdet mellem personlig udvikling og kundskaber i dannelsens og karakterdannelsens begreber.

 

Appendix: Refleksion

Karakterdannelse stod centralt i skolens formål fra 1814 og frem til 1975, hvor udtrykket “karakter” røg ud som selvstændig kategori.

Derimod blev ”kundskaberne” hængende i formålsparagraffen. hvor de nu har stået siden 1814.

Men kundskaber og karakterdannelse hænger sammen i dannelsens begreb. Så i samme øjeblik karakterdannelse røg ud fra 1975, så fik både kundskaberne og dermed dannelsen som sådan problemer.

Kundskaber blev reduceret til PISA-læring, dannelse blev til OECD-kompetencer, og karakterdannelse blev til det ensomme ”ansvar for egen læring”, som det hed. Og pludselig skulle karakterdyderne stå i konkurrencestatens tjeneste, så de små børn kunne blive økonomiske soldater. Vi fik endda ideen om et ”kompetenceregnskab”.

Det var lige her omkring 2010, at psykologen Per Schultz Jørgensen vågnede fra sin senmodernistiske kompetence-tornerosesøvn. Han skrev i 2014 bl.a. en kronik med titlen: ”De unge skal opdrages til at modstå presset fra konkurrencestaten”. Og i 2014 skrev han bogen ”Styrk dit barns karakter”. Han havde dog kun begrænset sans for kundskabs- og dannelsesaspektet.

Schultz Jørgensen havde lært at sige ”nej” af sine forældre. Faren var modstandsmand og var i Gestapos fangenskab fra 1943 til 1945. Moren, som var grundtvigianer, sagde direkte til Gestapo-manden: ”Her bøjer vi ikke nakken”. Disse ord blev skelsættende for den kommende lærer og psykolog og mellemfolkelige forkæmper, Per Schultz Jørgensen.

Filosoffen Peter Kemp, som var præget af den europæiske humanisme – den såkaldte “personalisme” – vågnede også op, dels pga. DPUs fyringer af tre filosoffer i 2010 og dels pga. forsøget på at nedlægge hele dannelses- og kulturaspektet i forbindelse med læreruddannelsesreformen i 2012. Kemp skrev endda en kraftigt revideret 2. udgave af sin bog om ”Verdensborgeren”, hvor han skrev, at økonomisk instrumentalisme var blevet en større trussel mod pædagogikken end den fremstormende højrenationalisme. Kemp ville faktisk – i bedste personalistiske ånd – redde både det nationale fra det højrenationale og verdensborgeren fra ”det globale”. Det var “en dansk verdensborger”.

Og med Schultz Jørgensens og Kemps erkendelser skabtes det filosofiske fundament for Center for Karakterdannelse.

Hvis alt dette er korrekt, så følger to ting: For det første bliver karakterdannelse en central kategori til opretholdelse af skolens tradition; ikke som isoleret fænomen, men i både egenart og samspil med kundskaber og dannelse, som i sig selv ikke kan opretholdes uden karaktermodningens processer. For det andet bliver Center for Karakterdannelse pludselig det sted, hvorfra en både ny og gammel pædagogisk substans kan udvikle sig.

Efter min mening er denne fortolkning af karakterdannelsens filosofi i overensstemmelsens med antikkens grunddiskussioner af dette emne, hvilket også er angivet i CfKs vedtægter.

Så det er kundskaber og dannelse, der gør, at man ikke kan nøjes med at anskue karakterdannelse som isolerede dyder, men snarere må se på disse egenskaber som konstante og modsætningsfyldte modningsprocesser fra samfundenes og kulturens rodnet og disse processers bidrag til sjælens liv. Denne ide om moralske modsætninger og karakterens modning har jeg fundet hos Løgstrup. Og det er karakterdannelse, der gør, at børn ikke opsluges af banal og teknisk tilpasning til samfundets krav, men snarere løbende træder i karakter og dermed finder sin karakter.

Så dannelse, karakterdannelse og kundskaber er aspekter af den samlede pædagogiske proces. Ingen af disse tre begreber kan undvære hinanden.

Hvis det kommer til en korrektion af skolens formålsparagraf, er det derfor vigtigt, at både kundskaber, dannelse og karakterdannelse bliver nævnt. Alle de andre ting om folkestyre og ligeværd osv. skal naturligvis også stå der.

Tak til Kemp og Jørgensen for den rige inspiration, som nu skal samles op med CfK som esse og passage

 

Referencer:

A. Bøger af PSJ:

Per Schultz Jørgensen (1983). Den sociale relation – kvalitative analyser, Akademisk Forlag.

Per Schultz Jørgensen (2014). Styrk dit barns karakter – et forsvar for børn barndom og karakterdannelse, Kristeligt Dagblads Forlag.

Per Schultz Jørgensen (2018). Robuste børn – giv dit barn ansvar, livsmod og tiltro til sig selv.

Per Schultz Jørgensen (2020). Opdragelse til livsmod og bæredygtighed, Kristeligt Dagblads Forlag.

Per Schultz Jørgensen (2022). Vendepunkter – fortællinger fra et liv, Kristeligt Dagblads Forlag.

Per Schultz Jørgensen, Lars Denzik og Dion Sommer (2008). Familie og børn i en opbrudstid, Hans Reitzels Forlag.

 

B. Kronikker og artikler af PSJ:

”Hvad er kompetence?”, Uddannelse, 1999, årgang 32, nr. 9.

”En modmagt til det danske snæversyn”, Politiken, d. 13. august 2005. https://politiken.dk/kultur/boger/boganmeldelser/faglitteratur_boger/art5697846/En-modmagt-til-det-danske-sn%C3%A6versyn

”Fra barndom til faktura”, Information, d. 5. september 2011.   https://www.information.dk/debat/2011/09/barndom-faktura

”Karakterdannelse er det oversete skoleprojekt”, Politiken, d. 3. september 2013. https://politiken.dk/debat/kroniken/art5475015/Karakterdannelse-er-det-oversete-skoleprojekt

”De unge skal opdrages til at modstå presset fra konkurrencestaten”, Information, d. 31. oktober 2014. https://www.information.dk/debat/2014/10/unge-opdrages-modstaa-presset-konkurrencestaten

Per Schultz Jørgensen, Kirsten Krogh-Jespersen, Jens Raahauge, Morten Albæk, Ole Harrit, Peter Kemp, Johannes Andersen, Jørgen Husted, Erik Schmidt og Per Kjeldsen:  Høringssvar til Folketinget, d. 2. april 2006. https://www.ft.dk/samling/20051/lovforslag/L170/bilag/30/265092.pdf

Per Schultz Jørgensen: “Forord”, i Paul Tough: Børns vej til succes, Dafolo, 2017.

Per Schultz Jørgensen: “Forord”, i Jørgen Jørgensen: Til barnets bedste – Martin A. Hansen og skolen i dag, Hovedland, 2023.

C. Andre referencer

”Asger Baunsbak hyldes for at lægge svesken på disken”, Folkeskolen.dk, d. 26. februar 2014. https://www.folkeskolen.dk/asger-baunsbak-hyldes-for-at-laegge-svesken-paa-disken/

”Robusthed er en indre værdi, vi skal lære børnene”, Folkeskolen.dk, d. 10. marts 2017.  https://www.folkeskolen.dk/per-schultz-joergensen-%e2%80%a9robusthed-er-en-indre-vaerdi%e2%80%a9vi-skal-laere-boernene/

Dion Sommer og Jakob Klitmøller (red.) (2018). Fremtidsparat? Hinsides PISA – nordiske perspektiver på uddannelse, Hans Reitzels Forlag.

Nedenfor kan man læse 15 små og foreløbige undersøgelser vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra juli-august 2026. De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

Indholdsfortegnelse:

1. 26 upraktiske råd
2. EVA-fnidder der siger noget om samfundet
3. Den første tanke
4. Folketingspræst
5. Folkeligt skal alt nu være, note 1
6. Den mageløse opdagelse: om demokrati og kristendom
7. Asger Baunsbak-Jensen
8. Folkeligt skal alt nu være, note 2
9. Postbuddet på besøg
10. Jens Raahauge anmelder ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed, tanke”, bind 1
11. Indlæg i Skolemonitor
12. Alexander von Oettingen om ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed, tanke”
13. Jens Raahauge anmelder ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed, tanke”, bind 2
14. Jens Raahauge anmelder ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed, tanke”, bind 3
15. Center for Karakterdannelse etableres i Silkeborg

 

1. Den 1. juli: 26 upraktiske råd

Den 23. oktober 2023 fik jeg en mail fra Liberal Alliance, hvor man bad om gode skolepolitiske forslag. Jeg endte med at svare allerede efter få dage med “26 upraktiske råd”.

Jeg var lidt i træning med det “upraktiske”, fordi jeg allerede i 2009/10 – hvor den skolepolitiske instrumentalisme gik amok – havde lavet “30 upraktiske råd” til min bog “Uddannelse i spænding”.

Jeg ved dog ikke, om LA kunne bruge disse upraktiske forslag til noget.

Nedenfor kan man både se LA’s venlige henvendelse (punkt A) og mit meget mærkelige og lange svar (punkt B):

A. LA’s forespørgsel:

”Kære Thomas

I Liberal Alliance er vi i gang med at finde på eventuelle nye forslag til vores skolepolitik. I denne forbindelse ville jeg høre, om du har nogle policy-forslag liggende på følgende:

• Hvordan sikrer vi en højere faglighed i folkeskolen?
• Hvordan kommer vi mistrivslen blandt børn og unge til livs i folkeskolen?
• Hvordan retter vi op på inklusionsudfordringerne?
• Hvordan sikrer vi, at flere unge vælger en erhvervsuddannelse?
• Hvordan får vi dygtigere lærere?

Jeg ser frem til at høre fra dig!

Med venlig hilsen

Xxx

Politisk konsulent”

B. Her er mine mærkelige forslag (jeg har lige læst en ekstra korrektur):

”26 upraktiske råd til Liberal Alliance:

1. Drop alle statistiske systemer baseret på diverse test; både nationale test, trivselstest og de obligatoriske sprogtest i børnehaven (det vil fjerne 80% af alle problemer med trivsel og ”læring”).
2. Meld skolen ud af PISA-samarbejdet.
3. Sænk klassekvotienten til 20 elever.
4. Forbyd mobiltelefoner på skolens område.
5. Afhold daglige morgensamlinger med små foredrag, fællessang og diverse klovnerier.
6. Et kvarters total stilhed hver dag. Man må ikke falde i søvn.
7. Genindfør ritualer i dagligdagen; f.eks. at eleven ikke sætter sig, før læreren nikker venligt. Indfør også gerne skoleuniformer.
8. Hæng billeder af forfattere, kunstnere, filosoffer og skolens gamle lærere på væggene. Også billeder fra kendte børnebøger.
9. Start timerne med at læse 10 minutter i en gammel bog, hvis indhold derefter undersøges.
10. Genindfør årlige sommerlejre, forårskoncerter, idrætsdage og teaterforestillinger.
11. En paratvidensremse om ugen. Tænk blot, hvor meget man i så fald ved efter 9 år, selvom man glemmer halvdelen.
12. Fagene består af kundskabernes lag og rodnet og ikke kompetencer til fremtiden. Skolen er fortidens undersøgende sted, hvorfra fremtiden viser sig. Det ligger i skolebegrebets græske betydning (den frie tid).
13. Gennemfør tre store projektforløb om året, hvor der går hul på skolen. Igen: Det handler om fri omgang med kundskaber og ikke om kompetencer. Hvad mon eleverne finder ude i det mærkelige samfund, som eleven selv stammer fra? Når eleverne vender tilbage til skolen med deres mærkelige fund, så lytter og lærer lærerne og kammeraterne. Til sidst giver alle hånd til alle.
14. Nedlæg skolebestyrelser og AULA.
15. Kald en ny skolereform for ”åndens liv”.
16. Nedlæg ”skolelederen”. Opret i stedet en ”forstander”, som er en slags koordinator i pædagogikkens tegn. Forstanderen er en stærk men passiv vogter. Han holder instrumentalisme på afstand og sørger for, at kun pædagogikken og dens diskussioner bestemmer.
17. Gendan fritidshjemmene, også her som mobilfrit område og helt uafhængig at skolerne. En helt anden og smuk verden af natur, venner og skrammel.
18. Giv alle skoler 50 mio. ekstra kroner hver hvert år, som bestyres af et lærerråd uden ledelse.
19. Fratag kommunerne magt over skolerne. I stedet kan skolerne styres ved en teknisk kgl. forordning, en folkeligt vedtaget formålsparagraf, nogle indholdsorienterede fagformål samt almene sociale, faglige og pædagogiske traditioner, som videreføres via seminarierne.
20. Omdan professionshøjskolerne til små fagligt og pædagogisk orienterede seminarier, der vekselvirker med stedets kulturliv. Hver måned laver man ”utilbørlige” satiretegninger af ”arbejdsudbuddet” og lignende.
21. Nedlæg DPU og etabler en eller flere helt frie lærer- og pædagoghøjskoler, som er pædagogisk og ikke erhvervsøkonomisk funderede, og som lægger stor vægt på at undersøge fortidens pædagogiske praksisser.
22. Forbyd ordene ”læring” og ”kompetencer” i politiske og administrative dokumenter.
23. Sig undskyld til lærerne for 20 år med “læring” og giv en medalje til lektor Keld Skovmand, til lærer Erik Schmidt og til tidligere undervisningsminister Merete Riisager for deres heroiske kampe. Indsæt dem også gerne i samfundsfunktioner med stor uddannelsespolitisk betydning og ansvar.
24. Fjern den nye karakterskala og dens ”mangelfilosofi”. Den er ødelæggende for pædagogik og personlig udvikling.
25. “Karriere” er et fyord. Foreslå alle at gå på efterskole og snak ikke om ungdomsuddannelse før til allersidst i skoleforløbet.
26. Seksualundervisning gennemføres af en ældre og lidt nervøs lærer i én lektion om året i 7, 8 og 9. klasse. Men klasselæreren svarer naturligvis efter bedste evne på de spørgsmål, som løbende dukker op og holder øje med sine elevers almene tilstand. Resten må eleverne selv finde ud af.

Med venlig hilsen

Thomas Aastrup Rømer

Seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt”

 

2. Den 2. juli: EVA-fnidder der siger noget om samfundet

Jeg skal lige have bogført nedenstående detalje:

I anledningen af, at staten lukker EVA, skrev Uddannelsesmonitor i går en såkaldt ”nekrolog”. Og seks timer senere kom der også en nekrolog i søstermediet Skolemonitor. Det er den samme tekst, bortset fra en enkelt forskel, som jeg vender tilbage til.

De to journalister er tydeligvis meget kede af lukningen. De har interviewet folk som Bertel Haarder, Sofie Lippert fra SF og Christina Olumeko fra Alternativet, som alle forsvarer EVA. Det er noget med, at EVA står for fakta, mens alle andre kun har meninger. Som Haarder siger: ”Jeg ville have mere målstyring og mindre detailstyring”. Det er vist det, man kalder en mystisk sætning.

Det er meget uforståeligt for mig, hvordan Haarder kan forene dette synspunkt med sine grundtvigske rødder. Og SF og Alternativet bekræfter med deres markeringer disse to partiers forfald og accept af det statssystem, den såkaldte konkurrencestat, som udvikledes i 00’erne.

Jeg tror, at både salig Gert Petersen og nok også Uffe Elbæk ville korse sig.

Og nu til den lille forskel mellem de to versioner af nekrologen:

I Uddannelsesmonitors nekrolog står der pludselig, at der findes ”kritikere af EVA derude”. Udtrykket ”derude” siger noget om horisonten. Hvem mon disse fjerne personager er?

Og sørme om ikke der refereres til et debatindlæg, jeg skrev om emnet sidste år. Det sker med følgende lækre citat fra mit indlæg:

»EVA er både organisatorisk og værdimæssigt en integreret del af konkurrencestatens organisation, som siden årtusindskiftet har stået for en både diskursiv, værdimæssig og empirisk instrumentalisering af landets uddannelsessystem. EVA er skabt som en del af denne deroute. EVA har i alle årene været karakteriseret ved en fatal mangel på interesse for kritisk forskning og pædagogiske traditioner.«

Hvis man skriver den slags, så er man åbenbart ”derude”. Dem, der er interviewet, er ikke blevet bedt om at forholde sig til citatet, som derfor står lidt alene og “derude”.

Og det er lige netop dette citat, som er udeladt af Skolemonitors efterfølgende version af nekrologen.

Det hele siger noget om samfundet, som man sagde i gamle dage, men nu er episoden i notesbogen.

Links:

Skolemonitors nekrolog: https://skolemonitor.dk/nyheder/politik_og_oekonomi/article19440928.ece

Uddannelsesmonitors nekrolog: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/politik/article19421868.ece

Mit kritiske indlæg fra november 2025: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18703532.ece

 

3. Den 2. juli: Den første tanke

Jeg faldt lige over mine allerførste tanker fra selve dagen for coronanedlukningen, d. 12. marts 2020. Jeg husker stadig fornemmelsen af det filosofisk-sociologiske overfald, som teksten forsøger at udtrykke.

I lyset af, hvad der skete frem til 2022, var det lidt tankevækkende at læse teksten igen, så jeg deler den her.

Der er også nogle interessante links i bunden, hvor man kan se, at der allerede tidligt var faglig modstand mod nedlukningen. Der er også et link til et indlæg af historikeren Henrik Jensen, som reflekterer over håndtrykkets skæbne, og det er jo lidt sjovt i disse tider, hvor håndtryk i visse kredse ligefrem skal være en tvang.

Mit arbejde med periodens begivenheder udviklede sig og resulterede efterfølgende i to bøger om emnet:

– “Den store nedlukning – dagbog fra biostatens første år” (Forlaget U Press, 2021)

– “Den lukkende nedlukning – dagbog fra biostatens andet år” (Forlaget Kolbein 2025)

Spørgsmålet er, om vi stadigvæk befinder os i nedlukningens kølvand? altså i en slags “tredje til sjette år”?

Det tror jeg. F.eks. er coronatidens sundhedsminister nu blevet undervisningsminister, og Kirkeministeriet er kommet under sundhedsministeriet. Derudover viser dronehysteriet samme skræmmelogik som i 2020, og så er der selvfølgelig alle de juridiske gråzoner, som hele tiden udfordres.

http://www.thomasaastruproemer.dk/smittede-tanker-d-12-marts.html

 

4. Den 2. juli: Folketingspræst

Folketinget har besluttet at ansætte en præst. Det er teologen Ida Auken, der har kæmpet det igennem, hvis jeg har forstået det ret.

Mange er meget kritiske. Bl.a. Uffe Elbæk og Svend Brinkmann. De mener nærmest, at en præst er en trussel mod demokratiet. Men det forstår jeg ikke. Hvad har det med hinanden at gøre?

En studenterpræst er da heller ikke en trussel mod videnskaben. På universitetet er der helt andre trusler i spil, som ikke er åndsfrihedens venner.

Selv er jeg nærmest ligeglad. Hvis en institution gerne vil have en præst tilknyttet, så der det fint med mig. Der er gode præster på universiteter, i fængsler, ved forsvaret og i mange andre institutioner. Hvis det ikke har interesse, så er det også fint.

Men hvorfor synes jeg så, at det kan være fint med en præst i Folketinget, altså at det overhovedet ikke er et problem?

Det er fordi, at vores demokrati ikke blot er en fransk republik, men også et folkestyre med et folketing, hvor kongen i gamle dage gav al magten til sine undersåtter, som dermed gik fra at være en almue til at være et folk, dvs. borgere. På den måde fik vi en stærk men passiv stat, som myldrede med ideer og socialt liv rundt om den passive monark. En fantastisk autoritetsstruktur som satte sig bredt i samfundet.

Den nordiske forfatningstradition er en blanding af fransk/engelsk frihed, oldnordiske tingsteder og romantikkens folkelige synteser. Disse synteser er fyldt med kristendommens dialoger og med fortællinger og teologer, som i høj grad har skabt vores institutioner, ikke mindst vores pædagogiske institutioner.

Man må ikke glemme at både Schleiermacher og Grundtvig var teologer med rødder i forskellige sider af reformationernes kilder. Schleiermacher skabte både den moderne pædagogik og de frie universiteter, og Grundtvig skabte store åndssynteser, der efterfølgende satte sig i friskoler og almenpædagogikken. Og det er blot to eksempler ud af utallige.

Denne helt særlige folkelig-demokratiske forbindelse mellem kristendom og stat fremgår også af Grundloven selv, fordi kongehuset er luthersk, og fordi Folkekirken egentlig skulle have en forfatning under staten, dvs. åndsfrihed.

Så stat og kirke er både adskilt og forbundet. En regel som i høj grad også resulterede i pædagogisk frihed. I skolens formål tales der direkte om ”åndsfrihed”. Selvom kirkeforfatningen aldrig blev realiseret, så levede den i ånden i det såkaldte Kultusministerium, som også omfattede undervisning og forskning.

Det er faktisk lidt sjovt, at Uffe Elbæk i sine bøger refererer begejstret til Christen Kold som en central inspirationskilde til sit virke, for Kold kommer i høj grad ud af hele den tradition, jeg har beskrevet. Det er kaospiloternes urkraft.

Derfor er det 100% naturligt, hvis landets institutioner gerne vil ansætte en præst. Det kommer der ikke noget teokrati ud af, tværtimod. På en måde understøtter et lille præstekontor på Christiansborg folkestyret, fordi de folkevalgte indimellem kan gå i refleksionsrum, hvis de har lyst. Her kan de tænke lidt over landets oprindelse, som knytter sig til, at staten er skabt af ånd, som den via forfatningen har givet frihed. På den måde blev kristendommen og oplysningen venner.

Så godt gået fru Auken, hvis egen slægt jo er en del af hele denne proces, ligesom alle folketingets partier også er det.

Der er noget smukt og urdemokratisk ved sådan et lille præstekontor efter min mening. Men jeg har som sagt heller ikke noget imod, hvis det ikke er der.

Og der er jo ikke nogen, der tvinger eller lægger pres på nogen til at gå hen til præsten. Det er jo helt blødt og småt og nærmest et symbol på den demokratiske syntese, jeg har beskrevet.

Links:

Artikel i Berlingske, der omtaler Svend Brinkmanns kritik: https://www.berlingske.dk/eksistens/praest-i-folketinget-deler-vandene-det-er-praecis-en-praest-der-er-brug-for?gaa_at=eafs&gaa_n=AXbw80QxPJ4ovV-smhmOmyHiKCm82c_rePFlX96-fMSE8z23U2JB_Fqr3Rhx&gaa_ts=6a915282&gaa_sig=06XVqWXO7qx8Wf4EqnzTRrXlbgSdmUhiAV7nsT0sBuzjnXFXaxJBhfTAhQg5HVKifZHS18tvAyD6Z86NZ9hfSQ%3D%3D

Uffe Elbæks kritik: www.altinget.dk/artikel/nu-faar-folketinget-en-praest-det-vidner-om-en-uhyggelig-tendens

 

5. Den 8. juli: Folkeligt skal alt nu være, note 1

Jeg har lige læst Christian Egander Skovs nye bog ”Folkeligt skal alt nu være – et forsvar for vores folkestyre”.

Jeg vender tilbage til detaljerne ved en senere lejlighed, men vil gerne med det samme sige, at der er tale den bedste bog om dette emne i mange år. Egander Skov har en udsøgt filosofisk sans for folkets essens – en blanding af kamp, medborgerskab og naboliv -, og der er et veludviklet og upolemisk remtræk til kulturhistoriens processer, både fra højre og venstre.

Bogen er ikke ”borgerllg” i traditionel forstand, men udtrykker snarere en form for livsfylde, som konstant opdrager statens begreb. Der er fortid og kamp og historisk-poetisk eksistens fra generation til generation.

Desuden er der en god forståelse for, hvilken revolutionær skade 00’ernes uddannelsespolitik gjorde, og hvilke problemer kølvandet på dette årtis etablering af ”konkurrencestaten” har afstedkommet for den aktuelle tale om ”åndelig oprustning”. For Egander Skov udgør dannelsesbegrebet en positiv kraft ind i denne omfattende problemstilling.

Men ok, nu er jeg allerede i gang med ”detaljerne”, og det var jo dem, der jeg skulle ”vende tilbage til”.

1000 tak til hr. Egander Skov for den smukke udgivelse. Jeg giver hermed bogen min fulde anbefaling til alle med kulturhistorisk og politisk interesse, helt uanset hvem de stemmer på.

 

6. Den 10. juli: Den mageløse opdagelse: om demokrati og kristendom

Hvad er det moderne demokrati? Det er en syntese mellem antikken, kristendom, norden og revolution. Så Ida Auken har helt ret. Kristendommen har haft en kæmpeeffekt.

Her er en lille refleksion blandt mange mulige:

Den franske revolution var en radikaliseret version af de engelske og amerikanske revolutioner. Sidstnævnte var i høj grad båret af kristne traditioner, ikke mindst af de engelske calvinister – de såkaldte puritanere – og af Englands baggrundstraditioner fra oldtiden. Og fordi både England og USA jo allerede var ”revolutioneret”, så tog de ikke ”skade” af den franske radikalisering. Derimod blev de gamle europæiske enevælder meget nervøse.

En central inspirationskilde for den franske revolution var i øvrigt Rousseau, som også var præget af både Calvin og en slags kristen naturreligion. Det blev kort sagt den europæiske kulturtradition, der endte med at tæmme den ny franske vildskab. For Rousseau var alt godt af “skaberens hånd”, som han udtrykte det.

I resten af Europa blev man som sagt forskrækket over franskmændene. Det kan man jo godt forstå, for det franske ”demokrati” kammede hurtigt over i sin modsætning, som jo er “diktaturet”.

Derfor fik vi en slags reaktion, nemlig den europæiske romantik, hvor en række reformerte teologer og pædagoger forbandt de nye frihedsbegreber med sprog, historie, digtning og pædagogik.

I Tyskland var det folk som Humboldt, Schleiermacher og Fröbel, der svingede taktstokken. De skabte det filosofiske fundament for f.eks. universiteter og børnehaver. Schleiermacher var inspireret af den tjekkiske reformator Jan Huus, og Fröbels filosofi myldrede med teologisk materiale.

Herhjemme blev Grundtvig en central figur i denne proces. Det skete ikke mindst med hans såkaldte ”mageløse opdagelse” i 1826. Det var der, han opdagede, at kristendommen blev videreført via mund og fælles sang. Det vil sige at de første kristne menigheder kom før selve Biblen. Pludselig var frihed og revolution omdannet til nordiske tingsteder, slægter og små syngende og frihedselskende kristne fællesskaber, som blev videreført ind i det moderne liv.

(Den første skolelov kom i 1814. Det var en meget interessant syntese mellem mere traditionelt lutheranske og oplysningsfilosofiske tendenser, men det grundtvigske var fraværende. Der var gjort klar til ”den mageløse opdagelse”.)

Det var denne tankegang, der senere skabte folkehøjskolerne, de frie skoler, andelsbevægelser og så videre. Ja, vi fik kort sagt ”folket”, som nu blev en kategori for både politik og dannelse. Pludselig havde vi ikke blot ”demokrati”, men også ”folkestyre”. Og i 1901 fik vi også ”folkeskolen” i stedet for ”almueskolen” og så videre.

Så folket og dets rørelse udsprang af skaberens liv. Vi fik en uudtømmelig og ustyrlig gåde og “hemmelighed”, som Christian Egander Skov udtrykker det i sin nye bog om emnet. En slags urkristendom skyllede igennem samfundet og skabte et storslået urdemokrati, også kaldet ”folkestyre”. Det er på den baggrund let at forstå, at Grundtvig elskede England og Norden. Det var et ”Folke”-”Ting”.

Også antikkens filosofi var en stor inspiration. Vi fik det ”historisk-poetiske”. Så selvom verden var ældgammel, så vidste man aldrig, hvad der nu skete. Mange tak!

Denne syntese af revolution og kristendom fortsatte op gennem historien.

Efter 1. verdenskrig overlevede det folkelige og bidrog til at redde Danmark fra de nye revolutioners excesser. Her blev vi hjulpet af den italienske katolske pædagog, Maria Montessori, der skrev om ”barndommens gåde”. Barndommen – den skabte sjæl – blev den nye gåde, som kunne vekselvirke med folkets gåde. Alt var ”fra Guds hånd”, og derfor vidste man aldrig helt, hvad der skete, men det skulle altså ske i små og store pædagogiske tingsteder, som var inspireret af de første menigheder. Af ”den mageløse opdagelse” og af folkets og barnets gåde. Montessori havde dog ikke så meget sans for sang.

Det var denne historik, der vaccinerede de fleste både højre- og venstreorienterede danskere imod fascismen og kaldte på både aktiv (teologen Kaj Munk) og passiv modstand (teologen Hal Koch) i folkelighedens tjeneste, mens de nye historieløse teknokrater sivede hen til Hitlers og Stalins systemer. Det kan man bl.a. læse om i Arne Hardis’ bog “Pibende hængsler”.

I 1950’erne fortsatte syntesens liv, f.eks. ved teologen Julius Bomholts store indsats som socialdemokratisk undervisnings- og kulturminister. Det var dengang, der var humanister på Tinge. En af de sidste humanistiske socialdemokrater var Hal Kochs datter, teologen Dorte Bennedsen, som faktisk blev undervisningsminister i et par år (1979-82). Men på det tidspunkt var Ritt Bjerregaards teknokratiske raid i fuld gang med at ødelægge skolen. Bjerregaard havde også tilranet sig magten over det nye RUC, som ellers var den ny generations ”tingsted”. 30 år senere gik hun ligeledes amok på Jagtvej 69, som var endnu en manifestation i gådens liv.

Nuvel, efterhånden fik ”det folkelige” problemer, fordi begrebet jo var smadret af nazismen. Det tyske ”volk” endte med at dræbe ”folket” og dermed også det “mellemfolkelige”, selvom ”folket” jo egentlig havde vundet krigen. I stedet fik vi globalisering og teknokrati. Dermed skabtes Ritt Bjerregaards og Mogens Lykketofts socialdemokrati. Der er derfor, at Lykketoft og hans socialdemokratiske segment er så vrede på Ida Auken for tiden.

På en måde var det derfor udtryk for en slags besindelse, da man i skolens formålsparagraf fra 1993 tilføjede ordet ”folkestyre”, hvor der før blot havde stået ”demokrati”. “Demokrati” var kommet ind i formålsparagraffen i 1975 i kølvandet af en blanding af efterkrigstidens ”folke”-forskrækkelse og ungdomsoprørets revolution. I 1993 lagde man altså op til at genopdage ”folket” i en slags genskabelse af 1820’erne og 1920’erne. Det var da også Haarder og det jeg kalder for “ånden fra Haderslev”, der pressede på. Det lykkedes dog ikke at finde det “folkelige”, for samme 1993-lov endte som en forstærkning af den forbindelse mellem teknokrati og globalisering, som var under optræk, og som var det stik modsatte af ”den mageløse opdagelse”.

Så mange tak til fru Auken og kristendommen og ikke mindst til “den mageløse opdagelse”.

 

7. Den 11. juli: Asger Baunsbak-Jensen

Den radikale nestor, Asger Baunsbak-Jensen, er død. Han blev 94 år. Baunsbak-Jensen var friskolemand i efterkrigstidens folkelige tradition, og da han i 70’erne var direktør i undervisningsministeriet, stod han for en humanistisk linje, som efterhånden kom i modsætning til Ritt Bjerregaards teknokratiske system. Han kom også i Folketinget og så videre.

I 80’erne blev han præst. Sådan går det nogle gange for de radikale, som løber sur i politikken. Den tidligere landsformand for partiet, Svend Thorhauge, som ellers forsøgte sig som leder på en professionshøjskole, gik samme vej. Længe leve folkekirken. Heldigvis fortsatte Baunsbak sit offentlige virker alle mulige steder.

Senere blev Baunsbak arg modstander af konkurrencestaten og skolereformen. I 2013 skrev han den ekstremt kritiske bog “Sidste udkald – kampskrift for folkeskolen”, og han lavede i den forbindelse et meget interessant interview til Information om emnet, hvor han knyttede an til den pædagogisk-filosofiske tradition, jf. link. På den måde påvirkede han formentlig lærerinden Marianne Jelved – og dermed også Lotte Rod – til efterhånden at trække støtten til reformerne.

Derimod virkede den daværende radikale leder, Morten Østergaard, totalt tonedøv for Baunsbaks pædagogiske emner. Det var teknokrati på den store klinge. Så Merete Riisager, som ellers var radikal, flygtede i 2011 til det nye parti, LA. Her kunne hun overtage det kritiske arbejde, som Baunsbak-Jensen var blevet en del af.

Til gengæld synes DPU’s Niels Egelund, som var kæmpeinstrumentalist og hovedaktør i skolereformens ideudvikling, at Baunsbak var latterlig. Egelund mente ligefrem, at gode uddannelsesforskere var økonomer. Jeg kan stadig huske mit ubehag, da DPU og Egelund gik ned af den kanal.

I 2014 vandt Baunsbak prisen ”Svesken på disken”, som nogle kritiske lærere stod for at uddele. Han var en virkelig selvstændig ånd på det tidspunkt, må man sige. Prisen blev overrakt af Per Schultz Jørgensen, som senere blev en inspirationskilde for det aktuelle Center for Karakterdannelse.

Og i 2003 havde han skrevet en bog om alle landets undervisningsministre, som jeg syntes virkeligt godt om. Favoritterne var de store humanister og teologer.

Desværre nævner ingen af de nekrologer, jeg har læst, Baunsbaks storslåede kritik af skolereformen, eller hans betydning for udviklingen af 70’ernes ministerielle kampe. Jeg har vedhæftet et link til Politikens nekrolog, som slet ikke yder hans kritiske virke retfærdighed. Selv kommer jeg faktisk ind på det rundt omkring i bogen “Skolens formål – dannelse, splittelse og uniformativering” fra 2022.

I nedenstående ”facebook-drys” fra oktober 2013 kan man i afsnit 4 og 17 læse om Baunsbak-Jensen, og afsnit 5 og 7 handler om de radikale og Egelund. Der er også links til det ene og det andet.

Facebook-drys, oktober 2013, afsnit 4: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-3-oktober-november-2013.html

Interview med Baunsbak-Jensen i Information, 2013: https://www.information.dk/indland/2013/10/anonyme-teknokrati-taget

Politikens nekrolog: https://politiken.dk/navne/doedsfald/art10914016/Han-satte-en-imponerende-rekord-i-dansk-politik.-Nu-er-han-d%C3%B8d

Svesken på disken, 2014: https://www.folkeskolen.dk/asger-baunsbak-hyldes-for-at-laegge-svesken-paa-disken/

 

8. Den 19. juli: Folkeligt skal alt nu være, note 2

Historiker og kommende højskoleforstander Christian Egander Skovs nye bog ”Folkeligt skal alt nu være – et forsvar for vores folkestyre” har helt fortjent høstet anerkendelse fra nær og fjern. Selv skrev jeg en positiv indledende ”note 1” i sidste uge.

Egander Skov har naturligvis fokus på folkets historiske betydning, men flere steder kommer han ind på aktuelle temaer. Ja, faktisk er bogen både historisk og aktuel på samme tid, hvorved den bliver til en slags åndsfrihedsmonument fyldt med spændinger og overraskende analyser.

Et af de steder, hvor Egander Skov drøfter aktuelle emner er i kapitel 8, som hedder ”Oprustning”. Her kommer Egander Skov ind på aktuelle emner i den pædagogiske og uddannelsespolitiske debat. Han kritiserer DPU’s leder, Claus Holm, som under dække af begrebet ”demokratisk dannelse” plæderer for patriotisme samtidig med, at han nedladende taler om en ”farceagtig fædrelandskærlighed”.

Egander Skov mener, at Holms synspunkt fører til ”statens ideologiske krig mod folket”. Hovedeksemplerne på denne krig er konkurrencestaten og det, som Egander Skov kritisk kalder for sikkerhedsstaten, der er konkurrencestatens forlængelse.

Egander Skov henviser i den forbindelse til en kronik, som han og jeg skrev sammen i Ræson i 2024, hvor vi ”angreb den herskende, teknokratiske maskinideologi i uddannelsessystemet”, som der står. Han skriver også, at denne maskinideologi ”afviklede det dannelsesbegreb, som siden oplysningstiden og romantikken har været fundamentet for vores frihed” (se link til kronik nedenfor).

Denne ”afvikling” prægede også læreruddannelsen, hvor DPU’s ideologer i samarbejde med den ny maskinstat ”reelt afviklede den stolte danske seminarietradition”. Holm ville have konkurrencestat, og hans mentor, professor Jens Rasmussen, promoverede den såkaldte ”læringsmålstyring”.

Og lige her – på s. 175 – henviser Egander Skov ret udførligt til mit arbejde med at dokumentere de mange engelske slogans, som står overalt på VIA UC’s centrale campus i Aarhus. Her i fuldt citat (se link nedenfor):

”I stedet for dem (seminarierne, TAR) fik vi konkurrencestatens lærer- og pædagoguddannelsesfabrikker. Thomas Aastrup Rømer har ved en lejlighed berettet om, hvordan det ser ud på indersiden af en af disse fabrikker, nemlig VIA University College i Århus. Her fandt han i stedet for seminarieånd et væld af engelske slogans skrevet på væggene: ”FOLLOW THE RIGHT TARGET”, ”MAKE YOURSELF STAND OUT”, ”KNOW YOUR COURSE BEFOR YOU TAKE IT” og naturligvis ”LEAD BY EXAMPLE”. Det er den slags, man kun kan finde åndrigt, hvis man ingen ånd har. Den tekniske term er vist crappy mellemleder-bullshit. Eller som Rømer i en mere mondæn tone sammenfatter synet: ”På VIA er fortiden udslettet, og alt er løsrevet og atomiseret. Der er kun tomme slogans uden sammenhæng med noget som helst”. Det er her, morgendagens lærere udklækkes.”

Christian Egander Skov kalder dette system for ”antidannelsens skole”.

Det er med baggrund i denne analyse, at han kritiserer de politiske versioner af den aktuelle ”åndelig oprustning”. I stedet vil han have ”folkelig oprustning”. Det folkelige bliver dermed et modstandsbegreb, et ”oprør”, en mere egentlig “åndelig oprustning”. Det kan man læse om i kapitel 9, som hedder ”Modstand”. Her er Egander Skov bl.a. inspireret af sociologen Henning Eichberg, som var en vigtig del af den ekstremt kreative både postmoderne og kulturkonservative idrætsforskning på Gerlev idrætshøjskole i 80’erne, dengang Ove Korsgaard var forstander. Eichberg var angiveligt SF’er af den gamle skole – dvs. fra dengang SF var et ”folkeparti”.

Egander Skov har i den sammenhæng en lang række spændende referencer til 70’ernes og 80’ernes folkelige traditioner og litteratur. På den måde bliver det folkelige til i en ”vedvarende spænding mellem magt om modmagt”.

Mange tak til Egander Skov for at genindføre ”spændingen” i samfundet efter nogle årtier, hvor en grænseløs effektivitet har været enerådende.

Referencer:

Christian Egander Skov: ”Folkeligt skal alt nu være – et forsvar for vores folkestyre”, Gyldendal 2026,

Christian Egander Skov og Thomas Aastrup Rømer: kronik i Ræson, d. 1. september 2024: https://www.raeson.dk/2024/christian-egander-skov-og-thomas-aastrup-roemer-foerst-og-fremmest-er-der-brug-for-en-bredt-funderet-og-grundlaeggende-kritik-af-det-fundament-for-skole-uddannelse-og-forskning-som-har-udviklet-sig/

Thomas Aastrup Rømer: ”En tur i VIA-land”, november 2015. http://www.thomasaastruproemer.dk/en-tur-i-via-land.html

I 2023-24 arbejde jeg sammen med Egander Skov om at realiserer et program for ”dannelse og pædagogik” i regi af Tænketanken Prospekt. Desværre lykkedes det ikke at skaffe midler til projektet, men efterfølgende kom der en kort beskrivelse: https://www.taenketankenprospekt.dk/projekter/dannelse-paedagogik/

 

9. Den 5. august: Postbuddet på besøg

I går aftes kom vi hjem fra interrail. Og se blot hvad jeg fik med posten her til morgen!! Alle tre bind af min nye udgivelse “Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed og tanke”. Spredt ud på det gamle stuebord! Ca. 450 sider pr. bind.

Her er bogens første linjer:

“Velkommen til dette trebindsværk “Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed og tanke”. Bogen handler om pædagogik og uddannelsespolitik i perioden 2017-2025, men med forgreninger og rodnet ned i de historiske og pædagogiske lagersystemer”.

Mange tak til Erik Schmidt og Forlaget Fjordager for den flotte opsætning og til Grundtvigsk Forum, Velux-Fonden, Københavns Lærerforening, Center for Karakterdannelse og Andreas Rasch-Christensen for at støtte udgivelsen økonomisk.

Her er et link til en boglade. Bøgerne koster 230 kroner pr. stk.: https://www.williamdam.dk/serier/paedagogiske-steder-thomas-aastrup-roemer

 

10. Den 12. august: Jens Raahauge anmelder ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed, tanke”, bind 1

Tidligere formand for dansklærerforeningen, Jens Raahauge, har lavet en fremragende anmeldelse af bogen ”Oplevelsens sted – ballade, kaos og drys”, som er første bind i min ny trilogi.

Man kan læse hele den ret korte anmeldelse på nedenstående link. Her er nogle af Raahauges konklusioner:

”Det er imponerende, hvad han har formået at følge med i – og sætte sig ind i.”

”Jeg blev grebet mere og mere af læsningen.”

”Mest af alt har jeg slugt ordene, som sad jeg med en spændingsroman.”

”Læsning af hans tanker tvinger alle til at reflektere over det, der sker i skole, læreruddannelse og forskning.”

”Her er frugtbart kraftfoder til tanken!”

Mange tak til hr. Raahauge, som lægger op til også at anmelde bind 2 og bind 3.

https://grundskolesektionen.dk/ballade-kaos-og-drys/

 

11. Den 19. august: Indlæg i Skolemonitor

Jeg har et debatindlæg i dagens Skolemonitor, hvor jeg i kort form – og med udgangspunkt i min nye udgivelse “Pædagogiske steder: oplevelse, eftertænksomhed og tanke” – gennemgår og kritiserer skolepolitikkens nyere udvikling.

https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article19553822.ece

 

12. Den 19. august: Alexander von Oettingen om ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed, tanke”

Alexander von Oettingen har en flot omtale af min nye bog om “Pædagogiske steder”, jvf. nedenstående FB-opslag. Han er “imponeret”. Og han har ellers selv skrevet flere skønne afhandlinger i tidens løb.

Mange tak til hr. von Oettingen.

https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02AYkZp3hfVTk15DvKNTT87kYqNptmmpABe2AxkGkcZzkTqc1mgyEwN4JU5i2t2jbDl&id=100011083422575

 

13. Den 24. august: Jens Raahauge anmelder ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertanke, tanke”, Bind 2

Jens Raahauge, som i mange år var formand for Dansklærerforeningen, har anmeldt Bind 2 af trebindsværket ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertanke og tanke”.

Titlen på Bind 2 er ”Eftertankens sted – analyser og beretninger”.

Raahauge var begejstret for Bind 1, som han anmeldte i forrige uge. Og nu har han altså også læst Bind 2.

Igen er Raahauge begejstret. Her er nogle af hans formuleringer:

Raahauge starter med at skrive, at bogen ”er opbygget af en række væsentlige analyser og beretninger”.

Dernæst fortæller han om, hvordan bogen producerer ”eftertænksomhed”. Et eksempel herpå er, hvordan hans oprindelige glæde ved Tesfayes ”opgør” med skolereformens diskurs er blevet korrigeret:

”Men analyserne i bogen her kaster læseren ud i en eftertænksomhed, for det bliver påvist, at der er mange slanger i opgørets paradis. Dette kan blot tjene som et eksempel på, at Thomas Aastrup Rømer er en vidende og skarp analytiker, som formår at lade eftertænksomheden sprede sig.”

Raahauge savner dog nogle mere grundlæggende analyser, f.eks. af John Hatties arbejde. Her kan jeg berolige ham med, at disse mere forskningsafsøgende og filosofiske bidrag udgør den centrale del af Bind 3, som er ”Tankens sted”. Her er der bl.a. en stor analyse af Hatties udgivelse om synlig læring.

Raahauge er lidt forstyrret af min analyse af den omfattende kritik, der har været af DPU’s udvikling. Raahauge er sådan set enig i, at DPUs rolle har været kritisabel:

”Forfatterens opgør med Aarhus Universitet i almindelighed og DPU i særdeleshed er forståelig, fordi der herfra er udgået initiativer, der har været destruktive for de værdier og traditioner, som forfatteren og mange med ham stiller op for.”

Raahauge taler om en ”saglig analyse”, men han er lidt irriteret over kritikkens omfang – ca. 70 ud af 440 sider – som han dog omtaler som ”forståelig”.

”Men opgøret med institutleder på DPU, Claus Holm, og hans følgere antager efter min opfattelse et omfang, der giver den saglige analyse et skær af personlig ramthed. Når man har fulgt med i historien, er det nok forståeligt, men også for meget.”

Raahauge siger endda ”tak” to gange. Først undervejs i anmeldelsen:

”Så tak for en uforfærdet kamp for dansk pædagogisk tradition, som er udviklet over mange generationer, og som fik en instrumentel mavepuster, som fortsat skaber iltmangel fra vuggestue til universitet.”

Og igen til allersidst:

”Men endnu en tak for dette bind to af “Pædagogiske steder”, som både fremkalder frugtbare tanker og berigende eftertanker.”

Mange tak til hr. Raahauge for de gode ord om disse mærkelige og tumultariske udgivelser.

https://grundskolesektionen.dk/eftertanker-og-bismag/

 

14. Den. 24. august: Jens Raahauge anmelder ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed, tanke”, Bind 3.

Jens Raahauge har udgivet sin anmeldelse af tredje bind af min udgivelse om ”Pædagogiske steder”.

Titlen på tredje bind er ”Tankens sted – undersøgelser, filosofi og bøger”.

Dermed har han anmeldt alle tre bind.

Endnu engang er Raahauge fuld af lovord. Her er hans afsluttende formulering:

”Bogen rammer tankens steder på en måde, der slår smut, så man bliver ramt af eftertanker og af en spirende tro på, at vi kan gå dannelsestider i møde.”

https://grundskolesektionen.dk/saa-er-vi-landet-og-hvor-skal-vi-hen/

 

15. Den 28. august: Center for Karakterdannelse etableres i Silkeborg

Fra d. 1. september etableres Center for Karakterdannelse for alvor. Det sker i lokaler i Vejlsøhus Erhvervspark ved Silkeborg, og jeg har den store fornøjelse at være en del af den gruppe, som skal undersøge og arbejde med karakterdannelsens og dannelsens filosofi og praksis.

Ifølge centrets vedtægter er CfK ”et nationalt videns- og ressourcecenter for karakterdannelse og dannelse”, som ”interesserer sig bredt for kulturhistoriens muligheder”, og som ”især er inspireret af antikkens filosofi, af oplysningstidens pædagogiske tænkere, af nordisk livsfilosofi samt af dannelses- og oplysningsidealer, som disse udtrykkes af f.eks. Grundtvig, Hal Koch og K.E. Løgstrup”.

Og i det centrale materiale har man optrykt alle folkeskolens formålsparagraffer siden 1814.

CfKs mission er bl.a. at ”bidrage til at styrke de pædagogiske institutioners etiske praksis og formål, herunder arbejdet med dannelse, åndsfrihed og demokrati”.

Det er store og smukke ord, som man vist ikke finder så prægnant udtrykt andre steder i landet.

Der er lagt op til en nærmest vild åbenhed i åndsfrihedens, folkestyrets og pædagogikkens tegn, og hvis man studerer centrets helt aktuelle nyhedsbrev om sagen, får man en fornemmelse af centrets storslåede kulturhistoriske vidde og interesse.

Der tages ikke udgangspunkt i på forhånd angivne dydskataloger. Emnerne er til helt åben undersøgelse sammen med interesserede fagfolk og medborgere. Udgangspunktet er snarere en grundlæggende erkendelse af, at karakterdannelse og dannelse er blevet glemt hen over en hel generation, og at der derfor er behov for at undersøge og eksperimentere med hele sammenhængen.

På den måde bliver det nye center både et filosofisk-nationalt og et praktisk sted. Det hele hænger sammen.

Og centret arbejder med alle former for pædagogisk praksis, som ved deres blotte karakter af ”praksis” indeholder både dannelses- og karakterdannelsesprocesser. Her er alt fra skønne reformpædagogiske børnehaver til folkeskoler og kostskoler og gymnasier af forskellig art, blot for at nævne nogle eksempler.

Foreløbig består centret, udover mig selv, af leder Jonas Norgaard Mortensen, som har skrevet udførligt om den såkaldte personalisme, der prægede efterkrigstidens humanisme og demokratiudvikling dybt, samt af lærer Sofie Amalie D. Johansen, der skriver erhvervsspeciale i pædagogisk psykologi, og som især arbejder med karakterdannelse og pædagogisk udvikling i dagtilbud og skoler.

Mit eget bidrag kommer især til at handle om forskning, analytiske indsatser og offentlige diskussioner under åndsfrihedens tegn. I nyhedsbrevet kan man læse følgende:

”Med Thomas får CfK en dyb faglig køl og et højt filosofisk fyrtårn med på holdet. Og fordi tankens kraft kræver frihed, har vi frisat Thomas til fritænkning, kritisk tænkning og åndsfrihed. Thomas skal både undersøge og udfordre, også CfK,”

Vi tre udgør en slags moderne lærerhøjskole i miniformat. Forhåbentlig bliver vi flere med tiden!

Som der står i nyhedsbrevet:

”Vi vil skabe et levende videns- og ressourcecenter, som forener og formidler det bedste fra den nordiske dannelses- og folkeoplysningstradition og virker i en ånd af højskoleliv, lærer- og pædagogseminarium og universitet”.

Det er skønne ord fra åndens liv.

I centrets bestyrelse, som blev nedsat i slutningen af juni, finder vi Kristian Toft, som er uddannet lærer og skolechef i Aalborg Kommune (formand), samt Helle Gade (borgmester i Silkeborg), Kirsten M. Andersen (formand for Grundtvigsk Forum og underviser ved læreruddannelsen), John Rydahl (formand for Religionslærerforeningen og forfatter/redaktør til den nye bog, ”Åndtologi”, der argumenterer for udstrakt pædagogisk frihed), Tav Klitgaard (kaospilot og direktør for mediet Zetland), og Mattias Stølen Due (direktør i Styrk Familierne).

Det er de grundvig-koldske moser!

I et understøttende fagligt panel sidder en bred vifte af foreløbig 11 filosoffer, teologer og forskere, herunder folk som Svend Brinkmann, Ove Korsgaard, Mogens Pahuus, Stefan Hermann, Finn Thorbjørn Hansen, Stine Liv Johansen og Ole Sejer Iversen. Og på sigt er det også meningen, at der skal etableres et panel fra den praktiske verden. En sådan organisering vil lægge op til en vekselvirkning mellem teori og praksis, der minder om ånden i den ”lærerhøjskole”, som fandtes før etableringen af DPU.

Man har kort sagt samlet dannelsens og pædagogikkens grupper under åndsfrihedens tag. Det er nærmest uforudsigeligt, hvilke skønne ting en sådan kombination kan forårsage. Jeg håber, at centret og dets emner vokser og fortrænger den omfattende instrumentalisme og individualisme, som har bredt sig i samfundet siden årtusindeskiftet.

Jeg glæder mig til at dykke ned i dette vigtige felt og dets rodnet i de kommende år sammen med alle disse spændende tænkere og praktikere. Jeg er sikker på, at mange af centrets kritikere vil ende med at knuselske denne pædagogiske filosofi.

Hvad mon der dukker op fra alle de mærkelige lagersystemer, som har været lagt i spænding i så mange år? Erindring, påmindelse og tilsynekomst? Vi må hilse på alt det nye og gamle.

Disse informationer er så ny og friske, at de endnu ikke er omtalt på centrets hjemmeside men man kan tilmelde sig kommende nyhedsbreve nederst i nedenstående link.

https://www.karakterdannelse.dk/

 

Nedenfor kan man læse 21 små og foreløbige undersøgelser vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra maj-juni 2026.

De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer. En del af teksterne er præget af, at der blev dannet en ny S-SF-M-RV-regering i starten af juni.

Indholdsfortegnelse:

1. Læring og ansvar
2. Politiken anklager Mette Frederiksen for terror
3. Den nordiske hemmelighed
4. Danske praksisser
5. Borgerens syntaks
6. Redningsaktioner
7. AI-tutorer til alle skoleelever
8. Merete Riisager kritiserer brug af AI i uddannelsessystemet
9. Diskussion af karakterdannelse
10. To mærkelige observationer om ”danskheden”
11. En tanke om hilsner
12. Karakterdannelse i 2015
13. Regeringsgrundlaget, note 1: Trivselsøkonomi
14. Regeringsgrundlaget, note 2: Universiteter og forskning
15. Regeringsgrundlag, note 3: Børnesynet
16. Videnskabelig karakterdannelse
17. Regeringsgrundlag, note 4: Fire refleksioner over regeringsdannelsen
18. Teknologiens fortrængte dominans
19. Refleksion over skolepolitikkens nyere historie
20. Fem aspekter af karakterdannelsen og mulige forfaldsformer og synteser
21. Karakterdannelse

 

1. Den 3. maj: Læring og ansvar

I 90’erne havde børn og unge ansvar for alt. Man kaldte det for ”ansvar for egen læring”. Læreren havde intet mere på hjerte. Han var en slags evalueringsmaskine for læringsoptimering. Eleven og læreren var nu helt alene efter murens fald. De var klar til – 10-20 år senere – at blive læringssoldater i konkurrencestatens tjeneste sammen med nogle datamaskiner.

I 2020’erne er det helt omvendt. Nu har børn og unge ikke ansvar for noget som helst. Problematisk adfærd eller mistrivsel er altid omgivelsernes skyld. Læreren havde stadig intet på hjerte. Han er en slags organiseringsmaskine for trivselsoptimering, som han selv har al ansvaret for.

Det er ikke let at være ung. Først har man ansvar for alt, og få år efter har man ikke ansvar for noget. Og i ingen af disse systemer findes der lærere elle voksne i pædagogisk aktivitet, dvs. ingen fortid eller opdragelse. Så det er nok heller ikke let at være lærer. Det er klart.

Kort vurdering:

1990’erne tager helt radikalt fejl, for her forudsætter man, at børn kan have ansvaret alene, hvilket er umuligt.

