(foreløbig tekst, som løbende udbygges og ændres, senest d. 22/9-2026)

En af de store inspirationskilder for det ny Center for Karakterdannelse er socialpsykologen Per Schultz Jørgensen (PSJ). Det forstår man godt, eftersom han fra 2014 udgav flere bøger, hvor han understregede karakterdannelsens betydning.

Men første gang jeg bemærkede PSJs interesse for dette emne, undrede jeg mig faktisk lidt, hvilket skyldes, at han i slut-1990’erne var med i det såkaldte Kompetenceråds vismandskollegium, der regnes for en af de centrale konkurrencestatsmanifestationer. Her handlede alt om globalisering, økonomisk vækst og digital begejstring, og man ville ligefrem lave et ”nationalt kompetenceregnskab”. Det var en slags Tony Blair på speed. Helt uden referencer til emner som dannelse og karakterdannelse.

Desuden var dele af socialpsykologien, som jo var PSJs fag, i disse år præget af en senmoderne interesse, der tabte de pædagogiske traditioner på gulvet. Det var i denne periode, at nogle af ungdomsoprørets rester, som aldrig helt havde købt den marxistiske strukturalisme, blev opslugt af sociologer som Anthony Giddens, Bateson, Maturana m.fl.. Hermed blev sociologien og socialpsykologien suget ind i den ny globaliseringsideologi. Det var ”the third way”, som det hed i England. Begreber som kompetence og læring, der udsprang af den kritiske traditions opgør med kundskabsbegrebet i 70’erne, gik i løbet af 90’erne fra at være kritiske rester til at understøtte nationaløkonomiske og globale målsætninger. Kompetencerådet var en del af denne proces. Udover PSJ var også en mand som Uffe Elbæk med i det såkaldte “vismandskollegium”. Elbæks kaospiloter, som havde rødder i den kritiske socialpædagogik, var nu på vej ind i den globale økonomi.

Denne fortolkning understreges af, at PSJ i 1999 – endda i Undervisningsministeriets eget tidsskrift ”Uddannelse” – skrev, at ”kompetencer” i lyset af senmoderniteten var blevet pædagogikkens grund- og dannelsesbegreb. PSJ ville have ”kernekompetencer” og ”kompetenceplaner”. Her var vi helt i ånden fra Kompetencerådet (se referencer i bunden).

Så umiddelbart var PSJ omkring årtusindeskiftet på vej et sted hen, som kom til at stå for et opgør med dannelse og måske også med karakterdannelse. Det var i al fald min opfattelse i sin tid, men som vi skal se om lidt, var det ikke helt korrekt forstået.

I de kredse, hvor jeg selv havde min gang – især i den pædagogiske filosofi – var der ingen interesse for PSJ’s arbejde. Her var man nærmest kritisk overfor de sammensmeltninger af psykologi, systemteori og konkurrencestat, der udviklede sig i de psykologiske forskningsmiljøer. Vi talte nok om dannelse, men kun sjældent om karakterdannelse. Vi var formentlig ikke ligefrem imod karakterdannelse, men begrebet var lidt ude af horisonten.

I det omfang vi fandt en pædagogisk filosofisk interesse for psykologien, var det især via den situerede psykologi, som Steinar Kvale og hans elever stod for. Nogle af Kvales elever, f.eks. Svend Brinkmann, blev i øvrigt interesserede i Aristoteles etik, hvor karakterdannelsen stod stærkt. Her var der en fællesmængde mellem filosoffer og psykologer. Men PSJ fattede mig bekendt ikke nogen særlig interesse for den situerede psykologi.

Men alligevel får Jørgensen fra omkring 2010 øje på ”karakterdannelsen”, som ellers var glemt af alle. Hvordan hænger denne tilsyneladende modsætning sammen? Det vil jeg reflektere over i det følgende.

 

1. De psykologiske rødder

Allerede i PSJs disputats fra 1983 – altså ca. 15 år før ”Kompetencerådet” – finder man en form for ursocial psykologi, der helt klart modsætter sig den efterfølgende systemteori og kompetencediskurs. Udgangspunktet er mødet mellem menneske og menneske og indhold. En slags psykologisk forsamlingsfilosofi, der ligger mere i tråd med forfatningens og humanismens temaer end med den senmoderne socialpsykologi. 70’ernes kritiske teori havde sluppet taget og efterladt mennesket sammen med andre mennesker. PSJ er inspireret af psykologen Kurt Lewins arbejde, som netop betonede en form for basal socialpsykologisk oprindelse efter nazismens hærgen. Det var mødets dyd. Her er et karakteristisk citat fra afhandlingens forord, hvor vi er langt fra Instagram og TikTok:

”Denne afhandling drejer sig om samværet mellem to mennesker i en ansigt-til-ansigt situation. Det vil sige i et direkte og helt konkret gennemført samvær”.

