Mit princip er det modsatte af ”cancel culture”, dvs. følgende: Man må ikke rive et palads ned, blot fordi der er en punkteret rude i kælderen. Tværtimod skal man undersøge alle paladsets kringelkroge og mærkelige skader, som måske slet ikke er skader. Og man skal også nyde paladsets storslåede rum og bygning i sin helhed.

Ud af arbejdet med disse punkterede fortrængninger – med kringelkrogene og den smukke arkitektur – genopstår hele den store forfatnings- og frihedstradition, som har skabt vores institutioner og pædagogik under åndsfrihedens og virkelystens tegn. Det er dannelsens og karakterdannelsens sted. Livet midt i en skovbørnehave, på en kostskole eller på et klassisk universitet, omgivet af bøger, ting og himmel.

At blive ældre og modnes i en tid med så store forandringer og udsving, som vi har været vidne til de sidste 10-15 år, fordrer, at man som menneske og borger undersøger vekselvirkningen mellem sig selv og verden. Pludselig er man i midten af en sådan dannelsesproces’ både aktuelle og fortidige spændinger. Via denne mærkelige og usagte fordring tvinges man til at tale og skrive for at få styr på sig selv og det hele, mens man farer vild i paladsets slidte værelser. Og pludselig har man skrevet en mærkelig og amatøragtig bog, som nærmest kommer bag på en.

Heldigvis er jeg ikke alene om dette virke som ”amatør” (som betyder kærlighed til tingene). I 1967 bidrog den anerkendte engelske filosof, Michal Oakeshott, sammen med en række britiske forskere til en stor antologi om pædagogik: ”The Concept of Education”. Allerførst i sin fremragende artikel om ”Teaching and learning” skriver Oakeshott følgende herlige og selvudslettende ord, der hylder amatørens fiskeri og hans klodsede tanker:

”Selv en amatør, som mig selv, håber at fange noget, når han fisker rundt i hovedet efter nogle lyse idéer. (…) Lad mig dog forsinke dig lidt med nogle klodsede tanker om læring og undervisning.” (min oversættelse)

Og måske inspirerer fisketurens klodsede ord andres tanker? Ligesom Oakeshott og jeg selv blev forsinket og inspireret af folk, der prøvede at finde vej i deres tid og byggede et kammer her eller der. Derimod blev jeg aldrig forsinket af en eller anden evidensbaseret rapport fra EVA eller DPU, som susede ud af de ensrettede systemer. Disse bundløse huller, der blot skulle understøtte konkurrencestatens opgør med pædagogikkens steder.

Resultatet af min egen version af denne snublende og klodsede vekselvirkning mellem nutid og fortid kan man tilgå i en aktuel trebindsudgivelse med den samlede titel ”Pædagogiske steder – oplevelse, eftertanke og tanke”. Værket udkom på forlaget Fjordager for få uger siden. Her svømmer jeg rundt i ”skolereformens kølvand”, som jeg kalder tiden efter 2015. Og ”skolereformen” er i denne sammenhæng ikke kun en uddannelsespolitisk kategori, men også en metafor for langt større politiske og forfatningsmæssige forskydninger, eftersom folkestyret jo er skabt ved forsamlingens pædagogik. Nedenfor kan man læse lidt om svømmeturens indhold og strømme i lyset af de tre bind.

Udgangspunktet er det tab af pædagogiske steders filosofiske dybde og kontakt med fortidens rige dialoger og praksisser, som har præget tiden siden årtusindeskiftet. Vi har været vidne til uddannelsespolitikkens opgør med alt det, som har grundlagt vores børnehaver, skoler, gymnasier, højskoler og universiteter. Eftersom den demokratiske stat er skabt af og vedligeholdes ved pædagogisk praksis i det folkelige liv, så har denne situation dybe konsekvenser for folkestyrets tilstand. De pædagogiske steder har mistet deres sted. Pludselig blev de overtaget af en grænseløs globaliseret og økonomisk defineret instrumentalisme. Min opgave i verden er at minde om denne tilstand og ændre den, så vi kan få en egentlig vekselvirkning mellem national ånd, pædagogiske steder og verdensborgerskab.