2020’erne har ret i, at børn ikke har ansvar, men disse trivselsideologer glemmer, at børnene netop skal lære at tage ansvar. Det sker ved, at den voksne lader som om, at eleverne har ansvar. Nogle gange kan ansvaret ligefrem komme bag på eleven. Eleverne kan kun lære ansvar ved at deltage i en praksis, hvor der findes en voksen med ansvar, der lader som om, at barnet har ansvar. Det er også det, som nogen har kaldt for det pædagogiske paradoks. Det er en slags pædagogisk kunst, fordi man jo hele tiden skal medtænke barnets manglende ansvar. 2020’erne glemmer dette.

Der er en meget problematisk forbindelse mellem disse to systemer. De er forskellige på overfladen, men ens i substansen. Men det lader jeg ligge for nu.

Så vi må gentænke ”ansvaret” og dets betydning i pædagogisk praksis, så børnene kan lære at tage ansvar af deres lærere, der forudsætter, at børnene har ansvar, selvom de ikke har det, hvorved børnene bliver ansvarlige og kan sprede denne sociale og moralske evne til andre.

 

2. Den 3. maj: Politiken anklager Mette Frederiksen for terror

Politikens chefredaktør, Christian Jensen, beskylder Mette Frederiksen for at udøve terror imod sin egen befolkning.

Jensen fremhæver især sagerne om Nord Stream og dronerne, der lader til blot at have været løgn og latin, som skulle skræmme befolkningen og lukke statens systemer fra kritisk inspektion.

Som der står:

”I foreløbig fire år har hun ladet befolkningen stå opskræmt tilbage uden at sige buh eller bæh, og fra myndighedernes side har alt været mørkelagt”

Frederiksen udøver er frygtens og løgnens regime, som ifølge Jensen har rod i coronaens og centraladministrationens: ”Vi er ikke bange nok”. Desværre forfølger Jensen ikke denne centrale hypotese.

Jensens klumme slutter med følgende dybt alvorlige anklage:

”Men har Mette Frederiksen i virkeligheden uforvarende realiseret hybridkrigens metode og mål mod sin egen befolkning? Har myndighedernes lukkethed ført til alt det, Vladimir Putin ønsker: at terrorisere en befolkning med utryghed og usikkerhed?”

Så chefredaktøren for landets førende centrum-venstre avis anklager statsministeren for terror i selvsamme dage, som centrum-venstre lægger sidste hånd på regeringsdannelsen!

Man må håbe, at en kvik journalist spørger politikerne fra de forskellige partier, hvad de siger til Christian Jensens analyse. Vil de støtte en ”terrorist” som statsminister?

https://politiken.dk/debat/klummer/art10820237/Mette-Frederiksen-terroriserer-sin-egen-befolkning

 

3. Den 4. maj: Ny bog: Den nordiske hemmelighed

Alle taler om Christian Egander Skovs nye bog om revitaliseringen af folkelighedsbegrebet. Det er der formentlig god grund til. Jeg har ikke læst bogen endnu.

Her vil jeg i stedet gøre opmærksom på en anden helt ny bog om samme emne, nemlig Lene Rachel Andersens bog ”Den nordiske hemmelighed – en historie om frihed, fred og fremgang”, som udkom i sidste uge.

Bogen er en oversættelse af ”The Nordic Secret – a European Story of Beauty and Freedom” fra 2017, som var en sprudlende undersøgelse af, hvordan dansk og især tysk/centraleuropæisk dannelse har spillet sammen, så man i dag kan tale en samlet national/nordisk tradition. Andersen var på opdagelsesrejse i glemmebøgerne efter 00’ernes vidensøkonomiske raid, og hun fandt alle mulige spændende ting.

Andersens bog inspirerede mig til selv at undersøge de storslåede sammenhænge mellem romantikken og den pædagogiske udvikling, så jeg skylder hende en stor tak. Jeg glæder mig til at læse den ny danske oversættelse/udgave.

”The Nordic Secret” blev en af de første store revitaliseringer af dannelsesbegrebet. Få år senere, i 2021, udgav Brinkmann, Tanggaard og jeg selv bogen ”Sidste chance – perspektiver på dannelse”, som var lidt i samme ånd.

Vi havde fået en lille revival for pædagogikkens rodnet, som indimellem rumsterer inde i samfundet og holder det i live.

Andersen er også tæt på europæiske og kulturkonservative kredse, så hendes arbejde kan måske bidrage til at holde EU på et mere humanistisk spor. Grundtvig skal simpelthen udvides til Europa. Det er lidt i samme ånd som det nye Center for Karakterdannelse.

Nogle få år senere, i 2023, udgav hun også bogen ”Libertisme – begrib det 21. århundrede”, der virkelig giver stof til eftertanke vedrørende forholdet mellem frihed og teknologi. Denne bog burde være pligtlæsning på Christiansborg, hvor en valgdebat på TV2 afslørede, at politikerne troede, at AI handlede om “effektivitet”.

Lene Rachel Andersen har gjort en kæmpe indsats for dannelsesbegrebet i en tid, hvor det var under pres. Det er virkelig godt, at hun nu udgiver en dansk version af sit store grundlagsarbejde. Begge de omtalte bøger har en slags dyb prognostisk værdi, som virkelig sætter en filosofisk dagsorden i samfundet.

Jeg håber, at Lene Andersens nye bog får stor udbredelse og kan spille sammen med Egander Skovs bog, som jeg også glæder mig til at læse.

Link til anmeldelse af ”The Nordic Secret” fra 2018: http://www.thomasaastruproemer.dk/ny-spaendende-bog-the-nordic-secret.html

Link til anmeldelse af ”Libertisme – begrib det 21. århundrede”, 2023: https://aarsskriftet-critique.dk/2023/06/skal-teknologien-bemaegtige-sig-menneskets-indre/

Link til Lene Andersens hjemmeside, Nordic Bildung, hvor man kan læse mere om hendes udgivelser: https://www.nordicbildung.org/da/

 

4. Den 5. maj: Danske praksisser

Årsskriftet Critique har været så venlig at udgive mine tanker om de seneste ugers diskussioner af den nationale sammenhæng. Mange tak for det.

https://aarsskriftet-critique.dk/2026/05/danske-praksisser/

 

5. Den 6. maj: Borgerens syntaks

I familien lærer barnet at være et barn i hjemmets verden. At være søn, datter, bror, søster, fætter og kusine.

I børnehaven lærer barnet at være en pædagogisk kammerat i tingenes og naturens skramlede og overraskende verden

I skolen lærer barnet at være elev af en lærer i kundskabernes verden.

Hvad er borgerens pligt og ansvar? Det er at tage ansvar for nærheden, tingene og kundskaberne sammen med sin familie, sine kammerater/medborgere og kulturens kundskaber.

Det er opdragelsens vekselvirkende system. Borgerens indre og landets lykke.

Det er det primære ansvar, som borgeren har, men som børn skal lære. Og det lærer de ved, at ansvaret hele tiden forudsættes i den pædagogiske praksis, selvom barnet egentlig er uden ansvar.

Først når barnet er 15-18 år er det ”ansvarligt”. Så kan det straffes og stemme. Så er det blevet borger. Så har det lært ansvar. Så har det fået ansvar. Så står det til ansvar. Så står det op.

Hvad gør borgerne, hvis det politiske system svigter ansvaret for nærhed, tingene og kundskaberne? Hvis det svigter ansvaret for ansvaret?

Så kritiserer, demonstrerer og marcherer borgerne. Så træder de i karakter som folk i solidaritet med alles ansvar. Det er slægternes, tingenes og kundskabernes folk. Det er politisk handling. Det vil sige det modsatte af ”aktivisme”. Ud af dette fødes nye institutioner, sange og ideer.

Dermed genskabes forfatningens ånd og modersmål gennem generationerne. Et sandt fædreland blandt andre fædrelande. En praksis.

Hvis borgerne er tavse, så kan ansvaret ikke læres. Så må de nøjes med at være kompetente optimeringskroppe for maskinen, hvorefter de ophører med at være borgere.

 

6. Den 13. maj: Redningsaktioner

For nylig roste jeg i Aarsskriftet Critique Christian Egander Skovs arbejde med at redde ”det folkelige” fra en ny genetik-defineret bestemmelse af den nationale tradition. Dermed reddede Egander Skov især den danske højrefløj.

Sidst, vi havde en lignende situation, var i 1970’erne, da Ebbe Kløvedal Reich reddede ”det folkelige” fra strukturmarxismens elendigheder. Dermed reddede Kløvedal Reich især den danske venstrefløj.

Skov omtaler faktisk Reich i sin nye bog om emnet.

Jeg nævner disse heltemodige redningsaktioner, fordi jeg lige har læst en helt ny artikel af Ove Korsgaard om “folkets” historie. Korsgaard fortæller, hvordan førende socialdemokrater og grundtvigianere i 1930’erne reddede ”det folkelige” fra nazismen ved at trække på 1800-tallets nationale baggrundstraditioner.

Dermed bevarede Danmark forbindelsen til åndshistorien helt frem til årtusindeskiftet, hvor et nyt globalt-teknokratisk angreb på “det folkelige” satte ind, mens Tyskerne ”tabte” deres fortidsforbindelse allerede i 1945.

Det hele minder om Egander Skovs og Kløvedal Reichs redningsaktioner for det folkelige som liv og begreb.

Korsgaards artikel er i øvrigt fyldt med spændende tanker og iagttagelser. Mit eneste kritikpunkt er, at han har lidt for travlt med at adskille den dansk-nordiske dannelse fra den tyske Bildung, hvilket typisk resulterer i et lidt for simpelt syn på ”kundskaber” (long story) og i en form for Bismarck-Webers syntese, som Korsgaard ellers er kritisk overfor (i al fald overfor Bismarck, men ikke Weber). Derfor kommer Korsgaard tæt på konkurrencestatens ideologi, men han holder stand pga. af Grundtvig, som jo er det modsatte af strukturkommunisten Althusser, som hersker over Ove Kaj Pedersens filosof.

Her har folk som f.eks. højskolemanden Thue Kjærhus samt forfatteren Lene Andersen – i hendes arbejde med “Nordic Bildung” – og flere andre i tidens løb arbejdet i syntesens ånd, men det er ikke hovedsporet hos Korsgaard.

På den måde savner vi en forstærket redningsaktion for især den del af den tyske tradition, som lå før Bismarck, dvs. fra de små fyrstendømmers tid, så vi igen kan få fuldt udbytte af den danske ditto. Det er syntesen mellem Jena og Udby og videre tilbage.

Referencer:

Link til Ove Korsgaards artikel: https://www.tandfonline.com/doi/full/10.1080/01916599.2026.2617020

Link til artikel i Critique: https://aarsskriftet-critique.dk/2026/05/danske-praksisser/

 

7. Den 13. maj: AI-tutorer til alle skoleelever

Direktøren for den magtfulde interesseorganisation Dansk Industri, Lars Sandahl Sørensen, var i går i medierne med nogle ekstremt kontroversielle synspunkter om brug af AI i uddannelsessystemet og i samfundet mere bredt.

Sandahl Sørensen siger, at han ønsker ”en AI-tutor til hvert barn i folkeskolen”. Det ”hjælper til at finde ud af, hvordan børn undervises bedst”. Så kommer læreren ”tættere på kerneopgaven”, står der. Det er meget mystisk.

Lærerne skal også bruge AI meget mere, og det skal ”ikke udskammes som snyd at bruge kunstig intelligens”.

Alle borgere skal også have AI-tutorer til alt muligt, og det hele vil spare 30.000 arbejdspladser og så videre.

Så Sandahl Sørensen vil have ”AI-tutorer” – dvs. en slags AI-lærer – til alle elever og lærere. Og det er ”hvert barn”. Også lille Ole på seks år.

Tidligere på året blev Sandahl selv taget i et omfattende snyd med sit CV. På en eller anden måde giver det mening.

Al kunstig intelligens bør naturligvis forbydes med 500% i uddannelsessystemet og for alle borgere under 50, medmindre de pågældende personer er godkendt af både statsministeriet og et uafhængigt panel af teologer, humanister og højesteretsdommere. Til gengæld bør der være fri adgang for borgere, som bor på hospice.

AI er en slags SoMe x -100. Årsagen til, at der er minus før 100 er, at SoMe i det mindste havde en social funktion. AI er derimod en helt individualiseret og ensom maskininteraktion, der fjerner menneskets vigtigste evne, nemlig tænkningen, og dermed også demokrati, følelse og humanitet.

Referencer:

Lars Sandahl Sørensens FB-opslag om AI: https://www.facebook.com/DIadmdirektoer/posts/pfbid02PrGNmKkKH1wBtyUQNN2uGqEypLPbiouQFQBHXaLJXCesxEkqR8dDVcZfB8KSoQoJl

Lars Sandahl Sørensen i Berlingske om AI: https://www.berlingske.dk/politik/di-topchef-advarer-politikerne-mod-at-begaa-en-stor-synd-mod-danmark-ingen-paa-christiansborg-som-tager-det-alvorligt-nok?gaa_at=eafs&gaa_n=AVngi4gB2x0NxuafMO79ReREQrMkLDYr7vOqVYTTNWXXzu2uFohq4YvSraTf&gaa_ts=6a457513&gaa_sig=Ng1pzIIAvR-H_rq4qGOm37aCdUmhThEEfPyqXTnvV0GnATPALExoK1Ch2dPXRuBq6umE-R8W-4Z-NusOwr3JEQ%3D%3D

Artikel i Berlingske om problemerne med Lars Sandahl Sørensens CV: https://www.berlingske.dk/business/i-aarevis-er-offentligheden-blevet-fejlinformeret-om-lars-sandahls-uddannelse-jeg-vil-gerne-uden-forbehold-beklage?gaa_at=eafs&gaa_n=AVngi4hgErYmS9Kg4KSZlqKl_J1ZSGmqgtxdBVw76QjKwUqTxcY9JAA_H0OD&gaa_ts=6a45755c&gaa_sig=DuqyghufgXg-DWY6odAQI0mTeoak6LgogV6mzxfOAMmyR0lOFkzg6x849f4TtP-fNGrKaH7B9ENi8VzPFt3SMg%3D%3D

 

8. Den 17. maj: Merete Riisager kritiserer brug af AI i uddannelsessystemet

Merete Riisager har i Weekendavisen skrevet et glødende forsvar for tænkningens definerende rolle for både menneskehed, pædagogik og uddannelse. Dermed skriver hun sig ind i filosofiens og almenpædagogikkens rige tradition, som hun sætter i modsætning til den kompetence- og digitaliseringsideologi, der har præget tiden efter skolereformen i 2014. Man mærker tydeligt, at hun er kandidat i pædagogik.

Denne kærlighed til pædagogikken som en slags mellemrum mellem fortid og fremtid gør, at Riisager er særdeles kritisk over for brugen af kunstig intelligens i vores uddannelsessystem. Hun taler om ”tanketomhedens tyranni” og om, at ”vi bliver dummere – og det går ubehageligt hurtigt”. Vi må – skriver hun – begrænse adgangen til AI, ”hvis vi ikke vil gå mentalt og kognitivt til grunde”.

Riisager frygter, at læreren ender med at kommunikere med AI-systemer i stedet for med elever. Og hvem ved? Måske overtages læreren selv af AI? I så fald erstattes lærer-elev-relationen med en maskine-maskine relation.

Det hele minder mig om Hannah Arendts kritiske arbejde i hovedværket “The Human Condition” fra 1958,

Riisager foreslår en række ret omfattende restriktioner på brug af AI i forbindelse med eksaminer, fagundervisning og visse projektformater, og hun siger også mere generelt, at der er behov for at arbejde mere grundlæggende med de pædagogiske institutioners formål. F.eks. i følgende:

”For at få retning på det didaktiske arbejde bliver der behov for at genfinde formålet med både grundskolen og gymnasiet. Dannelsesopgaven.”

Det betyder, at man bør ”løsrive sig fra den kompetencetænkning, der har hærget dansk undervisningstænkning, i årtier”. I stedet skal der være fokus på ting som ”tænkning, hukommelse, forståelse, forestillingsevne, kreativitet og logisk argumentation”.

Jeg har selv arbejdet med tanken om et ”Center for dannelse og pædagogiske formål”, så det er jeg helt enig i.

Riisager afslutter sin strålende kronik med følgende sætninger:

”For at kunne begå sig i en verden, hvor maskiner er intelligente, må man selv lære at tænke. Et samfund bestående af borgere, der ikke har lært at tænke, er ikke en civilisation”.

Med disse tanker stiller Riisager sig i frontal modsætning til Dansk Industris formand, hvis indlæg i debatten, jeg drøftede for et par dage siden. Det er ånd og pædagogik mod teknificeret maskinlæring.

Links:

Merete Riisagers kronik fra fredagens WA: https://www.weekendavisen.dk/opinion/farvel-til-tanketomhedens-tyranni?gaa_at=eafs&gaa_n=AVngi4jtWB4ZehJvvb0OtGKHU-JDTdXlBtnykEHrU6yhItj81YfRZZX_jvHn&gaa_ts=6a4576bf&gaa_sig=Mp929TGtLB1BYrlgTCafxX-uPi2LeiUrd1Y73nNq-xshGVP79pkY40VBBzqvAqw6yTcCK-YyHvaYn654-1T2LQ%3D%3D

Forslag til Center for dannelse og pædagogiske formål: http://www.thomasaastruproemer.dk/center-for-dannelse-og-paedagogiske-formaal

 

9. Den 22. maj: Diskussion af karakterdannelse

Debattøren Lærke Grandjean har igen kastet sig ud i en voldsom kritik af karakterdannelsesbegrebet og af det nye Center for Karakterdannelse. Denne gang på mediet Solidaritet.dk.

Nedenfor kan man læse mit svar, som supplerer nogle tidligere svar på hendes kritik.

Og konklusionen er endnu engang, at Grandjean tager helt fejl. Center for karakterdannelse er et storslået demokratisk, praktisk og filosofisk projekt, der trækker på kulturhistoriens rigdomme og inviterer til en åben og undersøgende proces. Det er lige, hvad landet har brug for efter cirka 25 år med tab af dannelse og pædagogisk forståelse.

https://solidaritet.dk/karakterdannelse-er-en-del-af-den-demokratiske-tradition-svar-til-laerke-grandjean/

 

10. Den 28. maj: To mærkelige observationer om ”danskheden”

Jeg har to meget mærkelige iagttagelser, som jeg ikke selv kan forstå.

Sagen er, at jeg har bladret lidt i mine forskellige bøger om Danmarkshistorie. Der er fremstillinger af historikerne Palle Lauring, Erik Kjærsgaard, Ove Korsgaard og Sven Skovmand, og så er der ”Gyldendals og Politikens Danmarkshistorie” i 16 bind. Der er faktisk også en Børnenes Danmarkshistorie i fire bind. Dertil kommer nogle underhistorier om dansk skolehistorie og bibliotekernes historie og så videre.

Og nu kommer så den første mærkelige observation, for ved I hvad: Jeg har indtil nu ikke kunnet finde noget om alle de definerende træk ved ”det danske”, som alle taler om for tiden:

Der er ingen omtale af ”gener”, som jo ellers er danskhedens definition i visse kredse. Der er heller ikke noget om ”danske værdier”, som mange også taler om. Tværtimod er der mange forskellige værdier i fremstillingerne for at sige det mildt.

Faktisk er der slet ikke nogen ”definition” af ”danskheden”. Det hele flyder på kryds og tværs i de herligste fortællinger og begivenheder. Ingen gener, ingen værdier og ingen definition.

Og nu kommer så min anden mærkelige observation: For selvom der er alle mulige værdier, ideer og handlinger og så videre, så handler alle bøgerne om det samme. Det er stort set samme fortælling helt fra de ældste tider. Det er de samme personer, begivenheder og kampe, og så er der lige en svensker og en tysker og så videre.

De forskellige forfattere har nok lidt varierende vurderinger af materialet, men det hele er påfaldende ens, hvilket er et tegn på, at der på ingen måde er tale om en ”konstruktion”, som det hed omkring årtusindeskiftet; f.eks. i en bog med den sigende og tidstypiske titel ”Den sidste Danmarkshistorie”.

Så definitionen af Danmark er fortællingen, historien og den dybeste ontologi, som alle i landet deler eller bør dele. Herefter kan landets borgere så finde deres helte eller skurke og deres historisk-poetiske eksistens ind i hele sammenhængen.

Aldrig har historiske kundskaber været vigtigere

 

11. Den 29. maj: En tanke om hilsner

Jeg kender til tre smukke hilseformer: Det faste kammeratlige håndtryk, den ærbare muslimske berøring af hjertet og det søde franske kindkys.

Det er dejligt, at de alle tre findes, så man kan prøve sig lidt frem og lære noget.

En fjerde hilseform, den såkaldte ”krammer”, er derimod lidt anstrengende. Det er en slags grænseløs version af kindkysset. Det vil svare til, at håndtrykket blev afløst af et par på skrinet, eller at hjerteberøringen blev afløst af at hoppe, indtil man blev forpustet.

Desværre er krammeren ved at vinde. Jeg har en lang teori om hvorfor, men det lader jeg ligge for nu

 

12. Den 1. juni: Karakterdannelse i 2015

Jeg læste lige en tekst fra et meget dramatisk år på DPU, i 2015, hvor jeg forsøger at redde samtidsdiagnosen fra dens elever. Der er en ret sjov hundemetafor i teksten, hvis jeg skal sige det selv.

Teksten, som man kan tilgå nedenfor, inspirerede mig til følgende aktuelle klassifikation af karakterdannelsens forekomster:

Fire slags karakterer:

1. Ingen karakter: Jeg følger med og gør det, der er økonomisk opportunt, uanset den moralske værdi (konkurrencestatens ideal).
2. Skiftende karakter: Jeg gør det samme, som de sociale systemer siger, at jeg skal (tilpasningens ideal).
3. Karakter: Jeg vogter over samfundets love og formål (republikkens og lovens ideal).
4. Karakterdannelse: Jeg undersøger samfundets love og regler og vogter over undersøgelsens evige proces (humanismens og tænkningens ideal).

Kombinationen af punkt 3 og 4 – loven og filosoffen – udgør karakterdannelsens fundament. Det er vogterne. Ingen af de to kan undværes. Og ved en evt. konflikt må punkt 3 må vige for punkt 4, eftersom punkt 3 selv er skabt af punkt 4.

Hvis punkt 3 og 4 kommer i konflikt med handlingsbegrundelserne under punkt 1 og 2, så må punkt 1 og 2 vige helt. Så må man handle imod økonomiske og personlige interesser. Det er det, som samtidsdiagnosens elever ikke har forstået. De mener ligefrem, at alting starter ved punkt 1. Her er lovens og tænkningens grund – dvs. punkt 3 og 4 – til besvær.

Punkt 1 og 2 er samtidsdiagnosens fundament, selvom der i denne retnings oprindelige formuleringer også var enkelte tråde til punkt 3 og 4. Desværre vandt retningens elever, så det hele efterhånden kollapsede i punkt 1 og 2, dvs. dels i psykologi og sociologi som tilpasning og dels i politisk underdanighed.

Det er også tankevækkende, at samtidsdiagnosens fader, Lars-Henrik Schmidt, i de år var meget kritisk over for hans elever; netop fordi de afviste punkt 4.

Ingen samtidsdiagnostikere – heller ikke Schmidt – har dog sans for punkt 3, dvs. Grundlovens og formålenes tradition, som ideelt set er forbundet med punkt 4.

Hvis samfundet regeres af punkt 3 og 4, så genopstår punkt 1 og 2 som karakterdannelseskategorier, nemlig som følelse og folk.

 

13. Den 2. juni: Regeringsgrundlaget, note 1: Trivselsøkonomi

Emnet for regeringsgrundlagets kapitel 8 er nationaløkonomi. Kapitlet hedder ligefrem ”Et rigere Danmark”. Det handler om, at ”Regeringens økonomiske politik skal øge Danmarks velstand, robustgøre konkurrenceevnen og øge den strukturelle beskæftigelse”, som der står.

Umiddelbart har det jo ikke noget med pædagogik at gøre? Men jo, det har det i allerhøjeste grad, for den økonomiske politik skal nu direkte definere forståelsen af befolkningens ”trivsel”. Vi skal have en ”trivselsøkonomi”.

Kapitel 8 afsluttes simpelthen med følgende passus om nedsættelsen af en ekspertkommission for ”trivselsøkonomi”:

”Regeringen vil endvidere nedsætte en ekspertkommission for trivselsøkonomi, der skal udarbejde forslag til en dansk model for, hvordan trivsel, social sammenhængskraft, sundhed, demokrati, klima og natur bedre kan indgå i den samfundsøkonomiske debat. Som led i arbejdet skal kommissionen undersøge, hvordan Danmark kan lære af erfaringer med trivselsøkonomi fra ligesindede lande.”

Det er det, man kalder for konkurrencestatens logik. Det er trivsel defineret af nationaløkonomi og af nationaløkonomiske metoder.

I starten af regeringsgrundlaget på s. 6 hævder regeringen ganske vist, at man vil bygge på Trivselskommissionens arbejde, men det står helt uden begrundelse og indhold, så vidt jeg kan se. Og i min erindring var trivselskommissionen bestemt ikke interesseret i ”trivselsøkonomi”. Tværtimod. Her talte man om pædagogik, karakterdannelse og friskoletradition.

Endelig vil jeg sige, at trivsel faktisk fyldte en del i regeringsgrundlaget fra 2022 (afsnit 3.6), men her alene på en pædagogisk og psykologisk måde, hvilket trivselskommissionens arbejde jo også udspringer af. Det er først her i 2026, at trivsel defineres så entydigt som et økonomisk begreb.

Dette tab af kulturelt indhold fra 2022 til 2026 gælder også andre emner, hvilket jeg vender tilbage til.

Links:

Regeringsgrundlag 2026: https://stm.dk/statsministeriet/publikationer/det-politiske-grundlag-for-firkloeverregeringen/

Regeringsgrundlag 2022: https://stm.dk/statsministeriet/publikationer/regeringsgrundlag-2022/

 

14. Den 3. juni: Regeringsgrundlaget, note 2: Universiteter og forskning

Universiteterne er stort set ikke omtalt i regeringsgrundlaget, og der er ingen værdimæssige markeringer vedr. forskningsfrihed og lignende.

I den eneste centrale formulering om området kan man læse, at man vil fortsætte linjen fra den seneste universitetsreform fra 2023, dvs. konkurrencestatens universitet. Det er desuden tankevækkende – og også lidt til grin -, at denne formulering står i kapitlet om ”Børnenes Danmark”, som ellers især omhandler folkeskolen.

Her er formuleringen:

”Regeringen vil fortsætte arbejdet med at implementere universitetsreformen og vil arbejde for at opfylde forligspartiernes ambition med reformen. Regeringen vil, som aftalt i 3. forligstillæg til reformen, evaluere 2028-kandidatoptaget og indkalde forligspartierne til en statusdrøftelse i 2028. Regeringen vil, for at sikre en styrket implementering af reformen, foreslå forligskredsen, at 90 pct. af de studerende i 2028 stadig kan tilgå en heltidskandidatuddannelse på 120 ECTS, hvis de ønsker det.”

Det er også sigende, at det ”3. forligstillæg”, som fremhæves i citatet, vedrører erhvervskandidatuddannelser.

Denne totale mangel på sans for universiteternes og uddannelsernes værdier understøttes rundt omkring i regeringsgrundlaget, hvor der er en helt entydig fokusering på tekniske emner som innovation, en ”industriel taskforce”, en ”taskforce for viden- og teknologioverførsel”, et ”digitalt partnerskab” og så videre. De fleste af disse tekniske forslag står i kapitlerne om erhvervspolitik og forsvarspolitik.

Så vidt jeg kan se er der ingen markeringer eller initiativer vedrørende humanistisk eller pædagogisk forskning og disses institutioner eller i forhold til forskningsfrihed og lignende.

Det er nok det, man kalder for “åndelig oprustning”.

 

15. Den 3. juni: Regeringsgrundlag, note 3: Børnesynet

Kapitel 1 i regeringsgrundlaget hedder ”Børnenes Danmark”. Det er tømt for pædagogik og dannelse. Derimod bærer teksten præg af økonomen James Heckmans ideer, som også dominerede i Pernille Rosenkrantz-Theils tid som undervisningsminister i 2019-22. Det ser man f.eks. via referencerne til ”de første 1000 dage” i barnets liv, som er den centrale begrundelse for at investere i dagtilbud og skoler i lighedens og produktivitetens tjeneste. Det hele skal ”fremme samfundets sammenhængskraft”, som det hedder.

En tankegang der falder godt i spænd med ideen om den kommission for ”trivselsøkonomi”, som jeg omtalte i går i note 1.

Denne konklusion bekræftes på s.9, hvor finder man et decideret opgør med Tesfayes interesse for pædagogik og opdragelse. Det sker i følgende passage:

”Styrke respekten for børns rettigheder og mulighed for at blive hørt og inddraget og i den sammenhæng styrke Børnerådets rolle i samspil med Folketingets Ombudsmand, relevante NGO’er mv.”

Det lyder måske godt, men det er det ikke, for netop Børnerådet har været en central støtte for det såkaldte ”Nye børnesyn”, som Tesfaye sammen med flere fagpersoner forsøgte at gøre op med.

Dette børnesyn bygger på en blanding af netop James Heckman og den Foucault-inspirerede ”childism”. Kort sagt: et opgør med pædagogik og barndom. Det er det modsatte af FN’s egentlige ånd (se nærmere analyse i link).

Og alt det der med “åndelig oprustning” er helt dead and gone.

Man forstår godt, at hr. Tesfaye hellere vil være gruppeformand end at arbejde med det modsatte af alt det, han går ind for.

Resten af kapitlet om “Børnenes Danmark” er lidt hulter-til-bulter i samme suppedas. Det hele er meget teknisk og Heckman-agtigt og helt uden Tesfayes og andres interesse for åndssammenhængen. Teksten er solidt forankret i ”skolereformens kølvand”, som jeg plejer at kalde det, og der skal skam også udarbejdes ”accelererende læringsforløb” i bedste 2014-ånd.

Jeg er overbevist om, at Magnus Heunicke bliver en effektiv minister ind i dette system. Han har mig bekendt aldrig skrevet om uddannelsespolitiske emner, og han var ivrig fortaler for at lukke skoler og børnehaver i 2020 helt ned i de “genåbnende” detaljer.

Der er dog en enkelt undtagelse, som bør noteres. Regeringen strammer op på SoMe-forbuddet for unge under 15, så forældre ikke skal kunne give tilladelse alligevel, og den almene politik på området sammenfattes i denne formulering:

”Danmark går forrest i EU for en hårdere regulering af tech-giganterne, bl.a. med et forbud mod afhængighedsskabende design, en fælles europæisk aldersgrænse for sociale medier og for, at tech-giganterne bidrager med en øget skattebetaling til de europæiske samfund.”

Derimod ønsker man ikke at forbyde AI i skolerne, men lægger dog op til en vis ubestemt rammesætning.

 

16. Den 4. juni: Videnskabelig karakterdannelse

Professor ved DPU, Katja Brøgger, har i nedenstående artikel fra magasinet Asterisk en god forklaring på, hvad jeg vil kalde for videnskabelig karakterdannelse; nemlig mod til at undersøge og tale om sandheden i al sin foreløbighed og mod til at høre på andre.

Brøgger refererer endda til Foucaults sidste forelæsninger, hvor han pludselig vågnede op til dåd. Det minder også om John Deweys beskrivelse af ”erfaring” som en vekselvirkning mellem en passiv side (modtagelighed/at høre) og en aktiv side (dømmekraft/tale).

Her er et langt citat fra artiklen, hvor Brøgger udtrykker sin pointe:

”Men det er værd også at anlægge et mere filosofisk blik på akademisk frihed, mener Katja Brøgger.

”Akademisk frihed er ikke blot en rettighed, der kan påberåbes, men en praksis, der skal opretholdes. Det er en frihed, der forudsætter et moralsk mod til at sige sandheden, upåagtet den risiko for at blive upopulær hos politikere, i offentligheden eller blandt forskerkolleger, der måtte være forbundet med det,” siger hun – blandt andet med henvisning til den franske filosof Michel Foucaults forelæsningsrække Sandhedens Mod ved Collège de France i 1984 og den amerikanske politiske teoretiker Linda Zerillis bog En Demokratisk Teori om Sandhed fra 2025.

Forskningen er med andre ord forpligtet på sandheden – ikke den med stort S, men det, der efter bedste videnskabelige overbevisning er det rigtigste eller bedste svar på et bestemt spørgsmål i en bestemt sammenhæng på et bestemt tidspunkt, også selvom videnskabens sandheder måtte være ilde hørt.

Men det er kun den ene side af sagen. Før politikerne, offentligheden eller forskerkollegerne dømmer de videnskabelige sandheder ude, må de have modet til at lytte til dem – også selvom de kan forstyrre deres verdensbillede eller være ubehagelige og måske endda smertefulde, pointerer Katja Brøgger.

”Akademisk frihed implicerer ikke blot talerens mod til at stille sig op og tale, men også tilhørerens mod til at høre – til at lytte til forskningen med et villigt øre. Når fx politikere afviser forskningsviden, og insisterer på at lave politik alene baseret på holdninger og ytringsfriheden til at gøre disse holdninger gældende, er det faktisk mangel på mod. Vi må kunne tåle uenighed og have modet til at lytte til forskeren, når deres viden er skabt inden for rammerne af god forskningspraksis,” siger hun.” (citat slut)

Jeg skal undlade at komme ind på, om Katja Brøggers egen institution, jvf. omtalen af ”forskerkollegaer”, lever op til de fine idealer.

https://dpu.au.dk/asterisk/akademisk-frihed-er-en-grundsoejle-i-demokratiet-men-den-kommer-med-forpligtelser

 

17. Den 10. juni: Regeringsgrundlag, note 4: Fire refleksioner over regeringsdannelsen

A.

Der er tale om en stor sejr for den biopolitik, som i marts 2020 afstedkom en korrektion af forfatningens struktur. Det kan man se på to måder:

For det første ved at Magnus Heunicke bliver undervisningsminister. Han ved ikke noget om dette emne, og han var som sundhedsminister en ledende kraft i nedlukningens systemer, der i høj grad gik ud over skolerne. Så skolerne overtages af radikaliseret sundhedsminister.

For det andet ved at kirkeministeriet nu underlægges sundhedsministeriet. Endda med en teolog som minister. Ida Auken forsøger naturligvis at forklare sig, men sundheden er nu i direkte kontakt med en Gud, som selv er underlagt sundheden, hvilket også var nedlukningens mærkelige ånd.

Kirkeministeriet er landets mest grundlæggende og gamle åndsministerium, som alle de andre emner – undervisning, kultur og forskning – udspringer af; oprindeligt som et ”kultusministerium” fra 1849. Og det er netop grundlovens krav om en kirkeforfatning under den almene forfatning, der også giver pædagogikken et frit område. Det er helt absurd at sætte kirken sammen med et almengjort sygehus. Den skal stå alene eller sammen med enten kultur eller skole.

Denne fortolkning forstærkes ved, at man vil lave AI-genererede sundhedssystemer, som formentlig så kan overføres til pædagogiske processer. Det sidste taler mange for, som er tæt på de teknokratiske diskurser, der har udviklet sig under Socialdemokratiets og Lars Løkkes skiftende regeringer siden 00’erne.

Og børnehaverne kommer sammen med bolig- og ældreområdet. En slags bunke af diverse, som man kan sætte en sød og rar SF’er til at varetage. Men måske er denne lave prioritet faktisk en fordel? I al fald er det bedre end at være defineret af sundhedspolitiske logikker? Og små børn og gamle i fælles huse har jo en form for fællesskab.

Endelig er opfattelsen af ”trivsel” knyttet til et omfattende trivselsøkonomisk system, hvilket bekræfter symbiosen mellem sundhedspolitik, socialpolitik, økonomi og teknologi.

Lidt i samme forfatningsboldgade er det værd at nævne, at man på en række væsentlige områder vil ophæve vetoretten i EU, som siden murens fald er blevet helt væk i teknokratiets grænseløse tåger, nu endda forstærket af krigsretorik. Også her har vi et problem vedrørende forholdet mellem stat og folk. Alle, der kender Poul Schlüter, ved jo ellers, at unionen er “stendød”.

B.

Der er tale om et alment tab for landets åndeligt interesserede politikere. Den var i forvejen helt gal, fordi både Merete Riisager og Lotte Rod ikke blev valgt/genvalgt. Men resterne af især de socialdemokrater, som har skrevet bøger, blev heller ikke ministre. Jeg tænker her f.eks. på Tesfaye og Dybvad.

Nogle kommentatorer mener, at denne tilstand er knyttet til ”indvandringen”, men det kan man kun sige, hvis man accepterer ånden fra 00’erne, der samlet set nedlagde folket og erstattede det med et polemisk ikke-islam.

Men især Tesfaye er en meget mere filosofisk og bredt indstillet person. Så det er ikke først og fremmest udlændingestrammerne, der har tabt. Det er snarere den kritiske og almene samfundsanalyse, som har rod i den socialdemokratiske kulturbaggrund. I stedet kan “sundhed”, teknologi og en teknisk forståelse af “miljø” definere det hele.

Derimod har flere af Frederiksens underdanige corona-soldater som antydet gjort fin karriere.

C.

SF og RV har helt tabt forbindelsen til deres fortid. De har stort set udelukkende fået tekniske eller sammenskudsministerier. RV har f.eks. fået “konkurrencekraft” og “klima og forsyning”. Zenia Stampe har dog sat sig på kulturen i en af de få mere oplagte stillinger. Og SF har f.eks. fået “økonomi” og “beredskab” og “bolig”.

Men begge partiers historiske og kulturelle dialoger og dyder er helt væk. De svømmer i “skolereformens kølvand”, som jeg kalder det.

D.

Udover sundhedsekspansionen så eksploderer miljøemnerne i nu tre ministerier, og teknologi lægges sammen med forsknings- og uddannelsesministeriet, hvilket vi tidligere har haft virkeligt dårlige erfaringer med. Vi får en yderligere maskinisering og teknificering af de videregående uddannelser. Der kommer helt sikkert ikke styr på AI på den måde.

Så Heunicke er altså blevet undervisningsminister. Hvad bliver mon det næste?  Måske bliver Corydon direktør for Danmarks Radio? Eller måske får Antorini professionshøjskolernes hæderspris?

Kun fantasien sætter grænser.

 

18. Den 11. juni: Regeringsgrundlaget, note 5: Teknologiens fortrængte dominans

Berlingskes Amalie Lyhne har i dagens klumme nogle særdeles interessante overvejelser over, hvad der måske er regeringsgrundlagets mest centrale og på en måde fortrængte emne (og så alligevel ikke).

Klummen handler om en modsætning; nemlig om teknologiens beskedne placering som del af et sekundært ministerium uden selvstændige overskrifter i regeringsgrundlaget, samtidig med at emnet fylder meget i hele understrømmen på stort set ukritiske måder. Pludselig står der f.eks. at man forventer at nedlægge 30.000 stillinger “på tværs af den offentlige sektor” og der lægges også op til øget overvågning.

Amalie Lyhne har også flere foruroligende eksempler, som man selv lige må læse. Hun kalder det hele for en “jubeloptimistisk digitaliseringskurs”. Imens taler alle – herunder også venstrefløjen – om tandlæger, busbilletter og små grise.

Mange tak til Lyhne for dette bidrag, som mere bredt understøtter nogle af de tanker, som også Merete Riisager har været inde på.

Vigtig påmindelse til arkivet.

https://www.berlingske.dk/kommentatorer/den-nye-regering-fortsaetter-den-jubeloptimistiske-digitaliseringskurs?gaa_at=eafs&gaa_n=AVngi4gSYUjqa47DJVn494w-ZfQxvVu36L825ruyrP6pjaPReyidLxMf3VhY&gaa_ts=6a4645d4&gaa_sig=SPouoU7iRH-GGYfeWXtLhcZwqBHdk1oRaByswnfujRSnKBW22QbNxzrWSgW7rTOlDYBO98Eo-XlwWTpUg8aXeg%3D%3D

 

19. Den 12. juni: Refleksion over skolepolitikkens nyere historie

Først nedlagde man den åndshistoriske reference. Grundtvig var ”dødsensfarlig”, og vi fik ”den sidste Danmarkshistorie” og så videre. På den måde stod en lærer nu over for 24 individer uden at have noget at fortælle. Man kaldte det for kommunikation, for ”ansvar for egen læring” og for ”undervisningsdifferentiering”. Læreren var nu en læringskonsulent for individuel læring omgivet af kommunikationssystemer. Det tog for alvor fart i 90’erne.

I løbet af 00’erne satte man nationaløkonomer til at effektiviserer de indholdstømte kommunikationssystemer. Det skete i et såkaldt ”Skoleråd”, hvis virkelige navn var ”Rådet for evaluering og kvalitetsudvikling”. Det var en skolepolitisk skandale.

Dernæst nedlagde man det meste af specialområdet. Alle børn, som havde særlige problemer, skulle nu ind i det allerede individualiserede system. Man kaldte denne forstærkede individualisering for ”inklusion”, hvilket var meget mystisk, for alle var jo isolerede individer. Diagnoserne og særhensyn susede nu rundt i det mere og mere indholdstømte og ustyrlige klasserum.

Dernæst gjorde man fra 2014 klasserne større. Til de største i verden. 30 individer uden fortid og med diagnoser og så videre kiggede ind i deres nye kommunikationssystemer, dvs. i skærme og læringsportaler. Og det hele blev overvåget af en læringskonsulent og af kommunerne. Alle skulle nu være ”økonomiske soldater”, som det hed fra 2011. De små optimeringsatomer skulle blive ”så dygtige de kan”. Man kalder det også for ”skolereformen”. Så fik man ”kvalitet”, hed det sig.

Samtidig med, at klasserne blev kæmpestore, halverede man forberedelsestiden til ”konsulenten” og indførte individualiserede læringsmål og centraliserede testsystemer over alt i de store komplekse systemer. Man kaldte det for ”synlig læring”. Mærsk gav 1 mia., og et nyt oligarki af organisationer, som elskede det hele, støttede op. Nu var alt blevet “komplekst”, så nu skulle alt styres. Forfatningens ånd og skolens formål gispede efter vejret, mens OECD og datalæring blev populært.

Så begyndte man at måle trivsel og læring på de mange individer, og det hele blev underlagt nye teknologisk definerede kommunikations- og læringssystemer. Børnene skulle endda skrive om deres humør ind i de statslige datamaskiner, så man kunne sammenligne Skanderborg og Ballerup. Skolens formålsparagraf, som ellers var revideret i 2006, interesserede ingen sig for. Her stod der ikke noget om ”trivsel” eller ”synlig læring”.

Omkring 2016 kom der en vis reaktion, som dog kun varede til 2019. Det var undervisningsminister Merete Riisager, der stod for en ny kontakt til de kritiske miljøer. Hendes indsats reducerede nogle de værste dårligdomme, hvilket faktisk fik en vis positiv spil-over effekt ind i Tesfayes ministertid.

Fra 2019 til 2022 var vi tilbage igen i skolereformens spor. Nu forstærket med referencer til økonomen James Heckmann, som ville skabe lighed fra fostertilstanden, dvs. et opgør med familiens og pædagogikkens liv, hvor det er ligeværd og ikke lighed, der er udgangspunktet. Også resterne af Foucault og de gamle nationaløkonomer fra 00’erne spillede med. Man kaldte det for ”childism” og ”Reformkommissionen”. Vi fik et ”nyt børnesyn”, der forstærkede de allerede nævnte processer. Teatermanden Christian Lollike skrev ”En skolekomedie”, hvor læreren ender med at dø.

Jeg kalder det for ”skolereformens kølvand”. Der pjasker vi stadig rundt. Snart kan konsulenten erstattes af en AI-applikation. Og alt kan foregå derhjemme ligesom under corona-nedlukningen, for det hele var jo i forvejen individualiseret. Så nu er alle inkluderede i samme eksklusion.

 

20. Den 23. juni: Fem aspekter af karakterdannelsen og mulige forfaldsformer og synteser

1. Soldaten:

Han, som sætter alt ind på forsvaret af sit politiske eller professionelle fællesskab. Her er dyder som mod og tapperhed allestedsnærværende og konstant til stede. Men hvis dette fællesskab ikke er funderet i de efterfølgende punkter, så risikerer soldatens principfaste liv at føre til ondskab. Så dyd kan slå over i sin modsætning, næsten uden at man lægger mærke til det.

2. Den professionelle håndværker:

Han, som altid gør sit arbejde efter sin professions etiske og praktiske forskrifter, og som kritiserer omgivelserne, hvis disse krav vanskeliggøres af kolleger eller diverse organisationer. Her er en omsorg for dydernes historik, f.eks. i lægeløftet, hvilket giver en offentlig og praktisk stemme. Men en manglende sans for politik gør, at dyderne risikerer at isolere sig i små praktiske lommer.

3. Politikeren:

Han, som altid handler i forfatningens ånd og forsvarer sit samfund mod politisk og social degeneration. Det er republikkens og frihedens vogter. Men en manglende sans for tænkning gør, at politikeren risikerer at forfalde til ”stemmemaksimering” og til en politisk underdanighed, som forsøger at komme af med humaniora.

4. Tænkeren:

Han, som altid er i dialog med sig selv og søger sandheden hos andre, men som aldrig besidder den. Det er den undrende og opmærksomme gentleman. Alle tings sokratiske indre, som spørger til politikkens dybder og som dermed både muliggør og umuliggør politik. En manglende sans for fødsel gør, at tænkeren risikerer at isolerer sig på loftet.

5. Poeten:

Hende, som altid har alle tings fødsel og tilblivelse for øje. Det er omsorgens, smertens og poetikkens etik. Det er opdragelsens og modersmålets kunst, der spørger i håb og smerte: Hvem er du? Og ”Hvad er det?”.

Disse spørgsmål kan nogle gange forløses i et virkeligt punkt 1, når poeten går i kamp for tvivlen, for ”Den Anden”. Det er ”Den blå anemone” i Vedersø. Men soldaten uden poetik er en kold dræber.

Spørgsmålet kan også forløses i et virkeligt punkt 2, som kærlighed til og kundskaber om det sociale livs vaner og fortællinger, som hver ny generation tænker igen og igen.

Spørgsmålet kan også forløses i et virkeligt punkt 3 som republikkens eller fællesskabets stolte og vilde sange og ritualer helt fra de ældste tider. Det er modersmålets politiske fylde.

Et vellykket punkt 1-3 forstærker dybden af punkt 4, dvs. tænkningen, som selv konstant udfordrer punkt 1-3.

Endelig har alle store tænkere, hærførere og håndværkere poetiske træk. På en måde er poeten ”moderen, der føder nyt til faderen, som intet ved”, hvorefter begge kastes ud i handlingslivet, dvs. i alt fra politiker til soldat og håndværker.

I punkt 5 har vi altså fødslens tavse og opmærksomme hersker. Moderens liv, der betinger alt andet, og som ligger latent i alle de andre niveauer, hvis de vil opretholde sig selv som dyder. Og Sokrates var jo også en Jordemoder.

(PS. Begge køn kan selvfølgelig være alle steder i det empirisk forekomne liv)

 

21. Den 28. juni: Karakterdannelse

Er et menneske født med en karakter? Overhovedet ikke. Højst med en sjæl.

Derimod kan ethvert menneske træde i karakter, og først derved får det en “karakter”. For når mennesket ”træder i”, så møder det verdens og historiens jord. Mennesket bliver “præget” eller “indridset” af verden, hvilket er udtryk for “karakterens” oprindelige græske etymologi.

Det begynder så småt i børnehavealderen og udvikler sig derfra.

Så karakteren er en gave fra den verden, man “træder i”, og i samme øjeblik, man pakker gaven op, så har man fået en karakterdannelse. En Bildung. En plads i livets prosa og lyrik. Et selv, der lader andre selv’er komme til syne som kammerater, og som skammer sig, hvis han eller hun glemmer det.

Efterhånden hober gaverne sig op. Ofte først som moralske situationer i form af hjælpsomhed og omsorgsfuldhed, og senere i politiske og professionelle handlingsformater som retfærdighed, kritik og dømmekraft.

Alle er lige i muligheden for at modtage gaver og dermed træde i karakter. Det kaldes ligeværd. Det er borgerdyd.

Efterhånden som man pakker sine gaver ud, kan andre mennesker også træde i dem og selv træde i karakter og dermed give gaverne videre. Det er pædagogisk filosofi.

Det kaldes moralsk og politisk udvikling. Både personligt og samfundsmæssigt. Det er grundlovens liv.

Men det samfund, som ikke interesserer sig for disse processer, risikerer at kollapse i teknokratiske og identitetspolitiske strukturer, hvor der ikke er noget at træde i. Det vil i så fald være det modsatte af dannelsens og karakterdannelsens kunstværk.

Nedenfor kan man læse 25 små foreløbige undersøgelser vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra marts-april 2026.

De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer. En del af opslagene er præget af, at der var folketingsvalg d. 24. marts.

Indholdsfortegnelse:

1. Åndelig oprustning
2. Dorthe Jørgensens farvel til universitetet
3. Hvad er åndelig oprustning?
4. LA’s skoleudspil
5. Frie initiativer på det pædagogiske områder
6. Ny nordisk køkken og ny nordisk skole
7. Kloge ord fra seminarieforstanderen
8. Relevansens kamp mod filosofien
9. Lotte Rod og legen
10. Lotte Rods kamp for fritidspædagogikken
11. Karakterdannelse og pædagogik: En påmindelse
12. Merete Riisagers heltemodige indsats
13. Ove Korsgaards bog om folkeskolens udforderinger
14. Pædagogikkens sted: Center for karakterdannelse
15. USA’s opgør med NATOs værdier
16. Fire slags trivsel
17. Forsvar for Center for karakterdannelse
18. Christian Egander Skovs fortjenester
19. Ebbe Kløvedal Reich: Venstrefløjens svar på Egander Skov
20. Opdragelsen og nationen
21. En dialog om danskhed
22. Eilenbergers bog om Filosofiens formål
23. Venstrefløjens nationale kærlighed
24. Dansk praksis
25. Det folkeliges kollaps og den grænseløse erstatning

 

1. Den 5. marts: Åndelig oprustning

Jeg skal bidrage til en kommende antologi om åndelig oprustning. Derfor fandt jeg Hans-Jørgen Schanz’ bog ”Ånd” fra 2017, som lige stod i reolen. Det er en jo relevant titel, må man sige.

Schanz, som var en førende professor i idehistorie, fortæller, at der ingen ånd er på de danske universiteter: Han skriver følgende:

”De danske universiteter er ved at udvikle sig – ja, har allerede udviklet sig til – rene videnskompetencefabrikker. Og her er hverken dannelse eller ånd pejlemærker. Og det er ikke kun i Danmark det sker – tendensen er det samme overalt – og forklares ofte med den tiltagende globalisering”.

Så universiteternes og uddannelsessystemets åndelige og pædagogiske nedsmeltning skyldes altså globaliseringsreformerne og deres grænseoverskridende instrumentalisme. Det passer også godt med Helge Sanders udskældte universitetsreform, som jo var en del af dette reformkompleks fra midten af 00’erne. Og senere kom skolereformen til i samme ideologiske struktur.

Men hvis Schanz har ret i sin konklusion, så opstår der et problem, for i så fald kan man ikke bruge universiteter og lignende organisationer som en del af et åndeligt politisk program. De har mistet deres formål og vil derfor konstant omsætte politiske initiativer til endnu mere “kompetencefabrik”. Desto flere penge man giver til disse organisationer, desto mere ”videnskompetencefabrik”-agtigt bliver det hele. Det er jo logik.

Og det samme gælder naturligvis for f.eks. professionshøjskoler og de moderne kommuner, som også er skabt ud af globaliseringspolitikkens systemer, som ikke mindst 00’ernes VKO-flertal har et stort ansvar for.

Summa summarum:

Hvis man vil have et åndsliv i samfundets institutioner, så må man undersøge institutionernes oprindelse og forfald. Et forfald som desværre er skabt af dem, der nu vil selv fremhæver den ånd, de har fjernet. Et paradoks, som der ikke er tegn på nogen bevidsthed om. Kort sagt: En fortrængning.

For godt et år siden gik jeg derfor i gang med at beskrive et initiativ, der gik mere direkte til sagens kerne – et ”Center for dannelse og pædagogiske formål”. En lang række intellektuelle fra den pædagogiske og videnskabelige verden blev en del af initiativets støttekreds. Men selvom jeg har sendt forslaget rundt til politikerne, så har der stort set ikke været nogen interesse for emnet, hvilket undrer mig lidt. Måske skyldes det, at åndelig oprustning i virkeligheden er en del af kompetencefabrik-ånden?

Som jeg ser det, er et andet aktuelt initiativ, ”Center for karakterdannelse”, en del af samme reaktion som det første center. Også her tager man udgangspunkt i åndshistoriens processer lidt uden om de globaliserede organisationer. Men dette center er heller ikke på finansloven. Også et lidt ældre, men stadigvæk fungerende initiativ, “Tænketanken Sophia”, er i samme situation.

Så ånden er væk fra de etablerede institutioner, og staten vil ikke understøtte alternative ideer, som kan opdrage organisationerne. Men alligevel snakker man om “ånd”?

Men hvad betyder ”åndelig oprustning” så? Det er det gode spørgsmål.

Links til de tre private initiativer:

Center for dannelse og pædagogiske formål: http://www.thomasaastruproemer.dk/center-for-dannelse-og-paedagogiske-formaal

Center for karakterdannelse: https://www.karakterdannelse.dk/

Tænketanken Sophia: https://www.sophia.nu/

En mere udførlig omtale/anmeldelse af Schanz’ bog står i afsnit 3 i dette blogindlæg: http://www.thomasaastruproemer.dk/facebook-drys-39-juni-2017.html

 

2. Den 6. marts: Dorthe Jørgensens farvel til universitetet

Kristeligt Dagblad bringer i dag et tankevækkende interview med idehistorikeren Dorthe Jørgensen. Artiklen har overskriften: ”Frihed og ånd er hendes ledetråde – derfor sagde hun op på universitetet”.

Så ånden er altså ifølge Dorthe Jørgensen forsvundet fra universitetet.

Overskriften fangede min opmærksomhed, fordi jeg er ved at skrive en artikel til en antologi om åndelig oprustning. Og i går skrev jeg om Hans-Jørgen Schanz’ oplevelse af åndens kollaps på universitetet, hvilket jo er en del af den samme erfaring.

Dorthe Jørgensen har to doktorgrader og har haft stor indflydelse på diskussionerne om dannelse og æstetik. Og af artiklen fremgår det, at hendes opvækst i et poetisk og frihedselskende lærer- og husmandshjem, har sat sine gode spor.