PSJ refererer i disputatsen direkte til den ”fænomenologiske tradition” og var som sagt inspireret af Kurt Lewin, hvis oprindelige teorier var meget socialt orienterede og kritiske overfor målinger. PSJ ville have psykologisk dannelse frem for sociologiske strukturer (s.47+s.78). Også Jerome Bruner, som arbejdede med synteser mellem Piaget og Vygotsky, spillede en rolle i disputatsen, og der henvises endda til Martin Bubers berømte relationsfilosofi og til Wittgensteins sprogspil (s. 95 og 113). Der er noget urmenneskeligt over hele ånden. Og fra disse områder af teksten er der ikke langt til den humanistiske personalisme, som huserede i dele af den pædagogiske filosofi, og som kom til at præge etableringen af Center for Karakterdannelse i 2023.

Senere havnede dele af Lewin-inspirationen som metoder ind i den globale organisationsudvikling, hvilket jo også prægede ideologien i Kompetencerådet. Psykologien blev opslugt af kompetencebegrebet. Men oprindelig var både Lewin og PSJ altså præget af efterkrigstidens humanisme.

Så der var nok noget modstandskraft fra Lewins tidlige teorier og fra den lidt løse humanistiske interesse, men der var bestemt ikke oprør i luften imod konkurrencestatens udvidelser i slut-90’erne.

Fra 1981-1991 var PSJ forskningsleder ved Socialforskningsinstituttet, hvor man undersøgte velfærdsstatens sociale emner. Dette institut, som var halvt stat og halvt universitet, var præget af både kvantitativ og kritisk sociologi, men mig bekendt var der ingen interesse for filosofiske og kulturhistoriske emner. Det var næppe PSJ’s filosofiske interesser, der blev plejet i disse år. Dette indtryk bekræftes af, at Socialforskningsinstituttet efter diverse omlægninger i 2017 endte med at fusionere med kommunalforskningen i det, der i dag hedder VIVE, som nærmest er endt som et slags konsulenthus helt uden begrebsmæssig selvstændighed.

Der mangler kort sagt noget, før vi kan svare fyldestgørende på, hvordan det kan være, at Jørgensen i løbet af 00’erne genopdager humanismen, så han ikke fortsætter ud af det konkurrencestatsspor, som ellers var lagt i regi af Kompetencerådet, og som kulminerede i skole- og læreruddannelsesreformerne i de efterfølgende år?

Her er nogle flere brikker til puslespillet om, hvorfor ”karakterdannelse” pludselig dukker op i PSJ’s verden:

 

2. De eksistentielle rødder – og lidt mere psykologi

I 2022 udgav PSJ sine erindringer, ”Vendepunkter – fortællinger fra et liv”, hvor han fortæller om sin slægt og sit faglige liv. Her kan man læse, at hans far kom af en missionsk slægt, og at hans mor var grundtvigsk. Det gav et vældigt liv og sans for modsætninger. Desuden var faren modstandsmand, hvilket satte et stærkt præg på sindene. Faren blev endda arresteret af Gestapo i 1943, mens moren råbte ”Her bøjer vi ikke nakken”, hvilket PSJ aldrig glemmer. Først i 1945 kom faderen hjem igen. PSJ omtaler det hele som ”skelsættende for mig”, og moren bad aftenbøn hver dag. Både den lille og den gamle Per elskede både sin mor og sin far for deres rødder, liv og nej. Endelig er det svært ikke at nævne, at den sønderjyske oldefar kæmpede i slaget ved Dybbøl, og at morfaren blev tvunget til at trække i den tyske trøje i 1917, fordi Sønderjylland jo dengang var besat af Tyskland. Måske er PSJ derfor også præget af 20’ernes syntese af national mildhed, lykke og grimme minder efter genforeningen i 1920. Ikke den værste erfaringsbaggrund for en kommende psykolog.

PSJ blev folkeskolelærer fra Haderslev seminarium i 1955, så han blev udlært i den seminarietradition, som havde dybe rødder i dansk kultur. Han taler om det som ”en kæmpe vækstperiode”. Efter sin værnepligt blev han lærer i Aarhus og møder sin kommende hustru. Han boede på Klintegaarden på Trøjborg, som i parentes bemærket også spiller en rolle i Tage Skou-Hansens modstandsroman ”De nøgne træer” fra 1957.