 

A. Bind 1: Oplevelsens sted

Udgivelsens første bind hedder ”Oplevelsens sted – ballade, kaos og drys”. Her kan man læse om en myldrende symfoni af mange af de emner, som meldte sig på banen fra 2017 til 2025. Det drejer sig især om pædagogiske og uddannelsespolitiske emner, men også identitetspolitiske, udenrigspolitiske og kulturelle temaer trænger sig på. Det er en slags filosofisk dagbog, hvor dagens begivenheder undersøges. Denne proces udløser både små poetiske dialoger, forundrede analyser og mærkelige upraktiske forslag. F.eks. er der et forslag til en ny lønstruktur for det pædagogiske område, hvor en vuggestuepædagog får højere løn end en pædagogisk forsker, undersøgelser af KL’s skolepolitiske synspunkter samt mindre drøftelser af en række aktuelle pædagogiske debatter om f.eks. trivsel og AI. Men der er også analyser af Elon Musks transhumanistiske ideer, Af Mellemøstens udviking, af koranloven og af Odense Kommunes ”robotskoler”. Man finder også en pudsig dialog om overdreven forebyggelse; bl.a. med udgangspunkt i den palads-metafor, som jeg indledte nærværende essay med. Ja, selv kampen om Lise Rønnes ”vimsende værtindestil”, som var et hovedtema i Politikens debatspalter i en periode, er sat i glas og ramme. Det er kaotisk, men også med en konstant trang til at fordybe sig i de mange enkeltsager og deres indre og ydre sammenhæng. Det er kampen mellem de pædagogiske steders kontante opløsning og forsøget på at finde et sprog.

Fra omkring 2010 fik vi det, jeg har kaldt for ”pædagogikkens to verdener”, som prægede hele den videnskabelige og pædagogiske sektor helt ned på detailniveauer som stillingsopslag og konferenceprogrammer. Vi fik én verden af pædagogisk tradition og humanistisk kritik og en anden verden af strategi, styring og evidens. Grundloven og dens gentleman-agtige principper for en stærk og passiv stat stod nu overfor konkurrencestatens tekniske grænseløshed. Denne kombination af læring, identitet, forebyggelse og grænseløshed, som blev konsolideret med skolereformen i 2013, kulminerede i coronanedlukningens almene ideologi, der satte sig i samfundets indre liv fra marts 2020 til sommeren 2022. Det er klart, at pædagogikkens steder kom under yderligere pres under disse politiske og filosofiske omstændigheder. Der var mange kritiske røster – også enkelte på det politiske niveau – men de blev efterhånden marginaliseret.

Perioden var også præget af rester fra skolereformens læringsrevolution, herunder interessen for læringsmål og for den amerikanske økonom, James Heckman, der omgør pædagogisk praksis til BNP-optimerende lighedsstatistikker, og man finder også en ophedet promovering af digitalisering, læring, test og forebyggelse, som især prægede de politiske og organisatoriske niveauer. Fra 2018 kommer en række identitetspolitiske emner ind i billedet, og ”klimaet” melder også sin ankomst. Både som bæredygtighed og som statistisk og som moralsk kontrol. Disse emner spiller sammen i en række temaer, f.eks. læreruddannelse, dannelse i dagtilbud og meget andet. Det er opmærksomhedens konkrete liv. En slags personligt erfaret hvem-hvad-hvor af væltede klodser.