Jørgensen forlod Aarhus Universitet i 2025, blot 66 år gammel. Hun sagde simpelthen op. Hun var rystet over den instrumentelle drejning, som universitetet havde taget.

Her er lidt citater:

A.

Først fortæller hun om sin og sin mands oplevelse af universitetets situation efter universitetsreformen i 2003:

”Noget af det, der fyldte rigtigt meget, var alt det, vi sloges med i forhold til at være ansat på universitetet. Vi havde begge to oplevelsen af, at selvbestemmelsesretten i stigende grad blev taget fra os, og at den frie forskning dermed var truet.”

B.

Videre står der med en blanding af journalistens og Jørgensens egen stemme:

”Hun oplevede i det hele taget en generel udvikling mod et mere og mere topstyret universitet, hvor selvbestemmelsesretten for den enkelte forsker forsvandt, ”og hvor der hele tiden kom større fokus på, hvilken forskning der kunne tiltrække midler udefra og dermed give penge i kassen til universitetet”. Hun kalder det både en instrumentalisering og en kommercialisering af den tænkning, der ellers gerne skulle flyde frit på universitetet”.

C.

Dorthe Jørgensen kommer også ind på nogle konsekvenser af udviklingen. Der udviklede sig en form for ”tankekontrol”:

“Og det nye fokus kom selvfølgelig også til at præge os internt i afdelingerne og institutterne. Der blev tænkt mere og mere i overlevelsesstrategier, og derfor begyndte man også at begrænse hinanden, hvis nye idéer ikke lige forekom at være den sikre vej til pengestrømme. Der indfandt sig nærmest en tankekontrol, og med den faldt det faglige niveau selvfølgelig.”

D.

Jørgensen fortæller, at hun pga. sin gode opdragelse egentlig blot kløede på, men så alligevel:

“Men det oprørte mig dog,” fortæller hun, “da jeg under en fælles udfærdigelse af en studieordning ligefrem måtte kæmpe hårdt for, at ordet ‘tænkning’ overhovedet kom med i teksten. Det var åbenbart blevet et betændt ord. Og så er der altså noget helt grundlæggende galt med den akademiske selvforståelse og hele formålet med at være et universitet.”

Så tænkningen skulle ud af idehistorien. Det er en meget ”tanke”-vækkende passage

E.

Dorthe Jørgensen fortæller også, hvordan krav om evidens og metode udgrænser tænkning og ånd:

”Med det øgede krav om evidens og metode blev hele forskningsområder mistænkeliggjort”.

Og videre:

“For det fokus levner ikke plads for forskning i andet end det, der umiddelbart kan måles og vejes. Hvilket menneskers eksistentielle erfaringer jo pr. definition ikke kan. Men når kravet om et målbart slutresultat er et krav forud for, at man som forsker overhovedet går i gang med at forfølge en idé, så begrænser det jo hele den frie forskningsproces. Og kravet om en bestemt metode er også et opgør med tanken om, at noget måske kommer til os udefra. At der er noget i tænkningen, i processen, som vi ikke selv kan planlægge eller kontrollere.”

Og i slutningen af artiklen kan man læse følgende:

”Dorthe Jørgensen kobler det indsnævrede forskningsrum med hele den reduktive måde at tænke ånd på, som hun mener kendetegner vores tid.”

Gad vide, om hun med udtrykket ”reduktiv måde” tænker på ideen om ”åndelig oprustning”?

I forhold til åndsbegrebet, mener Dorthe Sørensen, at det er kendetegnet ved et større udefra, der pludselig melder sin ankomst hos mennesket, som så må reagere med ord og kunst. Denne formulering supplerer Hans-Jørgen Schanz’ karakteristik af ånden som ”bevægelse”.

Endelig vil jeg sige, at artiklen også nævner professor Niels Gunder Hansens tilsvarende erfaringer med det moderne universitet, som han fortalte om på Aarsskriftets Critiques konference i 2024. Et arrangement jeg også selv bidrog til, fordi jeg netop havde udgivet bogen ”Universitetet og dets fjender”, hvis konklusioner flugter med både Schanz’, Jørgensens og Hansens erfaringer.

Link til Kr. Dagblads artikel:

https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-og-sjael/frihed-og-aand-er-hendes-ledetraade-derfor-sagde-hun-op-paa-universitetet

 

3. Den 11. marts: Hvad er åndelig oprustning?

Jeg har haft virkelig svært ved at finde ud af, hvad “åndelig oprustning” er. Jeg har tænkt og tænkt, så jeg er blevet helt blå i hjernen.

Men nu har jeg endelig fundet ud af det. “Åndelig oprustning” består af følgende handlinger:

– Fjern helligdage uden videre. Efter næste valg napper vi påsken.

– Sænk prisen på en pose kaffe med en femmer. Amen!

– Forstærk 00’ernes store konkurrencestatsreformer; dvs. mere økonomisk defineret erhvervsretning af universiteter, ungdomsuddannelser og skoler. Også kaldet: Fra tanke til faktura.

– Skær ned på filosofi og andre åndsvidenskabelige fag og implementer en total erhvervsretning af resterne.

– Nedlæg resterne af velfærdsstatens pædagogisk-historiske institutioner; f.eks. HF, som jo har rødder i syntesen mellem socialisme og liberalisme.

– Fasthold nationale test og trivselsmålinger, hvor børn skal evaluere sig selv ind i en statslig datamaskine, som underminerer lærerens myndighed.

– Tal ned om skolereformen fra 2013, mens man fastholder og udvider reformens grundlæggende filosofi.

– Marginaliser de folk, som i årevis har kritiseret de forhold, som man nu hævder at være imod, selvom man fastholder og udvider selvsamme forhold, som kritiseres.

– Ansæt den store “åndsfyrste”, Bjarne Corydon, som generaldirektør for DR.

– Brug pengene på jetjagere, nedlukninger og teknologi i stedet for på kultur og pædagogik.

– Underminer den forfatningsbestemte magtdeling og giv staten mere magt ligesom under coronanedlukningen.

– Fratag folk deres statsborgerskaber med 20 års tilbagevirkende kraft, fordi de siger deres mening i en tråd på Facebook.

– Og så videre….

Dertil kommer, at denne totale tomhed skal defineres ved nogle “fjender”, der fremstilles lige så tømt for åndshistorie, som os selv.

Det er det, vi skal ”gå i døden for”, som det kaldes. Godt jeg kun var værnepligtig i Civilforsvaret. Jeg nøjes med at slukke ildebrande, hvilket jeg er fortsat med lige siden.

Alternativet?

Gå imod åndelig oprustning, men gå ind for ånd! Dvs. gå imod “oprustningens” enevældige teknificering og identitetspolitiske “etnicitet”, men gå ind for fortidens uafbrudte rumlen i den næste generations eksistens og forsamlinger. Lidt ligesom Karl Jaspers og H.G. Gadamer beskrev det i deres taler og artikler i slutningen af 1940’erne, hvor der jo også lige havde fundet noget “åndelig oprustning” sted.

Jeg fik en mærkelig ide: Det er som om, at Vesten tabte den kolde krig. Filosoffernes og pædagogernes efterkrigstidshumanisme er erstattet af sovjetiske 5-årsplaner tilsat noget AI? Og denne mærkelige proces startede med det samme efter murens fald.

Der er noget civilisations- og kulturhistorisk drama over det hele.

 

4. Den 11. marts: LA’s skoleudspil

LA har op til det aktuelle folketingsvalg fremlagt et skolepolitisk udspil. Nedenfor fremhæver jeg nogle af de mest interessante initiativer:

A.

Som det nok eneste parti er der direkte remtræk til skolereformens effekter og den skolepolitiske erindring:

”Folkeskolen lider under senfølgerne af folkeskolereformen og inklusionsloven fra 2012 og 2013.”

Og i samme stil:

”Mennesker har brug for noget at være fælles om. Derfor var det også en fejl, da Danmark afskaffede sit nationale pensum tilbage i 1990’erne og i stedet udviklede et kompliceret og omfattende system af kompetencemål. Kompetencemålene endte som detailstyring af skolen med mere end 4.000 mål, der båndlagde lærernes undervisning og alligevel skabte uklarhed om skolens opgave”.

Hermed trækkes en direkte tråd til Riisagers store arbejde med den pædagogiske kritik i skolereformens kølvand. Mange tak for at holde erindringen levende, så den ikke forfalder til en altid ledsagende fortrængning!

B.

Partiet vil helt fjerne kommunernes magt over skolernes pædagogik og udvikling. Det fremgår af et ledsagende interview med Riisager og Vanopslagh i Berlingske:

Journalisten: ”Har I ikke tiltro til, at kommunerne kan drive folkeskolerne?”

Vanopslagh: “Nej, der er jo ingen grund til at pakke det ind. Folk på et kommunekontor er ikke bedre til at drive skolen, end lærere og skoleledere er. Det kan vi jo se. Så vi vil have en folkeskole, der er tættere på folket.”

Det er fine ord. Men så skal man nok ændre i skolelovens §40, som KL har brugt som løftestang til deres opgør med pædagogikkens tradition siden 2006. Det var denne paragraf, som gav Riisager problemer i hendes ministertid, så vidt jeg husker.

C.

Og så kommer det virkelig kontroversielle. LA vil simpelthen fjerne læreruddannelsen fra professionshøjskolerne. I stedet skal der etableres en slags seminarier med selvstændige rektorer:

”Læreruddannelser skal være selvstændige uddannelser med egen profil og egen rektor.”

Og videre:

”Læreruddannelsen blev sammenlagt med de resterende såkaldte ”velfærdsuddannelser” på professionsuddannelserne i 2007. Dette var en fejl, idet det forringede de faglige profiler for en række uddannelser – herunder læreruddannelsen. For at højne kvaliteten af læreruddannelsen og respekten om denne, foreslår Liberal Alliance, at læreruddannelsen flyttes ud af professionsuddannelserne, og at uddannelsen får skærpet sin profil og de faglige krav.”

Det er smukke lyde, selvom vi godt kan undvære den afsluttende og nedladende ”skærpe”-retorik

LA nævner også, at læreruddannelsen evt. kan ligge på et universitet, men det går jo ikke, for så har uddannelsen jo ikke sin egen rektor? I øvrigt er universiteterne helt uegnede til at bedrive læreruddannelse, eftersom de jo er præget af ”fra tanke til faktura”-ideologien, som også præger den 2007-reform af ”velfærdsuddannelserne”, som LA er imod. Det så man sidst omkring 2008, da DPU lavede en ansøgning om at etablere en læreruddannelse, som var en slags fordoblet skolereform.

Men hovedsporet er fint: Selvstændige seminarier og pædagogisk erindring uden KL-styring.

D.

LA vil også fjerne Socialministeriets magt over ”børnesynet”, som jo huserer i mange kommuner. Der sker i følgende formulering:

”Styrkelse af lærernes autoritet ved at afskaffe Socialministeriets retningslinjer om børnesyn”.

Det er også godt. Og det er vigtigt at skrive det, fordi Tesfaye, som ellers også har været kritisk på dette punkt, vist nok desværre er ved at trække i land.

Endelig er der en række mere tekniske forslag, som jeg lader ligge for nu.

1. LA og de andre partier

LA har været meget kritisk over for det socialdemokratiske skoleudspil om lilleskoler. Også alt for kritisk efter min mening, for Tesfaye supplerer jo egentlig blot LA’s udspil med mange flere lærere pr. elev og et pædagogisk liv uden skærmsystemer. Til gengæld mangler Tesfaye både skolepolitisk erindring og sans for LA’s institutionelle kritik.

Jeg synes, at Riisager og Tesfaye skal gå på bar sammen, så skal det nok gå.

LAs udspil virker også lidt for ligeglad med projekter og anden form for pædagogisk kreativitet. Og pludselig handler det i det ledsagende interview om noget med højre og venstre, så man bliver lidt søvnig.

Måske bør man i den forbindelse invitere Lotte Rod med på baren.

Hun er jo enig med Riisager i den fritidspædagogiske linje, og det er faktisk denne smukke linje, der – hvis det organiseres på skolens præmis – kan give pædagogisk kreativitet ind i skolen.

Så er vi ved at være der.

Venstre og Konservative har også lavet nogle udspil, men her faldt jeg altså helt i søvn. Det er total tomgang. Helt uden for pædagogisk rækkevidde, som man siger. Begge partier er stadig under ideologisk opsyn af skolereformens ånd.

Så det er Tesfaye, Riisager og Rod, der skal snakke sammen. Og måske også Jacob Mark, hvis han kommer ind. Det må man håbe, at han gør, for der er ikke meget ”socialisme” eller ”folkeparti” i den omegn mere.

Links:

Link til LA’s udspil: https://www.liberalalliance.dk/wp-content/uploads/2026/03/Folkeskoleudspil.pdf

Interview med Riisager og Vanopslagh: https://www.berlingske.dk/indland/de-blaa-har-i-aartier-tabt-kampen-om-folkeskolen-nu-vil-la-aendre-den-markant-med-borgerlig-skolepolitik?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqeQRHkdKglwn0nCXKIgY9G3CZ0dxowONDFnplq1normnC1DTANuDFmenyVvCp4%3D&gaa_ts=69f97a77&gaa_sig=KLj3nGsQu_toZAnmJDYtexiOdAkJLvstiwwCzvr8cWMA5FLNInFGvPB9SLu3kB-DzMhLlfXexLho_nl8IPXZZw%3D%3D

Venstres skoleudspil: https://www.venstre.dk/_Resources/Persistent/f/e/d/b/fedb315107f8727a4bfa7e11ab83e6c84f9eab7a/skoleudspil-FINAL-NET_140326.pdf

Socialdemokratiets udspil: https://www.socialdemokratiet.dk/media/ni1dfpnd/lilleskolen.pdf

Konservatives udspil: https://konservative.dk/velkommen-til-den-kloge-skole/

 

5. Den 13. marts: Frie initiativer på det pædagogiske område

Jeg forsøger at danne mig et overblik over frie initiativer inden for det pædagogiske og uddannelsespolitiske område, som på forskellige måder knytter an til mere grundlæggende emner end den fremherskende teknokratiske tendens.

Jeg har foreløbigt noteret nedenstående. Suppler gerne, så vi kan få et fuldstændigt overblik:

A. Foreninger med bestyrelse:

Center for karakterdannelse: https://www.karakterdannelse.dk/

Tænketanken Sophia: https://www.sophia.nu/

Forskerbevægelsen: https://www.forskerbevaegelsen.dk/

Foreningen Åndsfrihed: https://aandsfrihed.dk/

Gruppen Paty: https://gruppenpaty.dk/ (er kommet på finansloven med et lille beløb)

B. Mere løse initiativer:

Profilvin, filosofisk netværk på professionshøjskolerne: https://profilvin.net/

Pædagogisk netværksgruppe: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article19085292.ece

Center for dannelse og pædagogiske formål: Center for dannelse og pædagogiske formål: http://www.thomasaastruproemer.dk/center-for-dannelse-og-paedagogiske-formaal

Selskabet til pædagoguddannelsens fremme: https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/selskabet-til-paedagoguddannelsens-fremme-stop-topstyringen-og-lad-paedagogerne-forme-deres-uddannelse

C. Nordiske initiativer

Foreningen Areté (svensk): (hvor den pædagogiske filosof Carl-Anders Säfström er formand): https://www.arete.nu/

 

6. Den 14. marts: ”Nyt nordisk køkken” og ”Ny nordisk skole”

Skolereformen fra 2012 byggede på et forarbejde, som blev kaldt ”Ny Nordisk Skole”.

Dette forarbejde var kraftigt inspireret af restauranten Noma, som havde lavet et ”Nyt nordisk køkken”, og som netop var blevet kåret til ”verdens bedste” (jvf. nedenstående artikel fra Folkeskolen.dk).

Antorini ville derfor lave en ny nordisk ”uddannelsesrevolution”, som skulle vare i 30 år, som der står i nedenstående artikel fra dengang. Så kunne vi blive “verdensmestre”. Jeg skrev en del om det i mine bøger om skolereformen (jvf. nedenstående link fra ”Liv i skolen”).

Kort sagt: Noma var et slags pædagogisk ideal.

Men nu viser det sig, at man på Noma både slår og skælder ud som små sergenter. Og ifølge en forsker, som jeg hørte i radioen i går, hviler disse elite-restauranter på pædagogiske principper fra 1800-tallets franske hær, hvilket jo er det modsatte af “nordisk” tradition.

Så forstår jeg bedre, hvorfor skolereformen endte, som den gjorde.

Undskyld jeg driller.

Men måske driller jeg slet ikke? For allerede før, man startede arbejdet med Ny Nordisk Skole 2011, var de pædagogiske principper på Noma alment kendt. Det kan man lære i en DR-dokumentar, som er fra 2008. Så Ny Nordisk Skole var altså bekendt med den franske pædagogik i det nye nordisk køkken.

Den pædagogiske og skolepolitiske pointe er følgende: Gør hvad som helst, uanset pædagogisk og etisk værdi, bare du bliver ”verdensmester”, hvilket i 2011 svarede til at blive nr. 1 på Pisa-listen.

Links:

Artikel på Folkeskolen.dk, 2011: https://www.folkeskolen.dk/den-kommende-regering-vil-have-ny-nordisk-skole/

Kritisk artikel fra ”Liv i skolen”, 2013: http://www.thomasaastruproemer.dk/wp-content/uploads/2022/06/Ny-nordisk-skole-udelukker-dannelse-og-nordisk-tradition.pdf

 

7. Den 19. marts: Kloge ord fra seminarieforstanderen

Rasmus Kolby Rahbek gør sig i nedenstående korte blogindlæg nogle gode tanker om forholdet mellem dannelse og karakterdannelse. Han mener, at karakterdannelse er en del af dannelsesbegrebet, og han peger på diverse faldgruber, hvis man mister sansen for denne forbindelse.

Til sidst knytter han det omtalte forhold mellem dannelse og karakterdannelse til en bredt konciperet grundtvigsk tradition.

På den måde lægger Kolby Rahbek op til nye og spændende undersøgelser.

https://www.laererskolen.dk/nyheder/nyhed/karakterdannelse

 

8. Den 23. marts: Relevansens kamp mod filosofien

I forrige uge gik filosoffen, Jørgen Huggler, bort. Jeg har arbejdet sammen med Huggler i 14 år på DPU, så det er meget sørgeligt.

Den triste begivenhed blev en anledning for mig til at erindre Hugglers virke samt nogle vigtige begivenheder i DPU’s historie, som stadig har effekt.

Det hele handler om, hvordan et begreb om ”relevans” fra 2006 forsøgte at bemægtige sig pædagogikkens sprog, og om, hvordan Hugglers virke blev en del af denne kamp.

http://www.thomasaastruproemer.dk/relevansens-magt-og-joergen-hugglers-virke.html

 

9. Den 27. marts: Lotte Rod og legen

Jeg har forstået, at Lotte Rod fra det Radikale Venstre ikke er blevet genvalgt til Folketinget. Det er meget sørgeligt. Lotte Rod var i gang med at arbejde legens begreb ind i samfundet og dets institutioner. Dermed mindede hun sit parti og sin partiformand om partiets egen forudsætning. Hun mindede om, at der findes noget mere grundlæggende end ”klimaet”. Rods afgang er et kæmpetab for partiet og for samfundet som sådan.

Der var også ting, hun ikke havde så meget sans for, men det lader jeg ligge i denne omgang.

Lotte Rod var en del af den samtale mellem Merete Riisager, Tesfaye, Jacob Mark og hende selv, som ellers skulle havde udviklet sig i næste valgperiode. De skulle – med alle deres forskelle – have været et virkeligt “folkeligt ting”. Men heller ikke Riisager kom ind. Det vender jeg tilbage til i et senere opslag.

Ingen hos de radikale eller i Folketinget som sådan kan udfylde det tomrum, som Rod nu efterlader, hvor legen var det centrale begreb, og hvorudfra man kunne beskytte alle institutioners forudsætninger og egenart. Hun blev skrammologiens og fritidspædagogikkens store forkæmper, og under det hele lå legens begreb og essens.

Nedenfor kan man læse en lille tekst om leg, som stod i min bog ”Ballade i pædagogikkens forsamlingshus” (2018, s. 364). Jeg tror, den udtrykker en slags essens i Lotte Rods virke og udsyn.

”Børnehaven er i alt:

A. Leg og læring

Nogle siger, at der i børnehaven skal være både leg og læring. Udtrykket ”leg og læring” indebærer imidlertid en meget problematisk adskillelse. Hvorfor det? Jo, fordi kundskaberne, altså hele den samfundsmæssige og kulturelle tradition, tages ud af legen og rekonstrueres som ”læring”. Derefter forfalder den nu kundskabsfrie leg til at være et middel for de splintrede og rekonstruerede kundskaber, som nu hedder ”læring”. Vi får dermed en funktionalisering af pædagogikken, der ødelægger dens inderste essens.

Den radikaliserede version af denne tendens er, at leg helt forsvinder eller bliver til adfærdskorrektion. Det ser man i de omfattende læringskoncepter, som f.eks. ”De utrolige år”, der anvendes og styres af hele kommuner med ministeriel godkendelse, som et slags børnehavernes svar på Visible Learning.

B. Fri leg

Andre siger, at vi skal have ”fri leg”. Det er imidlertid ligeså problematisk. Hvorfor? Jo, fordi friheden dermed tages ud af legebegrebet som sådan. Ved at tale om ”fri leg” overser man legens situerede aspekt, og det situerede rekonstrueres efterfølgende som noget ”tvunget” eller ”ydrestyret”, eller hvad man nu går og kalder det. Det er logik, for ellers var der jo ingen grund til at tilføje et ”fri” foran ”leg”. Fortalere for “fri leg” binder dermed legebegrebet til frihedens modsætning, Men det er en fejl, for frihed er indbygget i legens begreb som sådan. Taler du om leg kan du ikke tale om ufrihed. Man bakker jo heller ikke bagud, vel?

C. Hvad er børnehaver?

Hvad er leg da? Jo, det er jo den æstetiske kerne i enhver kundskabstradition. Spørg stort set enhver filosof fra Immanuel Kant til John Dewey og mange andre, f.eks. Gadamer og Humboldt. Alle disse tænkere taler om, at en legende omgang med situationer og materialer og mennesker er kundskabens essens. Det er denne essens’ fylde, der skal arbejde videre op gennem livet. Børnehaven blev grundlagt i 1800-tallet med dette filosofiske og almenpædagogiske udgangspunkt. Det var romantikkens tradition i Fröbels version.

Børnehaven skal derfor ikke forberede til skole. Den er skole, mere end skolen selv. Børnehaven er skolens inderste væsen. Det er snarere skolen, der skal bygge på børnehaven. Skolens skal blot give den leg, som har virket i børnehaven, en anden form. Og bagefter skal gymnasiet, erhvervsskolerne og universitetet give nye former til det legende grundmateriale, som børnehaven er skabt af.

Børnehaven er det lille barns ånd, dets udtryk, og dette udtryk skal plejes i hele uddannelsessystemet, så man kan blive voksen med sit indre levende barn i alle vekselvirkninger med livets materialer. På en måde kommer børnehaven før børnehaven. Den er en vigtig del af samfundets egentlige grund og materie.

Derfor skal vi værne om vores børnehavetradition, så den kan minde alle mennesker og ting om sig selv.

D. Legens væsen

Leg og læring opsplitter børnehavens begreb. Fri leg opsplitter også børnehavens begreb. Leg er børnehavens essens. Børnehavens leg er opdragelse til kundskaber og frihed. I enhver videnskabelig sætning er der leg. Leg er inde i alt. Alt, som er, har leg i sig. Ting uden leg er ingen ting.”  (teksten er let tilrettet)

 

10. Den 27. marts: Lotte Rods kamp for fritidspædagogikken

I nedenstående link kan man læse om Lotte Rods storslåede engagement i fritidspædagogikkens indhold og betydning.

Engagementet tog fart efter 2020 og forstærkedes efter 2022, hvor den mere klassisk indstillede Martin Lidegaard blev formand. Han og Rod støttede hinanden i en positiv vekselvirkning.

Lotte Rod kom i Folketinget i 2011, blot 26 år gammel. På det tidspunkt var de radikale styret af den teknokratisk indstillede Morten Østergaard. Her stod den på konkurrencestat og skolereform, og Rod blev sammen med sit parti suget ind i den skolereformens ideologi.

Men efterfølgende gjorde hun op med skolereformens styringsideologi, formodentlig påvirket af Marianne Jelveds fortrydelse. Men Rod fik aldrig rigtigt gentænkt det nu fraværende skolesyn. Derfor lå det skolefilosofiske lidt tomt hen.

Til gengæld kastede Rod sig over fritidspædagogikken, som Riisager faktisk også interesserede sig for; dog knapt så engageret. Og det var denne reformpædagogiske tråd, der frem til i dag har virket med det skønneste bulder, når Rod har engageret sig. Og her taler vi om ægte reformpædagogik. Ikke om det platte “ansvar for egen læring”.

Riisager forlod Folketinget i 2019, men LA stemte faktisk for flere af Rods forslag, hvilket fremgår af linket.

Men nu er Rod ude, og hele det klassisk reformpædagogiske emne er væk fra Folketingets diskussioner? Det er meget sørgeligt. Og Riisager kom heller ikke ind. Så hvem skal diskutere på et ordentligt niveau, nu hvor både Rod og Riisager er væk?

http://www.thomasaastruproemer.dk/lotte-rods-kamp-for-fritidspaedagogikken.html

 

11. Den 1. april: Karakterdannelse og pædagogik: En påmindelse

Jeg er meget glad for den interesse for karakterdannelse, som har udviklet sig i de seneste par år; ikke mindst i regi af det ny Center for Karakterdannelse. Det er vigtigt at undersøge, hvordan moralsk og personlig udvikling er knyttet til dannelse, formål, demokrati og pædagogik. Ikke mindst i en tid, hvor læringsbegrebets instrumentalisering har været så kraftfuld. Centret markerer er en form for genskabelse af pædagogikkens og filosofiens vekselvirkning, inspireret af både grundtvigianere, fænomenologer, filosoffer og mange flere.

Centret har desuden sat fokus på en lidt overset kristen-humanistisk tradition, den såkaldte personalisme, som har spillet en stor rolle i det 20. århundredes filosofiske og politiske udvikling. På den måde har man undgået at falde i den grøft, som præger den positive psykologis meget individualiserede arbejde med den aristoteliske dydstradition.

Den personalistiske inspiration giver også muligheder for at undersøge, hvordan de store pædagoger er påvirket af forskellige åndshistoriske kilder og virkningshistorier.

Centret sætter også pris på ”uenighed” som en særlig moralsk kategori, som man bestemt ikke finder i den positive psykologi. Det er ikke mindst centrets grundtvigske inspirationskilder, der har sat fokus på dette vigtige emne. Dermed lægges op til frie undersøgelser af pædagogikkens store uenigheder, både i idehistorien og i det pædagogiske liv.

Centret skal have stor tak for at pege på disse sammenhænge og muligheder, som virkelig har inspireret mig til at tænke videre.

Men selvom jeg altså sætter stor pris på den overordnede tankegang, så betyder det jo ikke, at der ikke også kan være vigtige kritikker, hvor denne tankegang kommer under pres.

F.eks. har nogle af de kritiske røster – som ellers slet ikke har sans for centrets filosofiske indhold – fremlagt et projektudviklingsmateriale fra CfK, som efter min mening mangler sans for den pædagogiske og filosofiske sammenhæng, der som sagt er centrets grundlag. I materialet, som kan tilgås i nedenstående link, omdannes udvalgte dyder til en nærmest organisatorisk og insisterende enhed, som får en alt for determinerende og udvidende effekt på skolernes samlede udvikling. På den måde monopoliseres et alt for entydigt og konceptualiseret begreb om karakterdannelse, mens dannelsen og pædagogikken overses.

Efter min mening er denne metode imod den personalistiske og pædagogiske tradition, som centret er skabt ved, og som kritikken som sagt helt overser. Muligvis er der tale om noget tidligt materiale fra før centrets filosofi for alvor materialiserede sig ind i den pædagogiske sammenhæng.

Jeg håber, at Centret vil arbejde med at opretholde dets filosofiske og pædagogiske muligheder og arbejde mere ydmygt med karakterdannelsens indhold, som dette tematiseres i det mere grundlæggende materiale. Herunder i den fine bog ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet”, som bl.a. er inspireret af Gadamers og Løgstrups filosofi.

https://www.facebook.com/groups/3779947068940033/posts/4301362533465148

 

12. Den 10. april: Merete Riisagers heltemodige indsats

En af de mest sørgelige og overraskende tildragelser ved folketingsvalget var, at Merete Riisager (LA) ikke blev valgt ind. Hvad tænker de dog på i København, hvor hun var opstillet?

Riisager, som er kandidat i pædagogik, gjorde som undervisningsminister i 2016-19 en stor og modig indsats for at samle kritikere af læringsmålstyringen i en såkaldt ”justering” af skolereformen. Og hun gik nogle gange direkte imod sit eget embedsapparat, som var dybt inficeret af skolereformens læringsrevolution. Tænk på, hvor vigtig denne indsats har været!

Og allerede fra 2011, hvor hun første gang blev valgt, havde hun været en slags pædagogisk enmandshær, indimellem også imod sine borgerlige kolleger. På Folkeskolen.dk blev hun ligefrem afbilledet som en frihedsgudinde.

På den måde bidrog hun efterhånden til en korrektion af LA i en mere kulturliberal retning.

Og på det seneste har hun ydet en kæmpeindsats for de kritiske undersøgelser af det såkaldte ”ny børnesyn”. Igen i samarbejde med skolelærere og kritiske intellektuelle.

Riisagers store indsats fik varig effekt og kan ikke overvurderes. Hun er en slags pædagogikkens heltinde. Man bør rejse en statue.

I efteråret 2020 udgav hun en fremragende og tankevækkende bog, ”Selvbyggerbørn” om sine oplevelser og tanker om pædagogiske emner. Jeg skrev en længere omtale, som man kan tilgå nedenfor.

Det er også sørgeligt, at den radikale Lotte Rod ikke er blevet valgt ind, hvilket jeg har skrevet om tidligere. Rod fortrød sin tilslutning til skolereformen og gjorde efterfølgende en stor politisk indsats for børnehavepædagogikken.

Men denne Rod-fejl er dog ikke på niveau med den københavnske Riisager-fejl. For Riisager stod fast hele vejen fra 2011, og hun skrev og tænkte over tingene på en udførlig og selvstændig måde, ofte i direkte opposition både til magtfulde politiske og administrative kredse og til de ledsagende forskningssystemer. Riisager bar heltindens fane, og det gjorde Rod trods alt ikke.

Jeg håber, at fru Riisager vil fortsætte sit faglige, skolepolitiske og kritiske arbejde til fortsat inspiration for pædagogisk interesserede medborgere.

http://www.thomasaastruproemer.dk/merete-riisagers-bog-om-selvbyggerboern.html

 

13. Den 13. april: Ove Korsgaard om folkeskolens udfordringer: ”Pædagogik er en kunstform”

Jeg har netop læst Ove Korsgaards ny bog ”Folkeskolens udfordringer”, som udkom på forlaget KLIM for et par uger siden.

Sjovt nok er bogens titel den samme som titlen på en bog af Niels Egelund fra 2011. Men indholdet i de to bøger er som nat og dag. Den indflydelsesrige Niels Egelund, som bistod nationaløkonomerne i ”Rådet for Evaluering og Kvalitetsudvikling” var til humankapital, pisalister og læringsrevolution, men den slags emner er ikke noget for Korsgaard, som vil have historisk-poetisk liv i samfundet.

På dagbladet Politiken, som omkring 2011 var præget af konkurrencestatens ånd, udnævnte man ligefrem Egelunds bog til ”årets fagbog”. I stedet udskammede man kritikernes ”Uren pædagogik”, som var mere i Korsgaards ånd. Sidstnævnte var ”årets værste udgivelse”, fik vi at vide.

Korsgaard er dog i en slags mellemposition, fordi han er meget inspireret af Ove Kaj Pedersen, som jo stod for at introducere konkurrencestatsteorien herhjemme. Korsgaard kalder Ove Kaj for ”sin gode ven og samtalepartner”, og der er ingen kritiske eller politologiske analyser af denne statsræson. Korsgaard er ganske vist glad for grundloven, men kritiserer ikke konkurrencestaten, som er en slags opgør med Grundlovens ånd? Der er en indre modsætning i disse områder af bogen efter min mening.

Bogen har to anledninger. Dels at DLF’s formand og andre har talt om, at folkeskolen står midt i et slags kollaps. Det fyldte meget sidste sommer. Og dels at Korsgaard har fået et brev fra en pædagogstuderende, Melanie, der er ved at skrive en opgave om karakterdannelse. Faktisk er Korsgaards bog udformet som syv breve til Melanie. Det fungerer strålende.

Bogen er et storslået forsvar for skolens og pædagogikkens fundering i filosofi og historie. Vi får både Platon, Aristoteles, Grundtvig, Rousseau, Grue-Sørensen, Løgstrup, Hal Koch og mange andre, ofte i interessante og effektive fortolkninger,

Der er også en kritik af reformpædagogikken, hvis dyder desværre overses.

Ifølge Korsgaard skal vi tale mere om opdragelse og karakterdannelse og mindre om læring og evidens. Mærkeligt nok er der ingen reference til 10’ernes store kritik af disse emner? Det er en lidt mærkelig tavshed, som måske skyldes, at han er ”samtalepartner” med Ove Kaj Pedersen?

Korsgaard foretrækker helt klart seminarierne frem for professionshøjskolerne, og han drøfter professionshøjskolernes og visse DPU-forskeres vedholdende angreb på KLM-faget, som han selv var involveret i at udvikle i midt-00’erne. Blandt andet via en masteruddannelse i medborgerskab på DPU.

Endvidere er der en virkelig interessant fortolkning af Løgstrups syn på karakterdannelse og urørlighedszone, som er en integreret del af Løgstrups teologi. Det skal jeg lige selv have kigget på.

Og så nævner Korsgaard også, at nogle socialdemokrater i 1944 ville bruge nazismens metoder i demokratiets tjeneste. Det var Hal Koch kraftigt imod, men Koch var bestemt ikke imod karakterdannelse. Det er meget oplysende og nuanceret. Moderne kritikere af karakterdannelsesbegrebet kunne lære noget her.

Derudover er der en solid og interessant gennemgang af skolehistorien. Det kører effektivt med en kraftfuld kritik af læringsforskerne på DPU og disses John Hattie-begejstring. Vi får også at vide – hvilket er meget interessant – at ”det nye børnesyn” er ren og skær 90’er-ideologi på nye flasker. Så helt ”nyt” er dette børnesyn altså ikke. Jeg er helt enig.

Men højdepunktet står på side 25: Ove Korsgaard mener, at ”pædagogik er en kunstform” – en ”opdragelseskunst” – og ikke blot en metode eller en videnskab. Tænk på hvor rigtigt det er. Der findes ikke nogen skønnere frugt, end når grundtvigianere har samleje med dannelsestraditionen.

Til sidst er det pludselig noget om et eller andet, der hedder ”geopolitik”, og EU er åbenbart også superduper. Det er som om, at Korsgaard lige tager letbanen til Langtbortistan. Heldigvis lader han dette emne fare igen i sin afsluttende 10-punktssammenfatning, hvor der er fokus på pædagogik og grundlov og åndelig interesse.

Jeg skriver måske lidt mere de kommende dage, men jeg kan da starte med konklusionen: En kæmpestor anbefaling!

Bogen har været anmeldt to steder, begge steder positivt:

Finn Wiedemann i POV-international: https://pov.international/karakterdannelse-svar-folkeskolens-udfordringer/

Alexander von Oettingen på Facebook: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid025AfbAipgD3hj2Zv4CbMMCWHKs1QQfw1b9R3eNjv6enwEJunJQNvknBshHJf1WQFXl&id=100011083422575

 

14. Den 14. april: Pædagogikkens sted: Center for karakterdannelse

Jo mere man tænker over nutidens situation – dvs. over efterkrigstidens kaotiske tilstand, over teknologiens grænseløshed, over konkurrencestatens overgreb på frihedens principper, over tabet af fælles verden, og over den digitale kommunikations isolerende effekter – desto klarere bliver det, at karakterdannelse er et af tidens helt centrale og nødvendige begreber, som skal beskytte og udvikle demokrati, tænkning, pædagogik, mellemfolkeligt forståelse og borgerdyder.

Mennesket træder frem i myndig omgang med en verden, der viser sig. Det er scholé. Den frie tid. Det er kaldets, virkets og tilværelsesoplysningens sted. Skolereformens modsætning.

Det ny Center for karakterdannelse er det sted i tiden, hvor man samler filosofiske, pædagogiske, teologiske og politisk-økonomiske refleksioner over menneskets tilstand og udviklingsmuligheder.

Her mødes filosoffer, teologer, pædagoger, psykologer samt lærere og pædagoger, både for at undersøge børns og voksnes filosofiske og praktiske situation og for at beskytte menneskets mulighed for unik og etisk tilsynekomst ud af fortidens store strømme.

Centret er en slags skovbørnehave, hvor man vandrer samtalende og legende gennem bøgeskoven. Når man kommer tilbage, forstår man intet. Man er fremmedgjort sammen med andre. Man er overladt til skrammellegepladsens lykkelige og skæve bygninger og mærkelige kronikker.

Herfra starter dannelsen og det folkeliges stammende genkomst.

Man må håbe, at centret modtager rige midler fra venligtsindede fonde, indtil det en dag kan modtage fast og rigelig finansiering fra en stærk men passiv stat,

Der er tale om det vigtigste initiativ i mands minde.

 

15. Den 15. april: USA’s opgør med NATOs værdier

Jeg forstår ikke, hvorfor USA ikke bliver smidt ud af NATO? NATO er eksplicit koblet op på FN’s værdier og blev skabt efter WW2, fordi Sovjet opførte sig så grimt, at FN mistede effektivitet. NATO er kort sagt en værdibaseret og verdensborgerlig forsvarstraktat, der skal forsvare FN’s værdier.

NATO-traktaten indledes med følgende ord:

“Deltagerne i denne traktat bekræfter på ny deres tillid til formålene og grundsætningerne i De Forenede Nationers pagt og deres ønske om at leve i fred med alle nationer og alle regeringer.”

Så Trump bryder de allermest centrale dele af FNs traktat, både i ord og handling. Den ene gang efter den anden. Sådan et land kan man ikke være i selskab med. NATO kan ikke fungere på det modsatte af sit eget grundlag. Ikke med mit land i garagen i al fald.

Derimod skal der være fuld økonomisk og kulturel udveksling med USAs civilsamfund. Det er jo ikke Bruce Springsteens skyld, at Trump har taget magten.

I stedet for NATO bør Europas lande samlet sig i en ny forsvarstraktat. Denne traktat, som underskrives af selvstændige stater, skal holdes 100% adskilt fra EU. Man kan ikke give en hær til et bureaukrati uden forfatning. Kun egentlige stater kan have en hær. Og det er ikke nok at genindføre forsvarsforbeholdet. EU skal formenes adgang til militære systemer. Og den ny traktat skal udelukkende være en forsvarstraktat. Ligesom med NATO, blot endnu mere eksplicit.

Jeg forstår faktisk ikke, at nogle af landets højreorienterede grupper lader til at være glade for Trump? Trump står for det stik modsatte af nationsfølelse og forfatning. Han har rødder i en ekstrem anarko-liberalisme (Ayn Rand), som er gået i symbiose med en grænseløs tech-kapitalisme. Man kunne læse om denne sammenhæng i en kronik i Politiken for et par dage siden, og jeg skrev også selv om det i Ræson sidste år. Det er territorier frem for grænser.

Det er som om, at højrefløjen er ydmyget. Enhedslisten har derimod vist sans for tragedien i NATOs tabte FN-tråd. Men hvad mener de andre partier?

Links:

Trump- og tech-kritisk kronik i Politiken, d. 12. april 2026: https://politiken.dk/debat/kroniken/art10795596/USAs-dr%C3%B8mme-om-Gr%C3%B8nland-handler-om-meget-andet-end-Trumps-sygelige-ambitioner

Min kronik i Ræson, d. 6. februar 2025: https://www.raeson.dk/2025/thomas-aastrup-roemer-trumps-sejr-er-venstrefloejens-nederlag-og-hoejrefloejens-ydmygelse/

 

16. Den 16. april: Fire slags trivsel

Der er fire slags trivsel, hvilket underminerer trivselsmålingernes logik:

i) Negativ trivsel:

Jeg er undertrykt, men trives fremragende, selvom alt omkring mig er umenneskeligt. Det er total fremmedgørelse. En slags hjernevask.

ii) Negativ mistrivsel:

Jeg kaster verbalt op over nogen, som undervejs får et plat navn, som skjuler dette nogets eller nogens dybder, dialoger og slægter. Dermed kan den polemiske mistrivsel opretholdes og spredes til “den anden”.

iii) Positiv trivsel:

Visdom, lykke og tilbagetrækning. Den frie tid i scholé. Den gamles glæde, ungdommens rejser og børnenes leg i med- og modgang. Det modsatte af konkurrencestatens system.

iv) Positiv mistrivsel:

Jeg fordyber mig i verden, hvis tilstand viser sig at være stik imod mine moralske og filosofiske principper, som jeg også selv undersøger. Denne forvirrende modsætning forårsager mistrivsel, ja endda lidelse. Jeg må gøre noget. Skrive et digt eller handle. Det er fremmedgørelse som dannelsens forudsætning. Tænkningens og handlingens liv.

Konklusioner:

Men hvorfor har man så trivselsmålinger? De skjuler jo virkelighedens kompleksitet, men ender alligevel som store nationale kvalitetssystemer?

Høje trivselsscore kan jo dække over punkt i og ii, som er negative tilstande. Her gælder det jo om at score så lavt som muligt.

Og ved punkt iv er mistrivsel decideret godt, hvilket også i til en vis grad er tilfældet ved punkt iii.

Dermed bliver målingerne undertrykkende.

Så trivsel kan både være godt og skidt. Hvad der er op eller ned kan alene opdrageren gennemskue ud fra den konkrete sammenhæng og pædagogiske konfiguration.

 

17. Den 17. april: Forsvar for Center for Karakterdannelse

Jeg har ved tidligere lejligheder skrevet om Center for karakterdannelses store faglige og demokratiske muligheder, ofte i forbindelse med at jeg har svaret på diverse kritiske stemmer. Mine svar lader dog ikke til at have kritikernes interesse.

Men jeg fortsætter her med at rette en store bunke fejltagelser, som i går blev fremført i et opslag i FB-gruppen ”Forskning eller religiøs mission”:

i) ”Personalismen” er ikke noget, som CfK lige har fundet på i en privat version, som det hævdes. Der er tale om en meget rig filosofisk tradition, som har standardopslag i en række af de store filosofiske leksika, og som har præget f.eks. Løgstrup og Peter Kemp og europæisk ideudvikling mere bredt. Jonas N. Mortensen, som er leder af CfK, har skrevet universitetsspeciale om personalisme. Han har også samlet og udgivet Løgstrups kronikker om emnet og meget andet. Specialet blev efterfølgende udgivet som bog, der til fulde lever til almindelige faglige standarder vedrørende emnet. Bogen indfanger i høj grad denne retnings pluralitet og betydning.

ii) Ideen om en ”nordisk livsfilosofi” er heller ikke en CkF-opfindelse, som det hævdes, men en henvisning til uhyre dyb nordisk tradition, som ikke mindst Grundtvig var med til at aktivere, og som har haft stor kulturel og politisk betydning. Der er da også flere pædagogisk interesserede grundtvigianere med i CfKs faglige panel.

iii) Centret kritiseres for at skrive, at det er ”forskningsbaseret”. Nu ved jeg ikke lige, hvor det står, men det er nu ikke helt forkert. Det er ganske vist ikke forskningsbaseret i teknisk forstand, for vi er jo indenfor det humanistiske område. Men det faglige panel består af førende forskere og professorer fra mange forskellige faglige områder, og de har endda udgivet en bog om emnet, som tilføjer mange nye og spændende perspektiver til emnet. Og det er klart, at disse tanker vil spille sammen med udvikling af praksis og metoder. Det er lidt klassisk lærerhøjskole over det hele.

iv) Centret beskyldes ligefrem for at være totalitært, hvilket er helt uforståeligt. CfK er i høj grad ”demokratisk”, hvilket understreges mange steder i centrets materialer og i dets grundlæggende filosofi. Der er intet ”totalitært” over det, tværtimod. Og de tilknyttede folk er da også i høj grad humanister og demokrater i forskellige versioner. CfK er en slags urdemokratisk filosofisk sted, som arbejder med den filosofi og praksis, der er demokratiets forudsætning.

I det kritiske opslag henvises til s. 26 i projektbeskrivelsen som hævdes at være ”erklæret udemokratisk” og ”uhyggeligt totalitær”, men det er på ingen måder tilfældet. Det siger virkelig noget om kritikkens lave kvalitet, at man kan komme frem til den type formuleringer. Netop på s. 26 er der en spændende kritisk rammesætning af teologiske, økonomiske, filosofiske og pædagogiske forklaringer dannelsens problemer; en rammesætning, der ligger i dyb forlængelse af den pædagogiske kritik, som har rødder i efterkrigstidens demokratiske filosofi.

v) CfK er ikke et magtfuldt organ med en magtfuld leder, som det hævdes. Der er nærmest ingen ansatte, og initiativtageren, Jonas Norgaard Mortensen, er en meget åben og venlig person med stor interesse for åndsfrihedens tradition. Han burde tildeles en medalje for sit fine initiativ, som bryder med årtiers smalhals i børne- og uddannelsespolitikken.

vi) De resterende indvendinger er for lave og konspiratoriske til, at man kan forsvare at svare på dem uden selv at komme til skade.

vii) FB-indlægget ledsages af et billede af Jonas N. Mortensen, hvor han fortæller om et flot og tankevækkende slide om ”frivillighed”. At dette slide nu rammesættes som ”totalitært” og alt det andet understreger kritikkens elendighed.

https://www.facebook.com/groups/3779947068940033/permalink/4319293238338744/

 

18. Den 17. april: Christian Egander Skovs fortjenester

Christian Egander Skov træder i disse dage i karakter som en heltemodig forsvarer af den nationale åndstradition. Baggrunden er, at en meget højreorienteret advokat i DR’s Deadline har sagt, at genetik og biologi er definerende for ”danskhed”. Jeg tager næsten skade af at skrive disse skælvende ord, som kan få onde effekter på mange medborgere, men som også er en trussel mod den danske åndstradition. Og det er denne “trussel mod det nationale”, som jeg her vil fokusere på, og som Egander Skov efter min opfattelse adresserer med sin beundringsværdige omsorgsaktion.

Her er den nærmere begrundelse for min begejstring for Egander Skovs store beskyttelsesindsats:

Da nazismen hævdede noget lignende om sammenhængen mellem race og folk, så resulterede det efter krigen i, at tyskerne efterfølgende fik problemer med ord som ”slægt” og ”folk”. De fik dermed kappet forbindelsen til deres ekstremt rige baggrundstraditioner.

Disse problemer med det beskadigede “folk” blev transporteret til det senere EU, hvor den ny tomhed – altså det nu efterladte tomrum, hvor “folket” førhen boede – efterhånden blev overtaget af en form for teknokratisk grænseløshed.

Derefter genopstod ”det folkelige” som sin modsætning, nemlig som ”populisme”. Det tyske AfD var faktisk i starten et forsøg på at genvinde den nationale sammenhæng, men kollapsede hurtigt i den populistiske blindgyde.

Men i Danmark var ”folket” i 1930’erne et demokratisk og nationalt plusord, som havde rødder ikke mindst i 1800-tallets grundtvigske bevægelser og i vores smukke nationale litteratur og mytologi. Og disse ”folkelige” danskere var i høj grad kritiske overfor de nazistiske versioner af ordet. Et af højdepunkterne i denne 1930’er-inspiration var den nynordiske skole, som lagde vægt på både national fordybelse og nordisk/verdensborgerligt udsyn. Udløberne af denne ide blev da også efter krigen meget kritiske over for udviklingen i EU, selvom de elskede europæisk kultur.

I Danmark tog man altså ikke helt så meget skade, som man gjorde i Tyskland, for hos os blev det folkelige jo en historisk-poetisk modstandsbegreb. Vi fik jo også f.eks. Socialistisk ”folkeparti” og Dansk ”folkeparti” og så videre, hvor det ”genetiske” var helt fraværende. Vi havde et ”folke”-styre, der fungerede som et slags dybdedemokrati.

Men fra omkring årtusindeskiftet gik denne rigdom efterhånden noget tabt pga. påvirkningen fra det ”folke”-tømte EU og OECD. Jeg vil kalde det for en national tragedie.

Nuvel, den største fare ved reaktualiseringen af genetik-ideologien og dens forbindelse til ”populismen” er, at det ”folkelige” risikerer at lide endnu mere skade; altså at genetik og folk bliver sidestillet, både af fortalere og af kritikere af denne skrækkelige nyracistiske tendens. Det er min egen store frygt. Altså at kritikerne – om jeg så må sige – reproducerer genetik-ideologernes reduktion af ”det folkelige” og dermed begår den “tyske og europæiske fejl”.

Hvis det sker, så kan et ”folke”-frit teknokrati overtage hele systemet, godt understøttet af hyperteknologisk styring af civilsamfundets rester.

Men det er her, at Christian Egander Skov gør en indsats, der er en frihedspris værdig. Han understøtter netop, at det nationale og det folkelige er knyttet til åndens og slægtens vandringer i en dyb og frihedsbåret national tradition, og han sætter dette synspunkt i skarp modsætning til genetik-synspunktet. Han har også netop udgivet en bog, der – så vidt jeg har forstået det – har det folkelige som filosofisk udgangspunkt.

Endvidere har han gjort en stor indsats for frihedsdyderne i mange sammenhænge, ikke mindst som redaktør for Aarsskriftet Critique og som arrangør af dette tidsskrifts årlige konferencer. Ved den seneste konference holdt han et dybt tankevækkende foredrag om forholdet mellem folkelighed og åndelig oprustning.

Egander Skov personificerer på den måde grundlovens folke-ånd imod genetikkens reduktionisme. Han er humanist, som man sagde i gamle dage før humaniora skulle “løse udfordringer”. Han redder mødrene og fædrene og deres slægter fra genetikkens systemer.

Så Egander Skov er i disse år en vigtig tænker for konservatismen og for det ”borgerlige Danmark”, som det vist nok kaldes. Men hans tanker er faktisk også vigtige for samfundet mere bredt. Han kan nemlig med sit åndshistoriske perspektiv også minde venstrefløjen om dennes tabte forbindelse til det ”folkelige”. En forbindelse der gik tabt i løbet af 00’erne, også for SF og Socialdemokratiet og for Enhedslistens baggrundspartier.

Skole- og uddannelsesreformerne i 2013 var en vigtig milepæl i denne forfaldshistorie, og Egander Skov har da også haft god sans for kritikken af denne forbindelse. Nedenfor kan man tilgå et link til en kronik fra 2018, hvor han sammen med en række pædagogiske intellektuelle kritiserede den ny og ”folke”-frie pædagogiske ideologi.

Mange takt til hr. Egander her fra Vejlby-Risskovs pæredanske parker.

https://politiken.dk/debat/kroniken/art6666864/Drop-kritikken-af-af-Merete-Riisager.-Hun-er-den-bedste-undervisningsminister-i-mange-%C3%A5r

 

19. Den 18. april: Ebbe Kløvedal Reich: Venstrefløjens svar på Christian Egander Skov

Historikeren Christian Egander Skov har netop reddet den danske konservatisme fra at reducere nation og sprog til genetik og race. Han støttes nu officielt af både DF og af LA. Det er en kraftpræstation af Egander, som man ikke kan takke ham nok for.

Kun Lars Boje, som ellers er skolelærer, lader til at være blevet inficeret af DNA-ideologien for alvor. Det er faktisk lidt mystisk, eftersom netop Boje jo var en central drivkraft i opgøret med coronanedlukningens reduktion af socialt liv til smittestatistikker. Og genbanker og smittestatistik er jo lidt i samme kategori.

Nuvel, i det følgende vil jeg bringe en situation i erindring, der minder lidt om Eganders aktion. Begivenhederne fandt blot sted på venstrefløjen for over 50 år siden.

I 1972 skrev Ebbe Kløvedal Reich en biografi om Grundtvig, som slet og ret hed ”Frederik”. Reich var ungdomsoprører, EF-modstander, USA-kritiker, Tvind-tilhænger og maoist og alt muligt. Men han var også højskolemand og splintrende national. Og ligesom i vores aktuelle situation, hvor en racistisk tendens er blevet svækket, så betød Reichs nationale korrektion, at en ellers kraftfuld marxistisk strukturalisme blev svækket.

Hvorfor denne lykkelige forbindelse mellem Grundtvig og venstrefløjen opstod, er en lang og meget interessant historie, som jeg lader ligge her.

Her et citat fra bogens indledning, der minder mig lidt om Egander Skovs syn på det nationale som en åndssammenhæng, selvom der også er skruet op for kritikken af kapitalismen. Her skal man dog huske på, at også Egander Skov er kritisk overfor instrumentalisering af sociale processer. Så der er forskelle, men bestemt også ligheder. Det lange citat står under overskriften ”Landet”:

”Den mest aktuelle grund til, at Grundtvig bør kaldes til live og ikke blot mindes i anledning af sin død, er, at han kom dybere i det at være dansk end nogen anden dansker. Der findes for tiden megen velbegrundet skepsis over for nationen, flaget, monarkiet, regeringen og den slags udtryk for danskheden. Men Danmark er også noget dybere. Det er et sprog og en slægt, som er vores, hvad enten vi behandler disse med foragt eller ærefrygt, lyst eller ulyst.

Kærligheden til slægt og sprog trues i dag akut af grådige pengemænd og imperiebyggere, for hvem andre mennesker ikke er slægtninge, men slaver, og som ikke taler levende ord, men internationale tal og koder. Vores politiske lederskab har vist sig ganske forsvarsløst over for denne trussel. Det overgiver os godvilligt og under fanfarer til et politisk og økonomisk kartel, hvis mål i tilværelsen er lige så primitivt erobrende som det, vi danske hyldede i vores sorgløse og farverige lømmelalder som vikinger.

Fællesmarkedet og hele den nordvestlige kapitalismesammensværgelse har til formål at forpeste folkeslagene med en stereotyp internationalisme, et verdensomspændende net af pseudo-magthaverroller, baseret på en absurd tro på penge og blind vækst, styret i det skjulte af det teknologiske og økonomiske præsteskab.

At være dansk over for denne udfordring er at være fortrolig med det sprog, vi taler til hinanden, når vi taler om vores vigtigste følelser. Det er at oplive og reinkarnere de lyseste tider i den historie, som skæbnen har forsynet os med. Det er kun i kapitalisternes og imperialisternes verden, at internationalismen og kærligheden til folkeslægt og sprog udelukker hinanden.

Amerikanernes krig mod vietnameserne er international. Vietnamesernes krig mod amerikanerne er en kamp for slagtog sprog. National kalder de den.

Det er nødvendigt, at Grundtvigs måde at være dansk på, og hans mening om, hvad det vil sige at have ansvar for præcis dette sprog, præcis dette land og præcis dette folks historie, bringes i erindring før vores salgsgale politikere formøbler den sidste rest af os.” (fra 4. udgaven, s. 11-12).

Kløvedal Reichs kreative syntese af ungdomsoprør, maoisme og nationalkonservatisme fik stor effekt på 70’ernes venstrefløj. Blandt andet på dagbladet Information, som jo i forvejen udsprang af modstandsbevægelsen, som selv var en syntese af kommunister og nationale.

Og også sociale bevægelser som Christiania, EF-modstanden, Alternativet og RUC samt politiske partier som VS, SF og RV var præget af Kløvedal Reichs tanker. Også et revitaliseret og mere bredt kulturliv i kirker, på skoler mm. blev i høj grad et resultat af denne grundtvigske venstrefløj.

Desværre gik det hele i glemmebogen efter murens fald. Herefter blev venstrefløjen opslugt af alt det, som Kløvedal Reich advarede imod, nemlig et stort grænseløst EU/OECD-teknokrati. Dette teknokrati havde udviklet sig i en radikaliseret skræk for ”det folkelige”, som blev forbundet med Hitlers “volk”, hvilket jo var det stik modsatte af Reichs “folk”. Og den ledsagende konkurrencestat var faktisk en udløber af den marxistiske strukturalisme, hvis indflydelse Reichs indsats havde begrænset.

Efter årtusindeskiftet blev venstrefløjen omdannet til OECD-inspirerede kompetencesystemer og produktivitetsoptimering. I løbet af 00’erne blev det grundtvigske begreb om folk ligefrem ”dødsensfarligt”, som det hed hos en senere DPU-leder (Lars Qvortrup), som endda gik til angreb på stedets filosoffer, dvs. på resterne af Reichs indflydelse.

Herefter var det slut med det folkelige. Reich havde tabt sit slag, som han jo ellers først havde vundet.

Man må håbe, at Egander Skovs strålende redningsaktion kan inspirere både højre- og venstrefløjen til at finde deres nationale rødder frem, gerne i åbne læsninger af hele den folkelige tradition.

Herefter kan både højre og venstre gå i fælles angreb på den nye store fjende mod det folkelige, nemlig AI-kapitalismens udvidelse af konkurrencestaten, hvis centrale bannerfører hedder Donald Trump.

Tak til Christian Egander Skov og Ebbe Kløvedal Reich, for at holde alting på midten, så landets yderpunkter får et fælles liv. Reich tabte som nævnt sit slag. Lad os ikke håbe, at det samme sker for Skov.

 

20. Den 20. april: Opdragelsen og nationen

Hvad er det modsatte af ”gener”? Det er slægten. Hvad er slægten? Det er opdragelsen. Hvad er opdragelsen? Det er omsorgen for det barn, som moderen har båret, og som faderen modtager. Ud af denne treenighed vokser barnet og bliver selv en dag til en moder eller fader, som føder eller modtager. Nation betyder fødsel. Det er det modsatte af gen-teknik.

Barnet kommer til syne ud af fortidens dialoger og kød, og det møder sin moder og fader, som opdrager det i kærlighed og åbenhed. Det er en pædagogisk praksis. En snublende proces, som producerer virkelyst, og hvis ligeværd – midt i autoritetens rum – forudsætter sig selv.

Opdragelse er en form for lykke med mærkelige stød på vejen.

Barnet kigger op på sin moder, som taler, mens faderen nikker. Barnet smiler og løber ned til åen og leger med sine venner, som selv har mødre og fædre. Det ler og græder.

Nogle af slægterne kommer også fra andre lande og kulturer, hvor man også opdrager. De tilkomne slægter lever sig ind i stedernes steder og disse steders eksisterende slægter, som selv lærer af de nytilkomne slægter. F.eks. har man på Djursland lavet et Dart-hold for kvinder. Måske inspireret af muslimske damehold i svømning😊.

Jyderne flygtede til England efter Romerrigets fald. Her gav de gav de kelterne problemer. Jyderne var selv blevet fordrevet af danskerne (dvs. af sjællændere og svenskere), og de keltiske slægter kom selv fra Centraleuropa og så videre. Englændere er altså en slags jyder. Det er nok derfor, at englænderne drak “mælk” i kaffen, før vi selv gjorde det, hvis jeg må drille genetikerne lidt. Det er slægternes liv.

Det er en historisk-poetisk og ikke genetisk arv. Opdragelsens arv er en gave, som livet pakker ud. Det er Danmark i 2000 år, som er midt i Europa i 5000 år, som selv er midt i verden i endnu længere tid. For gamle og nye.

Det er fuld urtid og fuld tilsynekomst på samme tid.

Det er kulturens essens, et kunstværk, en gave. Et storslået skaberværk. Det er fødslen og opdragelsen. Et ting-sted. Et folke-ting. Opdragelsen kommer før alt andet.

Det er Danmark i verdens liv.

Opdragelsen spillede en stor rolle for filosoffen Knud Grue-Sørensen, og den er senest blevet revitaliseret af Ove Korsgaard i bogen ”Folkeskolens udfordringer”. Og filosoffen Peter Kemp talte om en “dansk verdensborger”. Det er pædagogisk filosofi. Her er der ingen platte ”gener”.

Hvad bliver det næste? At man vil måle børnetrivsel i en statslig datamat?

Som et af ungdomsoprørets ikoner, Trille, sang i 1979 i sit store fædrelandsepos ”Danmark” fra albummet ”Altid har jeg længsel”:

”Danmarks krop er fuld af slemme ar,

mærket efter fødsler fuld af smerte.

Men det er nu den krop, som Danmark har,

og jeg behøver lyden af dens hjerte.

Ja, jeg kan li’ det land, jeg bor i,

og lissom med den krop, jeg selv har fået,

så må jeg kunne holde af den

trods alle mangler.”

Og på et album fra 1978, ”En lille bunke krummer”, synger Trille en ”sang til vore forældre”, hvor hun nærmest omsorgsfuldt reflekterer over sin generations opgør med mødre og fædre. Hun slutter med at forudse, at alt vil gentage sig. En snublende proces af slægters gang, som ingen glemmer.

Trille havde på det tidspunkt passeret de 30 og havde selv fået en datter, så hun var selv blevet moder. Det sang hum om i sangen: ”Min lille sol”, som slutter sådan her:

”Kom min egen sol og varm mig indeni

lille kraftværk fuld af gratis energi

jeg har bagt dig i min mave

tænk en gang at man kan lave

sit eget lille anker

sit eget lille timeglas

sin egen lille sol

der stråler”

Jeg kom i tanke om slægtens tråde, da jeg læste min mormors storebrors (K.L. Aastrup) erindringer fra barndommen i manufakturhjemmet i Ulfborg omkring år 1900, hvor den store søskendeflok blev hjemmeundervist af moderen Mariane. På en eller anden mærkelig måde var det som om, at tiden stod stille.

Så den gode Christian Egander Skov har reddet den danske ånd mod genetikkens og racepopulismens angreb. Det skal han have 10000000 gange tak for. Men vi skal også lige have reddet slægten, dvs. opdragelsen, for det er netop slægten og opdragelsen, som gør tingene danske og fremmede på samme tid. Hvis vi glemmer opdragelsen, så dør ånden på sigt, og generne eller AI-maskinerne kan tage over.

 

21. Den 23. april: En dialog om ”danskhed”

Den anden dag faldt jeg i snak med en ung jurist nede på den lokale kro. Han hed Rolf Østergaard. Mens vi drak en Ceres-øl, udspandt sig følgende mærkelige samtale:

Rolf Østergaard (RØ): Hej Thomas

Mig: Hej Rolf

RØ: Er du egentlig dansk?

Mig: ja, pæredansk.

RØ: Er du sikker?

Mig: Ja, bombesikker.

RØ: Men har du danske gener?

Mig: ???

RØ: Jo, for en central del af det danske er jo, at man har nogle bestemte gener. Har du dem?

Mig: Det vil jeg tro. Men ok, der er en polak i sjette slægtled, og i middelalderen var der vist noget med en tysk ridder.

RØ: Ups. Og der kan jo også være andre forbindelser, som du blot ikke kender til?

Mig: Høhø.

RØ: Så kan du bevise din genetiske oprindelse med en test? Nu hvor den er draget effektivt i tvivl.

Mig: Nej, det kan jeg ikke.

RØ: Så må vi lave en test!

Mig: Aldrig i livet.

RØ: Men så er du ikke dansk, for du kan jo ikke bevise det.

Mig: Ok, måske er jeg englænder? De har efter sigende jyske rødder.

RØ: Efter at der nu er draget tvivl om din danskhed, så skal vi nok lige genoverveje dit statsborgerskab.

Mig: Men man kan da ikke fratage et menneske et statsborgerskab, som han først har fået? Det vil jo underminere begrebet “borger” som sådan? Hvis en borger gør noget kriminelt, så kommer han i spjældet, men han er stadig borger.

RØ: Desværre, Thomas. Det er slut. For måske er du genetisk set fra England. Eller måske endda fra Elfenbenskysten. Og genetikken overtrumfer juraen.

Mig: Så statsborgerskabet er nu afhængig af eksistensen af en genetisk kode. Endda med tilbagevirkende kraft?

RØ: Ja, det er klart.

Mig: Jeg føler mig ydmyget.

RØ: Sådan er det. Men der er også en anden definition på det danske?

Mig: Det var godt, pyha.

RØ: Har du danske værdier?

Mig: Det ved jeg ikke. Nok mere lidt etiske og universelle værdier. Men jeg elsker mit lands brogede fortid og skønhed. Men måske er det lidt undertrykkende – måske endda en latterliggørelse af det nationale – at reducere det til et spørgsmål om ”værdier”?

RØ: Den går ikke. Har du f.eks. skrevet noget forkert om Mellemøsten eller om Trump på Facebook?

Mig: Formodentlig. Men hvad har det med danske værdier at gøre?

RØ: Allerede der går den gal. Du er ikke dansker!

Mig: Du har nok ret. Er der andre ”danske værdier”?

RØ: Ja, går du ind for at man må adskille mænd og kvinder?

Mig: Ja. I Randers har de kvindehold i Dart. De lyder som om, at de har det sjovt. Og Ældresagen har også en slags herreklub.

RØ: Og hvad med svømmehold?

Mig: Det lyder hyggeligt med forskellige slags hold.

RØ: Også hvis det er religiøst begrundet?

Mig: Ja. Helt ærligt.

RØ: Igen: du er ikke dansker. Vi må genoverveje dit statsborgerskab.

Mig: Du er en barsk herre, Rolf. Måske kan vi sætte en stor national maskine til at tjekke både DNA og SoMe-opdateringer på hele befolkningen? Måske kan vi genbruge den maskine, der hvert år kontrollerer børns trivsel? Det vil være meget ”nationalt”?

RØ: God ide, Thomas. Den noterer jeg.

Mig: Hvem er du egentlig?

RØ: Jeg er en tekno-territorialkonservativ. Det vil sige det modsatte af gamle dage og folkeligt liv. Jeg er fyldt med DNA og ”danske værdier”.

Mig: Ok, jeg er bare dansker, som elsker mit folks brydninger, historie og kunst, og som har værdier, som jeg deler med mange andre folkeslag, men åbenbart ikke med dig. Se blot på alle de skønne bøger i min reol. Næsten alle er på vores særprægede modersmål, og der står ikke noget om DNA eller om ”danske værdier”. Alle indvandrere burde inviteres til at læse dem. Men problemet er lidt, at danskerne selv har afviklet deres bogreol, fordi vi jo skulle fremme en blanding af konkurrenceevne, pisalister og teknolæringstest.

RØ: Bøger? Hold op med at bande. Danskhed handler om DNA-målinger og korrekte ”danske værdier” i SoMe-opdateringer og bestemt ikke om bøger. Det nationale er en slags biopolitisk og etnisk udvidelse af teknokommunikation og pisa- og trivselstest. Længe leve kongen!

Mig: Men Rolf, har du glemt at du er jurist?

RØ: Slet ikke. En jurist er en person, der skaber loven. Folketinget vedtager lovene, men jeg skaber dem.

Mig: Men jeg troede, at lovene var “skabt” af Grundloven og af folket?

RØ: Sådan er det ikke mere. Grundloven og folket blev væk i globaliseringens hav. Så nu er det mig, der skaber lovene.

 

22. Den 27. april: Eilenbergers bog om filosofiens formål

Forlaget KLIM har på det seneste kastet sig over i udgivelsen af en række små interessante udgivelser. Først var der Schopenhauers bog om universiteternes elendighed. Dernæst fik vi Ove Korsgaards spændende bog om ”folkeskolens udfordringer”. Og senest har jeg haft lejlighed til at læse Wolfram Eilenbergers strålende og helt nye essay ”Ud af labyrinten – filosofiens formål i vor tid”.

Eilenberger er ikke en hr. hvemsomhelst. Blandt andet har han udgivet et stort trebindsværk om det 20. århundredes filosofi, som er fyldt med tanker og forbindelser og spændende oplysninger. Også dette værk er udgivet på KLIM. Det seneste bind i serien, ”Nutidens ånder”, handler især om folk som Feuerabend, Foucault og Susan Sontag, så mellemkrigstiden myldrer ud af Holocaust og ind i Wien, Paris og Oxford.

Det aktuelle essay, ”Ud af labyrinten”, kan forstås som en slags personlig opsamling af disse fordybelsesprocesser. Lad mig nævne nogle af bogens vigtige indsigter og påmindelser:

A. Filosofiens formål

Eilenberger understreger filosofiens karakter af en ”åndsnærværelsens vej”, dvs. en åben omsorg for tidens åndelige brydninger og muligheder. Hvad sker der her? Og der? Hvad er på vej, og hvor kommer det fra? Og på hvilket sprog? Filosofi bliver på den måde ”en åbnende undersøgelse af sprogligt etablerede distinktioner”, en ”kritik af allerede etablerede talemåder”. Vi får en dyb, ontologisk og nærmest barn-lig og inkompetent praksis i Sokrates’ ånd.

Hermed befries og åbnes situationernes indre, hvilket man roligt kan sige, at der er brug for i denne tid. Filosofien er “en levende praksis af intellektuel tilstedeværelse”. Filosofi er påmindelsen om stedets liv.

For det andet er filosofien forbundet med en slags dyb mistrivsel. Filosoffen er ”fanget”. Han er plaget af ”nagende erfaringer af utilpashed, af modstrid, forstyrrelse, fortabthed, fangenskab, tavshed”. Han ”ved ikke længere hverken ud eller ind”. Men han søger ”en vej ud til den afklarede ånds formodede åbne landskab, en udgang, en ny start”. Hans spørgsmål er ”Hvad laver jeg egentlig her”. Findes der en ”udgang”?

Med henvisning til Sokrates og Kant og flere andre bliver ”spørgsmålet” nu til mundens og myndighedens forsøg på at trænge ud af fangenskabet. Dertil kræves ”mod”, endda ”fortvivlelsens mod”.

Det værste er den selvforskyldte umyndighed. Her har man blot ”indrettet sig i labyrinten” uden at tænke.

På den måde ender vi i en slags filosofisk og sokratisk vitalisme.

B. Efterkrigstidens filosofi

Dernæst beskriver Eilenberger en stærk tendens i efterkrigstiden, især i den tyske version.

Den ellers rige tyske kulturtradition havde resulteret i ”industrielt organiseret tilintetgørelse af mennesker” og i en total ”samfundsmæssiggørelse” af mennesket. Adorno skrev ligefrem, at det i denne situation ville være ”barbarisk at skrive et digt”. Tænkningen var nu helt fanget og tavs. Det tyske “volk” var misbrugt og ødelagt, hvilket efterfølgende også fik negative konsekvenser for f.eks. det danske “folk”, som ellers havde været kritiske over for det tyske “volk”.

Herfra opstod efterkrigstidens ”oplysningens dialektik” og revitaliseringen af analytisk filosofi samt en ekstremt individualistisk eksistentialisme, hvor alle kunne vælge alt. Dele af den doktrinære marxisme forsøgte at lukke labyrinten helt, hvilket Eilenberger kalder for ”filosofiens afslutning”.

Eilenberger mener, at denne efterkrigstidsudvikling førte til en overdreven institutionalisering af filosofien, som tæmmede filosofiens egentlige formål. I stedet for ”åndsnærværelse” fik vi en ”mangfoldig forgrenet selviagttagelse” i lukkede systemer. Som han skriver: ”Man havde slukket lejrbålet”. Andre steder kritiserer han ikke mindst den analytiske filosofi for denne uheldige effekt. Han lyder i disse passager næsten som en Schopenhauer, der kritiserer Niklas Luhmann.

Denne kraftfulde professionaliseringstendens resulterer i personens ”afkobling fra livskunstens og visdomslærens traditioner”. Der kommer en ”udgrænsning af det biografiske element fra den filosofiske proces”. Vi skal tilbage til filosoffen som en amatør, dvs. som en elsker af tingenes indre, som ingen kan se.

Kort sagt: ”Filosofisk oplysning, som ikke sætter noget på spil, er ikke oplysende”.

C. De aktuelle muligheder

Til sidste kommenteres den aktuelle tilstand, som filosofien skal genfødes i. Denne tilstand er præget af geopolitiske, miljømæssige og ikke mindst teknologiske elendigheder. Vi befinder os i ”rumskibet jorden”, som er ”uden nødudgang”.

Desværre er Eilenberger egen afsluttende ”åndsnærværelse” meget kort. Han foreslår, at vi tager udgangspunkt i Simone Weils filosofiske teologi. Han taler om ”den mystiske ventens veje” og om ”det egentlige udspring”. Men det er lidt mystisk for mig, at det netop er Weil, der fremhæves frem for mange af de andre tænkere, som Eilenberger har arbejdet med.

På en måde forstærker Eilenberger efterkrigstidens problem ved ikke at drøfte den tyske tradition mere opbyggeligt. Han er efterladt med sin “venten”. Hvad blev der af den mere vitalistiske del af filosofien og dens konsekvenser for politisk og folkelig tilsynekomst?

Så Eilenberger sprænger ikke nogen rammer og forstærker lidt det problem han har ridset op.

Men han har en central pointe i, at vi trænger til at revitalisere den virkelige filosofi, og at denne gerne må forbinde et eksistentielt og fortabt ubehag med teologiske, universelle og historisk-poetiske traditioner i en ”ventende” struktur: Hvad sker der, hvis jeg står her? Efterfølgende skriver man så bare det hele ned, evt. i en lidt rodet og poetisk struktur. Det er vejen ”ud af labyrinten” som filosofien altid har slået sig ud i.

Kæmpeanbefaling herfra til alle 136 siders forsvar for tænkningens liv.

Reference: Wolfram Eilenberger: ”Ud af labyrinten – filosofiens formål i vor tid”, Klim, 2026.

 

23. Den 28. april: Venstrefløjens nationale kærlighed

For nogle dage siden beskrev jeg, hvordan Ebbe Kløvedal Reich med sin grundtvigske og nationale interesse var med til at redde venstrefløjen fra en radikaliseret marxistisk strukturalisme, der udsprang af efterkrigstidens opgør med det tyske ”volk”, der endte med at blive et opgør med det folkelige som sådan.

Reich ville redde sit folk fra det tyske ”volk” ved at essentialisere folket i fuld historisk-poetisk dybde.

Jeg nævnte i den sammenhæng også sangerinden Trilles sans for slægter, fødsler og nation.

Denne venstregrundtvigianisme fik enorm betydning for dansk kultur og pædagogik frem til murens fald.

Går vi yderligere nogle årtier tilbage finder man samme venstrefløjs-interesse for den nationale tradition, ikke mindst blandt landets kommunister. En interesse, der formentlig har haft effekt på Reichs og Trilles tanker og kunst.

For nogle år siden studerede jeg f.eks. en lærebog i litteraturhistorie, som var skrevet i 1950’erne af to kommunister med rod i de pædagogisk-humanistiske miljøer. Bogen sprudlede af kærlighed til den nationale litteraturarv og af interesse for elevernes litterære udvikling. I kan læse min tekst i linket.

Jeg vil også give to eksempler fra kommunisten Hans Scherfigs forfatterskab. For det første et eksempel fra hans roman Frydenholm fra 1962; en bog der handler om den danske regeringens nazi-leflende overgreb på landets kommunister under besættelsen. I bogen er der en smuk lille fortælling om en dansk skolelærer, der vender en ung tysk soldats sind i retning af pædagogisk frihed. Det er en lille solstrålehistorie om, hvordan det danske ”folk” via seminariernes tradition vinder over det tyske ”volk”, som selv var et opgør med hele den tyske baggrundstradition. På en måde reddede den danske lærer dermed også kontakten til det virkelige Tyskland.

For det andet skriver Scherfig i 1944 et digt, som hedder ”Vers om Danmark”. Her beder han tyskerne om at humme sig fra herregårde, villaveje, fattiggårde, præstegårde og pensionater. Han kalder sit land for ”et lille afsides venligt sted”. Her er digtet:

”Her ligger landet med grønne marker

og hvide grise og røde køer

og landsoldaten i Fredericia

og Holger Danske i Helsingør.

Her ligger Danmark med svømmepiger

og spejderdrenge og cykelsport.

Med frugt på træer og mælk i spande

og smør i dritlerne til export.

Med herregårde i fine parker

og fattighuse af ler og strå.

Med solbeskinnede villaveje

og by-kaserner med skygge på.

Med bøgeskove og granplantager

og nytte-haver og blommetræer

og kæmpehøje og bautastene

og fædres bene og alt det dér.

Turistforening og fredningsudvalg

og brede veje for folk med bil

og præstegårde og pensionater

og nye kroer i gammel stil.

En lille del af den runde klode

et lille afsides venligt sted,

som vi kan lide, fordi vi er her,

og som vi gerne vil ha’ i fred.”

Jeg fandt digtet i bogen ”100 års historier – fortællinger for børn fra 1894-1994”. Bogen blev udgivet i 1994 i anledning af Dansk Forfatterforenings 100 års jubilæum. Teksterne blev samlet af den kendte børnebogsforfatter Bent Rasmussen. Så det er altså en slags børnedigt.

Hele denne modererende nationale tradition gik tabt fra omkring 2010, hvor venstrefløjen for alvor støttede op om de teknokratiske tanker, som herhjemme blev skabt af VKO-flertallet i 00’erne, fordi VKO troede, at det folkelige var noget venstrefløjsagtigt. Dermed forstærkedes de teknokratiske og grænseløse tendenser i EU/OECD, som selv byggede på et opgør med nazismens ”volk” som man efter murens fald universaliserede til et være et opgør med ”folket” som sådan.

Så højrefløjen mistede dens folkelige reference under et VKO-flertal, hvilket jo er meget paradoksalt. Og efterfølgende fulgte venstrefløjen trop. Herefter var det slut med både det ene og det andet.

Som jeg skrev om i sidste uge, så er Christian Egander Skov gået i gang med at opdrage ”højrefløjen”, så den ikke via DNA-test kollapser i det populistiske ”volk”. Og han har endda sejret, i al fald i første omgang.

Nu mangler vi blot en person, der på samme måde kan opdrage venstrefløjen, så den forlader dens teknokratiske linje, som også er et opgør med ”folket”. Desværre findes der mig bekendt ingen ansøgere til stillingen.

Så vi har brug for både en national hippie og en folkelig konservativ. Lidt som i 80’ene, da popstjernerne – f.eks. Elvis Costello, Police og Madness – blev klippet og fik slips på og lavede nostalgiske 50’er-videoer, så de lignede en ironisk blanding af Ronald Reagan og Margaret Thatcher, som de ellers bestemt ikke syntes om.

 

24. Den 29. april: Dansk praksis?

I sidste uge skrev jeg om, at Danmark er defineret ved slægter, ånd og opdragelse, hvilket står i modsætning til gener og race. Men man bør tilføje et element, nemlig ”praksis”, som selv er en del af de tre andre begreber. Her er en kort uddybning:

Danmark er ikke en abstrakt ånd. Danmark er praksisser, som er født af ånden, og som selv vedligeholder og udvikler ånden. Der er pædagogiske praksisser, politiske praksisser, videnskabelige praksisser, økonomiske praksisser, religiøse praksisser og mange flere. Bestemte men også varierende måder at mødes, tale og handle på, som bygger på og udvikler sig ud af forfædrenes erfaringer i sprogets mærkelige toner. Vi får mærkelige børnehaver, fristeder, forsamlingshuse, højskoler og foreninger, som er skabt ud af historiens grums. Også Folketinget er en praksis, et tingsted fra tidernes morgen, som hele tiden genskabes.

Hver stedslighed og hver institution i landet er et kunstværk af vekselvirkningen mellem fortid, mellemtid og fremtid. En praksis, hvor generationernes vekselvirkning rumsterer i konkrete situationer; ofte i brud og kritik, som er en del af praksis, men også i ritualer og håb.

Og nogle gange kommer der nye praksisser til; fra England, USA og Iran og fra andre steder, som løbende spiller sammen med de mange eksisterende praksisser.

Det værste er, hvis en praksis glemmer sin fortid – sin ånd – for så kan den ikke opretholdes som praksis. Det gælder vores egne klassiske praksisser, som i høj grad er truet af fortidstab, men det gælder også de for tilkomne praksisser. Det er vigtigt at interessere sig for både gamle og nye praksissers ånds- og kultursammenhæng, så både danskere og de ny borgere selv kan huske og dermed lære noget og lære os noget.

Så praksis er slægtens og pædagogikkens sted, hvor mødre og fædre mødes i en skabende erindring med deres børn i hånden. Her er alle altid lige, selvom de ikke er. Ligheden strømmer igennem handlingerne som en dyb forudsætning, selvom der kan være forskellige indkomster. Og sprogets lyde og dybder løber som en rumsterende aldrig afsluttet historisk-poetisk essens gennem kroppene.

Det er også det, man kalder for ”folket”. Folke-styret er en praksis. Et slags urdemokrati, hvis rod er opdragelsens og tilsynekomstens uomgængelige realitet.

 

25. Den 29. april: Det folkeliges kollaps og den grænseløse erstatning

I samme øjeblik muren faldt, kollapsede det folkelige, som ellers havde holdt dansk socialisme på dydens smalle sti. Kollapset skyldtes, at det folkelige via Ebbe Kløvedal Reich og ligesindede var knyttet til socialismen. Men fra 1989 var socialismen jo væk.

Tilbage stod en marxistisk inspireret strukturalisme og poststrukturalisme (Althusser og Foucault), som var et efterladenskab fra 1960’erne. Denne strukturalisme, som selv var stort set uden frihedsbegreb, gik nu til angreb på opdragelsen, slægten og praksis, som jo ikke mere havde den grundtvigsk-inspirerede beskyttelse.

Alt blev til struktur, magt og identitet. Vi fik en grænseløs symbiose mellem en identitetspolitisk poststrukturalisme og konkurrencestatsbegrebets Althusser-inspirerede strukturalisme.

Og højrefløjen havde allerede i høj grad tabt “det folkelige” før murens fald. Det skyldtes, at man i løbet af 1980’erne havde kastet sin kærlighed på neoliberalismens instrumentalisme, som havde kæmpeproblemer med det folkelige og med opdragelsen, som blev reduceret til “rundkredspædagogik” og “smagsdommere”. I stedet satte man nationaløkonomer til at bestemme med læringsmålstyring og arbejdsudbud som ledestjerne. Igen i en form for grænseløs tilstand, hvor selv fostre blev anskuet som humankapital.

I de neoliberale systemer var alle opportunistiske individer, som allerede var opdraget, og som skulle styres af en blanding af markedsmekanismer og NPM-systemer. Man kaldte det frihed. Meget mærkeligt.

Herfra gik de to folkeløse fløje sammen. Det skete for alvor i løbet af 10’erne i form af store teknokratiske og teknologiske systemer, der i økonomiens tjeneste skulle måle og evaluere alt, som selv var reduceret til teknologiske og profylaktiske ”identiteter”.

Nedenfor vil jeg først omtale en vigtig artikel fra Folkeskolen.dk, der handler om en afgørende begivenhed i pædagogisk forskningshistorie; nemlig effekten af begrebet ”relevans” på især pædagogisk forskning. Artiklen hænger sammen med en meget sørgelig begivenhed i dansk pædagogik, nemlig filosoffen Jørgen Hugglers bortgang, d. 11. marts 2024. I det følgende vil jeg forklare denne sammenhæng nærmere.

Her er indholdsfortegnelsen:

1. Relevans i 2006
2. Afskedigelsen af tre filosoffer med dobbelt henvisning til ”relevans”
3. Jørgen Hugglers virke og bortgang
4. Relevansens fortsatte effekt
5. Den historiske organisering af pædagogisk filosofi
6. Referencer

 

1. Relevans i 2006

I Folkeskolen.dk’s artikel befinder vi os i 2006 på et DPU, som på det tidspunkt har eksisteret i seks år som selvstændig institution. Idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt har lige fået forlænget sit rektorat, og biskop Kjeld Holm, som selv er idehistoriker, er blevet bestyrelsesformand. En blanding af Foucault og Gud.

I 2006 har Helge Sander har været forskningsminister siden 2001, og Bertel Haarder er nyudnævnt undervisningsminister. DPU havde egentlig været under Undervisningsministeriet, men kom fra 2005 ind under den ny universitetslov fra 2003. Sander var derfor i gang med at overtage roret, sammen med hele den ”fra forskning til faktura”-ideologi som definerede den nye lov.

De to ministre kommunikerede, og pludselig havde DPU fået en ny ”udviklingskontrakt”, som arbejdede i den ny universitetslovs ånd. Nu skulle DPU målrettes med ”evalueringskultur” og ”nøglekompetencer” og ”kompetencemæssig udvikling” og så videre. Bagved spøgte de nye globaliseringsaftaler og nogle helt nye ”smagsdommere”, nemlig en række grænseløse økonomer, som var ved at overtage den diskursive magt over pædagogikken.

Nu skal vi have noget ”relevant” forskning, kan man læse i artiklen, og man begynder allerede her at snakke om at neddrosle DPU’s filosofiske fag. Ja, ordet ”relevant” bliver et slags nøgleord for den ny kontrakt mellem pædagogisk forskning og den spirende konkurrencestat. Artiklens overskrift er ligefrem følgende:

”DPU skal være relevant”.

Rektor Lars Henrik Schmidt har stadig kritisk blod i årene, så han er uenig i udviklingskontraktens indhold. Her i et længere citat fra Folkeskolen.dk’s artikel:

”DPU’s rektor Lars-Henrik Schmidt er betænkelig. Han kalder 2005 for »et mørkt år for dansk forskning« i den årsberetning for DPU, som han fremlagde i sidste måned. »De danske universiteter skal ikke forske for oplysningens og dannelsens skyld mere, de skal producere viden med umiddelbar nytteeffekt og relevans for praksis«, er hans begrundelse for denne karakteristik.

Han og hans medarbejdere havde ellers været på forkant med et udkast til en udviklingskontrakt, som var mere efter hans hoved allerede inden sommerferien sidste år, men så dukkede undervisningsminister Bertel Haarder op på universitetet i september.

»Bertel Haarder legitimerede sin indblanding i, hvad DPU foretog sig, med, at han havde aftalt udviklingskontrakten med videnskabsminister Helge Sander«, skriver Lars-Henrik Schmidt i sin årsberetning.” (citat slut)

Så Schmidt kæmpede her i 2006 mod ”relevansens” angreb på ”oplysning og dannelse”, som der står, og han havde desuden et godt blik for Haarders og Sanders kundskabsfjendtlige kommunikation.

Andre på DPU var derimod positive over for den ny udviklingskontrakt, kan man læse i artiklen. Det gælder lektor og bestyrelsesmedlem Søren Kruse, den indflydelsesrige professor, Jens Rasmussen, og forskningsdekan Bjarne Wahlgren,

Søren Kruse og Jens Rasmussen skrev i 2007 – sammen med den nuværende DPU-leder Claus Holm – bogen ”Viden om uddannelse”, som var en hyldest til den ny læringsinstrumentalisme. Filosoffen Peter Kemp, som var venner med både Kjeld Holm og Lars-Henrik Schmidt, kaldte bogen for ”antifilosofi”. Der var gang i etableringen af ”pædagogikkens to verdener”, som jeg kalder det.

Samme år, i 2007, blev Claus Holm prodekan uden videnskabelige meritter, hvilket efter min mening var imod reglerne for ansættelse af videnskabelige ledere. Det var Lars-Henrik Schmidt, der forfremmede sin gamle sekretær. Det fortrød han senere hen. I hvert fald skrev han følgende til mig i november 2011 om sin filosofis (samtidsdiagnosens) skæbne:

”Jeg deler din bekymring vedrørende en samtidsdiagnostik, der mister forbindelsen til den filosofiske tradition.”

Et år efter Folkeskolen.dk’s artikel, i vinteren 2007/08, ophører DPU med at være et selvstændigt universitet og fusioneres i stedet ind i et dybt radikaliseret AU, hvis helt nye rektor, Lauritz B. Nielsen kom fra Verdensbanken. Nielsen havde også været med til at lave forarbejdet til universitetsloven fra 2003, og han gik straks i gang med at centralisere og instrumentalisere universitetets liv.

Schmidt gik i sagens natur af, og det samme gjorde Kjeld Holm, eftersom bestyrelsen jo nu blev nedlagt. I stedet blev Lars Qvortrup fra 2008 dekan for et nyt DPU-fakultet med Claus Holm og Søren Kruse som prodekaner og med Jens Rasmussen som indflydelsesrig professor i policy-kontakterne. Vi fik en symbiose mellem systemteori og universitetslov. Vi var ikke mere i videnskabernes og slet ikke i filosofiens land. Derimod var vi havnet i ”relevansens” oprustede territorium.

DPU var nu reduceret til et fakultet under ”relevansens” og konkurrencestatens herretegn.

Den nye dekan, Lars Qvortrup, var af helt samme skole som Rasmussen og Kruse. De udgjorde en trio, som konstant nedgjorde dannelsens traditioner. Og også Holm skiftede i 2007 til systemteori-symbiosen, for han havde jo nu fået en systemteoretisk leder, og så var trioen blevet en magtfuld kvartet.

 

2. Afskedigelsen af tre filosoffer med dobbelt henvisning til ”relevans”

Herefter forstærkes effekten af det relevansbegreb, som havde meldt sig på scenen i 2006. I foråret 2010 forsøger Lars Qvortrup at afskedige tre højt kvalificerede filosoffer med direkte henvisning til deres ”relevans”. Ingen forskere fra DPUs andre områder blev afskediget.

Qvortrup mente, at de tre filosoffers forskning var irrelevant og endda også, at hele det pædagogisk filosofiske forskningsområde var irrelevant. Altså en fordobling af relevansbegrebets effekt. Lad mig uddybe med mine egne kursiveringer:

Først er der relevansen af hele det pædagogisk filosofiske ”forskningsområde”: I den mail, hvori ledelsen orienterede om afskedigelsen, stod der, at ledelsens kriterium for at udvælge forskningsområdet ”pædagogisk filosofi” var, at det er et ”forskningsområde, der ikke lever op til et kriterium om relevans i forhold til DPUs formål og opgave….”.

Og dernæst er der relevansen af de tre filosoffers forskning: I samme mail står der, at der ved ”…fagmiljøet i pædagogisk filosofi varetages forskningsaktiviteter, der enten slet ikke eller ikke fuldt lever op til kriteriet om relevans for DPU’s profil og samlede opgaveportefølje.”

Så hverken forskningsområdet eller de tre konkrete personers forskning var ifølge ledelsen ”relevant”.

Og ledelsens nidkærhed var grænseløs: Dekan Lars Qvortrup skrev nemlig samme dag som varslingsbrevet, d. 21. april 2010, at man skam vil ansætte en ny forsker i antropologi og to nye ved det daværende Institut for Læring. Det vil give ”øget indtjening”, stod der. Altså samme dag som varslingsbrevet. Man får åndenød.

Der rejste sig en omfattende kritik. Især filosoffen og teologen Peter Kemp, som i 2007 var trådt tilbage som leder af det pædagogisk filosofiske fagområde, kæmpede imod, men også studerende og andre forskere støttede op. Også Kjeld Holm protesterede fra den gamle sidelinje, og sagen var i det hele taget i medierne. Men der var stort set ingen solidaritet blandt DPU-kollegaerne fra de andre forskningsområder. De puttede sig i egoistisk lettelse.

Men Claus Holm, Søren Kruse og Lars Qvortrup afviste kritikken i et indlæg i Information. Nu nægtede de pludselig, at relevansbegrebet havde spillet en rolle, selvom ”relevansen” faktuelt set stod helt centralt i begrundelserne, hvilket jeg netop har dokumenteret. Inkompetencen og den bagvedliggende ideologi var hård kost.

Efter hård offentlig kamp blev fyringerne omstødt med nogle intetsigende begrundelser. Den fremtrædende forskningsdebattør, lektor Claus Emmeche fra KU, kaldte i Information forløbet for ”en skandale”. Og lektor Anne-Marie Eggert Olsen, som selv kom fra det pædagogisk filosofiske miljø, udtalte følgende:

”Men problemet er, at ledelsen med genansættelserne forsøger at dække over, at de med fyringerne har begået en fejl i en meget principiel sag om forskningsfrihed, som har stor betydning for danske forskere.”

En lille krølle: i 2010 var flere af Lars-Henrik Schmidts gamle elever blevet aktive aktører i det ny relevanssprog, så her var der ingen modstand, tværtimod. Det var en slags tragedie for Schmidts virkningshistorie, for Schmidt havde jo ellers været kritisk tilbage i 2006. Schmidt ærgrede sig som sagt også, selvom han ikke tog del i protesterne.

 

3. Jørgen Hugglers virke og bortgang

Og nu kommer vi så til den sørgelige og aktuelle begivenhed, jeg omtalte i indledningen. En af de tre afskedigede filosoffer, hvis virke Holm og Qvortrup altså mente var uden ”relevans”, var nemlig dr. phil. Jørgen Huggler, som afgik ved døden i forrige uge, onsdag d. 11/3.

Jørgen Huggler var en stor kender af tysk idealisme og var i det hele taget bredt orienteret i den pædagogisk filosofiske tradition. Han var dr. phil. og havde været på DPU siden 2002. Som tiden gik, blev han en  inspirationskilde for pædagogiske filosoffer i Norden; både som redaktør for tidsskriftet ”Studier i pædagogisk filosofi”, som bestyrelsesmedlem i ”Nordisk pædagogisk filosofisk forening” og som mangeårig formand for ”Dansk Filosofisk Selskab”. Faktisk har Dansk Filosofisk Selskab lige haft årsmøde, hvor den nuværende formand fortalte om Hugglers ”store faglige kraft”. Der blev også afholdt et minuts stilhed i dagens sørgelige anledning.

Men for DPU’s ledelse var Hugglers arbejde altså ikke ”relevant”.

Endelig er det værd at notere sig, at Huggler fra ca. 2021-24 var afdelingsleder for det selvsamme pædagogisk filosofiske område, som altså i 2010 ikke var ”relevant”. Huggler forvaltede sit embede som afdelingsleder rummeligt og venligt til alles almene tilfredshed.

Jeg har noteret tre andre omtaler af Hugglers bortgang på de sociale medier: For det første et Facebook-opslag af dr. pæd. Alexander von Oettingen, som via sin bog om ”Det pædagogiske paradoks” fra 2001 var med til at vitalisere det pædagogisk-filosofiske forskningsområde. Von Oettingen skriver, at Jørgen Huggler var hans mentor. Endvidere har filosoffen Carsten Fogh-Nielsen har skrevet nogle fine ord om Hugglers virke. Begge disse to personer havde gennem tiden også været udsat for relevansbegrebets effekt. Det vender jeg tilbage til om lidt.

Endelig har en studerende, Thomas Sørensen, skrevet et smukt memorandum på LinkedIn og Facebook, som fik mange fine kommentarer fra andre af Hugglers studerende.

Men nu tilbage til fyringssagen i 2010. Umiddelbart efter Qvortrups og Holms ideologiske fyringsaktion i 2010, sagde Huggler følgende til universitetets magasin Univers:

”Sagen har jo meget principielle aspekter. Så selv om vi nu er sikret vores job, så er der jo stadig spørgsmålet tilbage om, hvordan og med hvilke begrundelser man som universitetsledelse kan fyre folk.”

Et klogt spørgsmål fra filosoffen, må man sige, men der kom aldrig noget svar. Universitetets ånd var rystet.

Også de to andre fyringsvarslede filosoffer er rige tænkere: Asger Sørensen skal til efteråret forsvare sin doktordisputats, som roses til skyerne af bedømmelsesudvalget, og Henrik Vase Frandsen, som er DPU’s sidste teolog, har skrevet spændende bøger om Løgstrup og om fransk fænomenologi. Men på DPU er sådanne undersøgelser altså uden ”relevans”. Asger Sørensen efterfulgte i øvrigt Huggler som formand for Dansk Filosofisk Selskab fra omkring 2016. Han kritiserede Holms ideologiske system fra selskabets talerstol.

 

4. Relevansens fortsatte effekt

Fra 2014 blev Claus Holm selv leder af DPU. Som en af sine første handlinger nedlagde han uden videre et helt nyt professorat i almenpædagogik, som han ellers få dage forinden havde blevet tilbudt Alexander von Oettingen! Professoratet var ikke relevant for DPU’s strategi, og det var da også opslået af Holms forgænger. Og et par år senere afbrød Holm filosoffen Carsten Fogh Nielsens karriere, da Fogh Nielsens adjunktur helt uforståeligt ikke blev til et lektorat.

Og netop Alexander von Oettingen og Carsten Fogh Nielsen har jo skrevet mindeord til Huggler.

Der var også flere andre sager, som jeg lader ligge for nu.

Undervejs skrev Claus Holm en kontroversiel ph.d.-afhandling med professor Jens Rasmussen som vejleder, og han gik i en tiltagende symbiose med konkurrencestatsteori og OECD. Det hele var et udtryk for relevansens sejr og filosofiens død.

Fra 2025 blev uddannelsen i pædagogiske filosofi halveret, og organisatorisk set blev området opslugt af en didaktisk afdeling, som i dag ledes af didaktikeren Mikkel Stovgaard. Stovgaard er vel at mærke elev af netop Jens Rasmussen og af Karen Wistoft, som også er systemteoretiker, og som undervejs har været gift med både Søren Kruse og Lars Qvortrup. Stovgaard skrev ph.d. i 2017 om ”målorienteret undervisning”, som var kodeord for skolereformens ideologi. Så der er effektiv karriere, hvis man skriver om de ”relevante” ting. Der er næppe nogen fremtid for pædagogisk filosofi i dette organisatoriske system.

Både Stovgaard, Qvortrup og Wistoft støttede Claus Holms næste store ideologiske fyringsaktion i 2022, som jeg selv pludselig blev en del af, selvom jeg ifølge universitetet selv scorede i top på alle de fire fyringskriterier, som Holm selv havde stillet op. Igen rejste der sig en stor offentlig debat, men denne gang blev fyringerne fastholdt.

En gruppe ansatte på DPU støttede Holms aktion i et stort læserbrev i Folkeskolen.dk. Men Jørgen Huggler skrev ikke under på støtten til Holm. På det tidspunkt var Huggler ellers afdelingsleder under Holms ledelse, så der har formentlig været et vist pres på at deltage i støtteskrivelsen, som blev bragt på Folkeskolen.dk. Huggler skrev efterfølgende endda en pæn anbefaling af mit arbejde, hvilket nok ikke har været så let som mellemleder i det system, som netop havde stået for afskedigelsen.

Så Jørgen Huggler støttede aldrig relevansens system. Tværtimod var han offer for den. Han var dog heller ikke offentlig kritiker, som f.eks. Peter Kemp, Asger Sørensen, Anne-Marie Eggert Olsen og undertegnede blev. Huggler var en mere stille natur, som især arbejdede med at udvikle den pædagogiske filosofis historik, begreber og organisation.

I dag er det pædagogisk filosofiske område som sagt udsultet, selvom alle i samfundet taler om dannelse og åndelig oprustning og så videre. Og på alle DPU’s og AU’s ledelsestrin svæver ”relevansens” ideologi.

Måske var det ikke tilfældigt, at Claus Holm i bogen ”Folkeskolen efter reformen” fra 2015 skrev, at skolereformen fra 2013 var udtryk for et ”paradigmeskifte”, som for alvor vil slå igennem, ”når det gamle paradigmes bærende kræfter dør ud” (min kursivering).

Holms ufølsomme og åndsfjendtlige formulering er et udtryk for relevansens tragiske logik, som systematisk marginaliserer kritisk aktivitet; en logik som er til stor skade for pædagogikken og dens videnskab. Dette opgør med videnskabelig kritik satte sig også løbende i DPU’s strategipapirer og forskningsprogrammer.

Jørgen Hugglers profil og publikationsarbejde blev fjernet fra DPU’s hjemmeside allerede dagen efter hans bortgang, og der har efter to uger ikke været nogen omtale af dødsfaldet i DPUs overordnede nyhedsstrøm. Claus Holm har dog sendt en kort intern orienteringsmail rundt, hvor han imidlertid ikke nævner den helt afgørende og centrale ”relevans”-problematik, som via DPU’s ledelse – herunder Holm selv – i 2010 truede Hugglers arbejdsliv, og som stadig har konkret effekt. Holms mail er sammen med Carsten Fogh Nielsens mindeord efterfølgende blevet lagt nederst på pædagogisk filosofis side – dvs. langt nede i systemet -,  hvilket jeg kun blev opmærksom på ved et tilfælde.

Holm har endda nerve til i sin mail at skrive, at Huggler ”var en af de centrale kræfter i at opbygge pædagogisk filosofi som forsknings- og uddannelsesområde”; et ”forskningsområde” og en filosof, som Holm i 2010 altså mente var ”irrelevant”.

Mange tak til Jørgen for mange gode stunder og for spændende tanker og engagement i pædagogisk filosofi. Men ikke tak til Claus Holm og hans relevansideologi, som har spændt ben for både Huggler og for pædagogisk tænkning som sådan.

 

5. Den historiske organisering af pædagogisk filosofi

Nedenfor kan man tilgå lister over ministre, rektorer, dekaner og afdelingsledere, som har omgivet arbejdet med pædagogisk filosofi siden 2000.

Ministre med ansvar for universiteterne:

Birte Weiss (A), 2000-01

Helge Sander (V), 2001-10

Charlotte Sahl-Madsen (K), 2010-11

Morten Østergaard (RV), 2011-14

Sofie Carsten Nielsen (RV), 2014-15

Esben Lunde Larsen (V), 2015-16

Ulla Tørnæs (V), 2016-16

Søren Pind (V), 2016-18

Tommy Ahlers (V), 2018-19

Ane Halsboe-Jørgensen (A), 2019-21

Jesper Petersen (A), 2021-22

Christina Egelund (M), 2022-?

 

Rektorer ved Aarhus Universitet:

Henning Lehmann, 1983-2002

Niels Christian Sidenius, 2002-2005

Lauritz B. Holm-Nielsen, 2005-13

Brian Bech Nielsen, 2013-?

 

Dekaner for Humaniora/ARTS ved Aarhus Universitet:

Bodil Due, 1999-2010 (Humaniora)

Mette Thunø, 2010-14 (ARTS)

Johnny Laursen, 2014-23 (ARTS) (Niels O. Lehmann, prodekan for uddannelse, 2015-2022)

Maja Horst, 2023-?

 

Ledere af DPU:

Rektor Lars-Henrik Schmidt, 2000-08

Dekan Lars Qvortrup, 2008-11

Institutleder Hanne Løngren, 2011-14

Institutleder Claus Holm, 2014-? (kommunikationsmedarbejder/chef ved DPU, 2000-2008,  kommunikationsdekan 2008-11 og viceinstitutleder 2011-14)

 

Leder af de afdelinger, hvor pædagogisk filosofi har været placeret:

Peter Kemp, professor, Institut for pædagogisk filosofi, 2000-05

Ove Korsgaard, professor, Institut for pædagogisk filosofi, 2005-08

Jens Erik Kristensen, lektor, Institut for pædagogik, 2008-2011

Jørgen Huggler, lektor, programleder for pædagogisk filosofi, 2012-13

Hans Siggaard Jensen, professor, Afdeling for pædagogisk filosofi, 2014-2015

Lars-Henrik Schmidt, professor, Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik, 2015-16

Oliver Kauffmann, lektor, Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik, 2016-20

Jørgen Huggler, lektor, Afdeling for pædagogisk filosofi og generel pædagogik, 2020-24

Helle Rørbech, lektor, Afdeling for fagdidaktik, generel pædagogik og pædagogisk filosofi, 2024-2025

Mikkel Stovgaard, lektor, Afdeling for fagdidaktik, generel pædagogik og pædagogisk filosofi, 2025-?

 

6. Referencer:

”DPU skal gøres relevant”, Folkeskolen.dk, d. 23. juni 2006: https://www.folkeskolen.dk/dpu-skal-goeres-relevant/

”Fyringer trukket tilbage på DPU”, Univers, 2010: https://auhist.au.dk/showroom/praesentationer/aviser-blade-og-magasiner-fra-au/univers/2010/artikler/nr10/fyringertrukkettilbagepaadpu

Kjeld Holms kritik af DPU’s ledelse, 2010: https://jyllands-posten.dk/jpaarhus/ECE4475130/Biskop-i-protest-mod-universitet/

”Forskere: DPU genansætter forskere for at dække over fejl”, Information.dk, d. 16. august 2010. https://www.information.dk/indland/2010/08/forskere-dpu-genansaetter-filosoffer-daekke-fejl

Alexander von Oettingens ord på FB: https://www.facebook.com/profile.php?id=100011083422575

Carsten Fogh Nielsens ord på FB: https://www.facebook.com/filoffen/posts/pfbid02s6qM4z2nSLsk8bNfsMji57QHupYTpMKMSkDqyThjveG5Uc5ta53mmYYhSyxc2KMol

Lærer og tidl. studerende Thomas Sørensen på LinkedIn: https://www.linkedin.com/posts/tsoerensen79_j%C3%B8rgen-huggler-er-d%C3%B8d-vi-lever-i-en-verden-share-7440031919653851136-raWM?utm_source=share&utm_medium=member_desktop&rcm=ACoAAAhRHdkBtypo5g-RnogoxJomUkNv2zINx-k. Og på Facebook: https://www.facebook.com/tsoerensen79/posts/pfbid0itu2Gyo82wQzibAV8RtPAw1cahjTnqsRHtrZvKWFFLrTSjcNzSbhZK9z7oKzEEe3l

Lars Qvortrup, Claus Holm, Søren Kruse mfl.: ”Kemps kampagne mod DPU holder ikke”, Information.dk, d. 20. maj 2010. https://www.information.dk/debat/2010/05/kemps-kampagne-dpu-holder

Lars Qvortrup, Mikkel Stovgaard, Karen Wistoft m.fl.: ”Kollegamodsvar i debatten om afskedigelser på DPU”, Folkeskolen.dk, d. 8. december 2022. https://www.folkeskolen.dk/debat/debat-kollega-modsvar-i-debatten-om-afskedigelser-paa-dpu/

Claus Holm (2015), ”Ny styring af lærernes autonomi”, i Jens Rasmussen, Claus Holm og Andreas Rasch-Christensen: Folkeskolen efter reformen, Hans Reitzel.

Asger Sørensens tale til Dansk Filosofisk Selskab, november 2023. https://paradoks.nu/2023/11/14/uden-uddannelse-ingen-frigoerelse-velkommen-til-paedagogisk-filosofi/

Omtale på Pædagogisk Filosofis hjemmeside: https://dpu.au.dk/forskning/forskningsenheder/paedagogisk-filosofi

Nedenfor kan man læse 17 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra januar-februar 2026.

De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

Indholdsfortegnelse:

1. Hvad er disciplin?
2. Opdagelse af barnets verden
3. Trumps ytringsfrihed
4. Pædagogisk oprør
5. Farvel til Tænketanken Prospekt
6. Center for karakterdannelse
7. Barnet, eleven og pædagogikken
8. Tankevækkende kronik af Merete Riisager
9. Claus Holms patriotisme
10. To anmeldelser af bog om karakterdannelse
11. Kronik i Skolemonitor: Skolepædagogisk netværk
12. Kronik i Berlingske om pædagogik og autoritet
13. Dramatisk modsætning
14. Jellebakkeskolen
15. Børnerådets kamp mod Tesfaye
16. Socialdemokratiets skoleudspil
17. Skolereformen og det ny børnesyn

 

1. Den 2. januar: Hvad er disciplin?

For tiden diskuterer man disciplin og autoritet. Det gjorde faktisk man også i 2014, da skolereformen huserede.

I nedenstående lille indlæg fra dengang reflekterer jeg over begrebet disciplin, bl.a. med udgangspunkt i en af reformpædagogikkens store filosoffer, John Dewey.

Jeg var selv meget glad for dette fund, kan jeg huske, og det er jeg egentlig stadigvæk. Efter min mening er analysen stadigvæk relevant.

I bunden af indlægget er der links til et par interessante kommentarer til debatten fra dengang. Her kan man f.eks. læse Jens Raahauge berette om, hvordan Niels Egelund, der jo var en central bidragsyder til skolereformens diskurser, talte varmt om lussinger.

Disse udtalelser fra Egelund drøftes faktisk også af Per Fibæk Laursen i hans læseværdige artikel “Vender disciplinen tilbage?”, som står i bogen “Klasseledelsens dilemmaer”, som også udkom i 2014. Her kunne man læse Fibæks version af, hvordan “disciplin” degenererede til “klasseledelse”.

I samme bog kunne man også læse en artikel af Dorthe Staunæs og Malou Juelskjær. Deres kapitel havde følgende karakteristiske titel:

“Klasseledelse ‘all inclusive’. Læringscentreret ledelse af sanser, affekter og rytmer”.

Her var “disciplinen” i frit posthumanistisk fald. Jeg skrev faktisk en kritik af artiklen, men det skulle jeg ikke have gjort. Staunæs og Juelskjær klagede nemlig til universitetsledelsen, støttet af den ny institutleder Claus Holm. Og så røg jeg til tjenstlig samtale. Men ok, det er selvfølgelig også en form for “disciplin”.