 

B. Bind 2: Eftertænksomhedens sted

Trilogiens andet bind hedder ”Eftertænksomhedens sted – analyser og beretninger”. Her trækker jeg mig lidt tilbage fra det aktualiserende mylder og undersøger en række uddannelsespolitiske fænomener mere systematisk. Her er store analyser af skolereformens kølvand, af Reformkommissionens læringssyn, af ”det nye børnesyn”, af de nationale test, af den eksploderende digitaliseringsudvikling, af læreruddannelsen, af kønspædagogikken og af forskningspolitikken. Jeg undersøger også dobbelthederne i Tesfayes politiske virke, hvor forsøget på at genvinde pædagogikkens magt hele tiden må slås med konkurrencestatens effekter. Ud af disse modsætninger vokser en ny interesse for et begreb om karakterdannelse, som har dybe rødder i dansk og europæisk pædagogik. Desuden drøftes, hvordan videnskab og forskning tog varig skade af universitetsloven fra 2003 og dennes effekter, som ikke mindste satte sig på DPU, hvor en teknokratisk ledelse tog magten over både organisation og kommunikation. Godt støttet af Aarhus Universitet, som fra 2006 skulle være et ”global university”. Her var det pædagogiske sted flyttet til OECD og politisk økonomi, hvor pædagogik kaldes for ”læring og evaluering”. Man kan også læse politiske analyser af, hvordan de politiske partiers filosofiske lag blev påvirket af denne splittelse mellem pædagogik og læring, samt en række referater fra tidens faglige konferencer.

Eftertænksomhedens sted er analysens rum, som er mindre kaotisk og balladistisk end Bind 1, men som i høj grad trækker på det første binds mere punktvise indsigter. Ud af oplevelsernes ballade og kaos strømmer nye eftertanker og forståelser af uddannelses- og forskningspolitikkens tekster og initiativer. Balladerne fremmer eftertanken, som stadig indeholder balladerne. Her kan man se, hvordan endnu en grænseløshed sætter sig igennem, både i politikken og i etikken. Pludselig er mennesket alene med en identitet, omgivet af tekniske systemer.

 

C. Bind 3: Tankens sted

Det tredje og sidste bind hedder ”Tankens sted – undersøgelser, filosofi og bøger”. Her trækker jeg mig på en måde helt ud af de aktuelle diskussioner. Det sker via en række videnskabelige og filosofiske undersøgelser af dannelse, karakterdannelse, undervisning, pædagogik og læring. F.eks. er der store analyser af Hannah Arendts og Jean Piagets forfatterskaber, hvor menneske og verden spiller sammen på åbnende og fortidskærlige måder. Pædagogikken bliver en tid og et sted ”between past and future”, som Arendt skriver. Der er også en kritisk undersøgelse af John Hattie, hvis læringspolitiske analyser fik enorm indflydelse på skoleudviklingen efter reformen i 2013, herunder på den såkaldte ”læringsmålstyring”. Det var en skandale.

Man kan også læse om Sokrates, om Hal Koch, om romantikkens storslåede korrektion af den franske revolution – også kaldet ”folkestyre” – og om den hollandske tænker Gert Biesta, som har haft stor indflydelse på den pædagogiske kritik siden 00’erne, bl.a. via et vigtigt ”Manifesto for education”. Endelig er der undersøgelser af de pædagogiske institutionernes formålstraditioner samt en række mere eksplorative undersøgelser af filosofiske og teologiske emner. Vi er her i tankens og åndens verden. Det er ”undervisningen som gave” frem for ”ansvar for egen læring”. Her finder man spændende koraller overalt, hvor man mindst venter det.

Til sidst vil jeg nævne, at Bind 3 også indeholder en analyse af amatørens begreb og betydning.

 

D. Afrundinger

De tre steder, ”oplevelsens, eftertankens og tankens sted”, er både adskilte og dybt forbundne. Det ene niveau er en forudsætning for de andre, som igen er en forudsætning for de første og vise versa. Pludselig er man et andet og et tredje sted. På pædagogikkens steder. Der, hvor en voksen møder et barn i en verden, som allerede findes. Slægternes liv. Her findes egentlig ikke andet. En slags stille dialog sammen med andre og med sine pædagoger, kun afbrudt af tænkning og handling. Et folkets ting. Et tingsted. En skoleklasse. Måske er det ligefrem en didaktik?