Det er som om, at skolereformens opgør med undervisning og indhold og reformens kaotiske individualisering fører til en kaotisk forfladigelse af “disciplin”, som pludselig kollapser og gendannes som “lussinger” og “skæld ud”. Det vil sige til det modsatte af “disciplin” i den forstand, jeg forsøger at beskrive det.

Referencer:

Link til indlæg om disciplin: http://www.thomasaastruproemer.dk/hvad-er-disciplin.html

Link til omtale af klagesag ved DPU: http://www.thomasaastruproemer.dk/klagesag-ved-dpu

 

2. Den 8. januar: Opdagelse af barnets verden

Efter at 1800-tallets fremskridtsoptimisme endte i skyttegravenes røg og gas, forstår man jo godt, at pædagogerne i 1920’erne kiggede til barnets liv i stedet for til den voksnes fallerede moral.

I barnets verden fandt pædagogerne også mange spændende ting, som vi kan bruge i dag. Men de fleste af dem glemte, at det, de fandt, egentlig var skønne og nuttede brokker fra selvsamme fortid, som man mente var skyld i skyttegravene.

Fortiden levede nu i det skjulte, hvilket jo lige var noget for Freud. Frem til omkring 1970 var denne mærkelige tilstand anledning til en strålende iderigdom, for den skjulte fortid var altid virksom.

Men det skjulte har det med at forsvinde, hvilket skete. Fra 1990’erne hed endte barndommens liv som ”ansvar for egen læring”. Nu forsvandt også den skjulte rest og dermed også Freud.

Skolereformen i 2013 var en forstærkning af det ensomme ansvar, mens verdens substans flød rundt i skyttegravens totale glemsel. Nu skulle den voksne tage ansvar for barnets selvansvar ved at udslette sig selv som voksen. Det var skolereformens recept: “Fra undervisning til læring”, ”målstyring” og ”undervisningsdifferentiering”.

Den helt aktuelle version af denne tilstand kalder man “det ny børnesyn”.

Det pædagogiske ansvar blæser i fortidens vinde. På den måde skriver vi ikke 2026, men 1918. Og hvad hedder 1918, når dette årstal transporteres ind i 2026? Det hedder “data” og ”børnesyn” og “økonomi”. Det er skyttegravens effekt, som har glemt skyttegravens effekt.

Det underbevidste har produceret en overflade, som er uden underbevidsthed.

PS:

Her er et eksempel på den endelige opløsning af fortrængningens tilstand: Kommunernes Landsforening skrev i 2005: om “folkeskolens og daginstitutionens produkt”:

”På alle fronter oplever det danske samfund et øget udviklingspres i forhold til at omstille til nye nationale og globale markedsvilkår – det gælder såvel offentlige og private virksomheder som den offentlige serviceproduktion. Det stiller krav om løbende produktionsoptimering, det er kun naturligt, at de samme krav må omfatte folkeskolens og daginstitutionens produkt – læring”.

(fra KL (2005). “Forskning der kan bruges – nyorientering af den pædagogiske forskning”)

 

3. Den 9. januar: Trumps ytringsfrihed

Trump har travlt med “ytringsfriheden” i Europa. Han er helt til grin. På et amerikansk universitet må Platons Symposium ikke indgå i pensum, fordi der står noget, som kan opfattes som woke, selvom Trump selv er en slags hyper-woke.

Altså Symposion  En af antikkens store tekster!

!!??!!??

Tårene løber som dræbersnegle ned af kinden.

Det pågældende amerikanske universitet er gået helt i flyverskjul. Dets bestyrelse og ledelse er helt uden karakterdannelse.

Og det passer skam. Det står selv i nedenstående artikel fra Videnskab.dk.

Den danske pædagogiske filosof og Platon-forsker Anne Marie Eggert-Olsen er rystet. “Det er gennemført politisk censur”, siger hun, og det er jo korrekt.

Hun siger også noget meget klogt, som de nok ikke kan forstå, hverken på amerikanske eller på danske universiteter.

“Universitetet skal være et sted for tankefrihed og sandhedssøgen, ikke en opdragelsesanstalt.«

Eggert-Olsen var blandt underskriverne på protesterne mod DPU’s fyringsaktioner i både 2010 og 2022, som også var et angreb på universitetets ånd. Hun har hjernen på rette sted.

Hvad bliver det næste? At man vil lukke RUC, fordi det er “venstreorienteret”?

Og hvis Symposion er farlig, kan vi godt begynde at rydde ud!!! Hvad bliver det næste? “Den danske sang er en ung blond pige”? eller Tøsedrengenes sang “Indianer”?

Løgstrup og Grundtvig og Brandes skrev vist også noget forkert engang. Og hvad med Heidegger og Marx? Ned i skraldespanden med dem. Ellers kommer Trump efter jer.

Alle kloge mennesker har sagt noget forkert eller noget mærkeligt eller noget tankevækkende. Ud med det hele. Og når reolen er tom, så kan vi placere en buste af Donald Trump eller Morten Messerschmidt på en af hylderne. De har aldrig sagt noget forkert.

Link til artikel på Videnskab.dk: https://videnskab.dk/kultur-samfund/universitet-censurerer-platon-idiotisk-siger-dansk-filosof/

 

4. Den 13. januar: Pædagogisk oprør

På en nordsjællandsk skole gør man ”oprør” mod det allestedsværende ”ny børnesyn”, som består af en blanding af humankapital, identitetspolitik og kommunalt bureaukrati. Efter min mening er det ny børnesyn faktisk et opgør med barndommen. Det kan man læse om i vedhæftede analyse. Så det er dejligt med den ny åbenhjertighed.

I stedet for at overtage tidens ”børnesyn” har skolens lærere nu formuleret et skolesyn, der bygger på skolens formål, lov og tradition. Det er skønne ord. Man kan læse om skolesynets syv principper i nedenstående artikel fra Folkeskolen.dk.

Det er den heltemodige lærerinde Mette Frederiksen, som endnu en gang træder i karakter som forsvarer af skolens hele essens. Men de syv principper er som sagt udarbejdet af lærerkollegiet i fællesskab.

Det er lærerne mod kommunen. Det er praksis mod KL’s opgør med praksis. En pædagogisk praksis, der opdrager både børn, forældre og samfund.

Det smukke oprør minder mig om Nyelandsvejs nylige oprør mod KP’s forsøg på at nedlægge det gamle seminarium på Frederiksberg. Oprørerne vandt også dengang.

Der er pædagogisk oprør i luften. Det er dejligt. Nu skal ordene bare brede sig – altså lovens, formålenes og institutionernes ord – så pædagogikken kan oplyse staten i overensstemmelse med statens eget forfatning.

Referencer:

Link til omtale af skolens principper: https://www.folkeskolen.dk/skole-goer-oproer-mod-nyt…/

Analyse af det ny børnesyn: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-i-koebenhavn-kampen-for-nyelandsvej.html

 

5. Den 14. januar: Farvel til Tænketanken Prospekt

Til interesserede følgere vil jeg sige, at min tilknytning til Tænketanken Prospekt er ophørt her fra årsskiftet. Jeg har været seniorrådgiver hos Prospekt siden tænketankens opstart i sommeren 2023, hvor jeg har stået for en række pædagogiske og uddannelsespolitiske analyser samt tilhørende podcasts, foredrag mv.. Prospekt var så venlig at samle mig op efter en lidt dramatisk afskedigelsessag på DPU.

Der har aldrig været tale om en decideret stilling, men Prospekt har været flinke til at støtte konferencer, udgivelser og andre aktiviteter, og frem til årsskiftet 24/25 fik jeg også et mindre fast honorar. Men nu er det altså helt slut.

Prospekt forsøgte faktisk at finansiere en mere fast tilknytning indenfor området ”Dannelse og pædagogik”, men desværre har det ikke været mulig at skaffe de nødvendige midler. Nedenfor kan I læse en kort omtale af initiativet, som altså nu er skrinlagt. Faktisk var der mange andre, der i løbet af 2023-24 forsøgte at stable lignende projekter på benene, men også de løb ud i sandet.

Det hele betyder, at jeg pt. er uden institutionel tilknytning. Jeg er derfor åben for henvendelser vedrørende ny stillinger, engagementer og muligheder.

Imens jeg således igen er i venteposition, skriver jeg på trebinds-værket ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertænksomhed og tanke”, som jeg indleverer til forlaget i løbet af marts 2026.

Her er nogle af de analyser, jeg lavede i regi af Prospekt:

– ”Notat om regeringens skoleudspil”, november 2023.

– ”Skolens formålsparagraf har tabt betydning og indhold”, november 2023.

– “Dannelse er vendt tilbage, men hvad betyder det?”, september 2024.

– “Karakterdannelse – skolehistoriske nedslag”, april 2025.

Jeg håber det bedste for Prospekt, for der er brug for tænketankens fokus på emner som dannelse, etik og folkestyre, men jeg er naturligvis lidt nervøs for, at Prospekt i fremtiden formentlig mister en del af sit engagement i pædagogiske og skolepolitiske emner.

Omtale af Prospekts arbejde med ”Dannelse & pædagogik”: https://www.taenketankenprospekt.dk/projekter/dannelse-paedagogik/

 

6. Den 16. januar: Center for Karakterdannelse

Kristeligt Dagblad bragte for et par dage siden et stort interview med stifteren af det ny Center for Karakterdannelse, Jonas Norgaard Mortensen.

Interviewets anledning er udgivelsen af bogen ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet”, som udkom på forlaget KLIM før jul. Jeg bidrager også selv med nogle refleksioner

I artiklen får man en god fornemmelse for det ny centers perspektiv. Her er nogle nedslag:

Mortensen annoncerer en bred, litterær og filosofisk undersøgelse af karakterdannelsesbegrebet, som han knytter direkte til den demokratiske og filosofiske tradition. Undervejs refererer han direkte til både Hal Koch, Aristoteles og Emil/Alfred fra Lønneberg, og i følgende citat tegner han bredden op:

“Vi kan søge tilbage til Aristoteles’ dydsetik, hvor begreber som karakterdannelse og dydsetik har sine idéhistoriske rødder. Men der er også gods at hente i kristendommens teologi, middelalderens skolastik, renæssancens humanisme og oplysningstidens filosofi samt moderne dannelses- og folkeoplysningstraditioner i Norden.”

Den store undersøgelse, som hermed annonceres, hænger sammen med en kritisk analyse af de instrumentelle systemer, som udviklede sig i kølvandet på murens fald. F.eks. står der, at….

”….karakterdannelse, dydsetik og moralfilosofi er blevet fortrængt af videnskabeliggørelse, individualisering, psykologisering, digitalisering og kommercialisering”.

Og denne diagnose knyttes også an til en idehistorisk analyse:

”Særligt i årene efter Murens fald i 1989 var det ifølge Jonas Norgaard Mortensen en udbredt forestilling, at den demokratiske ånd havde vundet, og at man derfor underprioriterede det åndelige og kulturelle, traditionerne, dannelsen”.

Mortensen mener, at der nu er brug for at drage omsorg for ”den demokratiske ånd”. Centrets hjemmeside myldrer da også med citater fra den demokratiske åndstradition.

Interviewet rundes af med følgende hyldest til, hvad man kunne kalde for ‘en pædagogisk praksis i den nordiske tradition’ og dennes kamp med “konkurrencestaten”:

“Mange praktikere har følt sig fremmedgjort i konkurrencestatens jagt på viden og vækst, men ser nu en mulighed for, at de kan få lov at danne hele mennesker. De vil gerne være med til at pudse det nordiske guld af og forfine det ind i vores skoleliv anno 2025. Der er en længsel efter den etiske kultivering af menneskelivet, som er kernen i karakterdannelse.”

Man må virkelig håbe, at det ny center får vind i sejlene. Der er jo tale om en slags genfødsel af den pædagogiske filosofi.

Link til artikel: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-og-sjael/forsker-vi-skal-genopfinde-arven-fra-alfred-emil-og-aristoteles

 

7. Den 27. januar: Barnet, eleven og pædagogikken

På en måde kunne man tro, at det ”ny børnesyn” bygger på et opgør med skolen. Lad mig forklare:  I børnehaven flyder børn og deres sociale relationer livligt rundt på legepladsen under den åbne himmel, men i skolen bliver børnene også elever af en lærer. Det ny børnesyns udbredelse ind i skolen er derfor umiddelbart børnehavens sejr over og invasion i skolen. Pludselig skal skolen indrette sig efter børnene.

I den forstand er børnesynet et tegn på ”elevens” og dermed også på ”lærerens” kollaps. Det er barnets sejr over eleven og læreren.

Men så alligevel ikke! For det ny børnesyn bygger nemlig også på et opgør med børnehaven. Det skyldes, at et af børnesynets centrale referencer er den amerikanske konkurrencestatsøkonom, James Heckman, der opfatter mennesker som humankapital, hvilket er enhver pædagogs værste mareridt, selvom Heckman er en stor helt på DPU.

Heckman dominerede en række statslige råd og kommissioner i 10’erne, f.eks. det såkaldte ”Småbørnsløftet” fra 2018. Og lige her skete der noget vigtigt: For faktisk forlod BUPL Småbørnsløftet, netop med henvisning til børnesynet. Så børnehavepædagogen er egentlig imod det ny børnesyn!

Det ny børnesyn er også inspireret af en radikaliseret identitetspolitisk bevægelse, den såkaldte ”childism”, som er et opgør med pædagogik. Vi befinder os i en blanding af konkurrencestat (Heckman) og identitetspolitik (childism).

Så det aktuelle børnesyn er ikke kun et opgør med skolen, men faktisk også et opgør med børnehaven og med børnehavepædagogikken. Min åbningstese er derfor forkert.

Børnesynet er snarere et udtryk for KL-segmentets sejr over en demokratisk stat, som selv har tabt til KL, som i staten er repræsenteret ved Socialministeriet og Finansministeriet. Undervisningsministeren har forsøgt at gøre modstand, men tabte slaget til Socialministeriet/KL/Finansministeriet på et samråd før jul, hvor han anerkendte det “ny børnesyn”.

Det ny børnesyn er derfor et udtryk for, at et opgør med børnehaven breder sig ind i et opgør med skolen. Og efterfølgende skjuler man dette ubehagelige opgør bagved nogle søde one-liners om de børn, som man netop har angrebet.

Pædagoger og lærere burde slå ring om deres fag og om barndommen og sige nej til det ny børnesyn for at beskytte barnet, eleven og pædagogikken.

Referencer:

BUPLs aktion i 2018: https://bupl.dk/born-unge/nyheder/derfor-holder-bupl-sig-ude-af-smaaboernsloeftet-vi-har-ikke-samme-boernesyn

Om det ny børnesyn: http://www.thomasaastruproemer.dk/det-ny-boernesyn-fra-socialpolitik-til-almenpaedagogik.html

 

8. Den 28. januar: Tankevækkende kronik af Merete Riisager

Merete Riisager har skrevet en fremragende kronik til Jyllands-Posten, hvor hun fremhæver sammenhængen mellem frihed, autoritet, fortid, fremtid og demokrati. Disse processer udgør essensen i en virkelig “normproces”, som er fyldt med både kærlighed og kritik. En slags kulturel tingslighed.

Artiklen er et eksempel på en uddannelsesforståelse, som Hannah Arendt engang beskrev som et “between past and future”; dvs et særligt rum. hvor fortidens dybder og fremtidens ideer vekselvirker som erfaring, eksistens og tilsynekomst.

Riisager sætter sine tanker i modsætning til en radikaliseret poststrukturalisme; den såkaldte “normstorming”, som er et angreb på fortiden, og dermed også på fremtiden.

Og udover denne modstilling, som er helt på sin plads, så kan kronikkens synspunkter favne mange forskellige politiske bevægelser. Teksten er på en måde før-politisk, dvs. pædagogisk.

Mange tak til fru Riisager. Man må virkelig håbe, at hun igen bliver undervisningsminister, når hun formentlig kommer i Folketinget efter næste valg. Med sin store indsigt har hun forudsætningerne for at få det bedste frem i alle partier.

Link til kronik: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE18953327/normerne-skal-bygges-op-ikke-stormes/

 

9. Den 29. januar: Claus Holms patriotisme

Institutleder ved DPU, Claus Holm, har i Skolemonitor, d. 28. januar, gang i et opgør med de nationale traditioner, herunder den grundtvig-koldske filosofi. Holm kalder den slags for ”en farceagtig fædrelandskærlighed”. Tænk på hvor omfattende og dybe dialoger, der ryger i skraldespanden på denne måde!

Lad os se på logikken:

Holm refererer først til historikeren Søren Mørchs socialkonstruktivistiske nedbrydning af den nationale historie. Det skete i 1990’erne. Holm mener, at vi dermed fik en velfærdsstatspatriotisme. Som om velfærdsstaten og det nationale er modsætninger? Og som om velfærdsstaten blev skabt i 1990?

Nuvel, efter denne ødelæggelse af de nationale dialoger, kom Ove Kaj Pedersens konkurrencestat ind i billedet omkring årtusindeskiftet. Holm skriver:

”En økonomisk patriotisme, der vægtede nyttige og konkurrencedygtige færdigheder, så dagens lys.”

Holms eget virke er en direkte forlængelse af denne kombination af Søren Mørch og Ove Kaj Pedersen. Sidstnævnte har endda været hovedtaler på utallige DPU-konferencer. Det er det moderne DPU’s essens. DPU er en slags konkurrencestatens indre, der omdanner ånd og pædagogik til økonomisk optimering. Der er tale om et pædagogisk og åndeligt kollaps, som Holm selv har stået i spidsen for, eftersom han har været med i DPU’s ledelse siden 2008. Og siden 2015 endda som leder for det hele.

Herfra hopper Holm frem til i dag. For aktuelt kaldes der igen på åndelig oprustning og patriotisme, fortæller Holm, og det har han jo ret i. Man hvad skal man nu stille op med det, når man lige har afvist åndstraditionen og nedbrudt den til blot at handle om at skabe økonomiske soldater? Holm løber igen efter den politiske vind.

Og nu kommer vi så til Holms pointe. Han vil nemlig undgå, at man griber tilbage til baggrundstraditionerne, som han jo har defineret som ”farceagtigt”. I stedet foreslår han, at man måske skal kigge på tyske og franske forfatningstraditioner. Hans egen filosofiske gemmere består af de to franskmænd Althusser og Foucault og af tyskeren Niklas Luhmann. Vi er ikke i det klassiske land.

Jeg er helt enig i, at tysk og fransk filosofi er vigtigt, men begge dele har skam spillet en stor rolle for den ”farceagtige fædrelandskærlighed”, altså den danske tradition. Og en engageret interesse for andre landes kultur skulle da nødigt betyde, at man smider sin egen kultur ud! Herunder jo den danske forfatningstradition, dvs. Grundloven og hele dens substans.

1800-tallet indeholder noget af den største pædagogiske og kulturelle rigdom, man næsten kan forestille sig. Her er Danmark, Tyskland og Frankrig (og andre lande) i fuld vekselvirkning lige midt imellem fortid og fremtid.

Men Holm reducerer det hele til noget “farceagtigt” og nogle strukturalister! Hans sprog af skadet af hans mangeårige kærlighed til konkurrencestaten. Det er lederen af dansk pædagogik, der taler.

På denne baggrund kan man let forstå Holms og DPUs ageren siden omkring 2008, hvor et teknokratisk læringsbegreb fik magten og gik til angreb på pædagogikken. Efter min mening kan man ikke drive et seriøst “Danmarks pædagogiske universitet” på et sådant grundlag.

Holm knytter sin refleksioner til skolens historieundervisning. Det er en dårlig ide. Skolen og historien er ikke et sted for patriotisk opdragelse, men et sted for kærlighed til kundskabernes organisme, som både kan give anledning til patriotisme – vel at mærke i mange lag – og til det modsatte.

Men Holm har i mange år promoveret noget så upædagogisk som en ”økonomisk patriotisme” og ”læring som livsform”, så nu er han efterladt med et tydeligt ubehag ved sin selvkonstruerede ”farce”, som landets pædagogers og læreres praksis ellers udspringer af.

Link til Holms kronik:

https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18954487.ece?fbclid=IwY2xjawQUwqpleHRuA2FlbQIxMQBzcnRjBmFwcF9pZBAyMjIwMzkxNzg4MjAwODkyAAEeqH-JRHAWww2ntte2KAN5nUrLho-nU01jkH9A1xrkrgsbAc2vNDcNq_UO-5k_aem_5FVyRk5uIy26Eb4FYAYkRQ

 

10. Den 1. februar: To anmeldelser af bog om karakterdannelse

For et par måneder siden udkom bogen ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet”, som jeg også selv har bidraget til. Bogen har for nylig fået to meget forskelligartede anmeldelser, som jeg i det følgende vil sætte lidt i system:

A. Steen Nepper Larsen i Information:

Lektor Steen Nepper Larsen er yderst sympatisk indstillet overfor projektet. Han kalder det Gadamer-inspirerede citat, som lægger navn til bogens undertitel – altså ”højnelse til humanitet” – for ”smukke og slidstærke ord”. Han fortæller også, at ”umiddelbart er der meget godt at sige om dette karakterdannelsesinitiativ”. Nepper Larsen har da også sammen med en række førende idehistorikere bidraget med en udmærket artikel til paralleludgivelsen fra 2023: ”Det skal kendes – dannelse som kommunal vej og vision”.

Især lader han til at synes om bidragene fra Ove Korsgaard, Ole Seier Iversen, Finn Thorbjørn Hansen og Mattias Stølen Due. Og han kritiserer egentlig ikke nogen af artiklerne.

Larsen bruger en del spalteplads på, at der efter hans mening mangler social og politisk kritik i bogen, f.eks. af OECD’s initiativer. Han er også bange for, at karakterdannelsesbegrebet ender med at ligne noget fra Kina, som han lige har besøgt.

Det er helt fint med en kritisk analyse af OECD og af andre lande, men netop den danske version af karakterdannelse er så propfyldt med humanistiske og demokratiske interesser, at både Kina og OECD ender med at stå for det stik modsatte. Det er meget mærkeligt, at Nepper Larsen bruger så meget plads på den kritik. Men det er helt klart fint med en opfordring til at undersøge de emner, han omtaler.

Jeg vil dog lige sige, at mit eget bidrag til bogen netop omtaler forskellige faldgruber ved begrebet, og at jeg ved flere tidligere lejligheder har kritiseret OECD’s holdninger til pædagogiske emner.

Og Nepper Larsen fremhæver faktisk selv karakterdannelsens kritiske potentiale. Det sker i følgende formulering:

”Karakterdannelse er et dydsetisk dannelsesprojekt med lange rødder tilbage til det gamle Grækenland, men det er også et aktuelt forsøg på at sætte formgivningen og kvaliteten af menneskets eksistens i centrum i en tid præget af forhastethed, overfladiskhed og en instrumentel pædagogik og uddannelsespolitik”.

Og går man ind på Center for Karakterdannelses projektbeskrivelse, står der faktisk følgende i samme ånd:

”Den globale og kapitalistiske markedstænkning er blevet udbredt fra at være et økonomisk middel til et mål som samfunds- og styringstænkning: stater er leverandører til et globalt marked i konkurrence og den enkelte borger er forbruger og producent. Dette økonomiske paradigme har taget den åndelige, menneskelige og kulturelle kapital for givet (…).”

Det lyder jo som den rene Kina- og OECD-kritik.

Nepper Larsen taler også om, at bogen er udtryk for en ”fætter-kusinefest”. Det lyder nærmest som om, at han har ventet på en invitation til at bidrage, hvis jeg må være lidt fræk.

Og endelig: Nepper Larsen mener – vist nok lidt kritisk? -, at bogen en ”værdimæssig og ideologisk intervention”. Men det lyder da godt, for det er der sørme brug for? Han har også selv skrevet en del bøger i denne udmærkede genre.

B. Ove Christensen i Kulturkapellet:

Ove Christensens anmeldelse i Kulturkapellet består mest af en mere neutral gennemgang af nogle af bogens artikler, hvor Nepper Larsen snarere lavede nogle få lynnedslag.

Men på en måde mener Christensen det stik modsatte af Nepper Larsen. Lad mig forklare det:

Ove Christensen udviser nemlig ikke nogen eksplicit sympati med projektet, hvilket Nepper jo gør. Han kritiserer det dog heller ikke. Og han mener i modsætning til Nepper, at indlæggene er meget forskelligartede. F.eks. konkluderer han:

”Karakterdannelse er en noget ujævn bog, selvom artiklerne for de flestes vedkommende er velskrevne og interessante bidrag til en diskussion af pædagogiske problemstillinger; dog ikke nødvendigvis den samme diskussion. Der ligger tilsyneladende ikke et fælles projekt bag udgivelsen, selvom tilhørsforholdet til Center for karakterdannelse selvfølgelig er en samlende størrelse.”

Så på den ene side er Christensens anmeldelse den mest positive, fordi der ingen kritik er, og fordi han roser de ”velskrevne og interessante bidrag”. Men på den anden side er Neppers anmeldelse den mest positive pga. hans eksplicitte tilslutning til karakterdannelsens humanistiske grundtanker. Vi skal bare lige huske også at kritisere OECD og Kina.

Links:

Steen Nepper Larsens anmeldelse: https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2026/01/ny-antologi-karakterdannelse-ideologisk-intervention-forskning

Ove Christensens anmeldelse: https://www.kulturkapellet.dk/sagprosaanmeldelse.php?id=1179

 

11. Den 2. februar: Kronik i Skolemonitor: Skolepædagogisk netværk

Nogle af pædagogikkens venner har slået sig sammen i en slags tænketank, som har fået navnet “Skolepædagogisk netværk”. I den forbindelse har de skrevet en flot kronik til Skolemonitor, hvor de giver en faglig og filosofisk forklaring på autoritetens og opdragelsens relation til skolens praksis. Og det sker vel at mærke helt uden den platte polemik, som præger dele af debatten.

Mange tak til denne gruppe, som mestendels består af folk, som i mange år har forsvaret pædagogikkens begreber på forskellige måder. Jeg synes især at genkende Leo Komischke-Konnerups sprogtone i kronikken, men det er blot et gæt.

Her er forfatterne:

• Merete Riisager, Kandidat i pædagogik og fhv. undervisningsminister
• Leo Komischke-Konnerup, Ph.d. i almen pædagogik og skoleforsker
• Lene Tanggaard, professor i pædagogisk psykologi
• Jonas Petersen, skolelærer
• Rasmus Alenkær, Pædagogisk psykolog, aut. Ph.d.
• Mette Frederiksen, skolelærer
• Peter Bendix Pedersen, Formand for Friskolerne
• David Lindekilde, psykolog

Her er nogle få nedslag i teksten:

Kronikken åbner med følgende diagnose:

”Skolens aktuelle krise er ikke en forbigående krise. Set fra et pædagogisk perspektiv lader skolen til at være i færd med helt grundlæggende at erodere og opløse sig som pædagogisk meningsfuld skole.”

Forfatterne skyder skylden på det organisationsvælde, som har udviklet sig siden skolereformen i 2013.

”Det gælder især de politiske, økonomiske og faglige interesseorganisationer, der nærmest er enerådende dagsordenssættende. De har fået langt større indflydelse på skolens pædagogiske forhold end lærerne, skolelederne og skolen selv.”

Undervejs får vi følgende at vide om autoritetens og pædagogikkens væsen:

“Uden anerkendelse af lærerens og skolens pædagogiske autoritet kan der hverken læres eller leves sammen på en pædagogisk meningsfuld måde – i hvert fald ikke hvis denne læren og dette fælles liv forventes at finde sted indenfor en skoles rammer.”

Og kronikken slutter med følgende fine ord i samme ånd:

”Uden anerkendelse af lærerens frihed og pligt til at udvikle og udøve pædagogisk, faglig og personlig autoritet kan der ikke holdes skole i en pædagogisk meningsfuld forstand. Uden pædagogisk autoritet i skolen går det altså ikke.”

Det bliver spændende at høre mere om dette tænketanksinitiativ.

Link til kronikken: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18972294.ece

 

12. Den 3. februar: Kronik i Berlingske om pædagogik og autoritet

I går fortalte jeg om en spændende kronik i Skolemonitor af den ny gruppering, Skolepædagogisk Netværk. Kronikken drøftede autoritet- og opdragelsesbegrebets betydning for pædagogisk praksis.

I dag bringer Berlingske så en kronik i helt samme ånd. Kronikken er skrevet af en Camilla Huniche, som er vicedirektør i Danske Gymnasier, og en Helene Horsbrugh, der er dagtilbudschef i Københavns Kommune. Dertil kommer 33 medunderskrivere, som primært består af ledere og mellemledere fra skoleverdenen samt andre praktisk indstillede personer. Der er kun to kendte folk fra skoledebatten, nemlig professor emeritus Ove Korsgaard, som er aktiv i det ny Center for Karakterdannelse, og politikeren Lotte Rod.

Med dette primært organisatoriske outlook må jeg indrømme, at jeg ikke havde forventet det store, men der tog jeg lige fejl. Måske er Ove Korsgaard den centrale skribent? Eller måske skal jeg bare tage mig sammen?

Kronikkens emner svarer nøje til gårsdagens kronik. Her er nogle nedslag:

Forfatterne mener, at trivselsmålinger har overtaget resterne af et i forvejen marginaliseret pædagogiske sprog, så generationernes udveksling og skolens formål er truet. En konsekvens heraf er følgende:

”Kravet om, at »mit barn skal trives« ender ofte med at blive hverdagens styringsværktøj i stedet for opdragelse, dannelse og fællesskab, og det overskygger skolens egentlige formål.”

Vi får herefter at vide, at dette problem for pædagogik og formål sætter sig som autoritetsproblemer, hvilket jo også var temaet for gårsdagens kronik.

”I takt med at pædagogikken har mistet terræn, har institutionerne og deres praktikere mistet autoritet. Dygtige praktikere forlader deres fag. Det er for slidsomt at sætte sig i respekt, og institutionernes opgave som opdragere af den yngre generation har mistet legitimitet.”

Derudover møder vi også i denne kronik en flot revitalisering af opdragelsesbegrebet og af den pædagogiske filosofi med fyndige referencer til både Løgstrup og Knud Grue-Sørensen. F.eks. i følgende:

”K.E. Løgstrup skrev, at »medens vi bakser med en opgave, udvikles den karakter, der betinger løsningen af den«. I stedet for at efteruddanne pædagoger og lærere i psykologi, skal vi give børnehavepædagogerne et kursus i guitarspil og sanglege og lade historielæreren dyrke sin nørdede lidenskab for 1864.

Med fagene kan de åbne verden for børn og unge. Og med pædagogik kan vi give børn og unge adgang til andre »livsprismer« end psykologiens. For eksempel litteraturen, filosofien og musikken. Fordi de har brug for mindre spejl og mere vindue!

Tidens udfordringer kalder på, at pædagogik får sin »egenrådige« plads igen. Men det kræver, at dens autoritet bliver genskabt.”

Det er dejligt, at dette segment af praktikere og ledere – og endda bl.a. fra Københavns Kommune – har kastet sig ud i disse emner. Og det er også godt, at Lotte Rod har støttet kronikken. Dermed kommer hendes fine forsvar for fritidspædagogikken i kontakt med en nyvunden interesse for pædagogik og filosofi i stedet for med ”det ny børnesyn”, som i dag bygger på teorier om identitetspolitik og humankapital, dvs. et opgør med barndommen.

Link til kronikken: https://www.berlingske.dk/kronikker/flere-boern-og-unge-mistrives-nu-kommer-en-lang-raekke-fagfolk-med-et-bud-paa-hvorfor

 

13. Den 3. februar: Dramatisk modsætning

Med udgangspunkt i et samråd i Børne- og Undervisningsudvalget reflekterer Merete Riisager i nedenstående opslag over en form for modsætning i regeringens og måske også i statens indre; ja, nærmest i Mattias Tesfaye selv.

Det er meget interessante tanker, som handler om synet på barndom og pædagogik. Det er den aktuelle version af “pædagogikkens to verdener”, der tørner sammen.

Modsætningen er blevet yderligere skærpet af en helt ny rapport fra Børnerådet til FN, som jeg vender tilbage til en af dagene.

Riisagers opslag: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02DL4vhMR9WtivTT3kQeNquyZ2uFoRbJ3Dp9QZRFf2NGQzdFdSNZ7F5z8DbP5KEUnSl&id=100007780335101

 

14. Den 3. februar: Jellebakkeskolen

Som stor dreng boede jeg på en gade, der hedder Korshøjen, som ligger i Vejlby-Risskov i det nordlige Aarhus. Der gik jeg på den lokale Jellebakkeskolen fra 1973-1979.

Det er lidt sjovt, at Mattias Tesfaye også har gået på Jellebakkeskolen. Og det samme har den tidligere forskningsminister, Morten Østergaard.

Efter folkeskolen gik jeg på Risskov Amtsgymnasium. Det samme gjorde Østergaard, men jeg ved ikke om Tesfaye også gjorde, eller om han blev murerlærling med det samme.

Ifølge et billede, som Tesfaye har lagt ud i forbindelse med et helt aktuelt skolepolitisk udspil, ser det ud til, at han boede i nabobebyggelsen; et almennyttigt boligbyggeri, som hed Vejlby Vænge. Der boede vi faktisk selv fra 1995-2003, da børnene var små. Jeg føler mig lidt socialdemokratisk, når jeg ser den lille Tesfaye-dreng på billedet.

Men på Korshøjen var man nu generelt set ikke socialdemokrater. Man var snarere marxister. Det var de unges sted. Dengang kaldte man også Korshøjen for ”magisterghettoen”. Morten Messerschmidt ville nok rive det hele ned.

I dag bor jeg stadig på Korshøjen, og mine børn har også gået på Jellebakkeskolen, som nu hedder Ellevangsskolen. Ved siden af skolen ligger Ellevang kirke, hvor den senere biskop Kjeld Holm var præst i mange år. Holm har konfirmeret den ene og den anden. Han var også venner med Peter Kemp og Lars-Henrik Schmidt og formand for DPU’s bestyrelse, før det gik ned ad bakke for DPU fra 2008.

Ellevang er bare verdens navle.

Og Tesfayes ny politiske forslag? Det er dejligt, at Socialdemokratiet gerne vil lave lilleskoler for de små elever, men det er helt sikkert bare valgflæsk, for ellers havde Mette jo bare lavet en hastelovgivning sammen med Troels og Lars. Den slags gennemskuer en gammel elev fra Jellebakkeskolen med det samme. Dette røntgen-syn fik vi af vores samfundsfagslærer, Hans-Jørgen, der fortalte os, at FDB var mega-kapitalistisk. Længe leve Jellen!

Link til Tesfayes opslag: https://www.facebook.com/stemtesfaye

 

15. Den 4. februar: Børnerådets kamp mod Tesfaye

I juli 2025 sendte Børnerådet dets ”List of Issues” ind til FN’s såkaldte ”Børnekomite”.

Et af Børnerådets kritikpunkter handler om regeringens ny ordensregler for folkeskolen. Så Børnerådet indberetter simpelthen undervisningsministeren for konventionsbrud! Man skulle tro, at revselsesretten var blevet genindført.

Børnerådet refererer også positivt til den rapport om kønspædagogik, som blev udformet af ledende kredse på DPU i 2024. Det er åbenbart et menneskerettighedsspørgsmål at gøre op med ”stereotyper”? Igen er der tale om en slags påtale af Tesfaye, eftersom han i sin tid kaldte DPU-rapporten for ”sjask”. (jf. analyse i links).

Endelig har en aktuel artikel i Altinget godtgjort, at Børnerådet har været særdeles aktiv i en kampagne mod lærerne i efteråret 2025, hvor korporlig afstraffelse nærmest blev fremstillet som normalt. Denne kampagne ligger i forlængelse af ånden i rapportens omtale af Tesfayes ordensreglement. Både Tesfaye og mange andre skældte da også kraftigt ud på Børnerådets kampagne.

Igen ser vi denne konflikt.

Børnerådet refererer også i sin “list of issues” meget positivt til den socialpolitiske ”Barnets Lov”, selvom denne lov bygger på en opfattelse af barnet som ”humankapital”, hvilket er et opgør med “barnet”.

Børnerådet var faktisk tidligt en integreret del af opbakningen til Barnets Lov/det ny børnesyn, som stammer fra kredse i Socialministeriet. Hele dette filosofiske system udgøres af humankapital-teori og identitetspolitik. Herfra er begreberne så strømmet ind over de almenpædagogiske områder, nu endda som FN-indberetninger.

Det er derfor, at samrådet i november, hvor socialministeren og undervisningsministeren på foranledning af LA skulle tale om børnesyn, var så vigtigt. Det var her, at Undervisningsministeren endte med at acceptere det børnesyn, som altså via Børnerådet har angrebet ham siden i sommers.

Disse informationer understreger den hypotese om en splittelse i Tesfayes begrebssystem, som Merete Riisager gjorde rede for i et opslag, som jeg videreformidlede i går.

Links:

Link til Børnerådets rapport, juli 2025: https://www.boerneraadet.dk/vores-viden/2025/materialer/list-of-issues/

Altingets artikel: https://www.altinget.dk/artikel/mails-afsloerer-advarsler-alligevel-delte-boerneraadet-udokumenterede-historier-om-vold-i-skolen

Samlet analyse af ”det ny børnesyn”: http://www.thomasaastruproemer.dk/det-ny-boernesyn-fra-socialpolitik-til-almenpaedagogik.html

Samlet analyse af DPU-rapport om kønspædagogik: http://www.thomasaastruproemer.dk/ekspertgruppe-om-koenspaedagogik.html

 

16. Den 4. februar: Socialdemokratiets skoleudspil

Socialdemokratiet foreslår alt muligt skolegodt for sølle 5 mia. kroner. Og straks har folk nej-hatten på med alle mulige små og tekniske indvendinger. Kun de radikale bakker helhjertet op, mig bekendt. Tak til Lotte Rod.

Men hvorfor siger alle andre ikke også bare ja med det samme? Altså bare ja til det hele? I så fald kan det hele vedtages inden et valg. Og hvis det sker, så er der jo pludselig ikke mere tale om valgflæsk, men om en skolepolitisk realitet. Og endda med 100% flertal. Og indfasningen kan starte så småt allerede efter sommerferien med fuld effekt i 2028. Og bagefter kan vi jo bare foreslå noget mere godt.

En detalje til ja-hatten:

I en central del af udspillet annonceres de små klasser som ”lilleskoler”. Lilleskolerne er en meget rig reformpædagogisk tradition – en slags højdannelse – som udsprang af kulturradikale miljøer fra mellemkrigstiden. Den første lilleskole blev etableret i 1949. Tænk hvis alle små børn mellem 6 og 10 kunne gå i en virkelig lilleskole. Hvilken herlig fest.

Desværre tror jeg ikke, at valget af ordet ”lilleskole” i det aktuelle udspil har noget kulturhistorisk rodfæste. Men det kan det jo få.

Der er heller ingen referencer til institutioner som OECD eller Reformkommission, som har gjort så meget skade gennem årene, eller noget om “børnesyn” eller anden polemik. Det hele lyder bare sådan lidt pædagogisk/skoleagtigt med madpakker og udflugter og så videre uden mobiltelefoner og statistikker.

Der er også mange andre gode forslag. Ja, der er faktisk ingen dårlige, bortset fra at den begrebsmæssige struktur “trivsel + læring” stadig fungerer som en løs baggrund, hvilket jo indirekte peger ind i skolereformens testsystemer.

Link til udspil: https://www.altinget.dk/artikel/mails-afsloerer-advarsler-alligevel-delte-boerneraadet-udokumenterede-historier-om-vold-i-skolen

 

17. Den 6. februar: Skolereformen og det ny børnesyn

En af de tre målsætninger fra skolereformen i 2013 var følgende:

”Folkeskolen skal udfordre alle elever, så de bliver så dygtige, de kan”

Dette mål skulle måles på de nyindførte Nationale Test. Det hele blev sat i modsætning til skolens formål. Formålets rige begreb om ”kundskaber”, der ellers havde stået i alle skoleformål siden 1814, pludselig nu reduceret til at handle om testscore i kæmpestore nationale og globale systemer.

Dette store målsystem fungerer stadigvæk med fuld effekt på det overordnede plan.

Men så var det, at jeg kom til at tænke på noget: I ”det ny børnesyn”, som jo i dag udgør en slags organisatorisk og pædagogisk tvang i mange kommuner og organisationer, er der også en sloganagtig one-liner:

”Alle børn gør det så godt de kan”

Men er det ikke som om, at denne sætning i hele dens syntaks minder om sætningen i 2013-systemet? Barnet defineres jo stadig som en slags målopfylder, og hvis det ikke opfylder mål, så er det nu omgivelsernes skyld, hvorved omgivelserne også defineres som del af målopfyldelsessystemet. Samfundet gøres dermed til en del af skolereformens logik.

Hvis noget i den retning er korrekt, så er det ny børnesyn en integreret del af skolereformens filosofi. Ja, endda en slags forstærkning, fordi nu også omgivelserne – dvs. familien og samfundet og pædagogikken – er blevet en del af målsystemet.

Så først – i 2013 – blev barnet et måloptimeringssystem. Og her i 2026 er omgivelserne også blevet en del af dette måloptimeringssystem.

Et tilsvarende ræsonnement kan muligvis gennemføres vedrørende en anden af 2013-indikatorerne, nemlig at ”elevernes trivsel skal øges”.

Det var herudaf, at man skabte de skrækkelige trivselsmålinger, som erobrede og definerede en hele generation af børns erfaringsliv og personlige udvikling.

Dermed fik vi samlet set et opgør med formålstraditionens interesse for kundskaber og personlig udvikling. I stedet fik vi læring og trivsel. Et ensomt, centralistisk og målstyret sted.

Utroligt at vi gamle mennesker lærte noget, dengang vi og vores venner ikke var defineret som måloptimeringsbørn.

Selv i Socialdemokratiets aktuelle og flotte skoleudspil er ”læring og trivsel” de konstante effekter, og udspillet er jo også udledt af Reformkommissionens økonomiske ideologi, der er forbundet med ideologien bag skolereformen i 2013.

I den forstand får vi små klasser i skolereformens system, selvom skolereformen lagde op til verdens største klasser. Men ideologien er den samme. Det er også derfor, at Tesfaye har svært ved at holde ”det ny børnesyn” på afstand. Hele systemet presser på, så længe der står “læring og trivsel” og “nyt børnesyn” i policy-teksterne.

Nedenfor kan man læse 20 små analyser og kommentarer vedrørende primært uddannelsespolitiske og pædagogiske emner fra november-december 2025.

De fleste af teksterne er bearbejdninger af opslag på min Facebook-side, hvor de kan tilgås med ledsagende kommentarer.

 Indholdsfortegnelse:

1. Det ny børnesyn og dets generationer
2. Pædagogikkens to verdener: To slags læreruddannelse
3. Stefan Hermans bog ”Læreren i midten”, note 1
4. Stefan Hermans bog ”Læreren i midten”, note 2
5. Morten Messerschmidts opløsning af “borgeren”
6. Forsvar for RUC, note 1: Et paradoks
7. Et forsvar for RUC, note 2: Teknokrati eller ungdom
8. DR Debatten om folkeskolen
9. Socialdemokratiets, DF’s og Konservatives kollaps
10. En idehistorisk tanke
11. Tese om karakterdannelse og kundskaber
12. Debat om karakterdannelse
13. Filosofferne i bådene
14. Niels Chr. Sauer kritiserer DPU
15. Pædagogikkens to verdener på Frederiksberg
16. Det ny børnesyn: Fra socialpolitik til almenpædagogik
17. FN’s børnekonvention
18. Barnesyn uden pædagogik
19. Ånd og rustning
20. Bondo og Hermann

 

1. Det ny børnesyn og dets generationer

En lærerstuderende, Rosa Steilborg, skriver på Folkeskolen.dk, at det såkaldte ”ny børnesyn” står i modsætning til de ældre læregenerationers børnesyn, som portrætteres som gammeldags og reaktionært. De gamle lærere går kun op i ”PDO” og har ikke set lyset. Der er tale om en ”generationskløft”, får vi at vide.

Steilborg sætter sig dermed helt alene i verden. Lad mig uddybe:

Interessen for demokrati og pædagogik er så gammel, som jeg ved ikke hvad, og den fik i radikaliseret form et peak i 1970’erne. Nu stod læring i modsætning til kundskabstraditionerne, i al fald i visse kredse. Børnene skulle lære social handling. Det er en lang og rig historie, som har rødder i romantikken og senere hen i 1920’erne. Det var barndommens århundrede. Det var ”læreprocesser” i samfundsforandringens navn.

Det ”ny børnesyns” grundlæggende temaer er overhovedet ikke nye. Det er en kæmpefejl at kalde det for ”nyt”. Ved at portrættere dette ”børnesyn” som ”gammelt”, så mister man muligheden for at trække på traditionens kundskabsmateriale og også på dens fejltagelser. Det var skam de gamle lærere, som var progressive. På den måde bliver Steilborgs ”ny børnesyn” helt alene, mens hendes børnesyns eget grundlag portrætteres som reaktionært.

Så hvis man har interesse for det ”ny børnesyns” emner, så bør man interviewe en 80 årig lærerinde fra København.

Nuvel, efter den rige børneaktivisme fra 1970-erne, som i dens bedste stunder var præget af en slags glad, fælles og drenget leg på græsplæner og i sidegader – sådan en slags blanding mellem Christiania, venstregrundtvigianisme og Jagtvej 69 – så skete der noget i løbet af 1990’erne. Muren faldt, så ungdomsoprøret og socialismen døde hen. Og Grundtvig røg også ud, for han blev dengang opfattet som venstreorienteret.

”Læring” var nu helt alene, for kundskabstraditionerne var jo allerede afviklet via den strukturalistiske del af ungdomsoprøret. Vi fik ”ansvar for egen læring”, dvs. psykologi og kompetenceudvikling. Dermed røg både ”demokratiet” og børneaktivismen af fløjten. Børnesynet blev nu helt individualiseret. Vi var gået ”fra undervisning til læring”. Lærere var nu blot en konsulent. Hvilken deroute.

Så selvom alt det der med demokrati og social handling forsvandt, så fastholdt man altså den nu ensomme ”læring”. Faktisk udvikler Louise Klinge sine ideer med udgangspunkt i denne ny situation. Hendes ide om ”relationskompetence” består af individualiseret psykologi og 90’er-kompetencer. Det aktuelle ”ny børnesyn” udvikles altså som et slags post-Berlinmur-opgør med det ”ny børnesyn”.

Det “nye ”ny børnesyn”” er den ”50-åriges” konstruktion. Det er den glemsomme generations konstruktion. Det ny børnesyn, som altså har rod i 90’erne, er den ensomme og individualiserede læring, som pludselig opdager, at der findes andre mennesker i klasseværelset. Derfor opstår ”relationen” som en ny kategori, mens både kundskaber og samfundsforandring er helt væk. Vi får ideen om “relationskompetencer”.

Og fra 2000’erne skulle den nu frisatte læring ligefrem optimere økonomien. Barnet skulle nu være en ”økonomisk soldat”. Meget mærkelig og ubehagelig vending.

Men det med konkurrencestaten er slet ikke Klinges linje. Hun er imod målstyring og digitaliseringsiver, for hun har jo rod i 1990’erne. Hun udvikler sine 1990’er-prægede ideer omkring 2015, dvs. efter konkurrencestatens ankomst i 2000’erne. Det er faktisk denne kronologiske forskydning, der giver hendes ideer en vis pondus.

Fra 2013 stod den på kæmpeklasser, hvor alle var ”inkluderede”, hvor der overalt og konstant var en individualiseret ”undervisningsdifferentiering”, hvor skoledagene var verdensrekord-lange, hvor det hele var styret af store nationale og globale testsystemer, og hvor alle kiggede ned i deres maskiner for at optimere deres individuelle læringsmål. Læreren var nu proletariseret. Endnu en deroute.

Det hele var et opgør med “barnet”; et opgør som altså stammede fra en forfaldsform af det ”ny børnesyn” fra 1970’erne. Den aktuelle læreruddannelse, hvor Rosa Steillborg har sin gang, er født ud af dette system.

Så hvis Rosa Steilborg vil lære noget om sit eget børnesyn, så skal hun snakke med en masse gamle lærere og læse nogle gamle bøger i stedet for at lave en generationskløft mellem hende og dem, som har fundet på alt det, som slet ikke er ”nyt”. Så kan de alle sammen slå sig sammen og protesterer mod skolereformen og dens effekter og tankegang. Imens kan alle disse skønne lærere holde hinanden i hånden og synge nogle gamle sange fra alle ”generationernes” erfaringsliv, også fra dem, som gerne ville fortælle den næste generation, om det, der allerede findes, så den nye generation har noget at arbejde med og revoltere imod.

https://www.folkeskolen.dk/debat/nu-generaliserer-jeg-men-det-nye-boernesyn-handler-ogsaa-om-en-dyb-generationskloeft/

 

2. Pædagogikkens to verdener: To slags læreruddannelse

I sidste uge var jeg på besøg på Den Frie Lærerskole i Ollerup. Tidligere har jeg besøgt UC VIAs centrale campus i Aarhus. Det er som nat og dag:

A. Ollerup:

Går man omkring på lærerskolens område, så mødes man af steder som ”K.E. Løgstrups torv”, ”J.P. Jacobsens plads”, ”Ludvig Holbergs Allë” og ”Carl Nielsens Boulevard”. Man kan også støde på ”Himmerigsgården”, ”Mindedal”, ”Halvalla” , ”Æblegården”, ”Frejas hus”, og ”Munin” og ”Hugin”. Der er også en smuk gammel foredragssal. Der er kort sagt liv og glade dage. Og nede på havnen i Svendborg er der lækre cafe’er.

På nabogrundene er der både efterskole, idrætshøjskole og friskole. Vi er på Christen Kolds ø. Lærerskolen er fra 1949 og er derfor præget af efterkrigstidens grundvig-koldske humanisme. På skolens hjemmeside kan man læse en hel masse om skolens historie og værdier.

Lærerskolens forstander, Rasmus Kolby Rahbek, er ph.d. i højskolepædagogik og har skrevet tankevækkende ting om ”pædagogikkens sted” og engageret sig i dannelsesdebatten. Så også skoleledelsen er tæt på den pædagogiske og filosofiske tradition.

De fleste af eleverne bor på skolen, hvor de hygger sig og har adgang til de storslåede værksteder og skønne fagnørdede lokaler. Der er også fællesspisning hver dag, hvor højskolelivet udfolder sig. Og i de skønne parker og carporte står der pludselig en træbuste af Grundtvig og meget andet, som eleverne selv har lavet i tidens løb.

B. UC VIA:

Går man tur i UC VIAs hovedkvarter i Aarhus er der ingen kulturelle referencer. Derimod er der fyldt med glasvægge med amerikanske management-lignende slogans. Jeg noterede det hele for nogle år siden i teksten ”En tur i VIA-land”.

Der er heller ingen parker eller fællesspisning. Og sidst, jeg besøgte stedet, var der ikke engang en kassedame i kantinen. Det er som om, at stedet vender sig i teknokratisk opposition til byen Aarhus, hvor den idehistoriske firebande, de vilde teologer (Sløk og Løgstrup osv.), reformpædagogikkens friskoler og Uffe Elbæks kreative ideer engang huserede.

VIA blev sammen med de andre professionshøjskoler etableret i 2008 som en del af VK-regeringens konkurrencestatsopgør med pædagogik. Her var seminarietraditionen dømt hele ude. Ollerup var den sidste bastion, som fik en slags særlov.

Derfor har UC’ernes organisation båret præg af teknokratiske og skolereformsaffirmative systemer, som i høj grad har marginaliseret Ollerups temaer. Og i modsætning til i Ollerup er der ingen interesse for UC’ernes historie eller for de seminarier, som blev nedlagt i 2008.

F.eks. har man givet Professionshøjskolernes ærespris til Antorini. Og VIA’s bestyrelsesformand, Per B. Christensen, var en af de ledende skikkelser i promoveringen af læringsmålstyring og John Hattie, som også blevet hyldet på DPU og i KL og omegn.

Per B. Christensen er endda også formand for alle UC’ernes bestyrelser, og han har faktisk også modtaget samme ”ærespris” som Antorini. Til gengæld har han ikke skrevet om ”pædagogikkens sted”.

Så ånden findes i en sydfynsk landsby. Det er helt klart.

I 2020 var vi en gruppe, der forsøgte at få gennemført endnu en særlov, så der kunne etableres endnu et frit seminarium i Herning, men det gik UC VIA imod, så det blev forpurret på et hængende hår, fordi de radikale skiftede side. I Ollerup var man venlige og interesserede i det nye initiativ.

De radikales formand, Svend Thorhauge, var dengang leder af læreruddannelsen på VIA, så der var nok lige et telefonopkald til Jelved. I dag er Thorhauge præst. Han kunne i virkeligheden ikke leve med professionshøjskolens ideologi.

Diverse links:

En tur i VIA-Land: http://www.thomasaastruproemer.dk/en-tur-i-via-land.html

Om Herning-initiativet: http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html

Fra seminarier til professionshøjskoler: http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-seminarier-til-professionshoejskoler-forsoeg-paa-en-oversigt.html

 

3. Stefan Hermans bog ”Læreren i midten”, note 1

Jeg har lige læst Stefan Hermanns ny bog ”Læreren i midten”. Jeg vender tilbage til nogle af bogens almene og interessante pointer i en note 2. I første omgang vil jeg blot fortælle om nogle mere kritiske iagttagelser, hvis emner, jeg ikke helt kan slippe:

A. DLF og lockouten

Bogen er finansieret af Danmarks Lærerforening. Det er en slags officiel jubilæumsbog, fordi foreningen fylder 150 år. Men Hermann roser nærmest lockouten i 2013, som han tilsyneladende ikke mener var et brud på arbejdsmarkedets almene principper, og han drøfter faktisk ikke sagen ret grundigt. Gad vide hvad DLF tænker? Hvis jeg var lærer, ville jeg bande.

B. Skolereformen i 2013

Hermann taler også skolereformen fra 2013 op. Han skriver, at de kommuner, der fastholdt reformens præmisser, ”opnåede forbedrede resultater”, og han roser forarbejdet i Antorinis ”Ny nordisk skole”, som han selv var en del af. Han mener desuden, at reformens ”pædagogiske grundsyn” mindede om det såkaldte 7-punktprogram fra omkring 1990. Det er helt uforståelige sætninger. Han lader også til at gå ind for “nationale test”.

Hermann roser også den magtfulde Per B. Christensen, som har spillet en stor og problematisk rolle i udviklingen af konkurrencestatens skole, bl.a. ved sin deltagelse i AP Møllers vurderingsudvalg, hvor det flød med læringsmålsbevillinger, ved sit arbejde med ”læringsmål” i Næstved kommune og ved sit engagement i professionshøjskolernes bestyrelser. Christensen beskrives som ”rutineret og terrængående”, og han takkes endda i bogens indledning.

Hermann var selv meget tæt på magten i de år, hvilket han også selv gør rede for. Det kan man godt mærke. Han kan ikke vurdere disse ting nøgternt.

C. Konkurrencestaten

Herman mener ikke, at skolens udvikling kan relateres til teorien om konkurrencestaten, selvom han egentlig selv gør rede for, hvordan symbiosen mellem økonomi, læring og målstyring bliver dominerende fra omkring 2006.

Hermann gør endda lidt grin med denne ”konkurrencestat” og med ”konspirationsteoretikere”. Dermed følger han den problematiske linje fra sin bog ”Kampen om dannelse”. Konsekvensen af den manglende politiske analyse bliver en form for snakkende tilstand. Hermann er ellers politolog (ligesom jeg selv).

D. Universitetsforlag?

Bogen er officielt ”fagfællebedømt” på Aarhus Universitetsforlag, men der er ikke tale om forskning i almindelig forstand, hvilket jeg også synes Hermann selv skriver.

Der er ingen tese og ingen egentlige referencer og så videre. Det er nærmest et slags essay.

Det er lidt pinligt for ”universitets”-forlaget, synes jeg. Kan man egentlig stole på forlagets ”fagfællebedømmelser”? Men måske er det bare mig, som ikke ved, hvad et “universitetsforlag” er.

E. Resten af bogen

Herman får også sagt mange spændende ting, som især vedrører hans syn på dannelse, trivsel, karakterdannelse, autoritet og digitalisering, men det er ikke så filosofisk/kulturhistorisk, så man kommer lidt i tvivl om, hvad der menes En tvivl, der forstærkes af kritikken ovenfor. Det vender jeg tilbage til.

F. To anmeldelser:

Lektor ved SDU, Finn Wiedemann, har anmeldt bogen til POV-international. Wiedemann har også bemærket nogle af ovenstående problemer. F.eks. skriver han følgende:

”Om grunden til, at skolereformen i 2013 kuldsejlede, får vi for eksempel sarkastisk at vide, at ”det er historiens dolkestødslegende, at det skyldes konkurrencestat tillagt Finderup Lade-modet på den danske model i foråret 2013”. Med denne bombastiske metaforik får vi præsenteret Hermanns utvetydige holdninger til sagen. Det er måske en af grundene til, at mange lærere stadig forbinder ham med one of the boys, der var med til at støbe kuglerne til den forhadte 2013-reform.”

Bogen er også blevet anmeldt på Folkeskolen.dk. Her lægger anmelderen slet ikke mærke til ovennævnte emner – heller ikke punkt 1 og 2 – hvilket er meget mærkeligt i lærernes eget fagblad.

Links:

Link til anmeldelse i POV International: https://pov.international/jubilaeumsbog-laereren-skal-tage-autoriteten-tilbage/

Link til anmeldelse på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/stefan-hermans-kritiske-kroenike-til-laererne-om-laererne/

 

4. Stefan Hermanns bog ”Læreren i midten”, note 2

I går havde jeg en kritisk kommentar til Stefan Hermans nye bog ”Læreren i midten”. Jeg kritiserede især hans syn på skolereformen fra 2013 og hans manglende forståelse for betydningen af ”konkurrencestaten”. Disse mangler forårsagede en manglende analytisk kvalitet og en lidt snakkende tilstand i bogens forløb.

Men der er grund til at fremhæve Hermans mere normative holdninger. Egentlig ikke så meget for deres begrundelser, for dem har han jo ødelagt, men mere for deres indhold.

Hermann skriver, at skolen er presset fra fire sider:

– Oppefra af det politiske system

– Udefra af forældres krav og af et polariseret samfund, som har mistet dets ”fælles virkelighed”

– Nedefra af elever, som har lært altid at være i centrum.

– Indefra af lærere, som har mistet kontakten mellem fag og dannelse til teknologiske systemer. Dermed ”smuldrer forbindelsen mellem at lære noget og blive nogen”. Hermann er usikker på, om lærerne – og dermed også DLF – selv helt har forstået dette.

Her er nogle af Hermanns opbyggelige markeringer, der adresserer disse problemstillinger:

a) Hermann vil have en langt større interesse for skolens formålsparagraf, især for dens fokus på demokrati, frihed og kundskaber.

b) Hermann ønsker et øget fokus på lærerens autoritetsside, og han roser arbejdet med de nye ordensregler. Autoritet og selvstændighed hænger sammen siger han, med reference til Løgstrup.

c) Hermann taler om, at lærerne skal ”generobre kritikken”. Det er flotte ord. En slags påmindelse til et sløvt DLF, som jo har betalt for bogen. Desværre henviser han ikke til Anders Bondos kampe i den sammenhæng. Andre steder omtaler Hermann dog Bondos arbejde med professionsidealet og folkeskoleidealet.

d) Hermann taler for, at pædagogikken skal forstås som del af en ”forfatningspatriotisme”. Der er altså en sammenhæng mellem skole og grundlov. Men hvordan har grundloven det? Det får vi ikke noget at vide om. Herman lader også til at være glad for den såkaldte ”åndelige oprustning” og ”frihed til” og ikke kun ”frihed fra”. Og pludselig vælter det ind med danske digtere, så man bliver helt varm i hjertet. Jeg er dog lidt bekymret for den ukritiske henvisning til statsministeren og hendes system.

e) Herman vil have fokus på både dannelse og karakterdannelse og understreger, at det er vigtigt at huske begge dele. Man må ikke ”spalte forbindelsen”, som der står. Det er kloge ord. Herman har da også skrevet et fint kapitel om emnet til en ny bog om ”Karakterdannelse”. Faktisk er der her en lidt skæv filosofisk reference, nemlig til den postmoderne filosof, Jean Francois Lyotard.

f) Endvidere vil han ændre arbejdet med børns trivsel, så det i højere grad bliver den pædagogiske dømmekraft og ikke store datamålinger, der spiller hovedrollen. Der skal også være en bedre fornemmelse for, hvad man kunne kalde livets sorger og naturlig modgang.

g) Endelig er Hermann meget kritisk over for digitalisering af barndom og pædagogik. Han taler om ”dopamin-pædagogik”, og om at algoritmer overtager den pædagogiske autoritet.

Med disse holdninger indskriver Hermann sig i den kritiske bevægelse, som han ellers ikke giver meget for – ja, nærmest latterliggør – fordi denne bevægelse jo var imod skolereformens og konkurrencestatens ideologi, som Hermann selv synes godt om.

På en måde bliver bogen en slags undersøgelse af, om man kan være socialdemokrat, samtidig med at man er kritisk overfor socialdemokratiets effekter. Det er dette paradoks, der knækker bogen.

 

5. Morten Messerschmidts opløsning af “borgeren”

Jeg kan ikke forstå, at man ikke i højere grad har drøftet Morten Messerschmidts opløsning af begrebet ”borger”.

Han foreslår jo i Weekendavisen, d. 30/10, at man skal kunne fratage folk deres statsborgerskab med tilbagevirkende kraft.

Messerschmidt mener, at alle tildelte statsborgerskaber siden 2005 skal revurderes. Og hvis man har fået statsborgerskab efter 2013, så skal man endda til en helt ny prøve, hvor man skal bevise, at man lever op til Messerschmidts skærpede normer; f.eks. at man ikke beder til sin Gud eller faster en gang imellem, eller hvad han nu har fundet på af mærkelige krav.

Men i så fald er ingen mere en rigtig borger! Man har altid kun sine borgerrettigheder til låns. Man er altid en slags undtagelse, som altid kan umyndiggøres og udvises. Og denne undtagelsestilstand gælder jo ikke kun for muslimer, men i princippet for alle. For i morgen er der måske nogle andre regler, hvormed man kan fratage andre grupper deres statsborgerskab. Hvad med dem, der er ”woke” eller ”venstreorienterede” eller ”indremissionske” eller “FCK-tilhængere”? Ingen kan mere vide sig sikre på sin status som borger. På den måde opløser Messerschmidt statens grundlag. Alle er degraderede til en slags dyr.

Så angrebet på vores nye medborgere er et angreb på alle. Det er alle og enhver, som taber sin status, eftersom det statsborgerskab, som man før antog som en ret, nu altid kun er til låns.

Det er Dansk Fryseparti, som man nu må være på vagt over for. Der er tale om et slags gearskifte. Jeg er i al fald rystet i min inderste nationale, kristne og medborgerlige sjæl.

Her er det lange udsnit af det dybt kontroversielle interview i Weekendavisen, hvor Messerschmidt opløser borgeren som begreb:

”I dag skal man dømmes for terror eller mord for at få inddraget sit danske statsborgerskab, men det er »forkasteligt«, at der skal så meget til, siger Messerschmidt. Det bør være meget lettere at annullere danske statsborgerskaber.

Desuden skal alle danske statsborgerskaber, som er blevet tildelt siden 2005, gennemgås og annulleres, hvis de er givet på et forkert grundlag – det drejer sig ifølge Udlændinge- og Integrationsministeriet om godt 85.000 mennesker.

Og alle der har fået tildelt dansk statsborgerskab inden for de seneste otte år – i alt 26.672 mennesker – skal igennem hele processen igen: en ny danskprøve og en ny indfødsretsprøve med skærpede krav. Og en personlig samtale for at afklare, om de er »danske i hjertet«, som Morten Messerschmidt siger.

Hvis ansøgeren eksempelvis er troende muslim – beder fem gange om dagen, faster, går med tørklæde – skal det trække ned i vurderingen. Det samme skal det, hvis man eksempelvis har skrevet på Facebook, at staten Israel ikke bør eksistere.

»Det må bero på en samlet vurdering af, om folk reelt i deres hjerte er danske,« siger Morten Messerschmidt.

– Du vil begrænse folks mulighed for at ytre sig og tro på det, de gerne vil?

»Det har du ret i, men det er jo, fordi der inden for islam er den her udfordring med, at man bruger frihedsrettighederne til at kvæle friheden.«

– Men du anerkender trods alt, at det vil være en knægtelse af religions- og ytringsfriheden?

»Ja ja, der er jo masser af ting, du ikke må ytre. Du må heller ikke gå rundt og true folk og opfordre til terror.«

Endelig skal det også gøres »umuligt at leve islamisk i Danmark«, mener Messerschmidt. Han vil fjerne islamiske menigheder fra listen over anerkendte trossamfund, lukke muslimske friskoler og foreninger, forbyde bønnekald, halalkød og tørklæder i offentlige institutioner.”

Link til interview: https://www.weekendavisen.dk/samfund/den-store-udvisning?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqfic_1n8phy6MbcCRuDXw6r1AnN2G56hEbleRAxfpihE226pPODjIsdTEeAtZk%3D&gaa_ts=694657d3&gaa_sig=Um2EYlzQvD-ffVgU4WY-QyiO33PKMBVzRh1c99apj-qrhcHXNyAaZ23vs3zsKhjtRoQcs2Ga8IpQ6oLb5icnnw%3D%3D

 

6. Forsvar for RUC, note 1: Et paradoks

Det første store angreb mod RUC blev implementeret af dem, som reddede RUC. Hvordan det? Her er min hypotese:

RUC blev etableret i 1972. Socialdemokraten Erling Olsen blev rektor. I et ledsagende såkaldt “interimstyre” sad en tidligere Askov-forstander, som var gift med datteren af Rønshoved Højskoles legendariske forstander, grundtvigianeren Arne Møller. Jeg elsker den tråd.

Etableringen af RUC var et slags big-bang, hvor den ny generations dynamikker blev aktiveret. Det var den unge mod den ældre Marx, Romantik og fremmedgørelse mod kapitalteori, Marcuse mod Althusser. Det var 67 mod 68, son højskoleforstander Thue Kjærhus (også fra Rønshoved) skriver i sine erindringer fra 2024..

Bagved rumsterede en rig tysk efterkrigstidsfilosofi, og på RUC var der små faglige ”huse”, der mindede om en blanding af engelske colleges og fransk oprør. Og ifølge RUC-forskeren, Knud Illeris, var der også en inspiration fra grundtvigianisme og kulturradikalisme. Kort sagt: En eksplosion af ungdom, kritisk teori og danske baggrundstraditioner. En vekselvirkning mellem akademias fjerne liv og samfundets uafbrudte eksistens.

Rektor Erling Olsen og mange andre mente, det var for venstreorienteret. Hvor plat! Der var da også fyldt med “venstreorienterede” på de andre universiteter. Så Olsen blev ikke genvalgt som rektor af de engagerede lærere. Det siger sig selv.

Folketinget gjorde sig nu klar til at lukke det hele.

Men så kommer dramaet:

Ritt Bjerregaard bliver undervisningsminister i 1975. Hun redder RUC, men kun på betingelse af, at der etableres et såkaldt ”eksternt rektorat”, som ikke havde sans for materien. RUC underkastes altså en slags autoritær undtagelsestilstand. Dermed reddes RUC med nød og næppe fra lukning, samtidig med at dets akademiske republik blev sat ud af kraft.

Dette eksterne rektorat arbejder effektivt helt frem til 1979 og ophører faktisk først helt i 1982.

Og nu kommer så min teori:

For med denne undtagelsestilstand tæmmes den unge kritiske videnskab. Der sker ved, at nogle af de kritiske RUC-forskere inviteres ind i arbejdet med Ritt Bjerregårds store uddannelsesplanlægningsmanifest, U-90, som udarbejdes i perioden 1973-1978

Hermed opsluges RUCs samfundskritiske projekttænkning ind i velfærdsstatens tekniske organer, hvorved det ”kritiske” næsten forsvinder. Velfærdsstaten havde ganske vist også en frihedsside, men den var Ritts U90-plan helt ligeglad med.

På den måde reduceres kritisk teori til samfundsplanlægning i en ekspanderende velfærdsstat, som selv var blevet halveret, eftersom ”friheden” var taget ud.

Dermed havde man via det “eksterne rektorat” skabt forudsætningen for konkurrencestaten, som da også bygger på strukturalistisk marxisme uden handlingstradition.

Kort sagt: Ungdomsoprøret blev tæmmet og opslugt af social og økonomisk effektivitet.

Efterfølgende flyttede de nu tæmmede RUC-folk ind i 90’ernes erhvervspædagogiske kredse, hvor ”ansvar for egen læring” blev udviklet, og siden kom konkurrencestatens totalstyring af den nu frisatte ”læring”.

Den såkaldte “situerede læring”, som bl.a. inspirerede Tanggaard og Brinkmann, som sad i Aalborg, blev etableret som kritik af denne erhvervspædagogiske tendens. På den måde fik vi en slags kamp mellem Roskilde og Aalborg (long story!).

Det er derfor afgørende for RUC og for Danmark, at der laves et solidt politisk og fagligt erindringsarbejde, så sammenhængen mellem kritik, husfællesskab og samfundsforandring igen kan virke på de sjællandske bymarker.

Beklager tankemylderet. Det hele er lidt foreløbige tanker.

PS: Det var også Ritt Bjerregård der ca. 20 år senere – som borgmester i København – stod for nedlæggelsen af Jagtvej 69, som også var en slags “hus” i det tidlige RUC’s ånd.

PPS: På Rønshoved Højskole efterfulgtes forstander Arne Møller af Haarder-familien. Her voksede Bertel Haarder op. Bertel elskede Grundtvig, og det var jo godt, men desværre forstod han ikke 1967, hvorved han endte med at forstærke symbiosen mellem 1968 og velfærdsstat, hvilket jo var det modsatte af Grundtvig. Det er lidt sjovt, hvordan den skønne højskole ved Flensborg Fjord bliver ved med at dukke op i denne historie.

 

7. Et forsvar for RUC, note 2: Teknokrati eller ungdom

Jeg har en interessant tese vedrørende RUC, synes jeg selv. Men først lige lidt baggrund:

A. Baggrund

Den første rektor for RUC var den socialdemokratiske cand. polit., Erling Olsen.

Olsen etablerede i 1970 et såkaldt interimstyre, hvis centrale organisator var Harald Engberg Pedersen, der havde været forstander for både Krogerup og Askov højskole. Kort sagt: Engberg var på den liberale og humanistiske efterkrigstidsfløj. Olsen fik også et par venner med. Der sad ingen folk med marxistisk interesse af betydning i dette interimstyre. Det var ikke de unges sted.

Da RUC skulle bygges op med nye stillinger og så videre, så fik man i sagens natur ungdomsoprørets kandidater som de primære ansøgere. Enhver ny organisation starter med ungdommens ideer, som jo i dette tilfælde udsprang af alle mulige inspirationskilder i efterkrigstidserfaringerne og længere tilbage.

Men det synes Erling Olsen ikke om. Han reducerede det hele til en ”marxistisk missionsskole”, som han kaldte det. Og derfor tabte han rektorvalget i 1973. I stedet nedsatte undervisningsminister Ritt Bjerregaard et undertrykkende ”eksternt rektorat”, som jeg skrev om for nogle dage siden.

Harald Engberg Pedersen forlod senere “festen” og blev programchef i DR’s kulturafdeling, som i forvejen havde dybe rødder i Krogerup Højskoles organer. Engberg, som faktisk også var uddannet økonom, blev desuden engageret i den humanistiske FN-organisation Unesco. Højskoleånden havde vundet over hans indre polit-teknokrat.

I Erling Olsens erindringsessay om RUC har han slet ikke sans for den nye generations baggrundsinteresser og filosofi. Olsen mener ganske vist, at Marx var en vigtig økonom, men at hans teser blev tilbagevist af de amerikanske neoliberale økonomer, og det fremgår, at Olsen skam selv har forstået det hele korrekt. Han gør lidt bedrevidende grin med det hele, og han forstår slet ikke, at Marx ikke kun var ”økonom”, men også filosof, og at der også ligger en kolossal virkningshistorie.

Olsen selv tog det obligatoriske filosofikum-kursus hos filosoffen Jørgen Jørgensen, som var både kommunist og logisk positivist. En perfekt ramme for den teknokratisk interesserede polit.

Olsen var som sagt selv cand. polit (økonom). I årene efter krigen blev han ansat i den nye velfærdsstats ”Det Økonomiske Sekretariat” under den legendariske Erik Ib Schmidt, som var kommunist. Det var velfærdsplanlægningens sted, som prægede mange socialdemokrater og hele samfundet dybt. Olsens politiske og faglige omgangskreds blev mærket af denne forbindelse. Det vrimler med socialdemokratiske velfærdsøkonomer. Erling Olsen var også EF-tilhænger, og i 1991 støttede han Poul Nyrups tidlige konkurrencestatslinje.

Under besættelsen blev flere af de socialdemokratiske polit’er endda inspireret af nazismens planlægningssystemer. Det har Arne Hardis skrevet om. Det skete dog ikke for Erling Olsen, dels fordi hans far var modstandsmand, og dels fordi han først blev ansat i 1953. Da familien under besættelsen måtte flygte til Sverige, skete der noget, men det vender jeg tilbage til senere.

I løbet af 1960’erne blev Olsen interesseret i den spirende uddannelsesøkonomi, der for alvor satte produktionsoptimering som ny uddannelsespolitisk standard. Det var også heromkring at det økonomisk determinerede OECD gik ind i arbejdet med uddannelse. På det globale niveau stod kampen nu mellem OECD og Unesco, mellem økonomi og kultur, dvs. på en måde mellem Harald og Erling. Men det er bare min tolkning, for der var mig bekendt ingen åben konflikt mellem de to.

Så Olsen var til teknisk velfærdsplanlægning, mens den unge generation var til marxistisk ånd og praksis. Kampen om RUC var en kamp mellem et spirende økonomisk velfærdsstatsteknokrati og en ny generations tilsynekomst i den europæiske handlingstradition.

B. Tesen

Men nu kommer så min pointe: For læser man i Olsens erindringer, så er hans lykkeligste tid faktisk hans tid som teenager i den danske skole i Sverige under besættelsen. Hans familie var som sagt flygtet til Sverige pga. dens engagement i modstandskampen.

I Lund herskede en ny demokratisk-pædagogisk stemning, blandt andet påvirket af kommunisten Torben Gregersen, der senere skrev bogen ”En bolsjeviks erindringer” og blev redaktør for det legendariske Dansk Pædagogisk Tidsskrift. Gregersen var ven med lærerinden Inger Merete Nordentoft, som blev både modstandsmand og toneangivende reformpædagog. De var hyperdemokrater og kommunister på samme tid, og de skrev bøger om pædagogik og klassisk dansk litteratur. Det var reformpædagogisk dannelse.

Det var i min teori efterladenskaber fra den unge Marx, der sammen med det moderne gennembrud og Weimarrepublikken bidrog til denne frigørelse af kulturen hos 30’ernes og 40’ernes kulturradikale. Olsen virker ubekendt med den kulturhistoriske side af sagen, som han så alligevel erfarer i Lund.

I Lund var der også andre folk med stor indsigt i kulturhistorie og meget andet. Det var et positivt kulturchok for Erling Olsen i forhold til den sorte skole i Aarhus, hvor Olsen havde sine første skoleår. Han havde dog også haft nogle mere rolige skoleår i København, hvor man ikke delte lussinger ud.

Men i Lund var der fyldt med modstandsfolk, spændende jøder og intellektuelt liv. Den unge Olsen elskede det; dvs. alt det, som senere skabte ungdomsoprøret. For på en måde er det jo denne Gregersen/Nordentoft-linje, som ender med at inspirere de unge RUC-lærere, blot tilsat lidt Vietnam-protester og lidt hash.

Så min måske lidt overraskende konklusion er, at Olsen og RUC har samme åndelige kilde. Desværre glemmer Olsen dette i sin velfærdstekniske iver, så den svenske forbindelse dukker ikke op igen, så vidt jeg kan se. Spørgsmålet er, om RUCs ungdom også glemte det? Der må man ned og se på de faglige indsatser.

Min teori er, at de unge først huskede det, for de startede faktisk med at gøre oprør mod Ritt Bjerregaards “eksterne rektorat”, men senere glemte de det, da det ”eksterne rektorat” for alvor fik magten sammen med Ritt Bjerregaards socialdemokrati. Herefter sugede Ritt Bjerregaards U90-plan de kritiske dele af RUC ind i samfundsplanlægningens logik. Erik Ib Schmidt spillede faktisk en stor rolle i U90, og Erling Olsen blev også inviteret ind i Ritts skolepolitiske arbejde.

På den måde var den teknokratisk-sociale tendens forstærket og havde endda opslugt de unges kritiske engagement. Der var gjort klar til Schlütter.

Men RUC er i ovenstående ræsonnement et stykke pæredansk kultur, tilsat lidt svensk omsorg fra Lund. Ærgerligt, at Erling Olsen ikke tog et par kurser, før han blev rektor. Så ville han måske have genkendt sig selv.

Referencer og links:

Erling Olsen: Fra ælling til ugle, 1998, Fremad.

Else Hansen: En koral i tidens strøm, RUC’s forlag,1997. https://else-hansen.dk/wp-content/uploads/2018/04/En_koral_i_tidens_str_m.pdf

Mihail Larsen: De fire dimensioner – essays om forskning, uddannelse og formidling, RUC’s forlag, 2012.

Jubilæumsudgivelse: RUC i 25 år, 1997. https://rucforsk.ruc.dk/ws/files/57415978/RUC_i_25.pdf

Else Hansen, kronik, 1998, se også Informations efterskrift: https://www.information.dk/debat/1998/06/ruc-voksen

LEX om RUC: https://trap.lex.dk/Roskilde_Universitet_(RUC)

RUC-paper fra 2018 om den tidlige historik: https://rucpaper.dk/2018/03/22/den-arelange-magtkamp-om-ruc/

Mindeord om Mihail Larsen, 2021: https://forskning.ruc.dk/da/publications/i-begyndelsen-skabte-mennesket-himlen-og-jorden-mindeord-om-mihai/

Interview med Mihail Larsen, 2018: https://www.kristeligt-dagblad.dk/liv-sjael/studenteroproeret-var-noedvendigt-men-fik-ogsaa-uheldige-konsekvenser

 

8. DR Debatten om folkeskolen

Jeg har lige set debatten på DR fra i går om folkeskolen. Louise Klinge gjorde en virkelig god figur. Hun insisterede på både en kritisk inddragelse af skolereformens ideologi og den omfattende digitalisering i debatten. Og så havde hun et ret grundigt forsvar for den grundtvigsk-koldske skoletradition med morgensang og det hele. Så der var sans for det skolepolitiske og det filosofiske. Og egentlig udspringer hendes synspunkter jo helt oprindelig af en mere dannelsesorienteret reformpædagogik, som måske har ligget lidt brak de seneste år.

Klinge lød derfor som en pædagogisk indstillet og alternativistisk indstillet kulturkonservativ. På den måde fremstod hun meget mere blød og pædagogisk, end jeg tidligere har opfattet hendes ideer, som ofte har været præget af psykologiske tilgange, hvilket jo har en tendens til at tage “dannelsen” ud af reformpædagogikken.

De mere relationspsykologiske emner, som Klinge plejer at tage op, synes jeg ikke hun kom ind på. Disse teorier lå mere implicit hos skoleelevernes og forældrenes repræsentanter. Hos dem blev emnerne netop meget psykologiske og uden sans for den pædagogisk-filosofiske sammenhæng. Det var virkelig kedeligt.

Stefan Hermann og lærerinden Maja Rømer havde fat i autoritetsspørgsmålet på en meget pædagogisk måde, også her med udgangspunkt i bredere analyser af den sociale og psykologiske situation i skolen. Og Hermann delte Klinges digitaliseringsskepsis. Det var fine betragtninger

På den måde endte Klinge, Hermann og Rømer med at supplere hinanden godt. Jeg var faktisk lidt overrasket. Det var som om, at “det pædagogiske” blev det fælles svar, blot med lidt accent hist og her.

Det var som om, at alle de andre afblomstrede lidt under palmerne fra dette lidt skæve trekløver?

Et lille “både-og” i kampens hede?

Link til debatten: https://www.dr.dk/drtv/episode/debatten_-hvem-har-styr-paa-skolen_558954

 

9. Socialdemokratiets, DF’s og Konservatives kollaps

Enhedslisten afholder kurser i marxisme for partiets medlemmer. Det giver god mening for et marxistisk parti. Men for Dansk Fryseparti, Socialdemokratiet og endda for de konservative er dette engagement udtryk for en totalitær tankegang, som minder om Sovjetunionen og nazismen. Man kan læse om det i BT.

Men marxismen er skam en særdeles pluralistisk åndskilde i historien, fyldt med den mest fascinerende virkningshistorik.

Den socialdemokratiske teolog og åndsperson Julius Bomholt, som i 1961 blev landets første kulturminister, holdt f.eks. forelæsninger om Marx på sin nye arbejderhøjskole i Esbjerg i 1920’erne. Og hvor havde vores fagforeninger været, hvis ikke Marx havde eksisteret? Og store dele af den kritiske tradition?

Det er virkelig pinligt for disse tre partier. Hvad bliver det næste? At man nedlægger RUC, fordi det er ”venstreorienteret”??? Eller at man forbyder de konservative at have en studiekreds om Hegel og Heidegger, som også blev brugt til det ene og det andet? Og må de liberale ikke have en studiekreds om nogle teknificerede økonomer eller om John Stuart Mill?

Hvis den slags platheder skulle være ”dansk”, så har jeg – som ellers er både pæredansk og urkonservativ – mere tilfælles med en beduin. Måske kan jeg mødes med Kaj Munk og et par kulturradikale og kommunistiske nyhumanister over en kop te i ørkenen? Måske vil marxisten Otto Gelsted være med? Han oversatte Homers store værker.

Det er vigtigt, at alle åndeligt interesserede personer sætter en stopper for dette platte og tiltagende raid mod kulturhistoriens dialoger og temaer.

Link til omtale af sagen: https://www.bt.dk/samfund/jeg-har-ikke-ord-kritikken-vaelter-ned-over-enhedslisten?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqe0V3KBrmB1hkx3Gqbx4WH9pSXmRwdiS527CsoW8sFYvGN6_AB5OoZ2eSx0AEs%3D&gaa_ts=691b89ab&gaa_sig=zi6kD8yw5EVsiZl_BKMrato0mO2eNWHbS1M2gnIpD3ruCMgsUCPVyVzIRJ5PdGtX1RGud4aJJK5o0aGp8i9C6g%3D%3D

 

10. En idehistorisk tanke

i.

Først var der den franske revolution. Den fik romantikken styr på.

På den måde fik vi både frihed og erindring, dvs. dannelse. Vi fik både demokrati og folkestyre, både Marseillaisen og ”Den danske sang” og både fortid og fremtid.

Mange tak til Rousseau og Grundtvig

ii.

Så var der den spirende kapitalisme. Den fik marxismen styr på. På den måde fik vi både produktion, solidaritet og politisk handling, dvs. velfærdsstat. En kæmpeproces.

Mange tak til Adam Smith og Karl Marx.

Det hele blev formidlet via det ny ”folkestyre”, jf. punkt 1.. Tak igen til Rousseau og Grundtvig.

Undervejs vekselvirkede den ene og det andet del af systemet i 150 år. Der var noget at undervise i rundt omkring, og forsamlingernes liv myldrede frem.

iii.

Omkring år 2000 ville man af med Grundtvigs ”dødsensfarlige begreb om folk”, som det hed i DPU’s omegn. På den måde var der kun “revolutionen” tilbage.

Og efter 1989 ville man af med Marx. På den måde var der kun “kapitalismen” tilbage.

Og hvad kalder man symbiosen mellem disse to efterladenskaber, dvs. den grænseløse revolution og den grænseløse kapitalisme? Det kalder man transhumanisme og konkurrencestat.

Og i dag bliver man ligefrem udskammet, hvis man vil undervise i Marxismens flotte og mangeartede tradition – jvf. mit indlæg fra i eftermiddags. En tradition som i høj grad har skabt vores eget land,

Og hvem underviser i romantikken, så DF kan holdes på det historisk-poetiske spor i stedet for at blive et “Dansk Fryseparti”?

 

11. Tese om karakterdannelse og kundskaber

I dag har jeg holdt foredrag for lærerforsamlingen ved N. Zahles skoler i København. Nærmest undervejs i foredraget trængte nedenstående refleksion sig pludselig på, og den trængte sig vist nok også ud af munden:

Som jeg ser det, hænger kundskabsudvikling og karakterdannelse uløseligt sammen. Det vil også være Humboldts klassiske synspunkt: En fri og levende vekselvirkning mellem “verden” og “selvet”, der både sætter spor i verden og i selvet. Denne sammenhæng er hele dannelsens ræson d’etre.

Denne syntese nedtones i 1975, hvor ”karakterdannelse” forsvinder ud af skolens formål. I en periode overlever ”personlig udvikling” rundt omkring som en slags rest fra 1960’ernes humanisme. Men fordi ”karakterdannelse” er væk, så fortoner ”det personlige” sig efterhånden også.

Eftersom karakterdannelse og kundskaber jo hænger sammen, og eftersom karakterdannelse som sagt er væk, så kollapser også kundskaberne. Hvordan det? Jo, kundskaberne kollapser til ”læring”, eller rettere til ”ansvar for egen læring”, På samme tid kollapser også karakterdannelsen (jf. ”ansvaret ”) ind i en forfaldsversion af kundskaberne (jf. ”egen læring”, hvor “verden” er væk).

Derpå står den på læring og systemteoretiske kommunikationssystemer i løbet af 00’erne, hvor de ny ”smagsdommere” er nationaløkonomer. Nu er Grundtvig pludselig “dødsensfarlig”. Læringen bliver en kategori for test, opportunisme, evidens og konkurrenceevne, formidlet i “nationale test” og læringsmålstyring. Selv “ansvaret” forsvinder fra “læringen”. I stedet træder maskinerne og kommunikationssystemerne.

Pludselig er det som om, at der mangler noget. For nu har vi jo hverken karakterdannelse eller kundskaber, men kun “læring” og “læringsstyring”. Dannelsen er totalt kollapset. Derfor kommer ”trivsel” lige pludselig ind i billedet omkring 2012.

Trivslen skal erstatte den fraværende ”karakterdannelse”. Men uden ”dannelse/kundskaber”, som jo er frosset ud, så bliver denne ”trivsel” reduceret til at en individualiseret ”ha det godt” og til at indrapportere følelser i store statslige datamaskiner.

Så læringen overtages af maskiner, og det samme gør trivslen. Både kundskaber og karakterdannelse er far away. Det er situationen fra 2013 og til i dag. Jeg synes, at det er en tragedie.

Men kan ingen jo leve med dette, så derfor foreslår f.eks. trivselskommissionen, at karakterdannelse vender tilbage som en udvidelse af ”trivsel”. Men det vil aldrig være en virkelig ”karakterdannelse”, eftersom det er uden en gentænkning af kundskabsbegrebet, som jo stadig er defineret ved ”læring”.

Hvis vi skal have ”karakterdannelse”, så skal man medtænke kundskabs- og dannelsesbegrebet i dets fulde kompleksitet og vekselvirkning. Ligesom f.eks. Humboldt og hans virkningshistorik var i stand til.

Men det er der ikke lagt op til hos Trivselskommissionen eller andre steder. Undtagen i Center for Karakterdannelse, som i dag har udgivet sit tankevækkende værk om disse emner, ”Karakterdannelse – højnelse til humanitet”, hvor en række af disse spørgsmål drøftes på den ene og den anden måde.

Måske er denne udgivelse en ny start for pædagogisk filosofi og for pædagogik som sådan, og dermed også for samfundet. For pædagogikken er ikke samfundets tjener. Det er snarere samfundet, der er pædagogikkens løbende effekt.

https://www.karakterdannelse.dk/bog-om-karakterdannelse

 

12. Debat om karakterdannelse

Lærke Grandjean skrev i sidste uge et indlæg til Skolemonitor, hvor hun kritiserede den ny interesse for karakterdannelse, herunder en ny bog om emnet.

Det er ikke første gang, at den gode Grandjean er ude med riven, og jeg har også svaret hende flere gange tidligere. Og det gør jeg så igen i nedenstående indlæg, hvor jeg argumenterer for, at dannelse og karakterdannelse hænger sammen, og for, at Grandjean selv og hendes mentor, den gode hr. Gert Biesta, også selv er karakterdannelsestænkere. De har blot ikke opdaget det endnu .

Spørgsmålet er ikke, “om” der findes karakterdannelse. Spørgsmålet er alene “på hvilken måde”. Og derfor er det efter min mening også en god ting, at der er etableret et “Center for karakterdannelse”, som undersøger både de filosofiske og de praktiske aspekter af emnet.

https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18777705.ece

 

13. Filosofferne i bådene

Jeg har lige en lille og meget foreløbig civilisationshistorisk refleksion. Det er måske lidt langt ude, men jeg lader tanken flyde:

Få år efter den russiske revolution, i 1922, forviser Lenin en stor gruppe filosoffer og intellektuelle fra Rusland. De sendes afsted til Centraleuropa i de såkaldte filosofbåde.

En af de mest fremtrædende personer i bådene var professor ved Moskva Universitet, Nikolaj Berdjajev, som slår sig ned i Paris. Han var af eksistentielle-filosofiske grunde kritisk over for Lenins revolution, og det må man ikke. Efter disse udvisninger makker alle de resterende ret.

Men hvad optager Lenin, nu hvor han har fjernet filosofien fra samfundet? Og nu hvor han oven i købet står med et land i hungersnød og totalt kaos? Jo, han kaster sig allerede fra slutningen af 1918 over de ny amerikanske produktionssystemer, den såkaldte taylorisme. Det kan man bl.a. læse om i Kurt Jacobsens store biografi om Lenin, hvor der står følgende:

”…Lenin lød nærmest som en koncernchef, da han erklærede, at revolutionen var gået ind i en ny fase, ”hvor tyngdepunktet bliver organisering af regnskabsføring og kontrol”, både nationalt, branchemæssigt og på de enkelte virksomheder.

Arbejdsproduktiviteten skulle i vejret, hvilket sker gennem indførelse af konkurrence mellem virksomhederne, både private, statsejede og korporative, og der skulle indføres akkordløn og anvendelse af det amerikanske Taylor-system for samlebåndsarbejde, som var udviklet i det kapitalistiske USA, men som ikke desto mindre var ”videnskabeligt og objektivt.”

(2012, s. 217)

Og videre hedder det i nytåret 1920/21:

”Produktion er uundværligt, det er demokrati ikke” og ”under ingen omstændigheder vil vi slække på diktaturet.” (s. 257)

Den amerikanske taylorisme har i øvrigt også forbindelse til socialdarwinisme og til calvinisme. Det kan man læse om i en spændende ny ph.d.-afhandling af Marianne Vihøj. De kapitalistiske produktionstanker har altså en iboende udvidelsestrang ind i det sociale og politiske liv.

Nuvel, i 1924 dør Lenin. I stedet træder hans underordnede, Stalin og Trotsky, til. De overtager sådan set den ny antifilosofiske taylorisme, men der er en forskel. For hvor Stalin i første omgang udbygger de diktatoriske produktionssystemer nationalt og udvider dem ind i statsapparatet, så vil Trotsky udvide revolutionens principper ud i verden. Trotsky er faktisk meget kritisk over for Stalins nationale bureaukrati. Så vi får “udvidelse” på to forskellige måder.

Men Stalin får magten, og i 1928 bliver Trotsky så også smidt ud. Han havner til sidst i Mexico, hvor han bliver myrdet i 1940 af Stalins agenter.

Fra 1928 kan Stalin så befæste Sovjets karakter af at være et amerikansk inspireret produktionssystem med femårsplaner og det hele. Og vi taler ikke blot om erhvervslivet, men om staten som sådan. Staten er en fabrik.

Men nu kommer så den første pudsighed. For der var nemlig nogen, der for alvor kunne bruge Trotskys tanker om verdensrevolution og om den globaliserede handlings- og produktionsfilosofi. Og det var den ny økonomiske videnskab, der udvikler sig i USA i 1930’erne, og som senere bliver til neoliberalismen.

En del af de amerikanske intellektuelle, som senere blev neokonservative, startede nemlig som trotskister. Det var derfra, de hentede dels et opgør med nationale bureaukratier og dels en slags globaliseringsideologi.

Nogle af disse neoliberale økonomer læser Trotsky og lærer om hans antifilosofiske ekspansionstrang, og dermed har vi ånden i konkurrencestatens globale og nationale grænseløshed. Pludselig har vi et verdensrevolutionært OECD. Den nationale Taylorisme skal kontrolleres af den globale taylorisme. Det er en genopførelse af forholdet mellem Stalin (det nationale) og Trotsky (det globale).

Ud af dette kom også skolereformens kvalitetsbegreb. Det lyder måske lidt vildt, men det er ikke helt forkert.

Så groft sagt: Moderne amerikansk og global kapitalisme er en følge af, at Lenin udviste de russiske filosoffer.

Men nu kommer der så en slags fordoblet pudsighed. For den udviste Berdjajev rejste jo til Paris. Her bliver han en del af en ny europæisk humanisme, den såkaldte personalisme, som er præget af en række spændende synteser mellem de kristne baggrundstraditioner og nye begreber om humanitet og eksistens.

Mange af disse personalister var katolikker, Berdjajev var russisk-ortodoks, men også Løgstrup var påvirket af denne retning, og han var jo protestant. Også etikken og den pædagogiske filosofi blev stærkt præget af disse strømninger. F.eks. var den første institutleder for pædagogisk filosofi, Peter Kemp, engageret i personalismens ideer. Det ny Center for karakterdannelse udspringer af samme tradition.

Denne personalistiske filosofi bliver en del af baggrunden for de spirende tanker om europæisk udvikling, hvilket jo forstærkes efter 1945. Der udviklede sig en slags Europa-olympisk ideologi, f.eks. i melodi grandprixets oprindelige ånd og i en åben og filosofisk inspireret humanisme. Min egen generation var klar til interrail og rejser på tomlen.

Den personalistiske humanisme får efterhånden åndenød, især via Lissabonaftalerne efter murens fald. Her overtages Europa for alvor af alt det, som Berdjaev flygtede fra, nemlig et rent økonomisk-teknisk syn på mennesket.

Dermed var filosofferne sendt i bådene endnu engang. Europa var nu blevet en slags kapitalistisk Sovjetunionen, som jo blev inspireret af den amerikanske taylorisme, som Trotsky selv havde præget, så taylorismen nu kunne udvides ind i vestens statsapparater og globalt.

Sådan kan det gå, når man sender filosofien ud af landet.

 

14. Niels Chr. Sauer kritiserer DPU

Niels Christian Sauer er tidligere HB-medlem af DLF. Han har i mange år skrevet om den skolepolitiske udvikling. Senest i bogen ”Folkeskolens veje og vildveje” fra 2023.

I et indlæg i dagens Skolemonitor gør han rede for sit syn på udviklingen fra 1990’erne og frem til i dag. Især er han kritisk over for skolereformen i 2013.

I den forbindelse kommer han ind på den pædagogiske forskning, de facto DPU.

Han siger her følgende:

”Nu kunne man måske have troet, at skoleforskerne, som vi har over 500 af, i samlet flok ville sætte hælene i overfor denne skamridning af folkeskolen. Men langt de fleste af dem gik i flyverskjul og modsagde med nogle få, agtværdige undtagelser aldrig politikerne offentligt. En betragtelig del af dem gled umærkeligt ind i det, man kalder myndighedsbetjening, hvor de leverede forskning på bestilling. Man skal jo have smør på brødet.”

Så DPU fulgte helt ukritisk trop. Det vil alle kunne huske, som var med i 00’erne og 10’erne.

Men som man kan læse i citatet, har der ifølge Sauer været ”nogle få, agtværdige undtagelser”. Om dem siger han videre:

”De få genstridige forskere omkring DPU, der insisterede på at gå ud i offentligheden med deres kritik, blev stoppet i deres karriere af en til enhver tid regeringsloyal institutleder, og siden har stilheden sænket sig.”

Sauer er så venligt at linke mit eget virke som et eksempel på en ”agtværdig undtagelse” og på en ”genstridig forsker”. Og så har man jo ikke levet forgæves.

Men DPU’s institutleder, Claus Holm, og hans åndsfæller har ifølge Sauer understøttet skolereformen underdanigt, og derudover også stoppet kritikken, så der nu er tavst. Og det er ikke acceptabelt, hverken for pædagogikken eller for samfundet.

https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18795483.ece

 

15. Pædagogikkens to verdener på Frederiksberg

Nedenfor kan man tilgå fire indlæg, A-D, jeg skrev om læreruddannelsen på Nyelandsvej i løbet af december 2025. Det hele er samlet i dette blogindlæg, som jeg udvidede undervejs: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-i-koebenhavn-kampen-for-nyelandsvej.html

 

A. Den 30. november: KP nedlægger Nyelandsvej

KPs og professionshøjskolernes teknokratiske system fortsætter deres raid mod landets pædagogiske historie og praksis. I forvejen har man nedlagt de gamle Fröbel-seminarier og meget andet. Og nu vil man så sælge de traditionsrige seminariebygninger på Frederiksberg og flytte de studerende ind til betonkasserne på Vesterbro.

Det minder om situationen i Aarhus, hvor alle de fine seminariemiljøer i dag er opslugt af bygninger, der minder om et konsulenthus i Singapore. Her er der fyldt med amerikanske management-slogans på de kolde glasvægge.

Hvorfor nedlægger men ikke hele campus Vesterbro og flytter alle tilbage til deres gamle seminariemiljøer? Og man kan også passende nedlægge professionshøjskolerne som sådan, som er helt indspist med 2013-skolereformens tankegods. Desuden var folk jo glade for deres steder frem til 2007, hvor VK-regeringen foranstaltede deres raid mod alt.

Heldigvis har Frederiksbergs borgmester protesteret, og det samme har Ida Auken. Endelig noget reel åndelig oprustning!

Og de studerende har simpelthen besat de gamle skolebygninger indtil på fredag. Der findes ikke noget smukkere, end når unge mennesker drager omsorg for fortiden, så fremtiden kan holdes åben.

Men der skal mange flere stemmer til. En sejr for de studerende vil også have en opdragende effekt på landets øvrige uddannelsesmiljøer. Og pressen har været gode til at dække sagen, så der lader til at være hul igennem.

Allerede tilbage i 2019 ville KP nedlægge biblioteket på Frederiksberg. Men dengang hjalp protesterne. Så det gælder bare om at holde fast.

Som jeg har forstået det, foreligger der endnu ikke en endelig beslutning. Nedlæggelsen af Frederiksberg-afdelingen er blot ledelsens indstilling til bestyrelsen, som så skal tage endelig stilling d. 9. december. Desværre er bestyrelsen præget af læringsrevolutionære teknokrater. Formanden er Jesper Fisker, som var revolutionær embedsmand under Antorini.

Hvis bestyrelsen fastholder ledelsens beslutning, så må man håbe, at de studerende tager toget til Ollerup på Fyn, hvor man stadig kan få en virkelig læreruddannelse.

Heldigvis drager de studerende omsorg for hele den historisk-poetiske sammenhæng. 1000 tak til dem for at opdrage KPs teknokrater med besættelser og fakkeloptog.

De studerendes aktioner støttes af bl.a. Ida Auken, Anders Bondo, Louise Klinge og Mai Villadsen.

Også DLF’s formand, Gordon Ørskov Madsen, kritiserer KP. Det sker i et grundigt indlæg i Skolemonitor. Til gengæld støttes KP af Regitze Flannov, som sidder i DLFs bestyrelse, endda som formand for “undervisningsudvalget”. Flannov er medlem af KP’s bestyrelse. Det er svært at finde ord.

Og i forgårs skrev den mangeårige tidligere rektor ved det oprindelige Frederiksberg Seminarium, Thøger Johnson, en flot kronik om sagen, hvor han fortalte om lærerseminariernes ånd og betydning.

Men hvor er den offentlige støtte fra lærerne og de andre læreruddannelsesmiljøer? Har jeg overset noget?

Frederiksbergs borgmester og vice-borgmester støtter også de studerende. I forgårs har borgmesteren offentliggjort et brev, han fik fra KPs tidligere rektor i 2022, hvor han lovede ikke at røre ved Nyelandsvej.

Folkeskolen.dk har også haft en artikel, hvor journalisterne totalt demonterer de tekniske sider af KPs argumentation (d. 3. december).

KPs bestyrelse, hvor skolereformens teknokrater har magten, tager stilling til ledelsens forslag på tirsdag.

Det er kulturkampens sidste krampetrækninger. Kampen mellem pædagogikkens to verdener.

 

B. Den 10. december: Bestyrelsen bekræfter nedlæggelsen

Kampen om Nyelandsvej: Tabt eller vundet?

KPs bestyrelse har ”principgodkendt” ledelsens forslag om at nedlægge læreruddannelsen på Nyelandsvej. Dermed er der etableret et aktivt holdnings- og begrundelsesfællesskab mellem bestyrelse og rektorat.

Derfor har de studerende umiddelbart tabt deres kamp for at bevare Nyelandsvej som et sted for læreruddannelse.

Men de studerende jubler? I en video, som de har lagt på nettet, fortæller de endda, at de har ”vundet”?

De studerende hæfter sig ved, at bestyrelsen har forlænget fristen for den helt endelige godkendelse fra d. 17. december til d. 12. januar for at undersøge diverse forslag.

Men den forlængelse forsvinder jo helt i en blanding af juletravlhed og nytårstømmermænd?

Når vi så kommer ind i januar, så kan de studerende måske få lidt tekniske lunser, før sagen lukkes.

Det hele virker som ren ledelsesstrategi, der altså lader til at lykkes.

Jeg tror, at de studerende har tabt. Især fordi de betragter sagen som vundet.

Er kritikerne tilfredse? f.eks. lærerforeningen, lærerne og de politikere, jeg har skrevet om tidligere?

Man kan tilgå både ledelsens og de studerendes pressemeddelelser til sidst i nedenstående blog (jvf. punkt J), hvor jeg har noteret alle indlæg i sagen.

 

C. Den 17. december: Regeringen redder Nyelandsvej

I dag er der sket noget meget dramatisk i sagen om læreruddannelsen på Nyelandsvej.

Sidst på eftermiddagen offentliggør Folkeskolen.dk to artikler om sagen. Først kan man kl. 17:10 læse, at især Ida Auken har gjort et jættearbejde for at redde Nyelandsvej via alle mulige praktiske forslag. Også Lotte Rods og Mai Villadsens støtte fremhæves.

Men så sent som kl. 18:30 får vi i en anden artikel at vide, at minister Christina Egelund stadig ikke vil blande sig i sagen

Og så pludselig – blot ca. en time senere – skriver en række medier pludselig, at ministeren via Ritzau har meddelt, at regeringen åbenbart har skiftet mening. Nu vil regeringen ligefrem vil betale for, at Nyelandsvej bevares!

Ministeren siger direkte, at hun er påvirket af de studerendes aktioner. Mon ikke hun også er påvirket af Auken og Co?

Hvis disse oplysninger står til troende, så er det en kæmpesejr. Både for alle os, der har kæmpet for stedets overlevelse, og for resterne af seminarieånden i dansk pædagogik. Spændende om der står noget med småt. Men stort tillykke herfra til lærere og studerende på Nyelandsvej.

På en måde er det både en sejr og et nederlag for KP’s ledelse:

Det er en sejr, fordi ministeren eksplicit giver KP ret i, at lukningen var begrundet i et økonomisk og ikke i et ideologisk argument. Og ministeren tager slet ikke fat i Ida Aukens mange lavpraktiske forslag. Havde hun gjort det, ville det også være en kritik af KP, hvilket man undgår ved, at staten nu betaler for det hele.

Men det er også et nederlag, eftersom det nu står klart, KP ikke kan tage økonomisk og pædagogisk ansvar for dens egen organisation. Vil staten mon via den ny finansieringsmodel fastholde en form for kontrol med professionshøjskolernes beslutninger? Og kan vi nu forvente, at staten i fremtiden vil gribe ind i tilsvarende sager?

Det kunne i så fald være en begyndelse på en mere grundlæggende ændring af professionsuddannelsernes struktur og organisation, som er 200% indspist med skolereformens ideologi.

 

D. Den 18. december: Nogle reaktioner

Der har indtil nu være følgende reaktioner på regeringens beslutning om at redde Nyelandsvej:

De, der har støttet protesterne, er naturligvis lykkelige. Jeg har noteret begejstret støtte fra Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, fra de to folketingspolitikere, Ida Auken og Lotte Rod, fra formanden for Københavns Lærerforening, Katrine Fylking og fra de studerende på Nyelandsvej. Det er en god flok.

Men hvad siger professionshøjskolerne?

Rektor for UC Absalon, Camilla Wang, har reageret på Linkedin i et selvstændigt indlæg. Hun har bestemt ingen solidaritet med protesterne eller nogen sans for sagens historisk-filosofiske aspekter. Hun har kun ”kærlighed” til KP og til de andre UC-ledere. Hun kalder ligefrem regeringens beslutning for ”provokerende”.

Wang mener, at regeringens beslutning er et incitament til, at hun nu selv lukker sine sjællandske afdelinger, for så vil regeringen jo bare betale for det hele! Min kommentar til dette er, at det er et det er en god ide. På den måde kan staten simpelthen købe hele UC-sektoren og derefter indrette seminarier, dvs. 25 små “nyelandsvejer”, uden skolereformteknokratisk overbygning.

Hele UC-segmentet og DPU’s ledelse har liket løs på Wangs opslag. Det er meget skuffende, at ingen lærere fra Absalon har protesteret i tråden. Hvor er fagligheden og solidariteten henne? Folk er tavse i dette autoritære system.

Her er Wangs utrolige indlæg på Linkedin i fuld længde:

”Jeg siger det her som rektor på Absalon! Og i al kærlighed til KP og alle mine kollegaer rundt i landet (som virkelig forsøger at prioritere til gavn for de studerende): Hold op, hvor er det provokerende og demoraliserende at kæmpe for at holde liv i hele syv campusser spredt i hele Region Sjællands store geografi med færre og færre studerende – for så at se en regering, der fra sag til sag vælger at give særstøtte til specifikke uddannelsessteder på denne måde. Det skaber jo ligefrem et incitament til at varsle lukninger. Det er ikke smukt, og det er ikke en bæredygtig måde at styre uddannelsesudbuddet i Danmark på. Så er det sagt!”

Wangs indlæg er også omtalt i en artikel på Uddannelsesmonitor, hvor hun støttes af rektor ved UC Syd, Alexander von Oettingen. Lige der glemte hr. Oettingen vist, at han er pædagogisk filosof.

Formanden for KP’s bestyrelse, Jesper Fisker, virker lidt tumulteret. Han siger i en kort kommentar til Folkeskolen.dk, at han er glad for pengene, men at han lige skal studere detaljerne i forslaget.

Både Wang og Fisker er to af de helt store UC-teknokrater, som gennem tiden har støttet skolereformens principper. Ingen af dem har sans for de værdier, der har været i spil i den aktuelle situation.

Chefredaktør for A4-medier, Kristian Madsen, kritiserer på Facebook regeringens beslutning. Han mener, at der er tale om københavneri og om, at de studerende er dovne, fordi de ikke gider at cykle ind til Vesterbro. Også Madsen tilhører skolereformsegmentet med f.eks. kraftig støtte til Corydon. Det er pædagogikkens anden verden. Et meget mærkeligt sted.

Selv er jeg meget overrasket over regeringens beslutning. Jeg troede Nyelandsvej var død og begravet efter sidste uges møde i KP’s bestyrelse.

Og få timer før gårsdagens beslutning sagde ministeren, at man ikke ville støtte seminariet, men så gør man det alligevel Hvad er der sket? Og som Jesper Fisker siger: Hvad står der med småt?

Som omtalt ovenfor kan alle indlæg om sagen tilgås i dette link: http://www.thomasaastruproemer.dk/paedagogikkens-to-verdener-i-koebenhavn-kampen-for-nyelandsvej.html

 

15. Merete Riisager er på vej tilbage i Folketinget

Merete Riisager vender formentlig tilbage til Folketinget efter næste valg. Riisager er mig bekendt den eneste Cand.pæd., der har været undervisningsminister (fra 2016-19), og denne uddannelsesbaggrund kunne og kan sørme mærkes. Hvilken storslået omsorg for pædagogikken hendes virke er et udtryk for, både i strid og opbyggelighed:

Riisager har som den eneste politiker været højlydt imod skolereformen helt fra starten, og da hun blev minister, kæmpede hun benhårdt imod konsekvenserne af reformens læringsideologi; både på de indre linjer, på det åbne vand og imod de læringsbegejstrede forskere, som ville have “læringsmålstyring”. Det var en jætteindsats for hele samfundet.