Ud af hele denne fordybelse i fortidens og nutidens dialogsystemer vokser en omfattende kritik af den uddannelsespolitik, som har været dominerende siden årtusindeskiftet, kulminerende med skole- og læreruddannelsesreformerne i 2013. På baggrund af opgøret med institutionernes og pædagogikkens traditioner iværksatte man et individualistisk-instrumentalistisk inferno af læringsmålstyring og nationale testsystemer. Man kaldte det for ”konkurrencestaten”, og børn skulle være konkurrencestatssoldater sammen med deres I-pads og uden naturligt køn eller sprog. Og videnskab skulle være en banal metode, for ellers var den woke.

Hele min skønne bogreol var lige til lossepladsen. Paladset forfaldt. 1980’ernes søde forbindelse med 1950’erne, 1920’erne og 1820’erne var under opløsning.

1820’ernes demokratiske ”Folket” vandt jo egentlig WW2 over Hitlers ”das volk”, som var et forsøg på at ensrette 1820’ernes ”volk” og tømme romantikkens årtier for filosofisk liv. Men i løbet af efterkrigstiden vandt opgøret med “das volk” over “folket”, hvilket var dybt paradoksalt. Folket, som jo havde kæmpet mod “das volk”, blev pludselig omtalt som “dødsensfarligt” af pædagogiske forskere, som slet og ret forvekslede de to udgaver af folket.. Det var 00’ernes grænseløse og upoetiske ånd, som nu kunne flytte ind på de tabte marker. På en måde tabte vi krigen til en symbiose af globaliseret taylorisme og økonomi, også kaldet ”algoritme”. Også denne analyse kan man læse om i bogen.

Det har været en stor rigdom at bevæge sig rundt i stederne via tilgroede stier og brosystemer, som jeg delvist selv har bygget med udgangspunkt i mine forfædres liv. Og jeg håber, at andre kan få glæde af denne humanvidenskabelige metode, hvis ånd og proces jeg kan genkende fra mine kollegaer gennem kulturhistoriens trækasserier og digte.

Det hele er kort sagt hverken praksisfagligt eller kompetent. Tværtimod er det upraktisk og irriterende og nærmest gammelt. Det er amatørens sted: Kærligheden til tingenes virken og værken, så folk får et virke, der skaber værker, der virker og værker. Og det er pædagogikkens sted, dens egentlige praksis og ånd. Det er de klodsede fisk fra Michael Oakeshotts angelsaksiske strømme, der forsinker samfundets liv. Grundtvig kaldte det for ”historisk-poetisk”, men han var jo også glad for englænderne.

Eller som den mangeårige nu tidligere formand for Dansklærerforeningen, Jens Raahauge, til min store glæde skrev i sin anmeldelse af Bind 3:

”Bogen rammer tankens steder på en måde, der slår smut, så man bliver ramt af eftertanker og af en spirende tro på, at vi kan gå dannelsestider i møde.”

 

Diverse links og omtaler:

Yderligere omtale af udgivelsens tre bind kan tilgås på Forlaget Fjordagers hjemmeside: https://www.fjordager.com/

Bogreception på Vartov, d. 28. september 2026. https://grundtvigskforum.dk/kalender/bogudgivelse-paedagogiske-steder

Jens Raahauge anmelder Bind 1 til Dansklærerforeningen, d. 12. august 2026. https://grundskolesektionen.dk/ballade-kaos-og-drys/

Jens Raahauge anmelder Bind 2 til Dansklærerforeningen, d. 21. august. https://grundskolesektionen.dk/eftertanker-og-bismag/

Jens Raahauge anmelder Bind 3 til Dansklærerforeningen, d. 24. august. https://grundskolesektionen.dk/saa-er-vi-landet-og-hvor-skal-vi-hen/

Alexander von Oettingen omtaler bogen på Facebook, d. 19. august 2026. https://www.facebook.com/permalink.php?story_fbid=pfbid02AYkZp3hfVTk15DvKNTT87kYqNptmmpABe2AxkGkcZzkTqc1mgyEwN4JU5i2t2jbDl&id=100011083422575