Forståeligt nok blev hun afbilledet som en frihedsgudinde på bladet Folkeskolen, men i Politiken og på DPU blev hun helt skandaløst sammenlignet med Trump!

Jeg skrev udførligt om Riisagers ministertid i bogen “I skolereformens kølvand” fra 2023, og nedenfor kan man tilgå en anmeldelse/omtale, som jeg lavede af hendes fremragende bog “Selvbyggerbørn” fra 2020.

Af Ritzau-telegrammet fremgår det, at Riisagers retur til det politiske liv sker på partiformand Alex Vanopslaghs opfordring. Riisagers kulturliberalisme har haft en virkelig god effekt på Vanopslagh, som forrige år skrev en et stort forsvar for forfatningsliberalismen (“Vejen til ansvar”).

Sikken en politisk organisme og inspirationskilde, de to kan ende med at udgøre. Og måske kan denne syntese endda inspirere de andre partier til at finde deres filosofiske grundlag frem, så “det folkelige” kan komme til syne.

Velkommen tilbage til fru Riisager. Den nok største nulevende politiker i Danmark.

Ritzaus dækning: https://www.bt.dk/politik/merete-riisager-vil-tilbage-i-folketinget?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqfp9xx5etEsJoxlCFxRXkGbKYdPC4F9I1nOZVSxA1Q81a7NQhZyT4t5glnWCAQ%3D&gaa_ts=6951bb14&gaa_sig=AOYvR9M0IS2NChtw2Mg980epTfdEs9tKrAwwqD1dkB-dcdCXC1xeadf_p1mGobuGduPHCvfiTXur-ef2ZBtOoQ%3D%3D

 

16. Det ny børnesyn: Fra socialpolitik til almenpædagogik

Inspireret af en kritisk kronik om “Børnesyn”, som er forfattet af Merete Riisager og Maja Rømer, samt af et ministersamråd om samme emne, har jeg kigget på, hvordan socialpolitikken har virket som en slags passage for, at begreber som human kapital og posthumanisme har transporteret udtrykket “børnesyn” ned i almenpædagogikken.

Herfra virker udtrykket som en almen og autoritær organisatorisk figur for både skoler og børnehaver.

Jeg blev faktisk lidt overrasket over, at de to kronikører havde ret, for jeg havde ikke selv tænkt over denne forbindelse mellem socialpolitik og pædagogik.

Der er tale om foreløbigt arbejde, som jeg løbende redigerer og udvider.

http://www.thomasaastruproemer.dk/det-ny-boernesyn-fra-socialpolitik-til-almenpaedagogik.html

 

17. FNs børnekonvention

FN’s børnekonvention blev vedtaget i 1989. Den havde rødder i tidligere tekster fra Folkeforbundet i 1924 og fra FN i 1959. Det var især Polen der pressede på for efterkrigstidens traktater, fordi nazismen havde været særlig hårdhændet over for polske børn.

Efter min vurdering er selve traktaten meget afbalanceret, både i dens præambel og dens indhold. En smuk syntese mellem historiske erfaringer, rettigheder og filosofisk materiale. Her er nogle eksempler:

A. Præambel

Konventionens fortale, den såkaldte “præambel”, er en hyldest til mennesket og familien. F.eks. står der at alle de lande, der har tilsluttet sig børnekonventionen er enige om følgende udgangspunkt:

”I overensstemmelse med de i De Forenede Nationers Pagt erklærede principper at anerkendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden”.

Og denne humanisme afbalanceres med interessen for menneskets liv i familie og kultur:

Først familien:

Staterne ”er overbeviste om, at familien, som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel, bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet”

Og videre i samme ånd:

Staterne ”anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse.”

Dernæst er der præamblens omtale af kulturen og folket:

Staterne ”tager behørigt hensyn til betydningen af hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske udvikling.”

Kort sagt: Børnenes rettigheder som mennesker er en del af familiens og kulturens værdige liv.

B. Uddannelse

Samme vekselvirkning mellem kulturgrundlag og almenmenneskelige principper finder man i konventionens artikler om uddannelse, især Artikel 29, hvis to dele man kan læse her:

”Stk. 1. Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til hensigt at

(a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og psykiske og fysiske formåen fuldt ud;

(b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og for de principper, der er nedfældet i De Forenede Nationers Pagt;

(c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog og værdier, og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer og for kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur;

(d) forberede barnet til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af forståelse, fred, tolerance, ligestilling af kønnene og venskab mellem alle folk, etniske, nationale og religiøse grupper og personer, som tilhører urbefolkninger;

(e) udvikle respekt for det naturlige miljø.

Stk. 2. Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som indblanding i enkeltpersoners eller organisationers frihed til at oprette og lede undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid tages hensyn til de i denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at uddannelse i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne minimumsregler.”

Spørgsmålet er nu, hvordan denne storslåede syntese mellem humanitet, kultur og pædagogik, som jo har rødder i hele århundredes processer, og som de gode vedholdende polakker langt om længe fik gennemført, pludselig er endt som kommunale autoritære krav om, at landets lærere og pædagoger skal leve op til et bestemt ”børnesyn”?

Her er fem meget kortfattede og foreløbige hypoteser. Tesen er, at konventionen ender med at komme i modstrid med dens egne forudsætninger:

i)

I praksis knyttes konventionen knyttes ikke til FN’s juridiske system. I stedet etableres en såkaldt Børnekomite, som efterhånden får forårsaget et omfattende system af organisationer og rapporter, som lægger mindre og mindre vægt på det kulturelt-filosofiske element.

I Danmark fik vi Børnerådet, der fra 1994 skulle holde øje med konventionen i Børnekomiteens ånd.

I starten gik det fint:

I en Børneråds-udgivelse om emnet fra 2002 fastholder den daværende formand for rådet, Per Schultz Jørgensen, at den voksnes autoritet er en del af børnekonventionens ånd. Som han siger i sin konklusion i en central udgivelse:

“Det betyder voksne, der også er parat til at gå ind i de svære beslutninger og stå ved, at de træffer en afgørelse til barnets bedste – for barnets skyld”.

Men denne nuancerede tilstand er under opløsning. I dag kan flere af de oprindelige fortalere for rådet ikke stå inde for den moderne udgave af rådet. Især John Halse, som kommer ud af seminarietraditionen, har været en kritisk stemme i ånden fra Schultz Jørgensens tid som formand.

Og Børnerådet indgår efterhånden i allehånde symbioser med administrative og organisatoriske interesser, hvor den pædagogisk-humanistiske sammenhæng efterhånden får åndenød.

ii)

Den tiltagende bureaukratiserede rettighedsdeterminisme forstærkes af flere politikers henvisning til mennesket som konkurrencestatsdefineret humankapital, f.eks. i dagtilbud og i “Barnets Lov”. Et synspunkt, der er 200% imod konventionens ånd.

iii)

Efterhånden knyttes også en stærk posthumanistisk strømning til disse processer, nemlig den såkaldte ”childism”, hvor ”barndommen” går helt i opløsning. Også denne strømning står i regelret modsætning til menneskerettighedernes filosofi og faktisk også til rettighedsbegrebet som sådan.

iv)

Med disse tab som klangbund fokuseres i stedet næsten udelukkende på Artikel 12, der handler om børns ytringsfrihed og udtaleret. Man glemmer helt, at der i Artikel 12 også står i “passende” omfang, hvilket jo henviser til hele den pædagogiske situation, der også er implicit i Præamblen, som man jo desværre har glemt.

v)

På den måde får vi pludselig en situation, hvor menneskerettigheder – dvs. humanisme, verdensborgerskab og kulturel kærlighed – går i opløsning. Vel at mærke i humanismens og rettighedsbegrebets navn.

Dermed får vi en undertrykkende tilstand.

Spørgsmålet er: Hvordan redder vi FN’s børnerettigheder fra disse undergravende processer?

Svaret? Ved filosofisk og politisk aktivitet.

Mange tak til polakkerne.

Reference: Børnerådet: “Børnekonventionen i Danmark”, 2002.

 

18. Barnesyn uden pædagogik

Hvad sker der, hvis man tager barnet ud af pædagogikken? Dvs. ud af vekselvirkningen mellem fortid og fremtid?

Så får man ”det ny børnesyn”.

Vi får et barn uden fortid, fremtid og pædagogik. I stedet bliver barnet til ”ekspert i eget liv”, som det hedder i Børnerådets officielle børnesyn.

Pludselig reduceres læreren og moderen og faderen til trivselskonsulenter. Og fortidens rige pædagogiske liv reduceres til vold og sort skole.

Men er denne lille ekspert ”et barn”? Nej, det er det jo ikke. Det er snarere en ekspertidentitet med en rettighed, som selv gør op med den fortid, som overhovedet har skabt rettigheden.

Dermed skrider 10’ernes ”børneperspektiv”, som var ”barnet” uden fortid, hen til 20’ernes ”barnesyn”, som er barnet uden pædagogik, dvs. uden barn. Bagved spøger 00’ernes systemer.

Dermed undermineres FN’s børnekonvention, som Børnerådet ellers var skabt til at drage omsorg for.

Vi går fra omsorgen for barnets sjælelige og kundskabsmæssige udvikling til barnets ensomme og altid kompetence ret. Her er der ikke brug for pædagoger og kulturhistoriske ballader. Men nok for maskiner.

 

19. Ånd og rustning

Hvad er det modsatte af ”åndelig oprustning”? Måske er det ”åndelig nedrustning”?

Svaret er nej.

Men hvorfor ikke? For de to udtryk lyder jo som modsætninger?

Sagen er, at ”ånd” er det modsatte af ”rustning” som sådan. Derfor kan man slet ikke sætte ”ånd og ”rustning” sammen, uanset om der rustes op eller ned.

Ånd er det modsatte af både oprustning og nedrustning. Eller rettere: Ånd er noget andet end begge former for rustning.

Men hvad er så relationen mellem ånd og rustning, når ånd er noget andet end rustning?

Sagen er, at ånd kommer før rustning. Ånd vanskeliggør rustning. Sådan er det, fordi ånden altid spørger til “verden” og til ”den Anden” og til ”den Andens” sprog, dialoger og rodnet. Ånden er menneskets eksistens. Det er fødslens emne. Et skønnere land findes ikke.

Ånden spørger: Hvem er du? Og hvad er din verden? Og dermed lærer ånden: Hvem er jeg i min verden, som også er din verden? Selvet og verden udvides på samme tid.

Ånden opløser identitet, krænkelse og polemik. I stedet opstår eksistens, erfaring og interesse/engagement.

Ånd spørger, mens rustning svarer. Men uden spørgsmål intet svar. Så ånd kommer først. Ånd kommer før ”rustning” og vanskeliggør rustning, som selv ustandseligt afmonteres af ånden.

Det er derfor, at man har uddannelse og opdragelse. Det er for at vanskeliggøre ”rustning”. Pædagogik og ånd er kultivering af spørgsmålene, der forstyrrer forsøg på “rustning”.

I samme øjeblik, at “ånd” gøres til et middel for rustning, så ophører ånden med at være ånd. Så får vi det, som jeg plejer at kalde for “uniformativering”; dvs. en situation, hvor et filosofisk begreb gøres til instrument for begrebets modsætning. Kort sagt: Falsk bevidsthed.

Det er derfor, at vi skal have et “åndens liv”, men ikke åndelig oprustning.

Men “åndens liv” mistede momentum fra årtusindeskiftet, hvor sloganet var “fra tanke til faktura”, og hvor små børn blev opfattet som nationaløkonomiske soldater.

Den aktuelle “åndelige oprustning” er en slags faktura, som står i modsætning til ånden.

 

20. Bondo og Hermann

Jeg har en lille notering vedrørende en helt aktuel udveksling om skolereformen fra 2013.

Det drejer sig om, at Stefan Herman for en måneds tid siden på Linkedin fortalte om sit arbejde i en ministeriel ekspertgruppe om den ny EPX-uddannelse.

I den forbindelse spørger Anders Bondo Christensen om følgende, som tager udgangspunkt i en iagttagelse fra Hermanns ny bog:

”Det lyder spændende Stefan. Og altid godt med henvisninger til koryfæerne i den pædagogiske verden. I “LÆREREN i midten” fortæller du, at du bidrog til udformningen af folkeskolereformen og de ændrede regler for lærernes arbejdstid i 2013.

Er det din vurdering, at I rammer skiven bedre denne gang?”

Det er jo det, man kalder for et godt spørgsmål. Og den sidste del af Hermanns svar er både stille og larmende:

”Det er jo et gruppearbejde indenfor rammerne af et kommissorium og et økonomisk loft plus en stram tidsramme. Dermed et kollektivt produkt som jeg bestemt mener gruppen kan være bekendt.

Skolereformen var regeringens og forligspartiernes, og jeg udøvede min indflydelse. Der var en del jeg var enig i, en del jeg ikke var. Noget der var en del af reformen, noget var en del af implementeringen. Og en del jeg ikke forholdt mig til. Så det er lidt mere komplekst end som så. Resultatet var dog ikke lykkeligt, som vi alle ved. Det kan der skrives mere indgående om en dag, tænker jeg.”

Bondo nøjes med at svare følgende:

”Hmmmm……”

Den diskussion vandt Bondo vist!

Men dejligt at høre, at Hermann er imod skolereformen og dens effekter, selvom det konkrete ansvar stadig flyder lidt rundt i hans egen verden.

Referencer:

Link til Stefan Hermanns Linkedin-opslag: https://www.linkedin.com/posts/stefan-hermann-506274b_mandag-15-december-offentligg%C3%B8res-ekspertgruppens-activity-7405299605271183360-r__e/?originalSubdomain=dk

Min egen omtale af Hermanns bog kommer ind på nogle af de samme emner. Det kan man læse om i afsnit 3 og afsnit 4 ovenfor

 

(foreløbig analyse, opdateres løbende, senest d. 5. april 2026)

For nogle uger  siden – d. 28. november 2025 – havde tidligere undervisningsminister, Merete Riisager, og lærer, Maja Rømer, en kronik i Jyllands-Posten, hvor de diskuterede et meget omtalt ”nyt børnesyn”. Dette udtryk er blevet et slags tvangssprog i mange kommuner, hvor der jo for få år siden må have hersket noget, der så var et ”gammelt børnesyn”, hvad det så end kan være for noget? Vi befinder os i en slags opgør med kulturhistoriens dialoger. Alt, hvad der er “gammelt”, er farligt.

(Link til Riisagers/Rømers kronik: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE18780872/regeringen-er-i-gang-med-en-aandelig-nedrustning-af-folkeskolen/) (Jeg lægger links ind undervejs, men har også samlet en del referencer til sidst)

Undervejs i kronikken fortæller de to kronikører, at børnesynsideologien pt. er forstærket af Socialministeriet. Men det lyder jo lidt mærkeligt, at et børnesyn fra Socialministeriet kan ende som en slags tvangsorganisation for både børnehaver og skoler? Det hele kom kort sagt lidt bag på mig, så jeg har undersøgt sagen. Og de to damer har fuldstændig ret. Lad mig prøve at forklare det med mine egne ord. Det er stadig tale om ”work in progress”, som man siger.

Jeg vil argumentere for, at det ny børnesyn både har en faglig og en organisatorisk side, og at disse to aspekter spiller sammen på en særdeles uheldig måde, der tømmer pædagogikken for indhold og omdanner denne tomhed til en slags totalitær organisatorisk tvang. Og socialpolitikken i en særlig udvandet og ideologisk form er vel at mærke en slags passage for hele denne proces.

Til sidst har jeg tilføjet tre beslægtede diskussioner: En mere grundig refleksion over, hvordan FN’s børnekonvention spiller ind i disse diskussioner; en analyse af en ung lærers indlæg om emnet og endelig en argumentation for, at barnesynet er et opgør med barnet og pædagogikken.

 

Det giver følgende struktur i min tekst:

1. Barnets Lov og Barnet Først

2. Fra socialpolitik til almenpædagogik

3. 1990’erne

4. Politikkens samråd bekræfter socialpolitikkens sejr

5. FN’s børnekonvention

6. Det ny børnesyn og dets generationer

7. Barnesynets opgør med barnet og pædagogikken

8. Referencer og links

 

1. Barnets Lov og Barnet Først

Den aktuelle socialpolitiske interesse for det ny børnesyn udspringer af arbejdet med ”Barnets lov/Barnet først”, som blev vedtaget i juni 2023 af et bredt politisk flertal (S, V, M, SF, KF, EL og RV). Den oprindelige forligskreds fra 2022 var faktisk endnu bredere, men LA, Alternativet og DF sprang fra.

(Link til Barnets Lov: https://www.ft.dk/samling/20222/lovforslag/L93/som_vedtaget.htm)

Barnets Lov handler egentlig udelukkende om børn med særlige behov og om diverse socialfaglige tiltag (anbringelser, omsorgssvigt mm.). Derfor ligger loven også under Socialministeriet. Og derfor skulle man jo ikke tro, at ideologien uden videre kan springe ind i de almenpædagogiske emner.

Det er værd at nævne, er der indbygget i Barnets Lov ligger en form for grænseløshed – f.eks. vedrørende tvangsadoption – som allerede under lovbehandlingen blev påtalt af menneskerettighedsfolk. Det var især familiens rettigheder, der blev udfordret til fordel for en slags symbiose mellem stat og barn. Der var en stemning af coronanedlukning og ghettopakke over det hele.

Desuden vil jeg sige, at socialministeren fra december 2022 til august 2024 var Pernille Rosenkrantz-Theil, som fra 2019 til 2022 også havde været undervisningsminister, og som før det var socialpolitisk ordfører. Hun er derfor en magtfuld og vigtig person i denne sammenhæng.

Rosenkrantz-Theil var allerede i 2018 kraftigt inspireret af økonomen James Heckmans meget radikale ideer om mennesket som humankapital. Denne ideologi skulle vel at mærke udstrækkes til alle sociale og pædagogiske områder. Her findes der intet privat eller civilt liv, kun krav om lighed og afkast. Hun skrev i 2018 ligefrem en bog om emnet sammen med den daværende forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen. Bogen havde den sigende titel ”Det betaler sig at investere i mennesker: en bog om sociale investeringer, tidlig indsats, finansministeriets regnemodeller & SØM”. Også her kan man iagttage en indbygget grænseløs tendens. Disse tanker realiseredes i det socialdemokratiske initiativ “Altid på børnenes side”, som er meget Heckman-inspireret, men dog også ret konsekvent på socialpolitikkens side. Initiativet underskrives af den ny statsminister, Mette Frederiksen, som også tager emnet op i sin nytårstale i 2020.

(Link til analyse af bogen: http://www.thomasaastruproemer.dk/profylakse-og-regnemaskiner-noter-til-pernille-rosenkrantz-theils-og-ane-halsboe-joergensens-bog-det-betaler-sig-at-investerer-i-mennesker.html)

(Link til “Altid på børnenes side”. https://www.socialdemokratiet.dk/media/jhlitp31/social-ulighed-altid-paa-boernenes-side.pdf)

Men lad os se på noget af lovmaterialet fra 2021-23, hvor en del af grænseløsheden dog generelt set holdes i ave:

Udtrykket ”børnesyn” optræder blot to gange i den 26-siders lange forligstekst fra maj 2021. Ordet optræder kun i socialfaglige sammenhænge, hvor man ønsker at give børns stemme større vægt. Her er der altså ikke nogle tegn på at man vil udvide børnesynet til almenområdet.

(Link til forligstekst: https://www.sbst.dk/Media/638465183334430408/Aftaletekst_Boernene_Foerst_maj2021_UA.pdf)

Og udtrykket “børnesyn” findes faktisk slet ikke i selve lovteksten fra 2023. I en tilhørende betænkning finder man dog ordet ”børnesyn”. Det sker, som jeg ser det, i samme ånd som i forligsteksten, dvs. at “børnesyn” primært er et socialfagligt fænomen.

Dog er der en åbning for at udvide lovens gyldighedsområde i lovens §15, hvor der tales om en ”sammenhængende børnepolitik”, hvilket jo udvider begrebet:

”§ 15. Kommunalbestyrelsen skal udarbejde en sammenhængende børnepolitik, der har til formål at sikre sammenhængen mellem det generelle og forebyggende arbejde og den målrettede indsats for børn og unge med behov for særlig støtte. Den sammenhængende børnepolitik skal udformes skriftligt, vedtages af kommunalbestyrelsen og offentliggøres.” (min kursivering)

I  forligsteksten fra 2021 er der også en udførlig omtale af en stærkt Heckman-inspireret ”Task force”, som jeg vender tilbage til. Så der ligger noget og lurer.

Endelig findes i omgivelserne rundt om Barnets Lov – især i nogle efterfølgende tekster – også henvisninger til artikel 12 i FN’s konvention om børns rettigheder fra 1989. Også i selve forligsteksten får vi at vide, at man vil forbedre børns rettigheder, selvom konventionen ikke nævnes specifikt. Ligeledes finder man – i et større ministerielt materiale fra 2024 om Barnets Lov i dagtilbud – en ret udførlig reference til artikel 12, som handler om børns høringsret og ytringsfrihed. Mærkeligt nok nævnes konventionens mere almindelige rettigheder (vedrørende f.eks. familien) ikke. Det er som om, at der er en blindhed i fortolkningen af konventionen. Jeg vender tilbage til dette emne til senere i min analyse.

I selve loven er der dog – så vidt jeg kan se – ingen decideret udvidelse af denne konvention i en mere ideologisk retning. Man holder sig på det socialpolitiske spor.

Så selvom der er visse iboende tendenser til udvidelse af lovens begreber ind i almenpædagogikken, så er hovedsporet frem til 2023 trods alt socialpolitisk. Det vil med andre ord sige, at der set fra et almenpædagogisk perspektiv er nogenlunde fred og ingen fare. Barnet kan udvikle sig i frihedens og autoritetens gevandter, beskyttet både af FN’s, Grundlovens og af pædagogikkens tjenester.

(Link til materiale om Barnets Lov og dagtilbud, 2024: https://www.sbst.dk/Media/638429980409823773/Guide_Barnets%20Lov_SBST_web%20T2.pdf)

(Link til FN’s Børnekonvention, 1989: https://www.boerneraadet.dk/vi-arbejder-for/boernekonventionen/fuld-udgave-af-fns-boernekonvention/)

 

2. Fra socialpolitik til almenpædagogik

Men hvad sker der så? Ja, nu kommer vi til problemet: I forbindelse med lovgivningsprocessen nedsættes nemlig tre grupper, hvor den pædagogiske og humanistiske baggrundstradition kommer under pres:

 

i) Taskorce

For det første får vi den føromtalte ”Taskforce for sociale investeringer”, som udelukkende er båret af Rosenkrantz-Theils og James Heckmans humankapitalistiske paradigme; et paradigme som er særdeles magtfuldt i mange organisationer og forskningsgrupper. Taskforcens centrale rapport fra 2024 er rystende læsning – også for en seriøs socialrådgiver eller socialpædagog. I Rosenkrantz-Theils oprindelige bog fra 2018 udvides dette økonomiske metodeinferno også ind i skoler og børnehaver, altså langt udover det socialfaglige område, jf. ovenstående link til min analyse af emnet. Og i Taskforcens rapport er der egentlig heller ikke ret meget sans for det specifikt socialfaglige.

Taskforcen bestod alene af organisationer og forskere med teknisk ekspertise.

(Link til Taskforcens afrapportering fra 2024: https://www.sm.dk/publikationer/2024/jun/afrapportering-fra-taskforcen-for-sociale-investeringer)

(Link til Taskforcens sammensætning: https://socialmonitor.dk/nyheder/art9997060/Sociale-investeringer-vinder-frem-i-Danmark.-Men-ny-rapport-peger-p%C3%A5-store-knaster-og-omkostninger)

 

ii) Partnerskab

For det andet etableres et såkaldt ”Partnerskab for Børnene Først”, som består af en række organisationer, som er født ind i skolereformens læringsideologi:

Kommunernes Landsforening

Børne- og Kulturchefforeningen

Danske Professionshøjskoler

Kommunale velfærdschefer

De Anbragtes Vilkår

ForældreLANDSforeningen

Dansk Socialrådgiverforening

Socialpædagogernes Landsforbund

Danske Handicaporganisationer

Social- og Boligministeriet

Bemærk, at der ikke er nogen selvstændige fagpersoner fra den pædagogiske verden. Kun nogle af områdets fagforeninger. Der er ingen humanister eller andre intellektuelle. Det er det samme organisations-danmark, som i de sidste 15 år ukritisk har understøttet det læringssyn, som skolereformen i 2013 var et udtryk for.

(Her er et par links til omtalen af Partnerskabet: https://www.sbst.dk/boern/boernene-foerst-og-barnets-lov/partnerskab-om-boernene-foerst og her: https://www.social.dk/tvaergaaende/anbefalinger/anbefalinger-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandlingen)

Og det er ind i denne partnerskabssammenhæng, at ”børnesynet” pludselig bliver til noget helt alment. I november 2023 udarbejder dette partnerskab nemlig en udgivelse, som slet og ret hedder ”Børnene først”. Her mister man stort set forbindelsen til socialpolitikken og begynder at udarbejde et alment børnesyn. Det sker ikke med henvisning til pædagogisk eller socialfagligt materiale, men med reference til FN’s børnerettighedskonventionen og til en irsk psykolog, der hedder Laura Lundy.

(Link til Partnerskabets udgivelse: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/anbefalinger-og-praksiseksempler-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandling)

Længere nede i dette materiale – men ret centralt placeret i Partnerskabets referencestruktur – finder man desuden en artikel, der knytter et mere alment ”børneperspektiv” an til posthumanistisk forskning. Det sker via en ret grundig reference til en artikel af lektor ved RUC, Hanne Warming, der bekræfter poststrukturalismens sammenhænge til 90’ernes psykologi og 10’erne dagtilbudspolitik; nemlig artiklen ”Børneperspektiv – en populær flydende betegner”. I artiklen knyttes bl.a. an til filosofferne Bruno Latour og Karen Barad, som står for for en slags posthumanistisk radikalisme.

Den poststrukturalistiske sammenhæng bekræftes ved, at Hanne Warming er engageret i det såkaldte ”childism”-paradigme, som er en virkelig radikal poststrukturalistisk kritik af kulturel autoritet og dermed af pædagogik som sådan. Denne bevægelse knytter også an til FN’s børnerettigheder, §12, som dermed for alvor kapres af den ny ideologi.

I en tidligere udgivelse fra Børnerådet, “Håndbog i børneinddragelse” fra 2016, spiller Waming også en central rolle. Her fremgår det, at hun er imod to faglige tilgange, som hun kalder for hhv. et “filosofisk børnesyn” og et “udviklingspædagogisk børnesyn”. Og det er både Rousseau og John Locke, der ryger ud. Der bliver renset ud i bogreolerne. I stedet vil hun bygge på “den ny barndomsforskning”, som det kaldes a la “det nye børnesyn”. Så “ny barndomsforskning” står i modsætning til filosofi og udviklingspsykologi, som nu er noget fra gamle dage. At der gøres op med Rousseau og Locke på en så simpel måde, er særligt problematisk i nærværende sammenhæng, eftersom disse to filosoffer har spillet en kæmperolle for udviklingen af den vestlige rettighedstænkning, som børnekonventionen jo selv er en del af. På den måde bliver “børnesynet” et opgør med rettighedsbegrebet og FN.

Warming, som selv er tidligere medlem af Børnerådet, har også delt et opslag på Facebook, hvor Pelle Dragsted fra Enhedslisten kalder det nye børnesyn for “en af vores civilisations største fremskridt”. Opslaget er delt helt uden kommentarer.

(Link til den artikel, som Partnerskabet refererer til: https://pedagogikkogkritikk.no/index.php/ntpk/article/view/1424).

(Link til Børnerådets “Håndbog i børneinddragelse” fra 2016. https://www.boerneraadet.dk/media/1alcqxat/brd_ha-ndbog_i_boerneinddragelse_2016_web.pdf)

(Link til childism-projekt: https://forskning.ruc.dk/da/projects/childism-institute/)

(Link til Pelle Dragsteds opslag på Facebook, d. 27. september: https://www.facebook.com/pelle.dragsted/posts/pfbid02jS5fpSYpjAKsKU1pwiWDPLP8hczMT9W3Df9HBJ69QpZ7GDLnNzTkofwyNPxEYD12l)

Hermed ender vi med en almengørelse af socialpolitikken, foranstaltet via en blanding af James Heckman, af en meget smal læsning af børnerettighederne, af antifilosofi og af en radikal posthumanisme. Det er gift for begrebet ”rettighed”, som jo forudsætter humanisme frem for posthumanisme.

Vi ender kort sagt med en kombination af konkurrencestat og posthumanisme. Det vil sige den eksakt samme ideologiske struktur, som vi så i DPU’s rapport om kønspædagogik fra 2024. Det var den rapport, som Tesfaye kaldte for ”sjask”, og siden har han ikke set til DPU’s side.

(Link til analyse af DPU’s rapport: http://www.thomasaastruproemer.dk/ekspertgruppe-om-koenspaedagogik.html)

Men almengørelsen er ikke kun ideologisk. Den er også organisatorisk. I Partnerskabets rapport tales der nemlig også om et stærkt overgribende ”fælles organisatorisk børnesyn”, der skal gælde for ”det samlede børne- og ungeområde i kommunen”. Med undtagelse af den smalle reference til posthumanistisk forskning, sker denne organisatoriske udvidelse helt uden henvisning til pædagogisk tænkning. Men alligevel etableres altså nu en helt almen organisatorisk figur, der kun nævner det socialpolitiske område som en biting. Socialpolitikken er nu rejst ind i almenpædagogikkens land, både fagligt og organisatorisk.

Og ministeriet udgiver endda Partnerskabets materiale med nogle eksempler på kommuner, der arbejder i krydsfeltet mellem socialpolitiske emner og det ny almene ”børnesyn”.

(Link til omtale af specifikke kommuner: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/anbefalinger-og-praksiseksempler-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandling)

Så hele denne tilgang kendetegnes af tre forhold:

• En meget svag og pædagogik-fjendtlig faglig begrundelse
• En udvidelse af det socialpolitiske ind i det almenpædagogiske
• En nærmest totalitær organisatorisk vision

 

iii) Videnscenter

For det tredje etableres der allerede fra juli 2021 – altså mens Barnets lov er i støbeskeen – et såkaldt ”Videnscenter om børneinddragelse og udsatte børns liv”.

(Link til videnscenter: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv)

Det sker under Astrid Krags korte periode som socialminister, og Krag var vel at mærke en helt ukritisk støtte af skolereformen og dens kølvand. Før Krag var Mai Mercado konservativ socialminister fra 2016-19. Mercado delte Rosenkrantz-Theils betagelse af James Heckman, så den humankapitalistiske tankegang har haft gode kår på begge politiske fløje. BUPL forlod endda en af Mercados arbejdsgrupper med henvisning til det problematiske børnesyn.

Jeg har en teori om, at dette socialfaglige forfald for alvor startede i midten af 00’erne, hvor Socialministeriet først mistede børnehaverne og efterfølgende i nogle år helt blev opløst og opslugt af økonomiske og tekniske ministerier. Det var i dette tomrum, at Heckman pludselig kunne blive den dominerende ideolog, da ministeriet blev genetableret i 2009. Heckman var en slags import fra Finansministeriet, som i de år fik mere og mere magt. Vi er i konkurrencestatens land.

Nuvel, også i forbindelse med arbejdet i dette videnscenter sker der en almengørelse, der betyder, at alle kommuner skal lave et ”Fælles børnesyn i organisationen”, som også her skal dække hele børne- og ungeområdet, dvs. det almenpædagogiske felt. Her i citat:

”Inddragelse af børn og unge styrkes, når det baseres på et fælles børnesyn i organisationen. I bør som kommune derfor reflektere over og formulere det fælles børnesyn, der skal kendetegne og skabe sammenhæng i jeres arbejde – både på individniveau, på afdelingsniveau og som organisation.”

(Link om fælles børnesyn: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv/guide-til-styrket-inddragelse-af-boern-og-unge/inddragelse-og-boernesyn/faelles-boernesyn)

Så samlet set forlader udtryk som ”inddragelse af børn”  og “børnesyn” det socialpolitiske felt og bliver til en organisatorisk vision for hele kommunen. Og det sker i en form for ideologisk samspil mellem de tre organiseringer: Taskforcen, Partnerskabet og Videncentret, som selv bygger på posthumanisme, humankapital og en forenklet fortolkning af FN’s børnerettigheder, der hyperventilerer konventionens §12.

Herfra begynder mange af de konkrete kommuner at lave nogle virkelig platte og banale børnesyn; nu i hel almene og stærkt enslydende formater, som ingen fagperson kan tage alvorligt. Og disse børnesyn, der jo bæres frem af de kommunale organisationer, som selv har præget ”partnerskabet”, får efterhånden en undertrykkende effekt på pædagogisk praksis, hvor pædagoger og lærere pludselig ikke lever op til disse “børnesyn”. Det minder om tiden efter 2013, hvor kommunerne havde fælles “læringssyn”, som havde samme autoritære effekt. Selv Børnerådet, som jo oprindelig blev etableret som en uafhængig beskytter af FN’s børnekonvention, laver et sådant “børnesyn”.

(Link til Børnerådets børnesyn: https://www.boerneraadet.dk/om-boerneraadet/saadan-arbejder-boerneraadet/boerneraadets-boernesyn/)

Nuvel, her er et eksempel fra Kolding Kommune, som Riisager og Rømer også omtaler i deres kronik:

”Kolding Kommunes fælles børne- og ungesyn er:

Alle børn og unge gør det bedste, de kan. (fremhævet i original, TAR)

Det er et fælles børne- og ungesyn, som bygger på tre værdier, der danner grundlag for medarbejdernes fælles tilgang til arbejdet med børn og unge i Kolding Kommune. De tre værdier nedenfor er således med til at udfolde børne- og ungesynet.

At være barn og ung er en værdi i sig selv.

Alle børn og unge har de bedste intentioner, og ønsker at klare sig godt i livet.

Alle børn og unge har ret til at være medskabere af egen udvikling, læring og liv.”

(Link til Kolding Kommunes børnesyn: https://www.kolding.dk/politik/politikker-og-strategier/faelles-boerne-og-ungesyn)

Så er det ordnet. På få sølle linjer. At “alle har de bedste intentioner” er nu ligefrem en regel, som alle pædagoger i Kolding skal tvinges ind i? Og hvad er “medskaber af egen læring”? Det er jo ren og ureflekteret skolereformsideologi.

Også hos Børnerådet har man lavet tre sådanne børnesyns-sætninger. Her får man at vide, at alle børn er “kompetente samfundsaktører og eksperter i eget liv”. Det er ikke let at være lille Ole på syv år. Børnerådet skriver også, at “børn er medborgere med selvstændige rettigheder på lige fod med voksne”. Men det er jo en absurd sætning. Relationen mellem børn og voksne er primært en pædagogisk-etisk relation og ikke en rettighedsrelation, undtagen i særlige tilfælde. Og børn kan jo ikke stemme ved politiske valg og mange andre ting, så rettighedsstrukturen kan ikke sammenlignes med voksnes. Og vi taler altså her også om helt spæde børn, som er “eksperter”. Børnerådet støttede da også kraftigt Barnets Lov i 2024. (Link til formandens indlæg. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/boerneraadet-om-barnets-lov-der-er-stadig-lang-vej-ind-i-praksis)

Det lader til, at kommunerne og Børnerådet ikke tror, at sådanne emner har indgået i pædagogikken tidligere? Og via den manglende historiske og pædagogiske sans og via de omtalte inspirationskilder, så genopstår reformpædagogikkens rige tradition nu som banale onelinere, der i organisatorisk almagt udrydder pædagogisk frihed. En virkelig pædagog må korse sig. Så reformpædagogikken er omdannet til ukendelighed, og undervisningens og grundtvigianismens filosofiske sammenhæng er helt væk.

Måske kan man sige, at et “børnesyn” er hvad der er tilbage af barnet, når barnet er taget ud af pædagogikken.

Så FNs smukke børnekonvention fra 1989, som har rødder dybt ned i forrige århundrede, og som skal bistå verdens børn til et liv i en familie og i et samfund efter århundredets rædsler, ender pludselig som en nærmest ond organisatorisk tvang dybt inde i det kommunale system. Dermed adskilles barnet på en måde fra familiens og samfundets filosofiske essens og bliver et frit svævende og hyperidealiseret rettighedssubjekt uden pædagogiske omgivelser.

Det minder lidt om verdensmålenes undertrykkende effekt på f.eks. universiteterne. Nogen bør forsvare FN mod FNs fortolkere og faktisk også nogle gange mod FN selv. Måske er FN efterhånden blevet inficeret af OECD og andre globale organisationer, som har fokus på en blanding af mål, økonomi og læring. Det lader jeg ligge for nu.

 

3. 1990’erne

En ting, der egentlig undrer mig lidt, er, hvor ufagligt det hele er, men det har jeg jo allerede givet udtryk for. Jeg havde også tænkt, at man ville finde referencer til Louise Klinges arbejde eller til andre af de relationspsykologiske og sociologiske tilgange, der prægede 1990’erne. Men det er jeg stort set ikke stødt på. Der er kun løse og lejlighedsvise referencer til børnerettigheder, til den omtalte posthumanisme og til Heckman. Der er ikke engang nogle ordentlige drøftelser af FN’s rettighedstekst.

Men på de faglige kanter, f.eks. i Dansk Pædagogisk Tidsskrift mv., findes en diskussion om ”børnesynet”, som er relateret til begrebet ”børneperspektiv”, som kom ind i dagtilbudspolitikken i løbet af 10’erne. Det skete især i forbindelse med den såkaldte styrkede læreplan, der var en korrektion af en ekstremt instrumentalistisk læreplan fra 2004, som faktisk også kom i tæt begrebsmæssig forbindelse med Heckmans ideologi via ”Fremtidens Dagtilbud” i 2010.

(Link til temanummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2023: https://dpt.dk/temanumre/2023-1/ og https://dpt.dk/temanumre/2023-1/boernesyn-og-inddragelse/)

Hele denne sammenhæng mellem 90’erne og det spirende børnesyn drøftes også af Søs Bayer og Jens Erik Kristensen i kapitel 4 i bogen “Kald og kundskab – brydninger i børnehavepædagogikken 1870-2015” fra 2015. Kapitlet hedder netop “Nyt børnesyn – læring og kompetenceudvikling, forebyggelse og inklusion”.

Også på Undervisningsministeriets vidensportal, EMU.dk, finder man denne kobling mellem børnesyn, dagtilbud og en meget smal læsning af FN’s børnerettigheder. Også her har vi helt forladt det socialpolitiske.

(Link til EMU: https://emu.dk/dagtilbud/det-paedagogiske-grundlag/boernesyn)

Omkring dette ”børneperspektiv” rumsterer en baggrund af 90’ernes psykologi- og kompetencetænkning, som også præger Klinges arbejde. Men Klinge er mig bekendt ikke posthumanist. Hun er mere klassisk reformpædagog, som også er præget af dansk friskoletradition; en inspiration man også finder hos Uffe Elbæk og andre i den alternativistiske tradition. Klinges forskning er, som jeg ser det, et udtryk for de ideer, der ligger til grund for partiet Alternativets oprindelige sprogspil vedrørende små bæredygtige pædagogiske samfund. Klinge er da også stærk modstander af digitalisering og af skolereformens styringsideologi.

På en måde er det lidt synd for Klinge, at hun pludselig er blevet inddraget i de mere radikale tanker, men måske skyldes det hendes baggrundsreference til en kombination af de sene 90’eres mere økonomiske diskurs omkring det såkaldte Kompetenceråd og til psykologiske teorier som positiv psykologi og mentaliseringsteori. Denne kombination af 90’ernes kompetenceideologi og Kompetencerådet giver Klinge et problem med undervisningsbegrebet, men jeg er som sagt ikke hos Klinge stødt på referencer til hverken posthumanisme, til Heckman eller den radikaliserede fortolkning af FN’s børnekonvention, som er “det ny børnesyns” egentlig magtbastion. Der er dog en undtagelse, som jeg vil notere. Klinge har nemlig siddet med i Børnerådet siden 2022, hvilket formodentlig har haft en negativ effekt på hendes historisk funderede tanker.

(Link til analyse af Klinges arbejde: http://www.thomasaastruproemer.dk/undersoegelse-af-relationskompetence-og-skaeldud.html)

Så opgøret med ”det gamle børnesyn” er i virkeligheden en radikalisering af et ”gammelt børnesyn” fra 1990’erne. Det virkeligt gamle og smukke børnesyn fra dengang, hvor der fandtes en barndom, er helt ude af billedet. Det var Grundlovens og Europas liv.

 

4. Politisk samråd bekræfter socialpolitikkens sejr

Undervisningsordfører for LA, Helena Artmann Andresen, havde i forlængelse af Riisagers og Rømers kronik indkaldt både socialministeren og undervisningsministeren til samråd (d. 20/11-2025). Artmann Andresen konkluderede efter samrådet, at der var en dyb modsætning mellem disse to ministerier, som vel at mærke blev forsøgt skjult. Og selvom både undervisningsminister, Matias Tesfaye, og socialminister, Sophie Hæstorp Andersen, forsøgte at tale udenom, så kunne de ikke skjule, at Artmann Andresen ramte plet.

Samrådet endte nemlig med, at Tesfaye anerkendte Socialministeriets børnesyn, hvilket faktisk var lidt overraskende for mig. Tesfayes normale fokus på lærerens autoritet og hans implicitte afvisning af posthumanisme/konkurrence forsvandt pludselig og blev reduceret til noget mere overordnet om, at man skal kunne fjerne børn fra skolen. Dermed kunne alt det, han ellers normalt var imod, nemlig det moderne ”børnesyn”, pludselig vandre fra det socialfaglige og videre hen til både skole, børnehaver og almen opdragelse.

Helen Artmann troede nok også, at hun egentlig var enig med Tesfaye, men det viste sig pludselig, at det var hun ikke alligevel. Det var derfor, at hun blev så frustreret. I al fald i min fortolkning.

Socialministeren, som selv er tidligere borgmester i Københavns Kommune, og som ikke har nogen indsigt i pædagogiske emner, var helt uden faglig dybde, selvom hun, eller rettere hendes ideologi, vandt diskussionen.

Dermed er det formentlig slut med, at Tesfayes mere opbyggelige ideer kan få magt. Det minder mig lidt om i 2017-19, da undervisningsminister Merete Riisager tabte til skolelovens §40, dvs. til kommunernes og KL’s ret til at underminere folkeskolens fagformål. Men hvor Riisager var udfordret af juridiske spidsfindigheder, hvis substans hun i høj grad testede, så er Tesfaye udelukkende udfordret af politiske holdninger i sin egen regering, dvs. i Socialministeriet. Det er derfor skuffende, at han nu forlader sin kritiske indstilling og giver socialministeren ret i alt det, som vi troede, at han var imod.

Og hvem ved? Pludselig er denne kombination af konkurrencestat og posthumanisme måske ikke mere et udtryk for ”sjask”, som Tesfaye som sagt mente i 2024? Og hvis det sker, så kan de såkaldte ”normstormere”, som er ideologisk beslægtede med posthumanismens ”childism” kaste sig over de små sjæle og herfra omdanne natur og kultur til en blanding af identitetspolitik og teknologi.

I så fald har skolereformen vundet via et socialministerium, der selv blev tømt for faglighed af humankapital og posthumanisme.

(Link til samråd: https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/BUU/kalender/81249/samraad.htm?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAc3J0YwZhcHBfaWQKNjYyODU2ODM3OQABHkoR1HVzcnObja1tnZzJf9vVu2-JW3UfuCuUDG7RJbqwQYZ4P52JsmUt3QU2_aem_siwj5a-pNBfNqxonlSa8tg)

(Link til diskussion af §40: http://www.thomasaastruproemer.dk/faelles-maal-striden-mellem-%C2%A710-%C2%A740.html)

 

5. FNs børnekonvention

FN’s børnekonvention blev vedtaget i 1989. Den havde rødder i tidligere tekster fra Folkeforbundet i 1924 og fra FN i 1959. Det var især Polen, der pressede på for efterkrigstidens traktater, fordi nazismen havde været særlig hårdhændet over for polske børn.

Efter min vurdering er selve traktaten meget afbalanceret, både i dens præambel og dens indhold. En smuk syntese mellem historiske erfaringer, rettigheder og filosofisk materiale. Her er nogle eksempler:

 

A. Præambel

Præamblen er en hyldest til mennesket og familien. F.eks. står der at alle de lande, der har tilsluttet sig børnekonventionen er enige om følgende udgangspunkt:

”I overensstemmelse med de i De Forenede Nationers Pagt erklærede principper at anerkendelsen af menneskets naturlige værdighed og af hele menneskehedens lige og umistelige rettigheder danner grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden”.

Og denne humanisme afbalanceres med interessen for menneskets liv i familie og kultur:

Først familien:

Staterne ”er overbeviste om, at familien, som den grundlæggende enhed i samfundet og naturlige ramme for alle sine medlemmers og særligt børns vækst og trivsel, bør gives den nødvendige beskyttelse og hjælp, således at den fuldt ud kan påtage sig sine forpligtelser i samfundet”

Og videre i samme ånd:

Staterne ”anerkender, at barnet med henblik på fuld og harmonisk udvikling af sin personlighed bør vokse op i et familiemiljø, i en atmosfære af glæde, kærlighed og forståelse.”

Dernæst er der præamblens omtale af kulturen og folket:

Staterne ”tager behørigt hensyn til betydningen af hvert folks traditioner og kulturelle værdier med henblik på barnets beskyttelse og harmoniske udvikling.”

Kort sagt. Børnenes rettigheder som mennesker er en del af familiens og kulturens værdige liv.

 

B. Uddannelse

Samme vekselvirkning mellem kulturgrundlag og almenmenneskelige principper finder man i konventionens artikler om uddannelse, især Artikel 29, hvis to stykker man kan læse her:

”Stk. 1. Deltagerstaterne er enige om, at uddannelsen af barnet skal have til hensigt at

(a) udvikle barnets muligheder i relation til personlighed, evner og psykiske og fysiske formåen fuldt ud;

(b) udvikle respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder og for de principper, der er nedfældet i De Forenede Nationers Pagt;

(c) udvikle respekt for barnets forældre, dets egen kulturelle identitet, sprog og værdier, og for de nationale værdier i det land, hvor barnet er bosat, og i landet, hvorfra barnet oprindeligt stammer og for kulturer, der adskiller sig fra barnets egen kultur;

(d) forberede barnet til et ansvarligt liv i et frit samfund i en ånd af forståelse, fred, tolerance, ligestilling af kønnene og venskab mellem alle folk, etniske, nationale og religiøse grupper og personer, som tilhører urbefolkninger;

(e) udvikle respekt for det naturlige miljø.

Stk. 2. Ingen del af denne artikel eller artikel 28 må fortolkes som indblanding i enkeltpersoners eller organisationers frihed til at oprette og lede undervisningsinstitutioner. Der skal dog til enhver tid tages hensyn til de i denne artikels stykke 1 fastslåede principper samt til kravene om, at uddannelse i sådanne institutioner opfylder de af staten foreskrevne minimumsregler.”

C. Årsager

Spørgsmålet er nu, hvordan denne storslåede syntese mellem humanitet, kultur og pædagogik, som jo har rødder i hele århundredes processer, og som de gode vedholdende polakker langt om længe fik gennemført, pludselig er endt som kommunale autoritære krav om at landets lærere og pædagoger skal leve op til et bestemt ”børnesyn”?

Her er fem meget kortfattede og foreløbige hypoteser, som er overlappende med min blogs indledende betragtninger. Tesen er, at konventionen ender med at komme i modstrid med dens egne forudsætninger:

i.

Konventionen knyttes ikke til FN’s juridiske system. I stedet etableres en såkaldt Børnekomité, som efterhånden får forårsaget et omfattende system af organisationer og rapporter, som lægger mindre og mindre vægt på det kulturelt-filosofiske element. I Danmark fik vi Børnerådet, der fra 1994 skulle holde øje med konventionen i Børnekomitéens ånd.

I starten gik det fint:

I en Børneråds-udgivelse om emnet fra 2002 fastholder den daværende formand for rådet, Per Schultz Jørgensen, at den voksnes autoritet er en del af børnekonventionens ånd. Som han siger i sin konklusion i en central udgivelse:

“Det betyder voksne, der også er parat til at gå ind i de svære beslutninger og stå ved, at de træffer en afgørelse til barnets bedste – for barnets skyld”.

Men denne nuancerede tilstand er under opløsning. I dag kan flere af de oprindelige fortalere for rådet ikke stå inde for den moderne udgave af rådet. Især John Aasted Halse, som kommer ud af seminarietraditionen, har været en kritisk stemme i ånden fra Schultz Jørgensens tid som formand.

Og Børnerådet indgår efterhånden i allehånde symbioser med administrative og organisatoriske interesser, hvor den pædagogisk-humanistiske sammenhæng efterhånden får åndenød.

Børnerådet har da også for nylig været kraftig fortaler for de mest simple formater af det såkaldte ”børnesyn”.

 

ii.

Den tiltagende bureaukratiserede rettighedsdeterminisme forstærkes af flere politikers henvisning til mennesket som konkurrencestatsdefineret humankapital, f.eks. i dagtilbudspolitikken og i “Barnets Lov”. Et synspunkt, der er 200% imod konventionens ånd.

 

iii.

Efterhånden knyttes også en stærk posthumanistisk strømning til disse processer, nemlig den såkaldte ”childism”, hvor ”barndommen” går helt i opløsning. Også denne strømning står i regelret modsætning til menneskerettighedernes filosofi og faktisk også til rettighedsbegrebet som sådan.

 

iv.

Med disse tab som klangbund fokuseres i stedet næsten udelukkende på børnekonventionens Artikel 12, der handler om børns ytringsfrihed og udtaleret. Man glemmer dog helt, at der i Artikel 12 også står, at disse rettigheder skal inddrages i “passende” omfang. Dermed henvises til hele den pædagogiske situation, som jo også er implicit i Præamblen, men som man desværre har glemt.

Konklusion:

På den måde får vi pludselig en situation, hvor menneskerettigheder – dvs. humanisme, verdensborgerskab og kulturel kærlighed – går i opløsning. Vel at mærke i humanismens og rettighedsbegrebets navn.

Dermed får vi en undertrykkende tilstand.

Spørgsmålet er: Hvordan redder vi FN’s børnerettigheder fra disse undergravende processer? Svaret? Ved filosofisk og politisk aktivitet.

Reference: Børnerådet: “Børnekonventionen i Danmark”, 2002.

 

6. Det ny børnesyn og dets generationer

En lærerstuderende, Rosa Steilborg, skrev d. 28/10-2025 på Folkeskolen.dk, at det ”ny børnesyn” står i modsætning til de ældre læregenerationers børnesyn, som portrætteres som gammeldags og reaktionært. De gamle lærere går kun op i en såkaldt ”PDO” – som er undervisningsministerens forkortelse for det, han kalder for “pissedårlig opdragelse” – og de har slet ikke set lyset. Der er tale om en ”generationskløft”, får vi at vide.

Steilborg sætter sig dermed helt alene i verden. Ja, på en måde udrydder hun sit eget fag. Det sker på en måde, der minder om nogle af de processer, jeg har beskrevet ovenfor.

Lad mig uddybe:

Interessen for demokrati og pædagogik er så gammel, som jeg ved ikke hvad, men fik i radikaliseret form et peak i 1970’erne. Nu stod læring pludselig i modsætning til kundskabstraditionerne, i al fald i visse kredse. Børnene skulle lære social handling. Det er en lang og rig historie, som har rødder i romantikken og senere hen i 1920’erne og efterkrigstiden. Det var barndommens århundrede. Det var ”læreprocesser” i samfundsforandringens navn. Det ”ny børnesyns” grundlæggende temaer er overhovedet ikke nye. Det er en kæmpefejl at kalde det for ”nyt”.

Ved at portrættere dette gamle børnesyn som ”nyt”, så mister man muligheden for at trække på denne traditions kundskabsmateriale og også på dens fejltagelser. Det var skam de gamle lærere, som var progressive.

På den måde bliver Steilborgs ”ny børnesyn” helt alene, mens hendes børnesyns eget grundlag portrætteres som reaktionært

Så hvis man har interesse for det ”ny børnesyns” emner, så bør man interviewe en 80 årig lærerinde fra København.

Nuvel, efter den rige børneaktivisme fra 1970-erne, som i dens bedste stunder var præget af en slags glad, fælles og drenget leg på græsplæner og i sidegader – sådan en slags blanding mellem Christiania og Jagtvej 69 – så skete der noget i løbet af 1990’erne. Muren faldt, så ungdomsoprøret og socialismen døde hen. Og Grundtvig røg også ud, for han blev dengang opfattet som venstreorienteret.

”Læring” var nu helt alene, for kundskabstraditionerne var jo allerede afviklet via den strukturalistiske del af ungdomsoprøret. Vi fik ”ansvar for egen læring”, dvs. psykologi og kompetenceudvikling. Dermed røg både ”demokratiet” og børneaktivismen af fløjten. Børnesynet blev nu helt individualiseret. Vi var gået ”fra undervisning til læring”. Lærere var nu blot en konsulent, og barnet var “kompetent”. Hvilken deroute.

Så selvom alt det der med demokrati og social handling forsvandt, så fastholdt man altså den nu ensomme ”læring”. Faktisk udvikler Louise Klinge sine ideer med udgangspunkt i denne ny situation. Hendes ide om ”relationskompetence” består af individualiseret psykologi og 90’er-kompetencer. Det aktuelle ”ny børnesyn” udvikles altså som en slags radikalisering af det ”ny børnesyn” fra 1990’erne.

Dette aktuelle ”ny børnesyn”” er den ”50-åriges” konstruktion. Det er den glemsomme generations konstruktion. Det aktuelle ny børnesyn, som altså har rod i 90’erne, er den ensomme og individualiserede læring, som pludselig opdager, at der findes andre mennesker i klasseværelset. Derfor opstår ”relationen” som en ny kategori, mens både kundskaber og samfundsforandring er helt væk. Vi får ideen om “relationskompetencer”.

Og fra 2000’erne skulle den nu frisatte læring ligefrem optimere økonomien. Barnet skulle nu være en ”økonomisk soldat”. Meget mærkelig og ubehagelig vending.

Men det med konkurrencestaten er ikke så meget Klinges linje, selvom der er nogle undtagelser. Klinge er imod målstyring og digitaliseringsiver, for hun har jo rod i 1990’erne. Hun udvikler sine 1990’er-prægede ideer omkring 2015, dvs. efter konkurrencestatens ankomst i 2000’erne. Det er faktisk denne kronologiske forskydning, der giver hendes ideer en vis pondus.

Fra 2013 stod den på kæmpeklasser, hvor alle var ”inkluderede”, hvor der overalt og konstant var en individualiseret ”undervisningsdifferentiering”, hvor skoledagene var verdensrekord-lange, hvor det hele var styret af store nationale og globale testsystemer, og hvor alle kiggede ned i deres maskiner for at optimere deres individuelle læringsmål. Læreren var nu proletariseret. Endnu en deroute.

Det hele var et opgør med “barnet”; et opgør som altså stammede fra en forfaldsform af det ”ny børnesyn” fra 1970’erne. Den aktuelle læreruddannelse, hvor Rosa Steillborg har sin gang, er født ud af dette system.

Så hvis Rosa Steilborg vil lære noget om sit eget børnesyn, så skal hun snakke med en masse gamle lærere og læse nogle gamle bøger i stedet for at lave en generationskløft mellem hende og dem, som har fundet på alt det, som altså slet ikke er ”nyt”. Så kan de alle sammen slå sig sammen og protesterer mod skolereformen og dens effekter og tankegang. Og imens kan alle disse skønne lærere holde hinanden i hånden og synge nogle gamle sange fra alle ”generationernes” erfaringsliv, også fra dem, som gerne ville fortælle den næste generation, om det, der allerede findes, så den nye generation har noget at arbejde med og revoltere imod.

Link til Steilborgs indlæg: https://www.folkeskolen.dk/debat/nu-generaliserer-jeg-men-det-nye-boernesyn-handler-ogsaa-om-en-dyb-generationskloeft/

 

 

8. Referencer og links:

A. Love/Folketing:

Forligstekst (til Børnene Først/Barnets Lov): https://www.sbst.dk/Media/638465183334430408/Aftaletekst_Boernene_Foerst_maj2021_UA.pdf

Barnets lov: https://www.sm.dk/arbejdsomraader/boern-og-unge-i-udsatte-positioner/barnets-lov også her: https://www.ft.dk/samling/20222/lovforslag/L93/som_vedtaget.htm

Betænkning: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20222/lovforslag/l93/20222_l93_betaenkning.pdf

Håndbog om barnets lov: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/haandbog-om-barnets-lov

FNs børnekonvention: https://www.unicef.dk/vores-arbejde/boernekonventionen/?srsltid=AfmBOoqJo5pCTvQ-Kz8o4AbxezMdI1zIf5iNxZfZHHFIOpr1CpWFyP37

Folkeskolelov, især §40. https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2025/1100

Samråd om børnesyn, d. 20/11-25: https://www.ft.dk/udvalg/udvalgene/BUU/kalender/81249/samraad.htm?fbclid=IwZXh0bgNhZW0CMTEAc3J0YwZhcHBfaWQKNjYyODU2ODM3OQABHkoR1HVzcnObja1tnZzJf9vVu2-JW3UfuCuUDG7RJbqwQYZ4P52JsmUt3QU2_aem_siwj5a-pNBfNqxonlSa8tg

Socialdemokratiet:

B. Ministerielt/politisk:

Socialministeriet: https://www.social.dk/tvaergaaende/anbefalinger/anbefalinger-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandlingen (måske den bedste af disse sider)

Partnerskab om Børnenes lov: https://www.sbst.dk/boern/boernene-foerst-og-barnets-lov/partnerskab-om-boernene-foerst og publikation: https://www.sbst.dk/udgivelser/2023/anbefalinger-og-praksiseksempler-om-boerneinddragelse-i-sagsbehandling

Videnscenter: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv, og guide: https://www.sbst.dk/boern/videnscenter-om-boerneinddragelse-og-udsatte-boerns-liv/guide-til-styrket-inddragelse-af-boern-og-unge/inddragelse-og-boernesyn/faelles-boernesyn

Taskforce om børnene først: https://www.sm.dk/publikationer/2024/jun/afrapportering-fra-taskforcen-for-sociale-investeringer og om Taskforcens sammensætning: https://socialmonitor.dk/nyheder/art9997060/Sociale-investeringer-vinder-frem-i-Danmark.-Men-ny-rapport-peger-p%C3%A5-store-knaster-og-omkostninger

EMU: https://emu.dk/dagtilbud/det-paedagogiske-grundlag/boernesyn

Barnets lov og dagtilbud: https://www.sbst.dk/Media/638429980409823773/Guide_Barnets%20Lov_SBST_web%20T2.pdf

Børnene først: https://www.sbst.dk/Media/638606044513511968/B%C3%B8rnene%20F%C3%B8rst%20-%20NYT_9%20udgave.pdf

Socialdemokratiet: “Atid på børnenes side”, 2018. https://www.socialdemokratiet.dk/media/jhlitp31/social-ulighed-altid-paa-boernenes-side.pdf

 

C. Organisationer:

Børnerådet: https://www.boerneraadet.dk/om-boerneraadet/saadan-arbejder-boerneraadet/boerneraadets-boernesyn/ og formanden: https://www.altinget.dk/artikel/boerneraadet-om-barnets-lov-der-er-stadig-lang-vej-ind-i-praksis

Børnerådet om Barnets Lov, d. 4/6. 2024. https://www.altinget.dk/uddannelse/artikel/boerneraadet-om-barnets-lov-der-er-stadig-lang-vej-ind-i-praksis

Børnerådet: “Håndbog om børneinddragelse”, 2016. https://www.boerneraadet.dk/media/1alcqxat/brd_ha-ndbog_i_boerneinddragelse_2016_web.pdf

Børnerådets rapport til FN, 2025: https://www.boerneraadet.dk/vores-viden/2025/nyheder/list-of-issues/

Børnerådet om vold i skolen, Altinget, 2. februar 2026. https://www.altinget.dk/artikel/mails-afsloerer-advarsler-alligevel-delte-boerneraadet-udokumenterede-historier-om-vold-i-skolen

Red Barnet: https://as-rb-wp-sikkerlejr.azurewebsites.net/boernesyn/

Børns vilkår: https://bornsvilkar.dk/wp-content/uploads/2023/06/Tekst-boernesyn-og-elevinddragelse.pdf og formanden: https://www.altinget.dk/artikel/chef-for-boerneorganisation-det-er-forkert-at-tolke-det-nye-boernesyn-som-et-fripas-til-kaos-i-klassevaerelset

UNICEF: https://dkborn.unicef.dk/emne/boernesyn/page/2/

Bibliotekerne: https://www.laesesporet.dk/3-boernesyn-hvordan-ser-og-forstaar-vi-boern

DCUM: https://www.kl.dk/media/0qzkhqif/inddragelse-af-barnets-stemme-lisbeth-alnor-dcum.pdf

UCN-projekt: https://www.denmangfoldigefolkeskole.dk/videndeling/bornesyn/

UC-syd: https://www.ucsyd.dk/skole/tema-faelles-boernesyn

 

D. Kommuner:

f.eks. Kolding: https://www.kolding.dk/politik/politikker-og-strategier/faelles-boerne-og-ungesyn

København: https://mereforflere.kk.dk/baggrund/alle-boern-skal-moedes-med-hoeje-forventninger

Rødovre: https://www.rk.dk/borger/skoler-sfo-klubber-og-uddannelser/skoleomraadet/boernesyn

Viborg: https://viborg.dk/borger/boern-unge-og-familie/raadgivning-og-vejledning-til-familier/alle-boern-skal-have-lys-i-oejnene-og-mestre-eget-liv/boernesyn/

Lyngby: https://dagtilbud.ltk.dk/find-dagtilbud/virum-sorgenfri-og-brede/boernehuset-fuglsang/paedagogisk-boernesyn#boernesyn-91

Ikast: https://ikast-brande.dk/kongevejensboernehus/paedagogik/boernesyn

Aarhus: https://aarhus.dk/om-kommunen/boern-og-unge/nyheder-for-fagprofessionelle/bredere-boernefaellesskaber/bredere-boernefaellesskaber-bevaegelsen-er-i-gang

Børnehaven i Tilst: https://tilstdagtilbud.aarhus.dk/laereplan/boernesyn-og-dannelse

 

E. Debat:

Kronik, Riisager/Rømer, d. 28/11-25: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE18780872/regeringen-er-i-gang-med-en-aandelig-nedrustning-af-folkeskolen/

KLs formandskab (også bragt i Berlingske), d. 21/8-25: https://www.kl.dk/forsidenyheder/2025/august/debatindlaeg-paedagogik-og-autoritet-skal-gaa-haand-i-haand-i-folkeskolen

Katrine Fylking, KLF, d. 5/9-25: https://klfnet.dk/nyhed/det-nye-boernesyn-presser-laererne-og-forsimpler-folkeskolens-virkelighed og d. 8/9-25: https://www.folkeskolen.dk/debat/mange-laerere-oplever-at-det-nye-boernesyn-bruges-til-at-afvise-deres-professionelle-vurderinger/

Københavns Lærerforening, d. 4/12-2025: https://klfnet.dk/nyhed/det-nye-boernesyn

Interview med Riisager og lærer/DLF, Nikolaj Thomsen, d. 9/8-25: https://www.berlingske.dk/samfund/et-bloedt-og-velmenende-boernesyn-er-sivet-ind-i-skolesystemet-i-skolerne-bliver-det-til-kaos?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqf1ioA1tIRHYhL7Dch9aBmmrjC1W3N5_HaCRYkYH0RfGTjICaaG9fgm9amRXCw%3D&gaa_ts=693a518b&gaa_sig=EPBY_rSceUb9PnHkwO_lD88moSYBW3XDYN_6ma7Seom3S4MaSrZTKAq2bkFMzllGSBQHzj9AA9I2v04s-HaHXQ%3D%3D

Nikolaj Thomsen og Rikke Johansen (Aarhus Lærerforening), d. 12/8-25: https://aalf.dlf.org/om-aalf/styrelsen-mener/folkeskolens-formaal-er-truet-af-det-nye-boernesyn/. Også bragt i Berlingske: https://www.berlingske.dk/kronikker/christina-krzyrosiak-hansens-udtalelse-bekymrer-laerere-det-nye-boernesyn-truer-folkeskolens-formaal?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqdSK76jcv9q6AD38uQVXFpukt1G9-EP1s39I_xaVDnI5urrsdl_C9IF9kfk5ws%3D&gaa_ts=693a520c&gaa_sig=jczQP8go-S-UEBhNFmWiaIWczX5KWqosTwRP_GGgt_2T17xJBWLgF7fOt_AIMVy2XvJmuFCoU6pazjg0_egfTA%3D%3D

Lærer Rikke Johansen, Folkeskolen.dk, d. 2/7-25: https://www.folkeskolen.dk/debat/det-nye-boernesyn-vil-have-mig-til-at-aendre-mit-mindset-men-det-bliver-undervisningen-altsaa-daarligere-af/

Helle Rabøl og Cecilia Decara, Børn & Samfund, d. 16/5-25: https://www.altinget.dk/boern/artikel/aktoerer-det-nye-boernesyn-er-under-angreb-det-bekymrer-os

Sidsel Buk, Friskolerne, d. 28/3-25: https://www.friskolerne.dk/presse-og-politik/indlaeg-i-medierne/kronik-frivillighed-maa-ikke-tages-for-givet-1

Lærer Erik Schmidt på Facebook, d. 7/9-25: https://www.facebook.com/story.php?story_fbid=24040139909021949&id=100003578252463&rdid=NtPKxtL73D8Nwb2g

Rosa Steilborgs indlæg, d. 25/10-2025. https://www.folkeskolen.dk/debat/nu-generaliserer-jeg-men-det-nye-boernesyn-handler-ogsaa-om-en-dyb-generationskloeft/

Rikke Johansen og Nikolaj Thomsen fortæller om Børnerådets og andres kampagne mod lærerne, d. 10/12-2025: https://www.folkeskolen.dk/debat/skraemmekampagnen-mod-laererne-er-saa-nedladende-og-latterlig-at-vi-naesten-mangler-ord/

Lærer Mette Frederiksen m.fl. i Folkeskolen.dk om ‘skolesyn’, d. 12. januar 2025: https://www.folkeskolen.dk/debat/mette-frederiksen-her-er-mine-3-nytaarsoensker-til-en-endnu-staerkere-folkeskole/

 

F. Nogle faglige indlæg:

Artikel om ”børneperspektiv” af professor ved RUC, Hanne Warming, som Partnerskabet henviser ret grundigt til: https://pedagogikkogkritikk.no/index.php/ntpk/article/view/1424

Temanummer af Dansk Pædagogisk Tidsskrift, 2023: https://dpt.dk/temanumre/2023-1/ og https://dpt.dk/temanumre/2023-1/boernesyn-og-inddragelse/

Link til childism-projekt: https://forskning.ruc.dk/da/projects/childism-institute/)

Kort artikel på skolebørn.dk: https://skoleborn.dk/forstaa-de-to-boernesyn/

Et par bøger om den styrkede pædagogiske læreplan for dagtilbud: https://www.ucviden.dk/da/publications/det-p%C3%A6dagogiske-b%C3%B8rnesyn-legen-og-det-gode-b%C3%B8rneliv/ og https://studybox.dk/products/den-styrkede-padagogiske-lareplan-9788759337745

Børnerådet: Børnekonventionen i Danmark, 2002.

Hanne Warming: Børn i medvind og modvind – en relationel analyse af børns livtag med livet i det refleksivt moderne, ph.d.-afhandling, RUC, 2001. https://rucforsk.ruc.dk/ws/portalfiles/portal/2029636/Afhandling_Warming.pdf

Anne Marie Villumsen m.fl.: Børns perspektiver – fagprofessionelles arbejde med at tilvejebringe børns perspektiver, VIVE, 2024. https://www.vive.dk/media/pure/4z6b865v/24650683

Søs Bayer & Jens Erik Kristensen (red.). Kald og kundskab – brydninger i børnehavepædagogikken 1870-2015, U Press, 2015, kapitel 4.

(Litteraturliste og tekst opdateres løbende, senest d. 13. marts 2026)

Nedenfor kan man tilgå en omtale af slaget om læreruddannelsen på Nyelandsvej. Det hele står lidt kronologisk, og til sidst er der links til alle indlæg og artikler om emnet.

 

A. KP’s beslutning om at nedlægge Nyelandsvej

Professionshøjskolernes teknokratiske systemer fortsætter deres raid mod landets pædagogiske historie og praksis. I forvejen har man nedlagt de gamle Fröbel-seminarier og meget andet, mens man uddeler fine priser til skolereformens ideologer. Og nu vil den ny rektor på Københavns Professionshøjskole (KP) nedlægge det traditionsrige seminarium på Nyelandsvej på Frederiksberg. De studerende skal flyttes ind i nogle modernistiske betonkasser på Vesterbro.

Det minder om situationen i Aarhus, hvor alle de fine seminariemiljøer i dag er opslugt af bygninger, der minder om et konsulenthus i Singapore. Her er der fyldt med amerikanske management-slogans på de kolde glasvægge.

KP’s rektor, Anne Vang Rasmussen, siger, at årsagen til nedlæggelsen er, at der er færre ansøgere end tidligere. Men hvorfor nedlægger men så ikke dele af det nye campus Vesterbro og flytter aktiviteterne tilbage til deres seminariemiljøer i stedet for? Det vil være langt bedre.

Måske bør man overveje at nedlægge professionshøjskolerne som sådan. De er jo helt indspist med 2013-skolereformens tankegods. Desuden var folk glade for deres seminarie-steder frem til 2007, hvor den daværende VK-regering skabte de store og underdanige professionshøjskolesystemer.

Rektor fortæller også, at taget på de gamle bygninger skal skiftes, og at det er dyrt. Men det er et meget dårligt argument. For den slags må man have vidst i årevis. Vedligeholdelse hører med under den almindelige tekniske planlægning. Ja, man har endda en helt særlig pligt til at drage omsorg for kulturarvens steder.

Den fremførte argumentation er bare et skalkeskjul for at gennemføre sin vilje, som mere eller mindre bevidst består i et sidste opgør med seminariernes ånd. Det er let at se. Professionshøjskolerne er simpelthen i hele deres DNA imod hele tanken om “et seminarium”.

I bunden af nærværende blog noterer jeg løbende de mange indlæg og artikler om sagen.

 

B. Protester og reaktioner

De studerende på Nyelandsvej blev heldigvis oprørte og kede af det. Så fra d.1. til d.5. december besatte de simpelthen de gamle skolebygninger i protest. Der var også fakkeloptog og underskriftsindsamlinger og meget andet. Der findes ikke noget smukkere, end når omsorg for fortiden bliver til omsorg for fremtiden.

Dermed har vi fået endnu et eksempel på det, som jeg har kaldt for “Pædagogikkens to verdener” i en bog med netop denne titel: Det er KP’s skolereformsegment overfor de livlige rester af seminariets tradition..

Heldigvis har Frederiksbergs socialdemokratiske borgmester protesteret offentligt, og det samme har socialdemokraten Ida Auken, som har haft adskillelige markeringer. De studerendes protester støttes også af Mai Villadsen og Rosa Lund fra Enhedslisten, af Lotte Rod fra de radikale, af viceborgmester på Frederiksberg, Jan E. Jørgensen fra Venstre, og af skoleforskeren Louise Klinge.

Mai Villadsen har endda d. 8. december stillet spørgsmål til minister Christina Egelund, som dog ikke virker synderligt påvirket. Men hun kommer jo også fra Moderaterne, hvis leder, Lars Løkke Rasmussen, i 00’erne i høj grad stod for at fremme den centralistisk-teknokratiske ideologi, som professionshøjskolerne er et udtryk for.

Den tidligere formand for DLF, Anders Bondo Christensen, har skrevet et flot protestindlæg på Linkedin, hvor han støtter de studerende, og DLFs aktuelle formand, Gordon Ørskov Madsen, har også kritiseret KP. Det skete i et indlæg på Skolemonitor. Også de lokale lærerforeninger i København og på Frederiksberg har protesteret.

Derimod støttes KPs ledelse af Regitze Flannov, som sidder i DLFs hovedbestyrelse. Man mangler ord! Flannov er en vigtig person i denne sammenhæng, fordi hun også sidder også i KP’s bestyrelse.

Også den tidligere rektor for Frederiksberg Seminarium, Thøger Johnsen, har taget de studerendes parti i en flot kronik i Sjællandske medier, og d. 8. december publicerede Folkeskolen.dk et samlet protestbrev fra 67 lærere på KP.

Så der er mange, der efterhånden har engageret sig i sagen.

En sejr for de studerende vil have en opdragende effekt på landets øvrige uddannelsesmiljøer. Og pressen har været gode til at dække sagen, så der lader til at være hul igennem.

Allerede tilbage i 2019 ville KP nedlægge biblioteket på det gamle seminarium. Men dengang hjalp protesterne. Så det gælder bare om at holde fast. Og så sent som i 2022 lovede den daværende rektor, Stefan Hermann, at man ikke ville røre vil Nyelandsvej. Løfter er korttids-materiale på KP.

Ledelsens beslutning er ikke endelig. Nedlæggelsen af Frederiksberg-afdelingen er blot ledelsens indstilling til bestyrelsen, som så skal tage endelig stilling tirsdag d. 9. december (og derefter kommer en yderligere godkendelse efter en behandling i Regionsrådet d. 16. september).

Desværre er KP’s bestyrelse præget af læringsideologiske teknokrater. Formanden er Jesper Fisker, som var aktivistisk embedsmand under Antorini, og næstformand er Eva Sommer fra det reformaffirmative EVA. Disse to personer har så ansat en ret ny socialdemokratisk rektor og en helt ny dekan, begge fra kommunes læringsrevolutionære Børne- og Ungeafdeling. Det er et lukket system.

På et universitet skal en ”rektor” og en ”dekan” være fagpersoner. Det gælder ikke på KP. Her skal de være bureaukrater. Disse folk aner ikke, hvad de har mellem hænderne.

Hvis bestyrelsen i KP fastholder ledelsens beslutning, så må man håbe, at de studerende tager toget til Ollerup på Fyn, hvor man stadig kan få en virkelig læreruddannelse på et ægte seminarium.

Man kan følge med i sagen på de studerendes Facebook-side ”Campusrådet Nyelandsvej” (https://www.facebook.com/profile.php?id=61582084582584).

Desuden samler jeg løbende alle indlæg og artikler nedenfor i kronologisk orden. Til sidst er der lidt historiske link, bl.a. til bibliotekssagen. Kontakt mig gerne, hvis der mangler noget.

(Tilføjet d. 30. januar 2026: Efter en længere proces blev det d. 29.januar 2026 besluttet, at man ville videreføre Nyelandsvejsmiljøet. Regeringen fandt en pose penge. Protesterne havde hjulpet.)

 

C. KP’s bestyrelse bekræfter beslutningen, men udskyder den helt endelige beslutning med nogle uger

Den 9. december kl. 21.02 blev det via Ritzau meddelt offentligheden, at KPs bestyrelse fastholder lukningen af Nyelandsvej. Man udskød dog den helt endelige bekræftelse – som oprindelig skulle have fundet sted efter Regionsrådets behandling d. 16. december – til d. 12. januar 2026.

D. 11. december spørger Lotte Rod ind til ministerens holdning i et §20-spørgsmål i Folketinget. Der kommer dog først svar en uge senere, jvf. afsnit D.

 

D. Uddannelses- og forskningsministeren griber ind

Den 17. december sker der noget helt afgørende og nærmest dramatisk. Først fortæller Folkeskolen.dk, at ministeren ikke vil gribe ind, men at de omtalte politikere lader til at presse på. Men blot en time senere får vi at vide, at regeringen nu pludselig vil redde Nyelandsvej. Her i hvad der skete:

Sidst på eftermiddagen d. 17. december offentliggør Folkeskolen.dk to artikler om sagen. Først kunne man kl.17:10 læse, at især Ida Auken har gjort et jættearbejde for at redde Nyelandsvej via alle mulige praktiske forslag. Også Lotte Rods og Mai Villadsens støtte fremhæves.

Og samme aften, kl. 18:30, får vi i en anden artikel at vide, at minister Christina Egelund stadig ikke vil blande sig i sagen

Og så pludselig samme aften – allerede kl. 19:52 – skriver en række medier pludselig, at ministeren via Ritzau har meddelt, at regeringen åbenbart har skiftet mening. Nu vil regeringen ligefrem vil betale for, at Nyelandsvej bevares!

Ministeren siger direkte, at hun er påvirket af de studerendes aktioner. Mon ikke hun også er påvirket af Auken og Co?

Hvis disse oplysninger står til troende, så er det en kæmpesejr. Både for alle os, der har kæmpet for stedets overlevelse, og for resterne af seminarieånden i dansk pædagogik. Spændende om der står noget med småt.

Beslutningen bekræftes d. 19. december af ministerens svar til Lotte Rods §20-spørgsmål, som jeg omtalte ovenfor.

D. 10. marts 2026 fortæller A4medier, at Mette Frederiksen ligefrem overrulede uddannelsesministeren.

På en måde er det både en sejr og et nederlag for KP’s ledelse:

Det er en sejr, fordi ministeren eksplicit giver KP ret i, at lukningen var begrundet i et økonomisk og ikke i et ideologisk argument. Og ministeren tager slet ikke fat i Ida Aukens mange lavpraktiske forslag. Havde hun gjort det, ville det være en kritik af KP, hvilket man undgår ved, at staten nu betaler for det hele.

Men det er også et nederlag, eftersom det nu står klart, KP ikke kan tage økonomisk og pædagogisk ansvar for sin egen organisation. Vil staten mon via den ny finansieringsmodel fastholde en form for kontrol med professionshøjskolernes beslutninger? Og kan vi nu forvente, at staten i fremtiden vil gribe ind i tilsvarende sager?

Det kunne i så fald være en begyndelse på en mere grundlæggende ændring af professionsuddannelsernes struktur og organisation, som er 200% indspist med skolereformens ideologi.

Den 23/12-2025 kunne Ida Auken offentliggøre en video, hvor hun selv og undervisningsminister Mattias Tesfaye overrakte en kagemand til de studerende ved Nyelandsvej. Det var mig bekendt første gang, at Tesaye agerede i sagen.

 

E. Reaktioner på ministerens redningsaktion

De, der har støttet protesterne, er naturligvis lykkelige. Jeg har noteret begejstret støtte fra Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, fra de engagerede folketingspolitikere, Ida Auken og Lotte Rod og Mai Villadsen, fra formanden for Københavns Lærerforening, Katrine Fylking, og fra de studerende på Nyelandsvej.

Det er en god flok.

Men hvad siger professionshøjskolerne selv?

Rektor for UC Absalon, Camilla Wang, har reageret på Linkedin i et selvstændigt indlæg. Hun har bestemt ingen solidaritet med protesterne eller nogen sans for sagens historisk-filosofiske aspekter. Hun har kun ”kærlighed” til KP og til de andre UC-ledere. Hun kalder ligefrem regeringens beslutning for ”provokerende”.

Wang mener, at regeringens beslutning er et incitament til, at hun nu selv lukker sine sjællandske afdelinger, for så vil regeringen jo bare betale for det hele! Min kommentar til dette er, at det er et det er en god ide. På den måde kan staten simpelthen købe hele UC-sektoren og derefter indrette seminarier, dvs. 50 små “nyelandsvejer”, uden skolereformteknokratisk overbygning.

Hele UC-segmentet og DPU’s ledelse har liket løs på Wangs opslag. Det er meget skuffende, at ingen lærere fra Absalon har protesteret i tråden. Hvor er fagligheden og solidariteten henne? Folk er tavse i dette autoritære system.

Her er Wangs utrolige indlæg på Linkedin i fuld længde:

”Jeg siger det her som rektor på Absalon! Og i al kærlighed til KP og alle mine kollegaer rundt i landet (som virkelig forsøger at prioritere til gavn for de studerende): Hold op, hvor er det provokerende og demoraliserende at kæmpe for at holde liv i hele syv campusser spredt i hele Region Sjællands store geografi med færre og færre studerende – for så at se en regering, der fra sag til sag vælger at give særstøtte til specifikke uddannelsessteder på denne måde. Det skaber jo ligefrem et incitament til at varsle lukninger. Det er ikke smukt, og det er ikke en bæredygtig måde at styre uddannelsesudbuddet i Danmark på. Så er det sagt!”

Wangs indlæg er også omtalt i en artikel på Uddannelsesmonitor, hvor hun støttes af rektor ved UC Syd, Alexander von Oettingen. Lige der glemte hr. Oettingen vist, at han er pædagogisk filosof.

Formanden for KP’s bestyrelse, Jesper Fisker, virker lidt forvirret. Han siger i en kort kommentar til Folkeskolen.dk, at han er glad for pengene, men at han lige skal studere detaljerne i forslaget.

Både Wang og Fisker er to af de helt store UC-teknokrater, som gennem tiden har støttet skolereformens principper. Ingen af dem har sans for de værdier, der har været i spil i den aktuelle situation.

Chefredaktør for A4-medier, Kristian Madsen, kritiserer i et facebook-opslag regeringens beslutning. Han mener, at der er tale om københavneri og om, at de studerende er dovne, fordi de ikke gider at cykle ind til Vesterbro. Også Madsen tilhører skolereformsegmentet med f.eks. kraftig støtte til Corydon. Det er pædagogikkens anden verden. Et meget mærkeligt sted.

Selv er jeg meget overrasket over regeringens beslutning. Jeg troede Nyelandsvej var død og begravet efter sidste uges møde i KP’s bestyrelse.

——–

 

Alle indlæg og artikler om sagen, i kronologisk orden:

A. Den 26. november: Annoncering af nedlæggelsen og borgmesterens protest

KP annoncerer indstillingen til bestyrelsen: https://www.kp.dk/nyheder/campus-carlsberg-skal-fremover-vaere-faelles-campus-for-laererstuderende-i-koebenhavnsomraadet/

De lærerstuderendes forening støtter de studerende: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/laererstuderendes-formand-uambitoest/ og i Ritzau: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14693575/laererstuderende-uambitiost-at-lukke-laereruddannelsen-pa-frederiksberg?publisherId=90383&lang=da

Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt fra Socialdemokratiet, støtter de studerende: https://www.tv2kosmopol.dk/frederiksberg/frederiksberg-borgmester-kraever-lukning-af-laereruddannelse-stoppet-40705 + hans FB: https://www.facebook.com/groups/1618957298188691/permalink/25285264271131328/?mibextid=wwXIfr&rdid=gofRdgM8quqh8wX6

Folkeskolen.dk dækker sagen: https://www.folkeskolen.dk/laereruddannelsen-nedlaegges-paa-frederiksberg/

Folkeskolen.dk interviewer en række studerende og Tove Hvid Persson, som er dekan ved KP: https://www.folkeskolen.dk/laererstuderende-kampen-om-frederiksberg-er-ikke-tabt-endnu/

Lokalavis dækker sagen: https://kobenhavnliv.dk/frederiksberg/chokmelding-lukker-efter-90-aar

Ritzau: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14693575/laererstuderende-uambitiost-at-lukke-laereruddannelsen-pa-frederiksberg?publisherId=90383&lang=da

DR: https://www.dr.dk/nyheder/seneste/90-aar-gammel-laereruddannelse-paa-frederiksberg-staar-foran-lukning

Ekstrabladet: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/efter-90-aar-slut-med-campus-frederiksberg/11020885

TV2: https://www.tv2kosmopol.dk/frederiksberg/laereruddannelse-pa-frederiksberg-lukker-efter-90-ar-8bcd8

Berlingske: https://www.berlingske.dk/politik/laereruddannelsen-paa-frederiksberg-nedlaegges?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqfCkNUkmiLyw3GBDYZ7DjXOEiNdSelqHdyVSdWe9flSXkhQyVWdHH_oZ6D-5L4%3D&gaa_ts=692c0324&gaa_sig=CU7UVMC6xgLtbHCPqekkzhDHpvWP7j2aRLjWUpTUiIAJMzlUzxdmsmBggyBSW-P-muNvtJCP63Lhbtm9UeSj2A%3D%3D

Berlingske. https://www.berlingske.dk/danmark/laerer-campus-i-koebenhavn-lukker-efter-faldende-ansoegertal?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqeLY-QG0npSR-mdmYrThI59fvSDPOnvZ3GarrluqOfuNOwkNfJQkjQRsnRXBko%3D&gaa_ts=692c01b5&gaa_sig=T1qQ2WrmN_tzRIdFgUzaeLYc5N_9IdRWHXPhT3BwZ6yOIt3qaKkHGfuvdxJs6GpMqsa6H394tvkUX_bE6oMRUQ%3D%3D

BT: https://www.bt.dk/samfund/sarah-og-asger-er-rasende-over-lukning-af-laereruddannelse-folk-graed-og-mange-er-sure?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqc2DQlyMllEc1hoK-GL0yjVPBJwfrCuq9tqYgi03ZuWXR3CSMuWTOVRos2Zqiw%3D&gaa_ts=692c01b5&gaa_sig=TS7EBeZ0i5bMYm9sChj40cgIyzKQWBSrFtNr5Is5zBsM0v5vHHJJz2TnoB5DLFCTpmiquDOUl7Vtnl3mqhhN-w%3D%3D

Uddannelsesmonitor: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/videregaaende_uddannelser/article18782184.ece

Lokalvis: https://frederiksbergliv.dk/samfund/nyheden-om-lukningen-kom-som-et-chok-her-er-julie-og-silles-sidste-haab

 

B. Den 27. november: Protestmøde og Ida Aukens protest

TV2. De studerende holder protestmøde: https://www.tv2kosmopol.dk/frederiksberg/hundredvis-af-elever-modte-op-til-krisemode-for-at-bevare-uddannelse-bbc30

Læserbrev af lærerstuderende: https://www.folkeskolen.dk/debat/bevar-laereruddannelsen-paa-frederiksberg-alt-andet-er-en-falliterklaering/

Ida Auken støtter de studerende på facebook. https://www.facebook.com/ida.auken/posts/nej-nej-nej-ikke-lukke-et-l%C3%A6rerseminarium-lige-nu-vi-skal-have-flere-kloge-unge-/1387572516073313/

Ida Auken i Skolemonitor: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18790405.ece

Ida Auken i Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/kendt-politiker-gaar-ind-i-kamp-for-laereruddannelsen-paa-frederiksberg/

 

C. Den 28. november – 2. december: Opstart af de studerendes besættelse

Rektor ved KP, Anne Vang, forsvarer sig: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18792013.ece

Skolemonitor.dk: Om underskriftsindsamling. https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18791176.ece

Lærer Casper Rongsted på linkedIn: https://www.linkedin.com/posts/casper-rongsted-2358797_f%C3%A6rre-og-f%C3%A6rre-vil-v%C3%A6re-l%C3%A6rer-som-jeg-forst%C3%A5r-activity-7399860939178713089-1YfM/?originalSubdomain=dk

Folkeskolen.dk om besættelsen: https://www.folkeskolen.dk/studerende-vil-besaette-historisk-seminarium/

DR: https://www.dr.dk/nyheder/seneste/studerende-vil-besaette-skole-efter-melding-om-lukning

Politiken: https://politiken.dk/danmark/uddannelse/art10640529/Uddannelse-er-lukningstruet-efter-markant-fald-i-studerende

Lokalpresse: https://www.sn.dk/art6462028/koebenhavn-kommune/indland/elever-vil-besaette-skole-i-protest-mod-lukning-af-laereruddannelse/

BT: https://www.bt.dk/samfund/laererstuderende-i-opraab-efter-nedlukning-vil-besaette-skolen (med de studerendes brev, hvor de annoncerer besættelsen)

Skolemonitor.dk. https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18791287.ece

BT:  https://www.bt.dk/samfund/studerende-besaetter-skole-rektor-fastholder-plan-om-lukning-til-trods-for-protest

Se og Hør: https://www.seoghoer.dk/nyheder/efter-skolelukning-nu-vil-eleverne-besaette-bygningen

Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/laererstuderende-blokerer-lukningstruet-uddannelsessted-paa-frederiksberg/

Ekstrabladet: https://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/laererstuderende-blokerer-lukningstruet-skole-paa-frederiksberg/11026073

BT: https://www.bt.dk/samfund/nu-sker-det-studerende-besaetter-skole-i-protest?gaa_at=eafs&gaa_n=AWEtsqcv7ka3aAyN_vAfEbM_rCD-jx7RC9b6Z0EwFXD4doeXSFc9VqmeO6x_W6xRtAs%3D&gaa_ts=692d8de5&gaa_sig=o5RKgrbi-PbvbKdsMgBx24C7beNiqtZyeXXQ0EH6fZTtTpUFwIy9n_YT_GhiOmGXaf1cx5m-uEhbR0MRZpwU2Q%3D%3D

Lokal presse: https://kobenhavnliv.dk/samfund/efter-chokerende-melding-om-lukning-nu-svarer-de-igen-barrikaderer-alle-indgange-hele-ugen?teaser-referral=90a060e6-c1e6-49ea-ad68-a25248fdbe59-2

Lokal presse: https://minbykøbenhavn.dk/besaettelse-nyelandsvej-frederiksberg-larere

 

D. Den 3. december: Støtte til de studerende 

Viceborgmester, Jan. E. Jørgensen, fra Venstre støtter de studerende: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0bsp55wz6JRWiMD5z92vwaP2Ly7sjfBK6xSZmf3mp8A7S6JnUGtTzTGdqB6WmgAftl&id=61582084582584

Medlem af DLF’s bestyrelse, Regitze Flannov, støtter KP’s ledelse (hun sidder også i KPs bestyrelse): https://www.folkeskolen.dk/90-aarigt-seminarium-staar-til-lukning-ulykkelig-situation-men-kvaliteten-er-vigtigst/

Tidligere formand for DLF, Anders Bondo Christensen, støtter de studerende, Linkedin: https://www.linkedin.com/posts/anders-bondo-christensen-154b5378_styk-l%C3%A6rerprofessionen-bevar-l%C3%A6reruddannelsen-activity-7401998115450466304-B_qQ?utm_source=share&utm_medium=member_desktop&rcm=ACoAAAhRHdkBtypo5g-RnogoxJomUkNv2zINx-k

Mia Villadsen fra Enhedslisten støtter de studerende: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0SUxpGqcUfcw36WYKqmuHz9dUsxywMhcQTM6RpzdMYg9ADWqQQm7L3NePnf57hfSsl&id=61582084582584

Skoleforsker Louise Klinge støtter de studerende: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02Nmvk4Ze5GpzmA2yrnH4ogzZbZSmSqEVi9z4n485DuFzE9xkAkTCFXNvVD2P5wm8ml&id=61582084582584

Folkeskolen.dk demonterer KP’s tekniske argumentation: https://www.folkeskolen.dk/seminarielukning-optaget-falder-mere-paa-carlsberg-end-paa-frederiksberg/

Marxist.dk: https://marxist.dk/studerende-besaetter-laereruddannelse-vi-kaemper-med-alt-vi-har-for-at-bevare-nyelandsvej/

Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/feature/studerende-besaetter-laereruddannelse-vi-har-kun-13-dage-til-at-reagere/

 

E. Den 4. december: Ida Auken og Frederiksbergs borgmester og andre fortsætter kritikken

Frederiksbergs borgmester, Michael Vindfeldt, fremlægger på Facebook et løfte fra 2022 fra tidligere rektor for KP, Sefan Hermann, om at bevare Nyelandsvej: https://www.facebook.com/groups/1618957298188691/posts/25348841238106964/. Vindeldts opslag omtales også i en artikel på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/rektor-forsikrede-om-at-bevare-uddannelsen-paa-frederiksberg-det-loefte-maa-bestyrelsen-for-kp-honorere/ og i Uddannelsesmonitor: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/videregaaende_uddannelser/article18814389.ece

Ida Auken skriver mere om sagen: https://www.facebook.com/ida.auken/posts/pfbid02qNxQqb1aXehLaNm59eXBvvZxBjkToLcJgjehv7U44juW7xTepZ3U7uakMbgneGzEl

Tidligere rektor for Frederiksberg Seminarium, Thøger Johnson, kritiserer nedlæggelsen (kun for abb.): https://www.sn.dk/art6463967/sjaelland/debat-sjaelland/tidligere-rektor-kommer-med-opfordring-bryd-professionshoejskolernes-monopol/ riksberg-lukker/. Omtales også på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/tidligere-rektor-ansoegertallet-vil-dykke-yderligere-hvis-fredeTidligere rektor for Frederiksberg. Hele kronikken kan også læses på Johnsons FB-profil: https://www.facebook.com/thoger.johnsen/posts/pfbid0gyLNxNJEUNdjp1TRbLSf7Mjmp1xMC7fdg2Wg3Bu2HTBaGTSu8TftRV9ryvdXeVJsl

Journalistisk dækning i Skolemonitor.dk: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18804143.ece

Fakkeloptog: https://www.facebook.com/events/1106644464703043/?acontext=%7B%22event_action_history%22%3A[%7B%22surface%22%3A%22home%22%7D%2C%7B%22mechanism%22%3A%22attachment%22%2C%22surface%22%3A%22newsfeed%22%7D]%2C%22ref_notif_type%22%3Anull%7D

De studerende laver en kampagnevideo: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/laererstuderende-laver-kampagnevideo-imod-lukning/

Komikeren og journalisten, Sebastian Dorset, støtter de studerende: https://www.facebook.com/sebastiannicolajdorset/posts/pfbid07cMGRVuPcnCkmn86FpWg6y81CHxEPPMTDyJpQoanA1c2je3xAWouRN4vvSpHoEhFl

 

F. Den 5. december: DLFs formand kritiserer nedlæggelsen

DLFs formand, Gordon Ørskov Madsen, kritiserer nedlæggelsen i Skolemonitor: https://skolemonitor.dk/nyheder/debat/article18808894.ece

Solidaritet.dk dækker sagen: https://solidaritet.dk/ugen-paa-venstrefloejen-5-december-2025/

 

F. Den 6. december: Rosa Lund støtter de studerende

Rosa Lund støtter besættelsen: https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02DsUQDP8xrcTH7sjhRhqaY5aXrH9BrPbGuARLKYx74Q9uM11FiL3y8R61JCVmKeX2l&id=61582084582584

Besættelsen ophæves:  https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid0setF3LYnxAA9QwCK3pD3xroqeGbw6iAP141L2yd794K9B2awkH2ZNAN8LYTqyn5hl&id=61582084582584

 

G. Den 7. december:

Lærer ved KP og Nyelandsvej, Stine Kaplan Jørgensen, skriver et flot og rørende indlæg om sagen: https://www.facebook.com/stine.jorgensen.18/posts/pfbid0h9VWRgmUVHLx3EKtKMbFmp7BvKpvUN43MmH5s1d9mR6RzS32BnbYSNpuVD94Njxxl

 

H. Den 8. december: Mai Villadsen stiller spørgsmål til uddannelses- og forskningsministeren. Og KP’s lærere protesterer. Om aftenen offentliggøres bestyrelsens beslutning om at fastholde nedlæggelsen.

Mai Villadsen (EL) stiller spørgsmål til Christina Egelund (M): https://www.ft.dk/samling/20251/spoergsmaal/s275/svar/2186374/3107755.pdf

Interview med uddannelses- og forskningsministeren, som har tiltro til KP’s bestyrelse. Der er også interview med KPs rektor, som lader til at fastholde beslutningen: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18819561.ece

67 lærere fra KP protesterer mod beslutningen i et fælles læserbrev: https://www.folkeskolen.dk/debat/67-undervisere-lukningen-af-laereruddannelsen-paa-frederiksberg-er-uigennemtaenkt/

Regionsrådet er imod lukningen: https://www.folkeskolen.dk/politisk-udvalg-afviser-seminarielukningen-opfordrer-til-at-udskyde-beslutningen/

Bestyrelsens beslutning offentliggøres på Ritzau: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14713297/kps-bestyrelse-principgodkender-samling-af-laereruddannelsen-i-kobenhavn?publisherId=13559518&lang=da

 

I. Den 9. december: Nye støtteerklæringer og om aftenen kommer bestyrelsens indstilling

Lærer og tillidsmand for lærerne ved KPs læreruddannelse, Daniel Panduro, kritiserer ledelsen: https://www.folkeskolen.dk/undervisernes-tillidsmand-naar-vi-kigger-i-lokalesystemet-kan-vi-jo-se-at-det-bliver-svaert-at-faa-plads/

Journalist ved mediet Zetland, Mads Olrik, forsvarer Nyelandsvej på Linkedin: https://www.linkedin.com/posts/mads-olrik-72bba3267_en-skole-er-n%C3%B8dt-til-at-f%C3%B8les-som-et-evigt-activity-7404068267159617536-yVQp/?utm_source=share&utm_medium=member_desktop&rcm=ACoAAAhRHdkBtypo5g-RnogoxJomUkNv2zINx-k

Lotte Rod (RV) støtter Nyelandsvej på Facebook: https://www.facebook.com/lotterod/posts/pfbid0nnuSwkk1RGtn3G7nhvE998fQJLGQTAtXZiFmfWiakSqBnek8eiiCX3ycXbXgW7pzl

Formændene for Københavns Lærerforening og Frederiksberg Lærerforening, Katrine Fylking og Lasse Winther Hansen, forsvarer Nyelandsvej: KLF:  https://klfnet.dk/nyhed/vedroerende-lukning-af-laereruddannelsen-paa-nyelandsvej og FLF: https://flf.dlf.org/nyheder/vedroerende-lukning-af-laereruddannelsen-paa-nyelandsvej-1/

TV2-kosmopol skriver om dagens store demonstration: https://www.tv2kosmopol.dk/frederiksberg/stor-demonstration-lige-nu-stor-gade-spaerret-4a014

DR taler med en studerende, som støtter Nyelandsvej: https://www.dr.dk/nyheder/seneste/laererstuderende-vigtigt-med-uddannelser-i-koebenhavn

 

J. Den 9.-10. december: Bestyrelsens beslutning og reaktioner

Om aftenen d. 9. december annonceres det, at bestyrelsens støtter rektoratets indstilling, men at man vil udsætte den helt endelige bekræftelse fra d. 16. december til d. 12. januar 2026:

• Bestyrelsens pressemeddelelse via Ritzau, d. 9/12, kl. 21:02: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14713297/kps-bestyrelse-principgodkender-samling-af-laereruddannelsen-i-kobenhavn?publisherId=13559518&lang=da (stort set alle dagblade bringer med det samme forskellige versioner af pressemeddelelsen, f.eks. Politiken: https://politiken.dk/danmark/uddannelse/art10654634/Bestyrelse-l%C3%A6gger-op-til-at-lukke-l%C3%A6reruddannelse-p%C3%A5-Frederiksberg)
• KP bringer beslutningen på sin hjemmeside: https://www.kp.dk/nyheder/kps-bestyrelse-principgodkender-samling-af-laereruddannelsen-i-koebenhavn/
• Folkeskolen.dk’s dækning af beslutningen: https://www.folkeskolen.dk/lukning-af-laereruddannelse-er-udskudt-vi-er-ufatteligt-glade/ 
• Uddannelsesmonitor dækker beslutningen: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/videregaaende_uddannelser/article18823606.ece

De studerendes officielle reaktion, pressemeddelelse via Ritzau, d. 10/12: https://via.ritzau.dk/pressemeddelelse/14714530/beslutningen-er-ikke-endelig-laererstuderende-kaemper-videre?publisherId=90383&lang=da

Skolemonitor dækker sagen med diverse udtalelser: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18826445.ece

 

K. Den 11.- 16. december: Lidt pause

Lokalpressen dækker beslutningen, d. 11/12: https://minbyfrederiksberg.dk/kp-vil-samle-laereruddannelsen-paa-en-campus-fra-sommeren-2026

Marxist.dk, d. 15/12: https://marxist.dk/kampen-om-nyelandsvej-er-ikke-slut/

 

L. Den 17. december: Regeringen går pludselig ind i sagen

Folkeskolen.dk skriver om det politiske pres: https://www.folkeskolen.dk/regeringen-vil-redde-laereruddannelse-paa-frederiksberg-efter-protester/

Folkeskolen.dk skriver, at ministeren ikke vil gribe ind: https://www.folkeskolen.dk/minister-afviser-at-gaa-ind-i-sag-om-laereruddannelse-paa-frederiksberg/.

Pludselig omkring kl. 20 kan man læse, at regeringen alligevel vil redde Nyelandsvej: https://www.folkeskolen.dk/regeringen-vil-redde-laereruddannelse-paa-frederiksberg-efter-protester/

Politiken dækker beslutningen via Ritzau: https://politiken.dk/danmark/uddannelse/art10668310/Regeringen-vil-redde-l%C3%A6reruddannelse-p%C3%A5-Frederiksberg-efter-protester

 

M. Reaktioner på beslutningen (d. 17.-18. december)

De lærerstuderendes reaktion: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/laererstuderende-vi-er-helt-enormt-glade-og-stolte/

Anders Bondo roser beslutningen på Linkedin: https://www.linkedin.com/posts/anders-bondo-christensen-154b5378_jeg-har-netop-her-fredag-klokken-20-h%C3%B8rt-activity-7407134692908404736-z20O/?originalSubdomain=dk

KPs bestyrelsesformands reaktion: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/bestyrelsesformand-glaeder-sig-over-oekonomisk-haandsraekning-til-nyelandsvej/

Rektor for UC Sjælland, Camilla Wang, kritiserer regeringens beslutning på Linkedin. https://www.linkedin.com/posts/camilla-wang-14151724_regeringen-vil-redde-l%C3%A6reruddannelse-p%C3%A5-frederiksberg-activity-7407150752613244928-FF0z?utm_source=share&utm_medium=member_desktop&rcm=ACoAAAhRHdkBtypo5g-RnogoxJomUkNv2zINx-k

Ida Auken (S) roser beslutningen på FB: https://www.facebook.com/reel/893167973080651

Lotte Rod roser beslutningen på FB: https://www.facebook.com/lotterod/posts/jaaaaaaa-f%C3%B8rst-redder-vi-l%C3%A6reruddannelsen-p%C3%A5-nyelandsvej-s%C3%A5-k%C3%A6mper-vi-hele-semin/1260269629249718/

En studerendes reaktion, TV2-kosmpol: https://www.tv2kosmopol.dk/frederiksberg/laererstuderende-jubler-over-redningskrans-arets-bedste-julegave-79617

Frederiksbergs borgmester, Michael Windfeldt roser beslutningen på FB: https://www.facebook.com/vindfeldtfrb/posts/pfbid02Fy92kSsJpCG7oZDhybRZE5mv46jMeJnDY6h29uhxAq4VozDV9EFJgzu6koBn6z5Ul

Chefredaktør Kristian Madsen beskylder regeringen for københavneri, Facebook: https://www.facebook.com/madsen75/posts/pfbid0DqJ9Z5Y9K4dgaUWEyjVJoo5j1JyrXbWSRDwxr1ozeQLTXu7mrEfERrRQjkwWxH4fl

Rektorerne ved hhv. UC Absalon og UC Syd, Camilla Wang og Alexander von Oettingen, kritiserer regeringens beslutning i Uddannelsesmonitor: https://uddannelsesmonitor.dk/nyheder/videregaaende_uddannelser/article18857708.ece. Samme emne dækkes på Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/regeringshjaelp-til-frederiksberg-provokerer-rektorer-et-slag-i-ansigtet/

Formand for Københavns Lærerforening, Katrine Fylking, roser regeringens beslutning på FB: https://www.facebook.com/katrinefylking/posts/pfbid0xJK2WcSCzd7cujX4srJGeqQe1ron2gywN7w2NMf6Mc3SdtX1w3K7x4qcT7TbtbGKl

Mai Villadsen udtale glad, men undrende til Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/villadsen-undrer-sig-noget-af-en-kovending/

Radio IIII interviewer Uddannelses- og forskningsminister, Christina Egelund: https://radio4.dk/podcasts/radio4-morgen/fik-du-h-rt-minister-roser-bes-ttere-af-l-reruddannelse

 

N. Den 19. december og videre frem

Sagen omtales på mediet Marxist.dk: https://marxist.dk/regeringen-vil-finde-penge-fordi-de-frygter-studenterbevaegelsen/

D. 21/12: Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund svarer på et §20-spørgsmål, som Lotte Rod (RV) stillede d. 11. december. Ministeren bekræfter regeringens beslutning om at redde Nyelandsvej. https://www.ft.dk/samling/20251/spoergsmaal/S347/index.htm

D. 23/12: Ida Auken og Mattias Tesfaye overrækker en kagemand til de studerende og offentliggør det i en video på Aukens FB-profil: https://www.facebook.com/reel/1350557603023765

D. 12. januar 2025: Folkeskolen.dk dækker sagen. Alle venter på nyt. https://www.folkeskolen.dk/minister-er-endnu-ikke-klar-med-sin-redningsplan-for-nyelandsvej/

D. 23. januar 2025: Den endelige beslutning trækker ud, jvf. Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/seneste-nyt/endelig-beslutning-om-laereruddannelsen-paa-frederiksberg-udskydes-nok-en-gang/ og Skolemonitor.dk: https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18950831.ece

D. 28. januar 2025: Regeringens plan er lige på trapperne, jvf. Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/nu-er-redningsplanen-for-laereruddannelsen-paa-frederiksberg-klar/

D. 29. januar: Regeringen redder endegyldigt Nyelandsvej-miljøet med 10 millioner om året, Folkeskolen.dk. https://www.folkeskolen.dk/laereruddannelsen-paa-frederiksberg-er-reddet-den-her-proces-har-sat-fokus-paa-studiemiljoeet/

D. 29. januar: Afgørelsen dækkes i Skolemonitor. https://skolemonitor.dk/nyheder/arbejdsliv_og_uddannelse/article18970026.ece

D. 29. januar: Afgørelsen dækkes i Politiken (Ritzau). https://politiken.dk/danmark/uddannelse/art10711483/L%C3%A6reruddannelse-p%C3%A5-Frederiksberg-kan-forts%C3%A6tte og på Berlingske (Ritzau). https://www.berlingske.dk/danmark/bestyrelse-vil-bevare-laereruddannelse-paa-frederiksberg. Sagen omtales også kort på DR og TV2 og i Ekstrabladet med samme oplysninger.

D. 29. januar: Interview med de studerendes talsmand, Folkeskolen.dk. https://www.folkeskolen.dk/uddannelsen-er-reddet-for-asger-og-vennerne-det-havde-vi-ikke-fantasi-til-at-forestille-os/

D. 29. januar: Reaktion fra KP’s bestyrelse. https://www.kp.dk/nyheder/nyelandsvej2026/

D. 3. februar 2026: Rektorer fra UC Absalon og UC Syd kritiserer afgørelsen på Folkeskolen.dk. https://www.folkeskolen.dk/retfaerdigt-er-det-ikke-maaske-er-det-politisk-opportunt/

D. 9. februar 2026: Rektor for VIA UC, Gitte Sommer Harrits, udtaler sig om sagen til Folkeskolen.dk. https://www.folkeskolen.dk/rektor-efter-frederiksberg-redning-lad-os-tage-en-samtale-om-seminariekultur-i-hele-landet/

D. 25. februar 2026: Tre studerende reflekterer over konsekvenserne, Folkeskolen.dk: https://www.folkeskolen.dk/guide/kampen-om-nyelandsvej-det-er-selvfoelgelig-aergerligt-hvis-vi-mister-nogle-ansoegere-paa-det/

D. 10. og d.12. marts: Mette Frederiksen overrulede sin uddannelsesminister, A4medier: https://www.a4medier.dk/uddannelse/artikel/fortroligt-referat-afsloerer-mette-frederiksen-besluttede-redning-af-omtalt-laereruddannelse-henover-hovedet-paa-moderaternes-uddannelsesminister, og https://www.a4medier.dk/aktuelt/artikel/fortroligt-referat-afsloerer-mette-frederiksen-gik-imod-moderaternes-uddannelsesminister-fortroligt-referat-afsloerer-mette-frederiksen-tog-beslu

 

O. Historisk materiale

WIKI-omtale af læreruddannelsen på Frederiksberg: https://da.wikipedia.org/wiki/L%C3%A6reruddannelserne_Metropol

Opslag på Lex.dk: https://lex.dk/Frederiksberg_Seminarium

Jubilæumstidsskrift for Frederiksberg Seminarium, 1969. https://slaegtsbibliotek.dk/912007.pdf

2019: Biblioteket skulle flyttes. De studerende protesterede, så beslutningen blev trukket tilbage: https://www.folkeskolen.dk/laererstuderende-spaerrer-deres-bibliotek-af-for-at-beholde-det/

Fra seminarier til professionshøjskoler – en oversigt: http://www.thomasaastruproemer.dk/fra-seminarier-til-professionshoejskoler-forsoeg-paa-en-oversigt.html

Diskussion i 2021 om frit lærerseminarium i Herning. http://www.thomasaastruproemer.dk/indlaeg-og-artikler-om-et-frit-laererseminarium-i-herning.html

En tur i VIA-land. http://www.thomasaastruproemer.dk/en-tur-i-via-land.html