PSJ specialiserede sig i faget historie, hvor han i overensstemmelse med sin opvækst arbejdede med forholdet mellem stat og kristendom. Og lige her er det så, at han får fingrene i den allerede nævnte psykolog Kurt Lewins bog ”A dynamic theory of personality”, hvor mennesket ”ikke kan gøres op i tal”, som der står. Jørgensen tester Lewins ideer i sin skoleklasse. Han var ramt ”dramatisk og dybt”, fortæller han. Psykologien var rykket i centrum, mens pædagogikken og den historiske dannelse blev til tavse men virksomme silhuetter i horisonten.

I 1960’erne begynder PSJ derfor at læse psykologi. Men formentlig forårsaget af den historiske interesse fra læreruddannelsen og hans forældres ”nej”, præges han også af filosofikum-undervisningen, hvor han især inspireres af teologen og idehistorikeren Johannes Sløk. PSJ bliver Kierkegaard-mand og går dermed imod filosoffen Jørgen Jørgensens positivisme, som også prægede filosofikum. Igen ser vi dette eksistentielle opgør med tallenes magt. Denne eksistensfilosofiske forbindelse fastholdes helt frem til PSJs død. F.eks. slutter erindringerne fra 2022 med følgende ord: ”Denne bogs synsvinkel på vendepunkter i mit liv er inspireret af Søren Kierkegaard”.

Jeg tror, at det er denne blanding af seminarieliv, modstandskamp og Kierkegaard-interesse, som sætter sig i den ursociale brug af Levins psykologi, som præger disputatsen fra 1983, og som lægger en dæmper på ungdomsoprørets effekter i hans sind. Det er derfor, at disputatsen står så smuk og enkel i 1983, hvor ungdomsoprøret jo stilner af.

I 1975 arbejder PSJ med de vietnamesiske krigs-børn, som Henning Becker bragte til Livø, og nogle år senere hjælper han børn i Mongoliet. Her startes et mellemfolkeligt engagement, som rakte ud over undervisning og forskning. Det var denne linje, der i løbet af 90’erne førte til hans formandskab i Børnerådet, som jo er FN-baseret. Det skete under Nyrup-regeringen. Det er formentlig i den sammenhæng, at han også bliver en del af vismandskollegiet i det omtalte Kompetenceråd fra 1997. Jørgensen nævner dog ikke dette Kompetenceråd i sine erindringer. Han viser ingen tegn på indsigt i, hvad der er ved at ske med socialpsykologien og pædagogikken. Eller måske er han bare flov? Han rives med. Man kan mærke det. Men ind imellem aktiveres kampgejsten lidt løst, f.eks. i den Bourdieu-inspirerede bevægelse ”et Danmark vi kan være bekendt”.

PSJ kæmpede også imod revselsesretten. Jeg tænker på, om han i den forbindelse fik lidt rod i sin Kierkegaard-relation? For en af de centrale fortalere for revselsesretten var jo Søren Krarup, der jo også var Kierkegaard-mand. Men det er bare et gæt. I al fald blev PSJ i som sagt formand for Børnerådet, som jo er FN-baseret, og han fik også FNs nyindstiftede UNICEF-pris i 2015. Efterhånden bliver han dog skeptisk over for en alt for ideologisk baseret opfattelse af børns rettigheder – det som i dag kaldes ”et nyt børnesyn”. Han understregede familiens og kulturens sammenhæng og ansvar. I erindringerne fra 2020 skriver han f.eks.: ”Derfor kan en forøget frisættelse af børn ende med at prisgive dem”. Vi endte med en slags humanistisk version af Kierkegaard-linjen. Ikke det værste sted at bo.

Nuvel, det er hele denne sammenhæng, der efter min mening gør, at PSJ i løbet af 00’erne bliver skeptisk overfor den skolepolitiske udvikling. F.eks. er han medunderskriver på et meget kritisk høringssvar til Folketinget i 2006 ifm. den nye skolelov. De andre signaturer var folk knyttet til den kritiske tradition: F.eks. filosoffen Peter Kemp og psykologen Per Kjeldsen. Sidstnævnte grundlagde i disse år dannelsestænketanken Sophia sammen med bl.a. lærer Erik Schmidt, som 10 år senere fik en tjenstlig advarsel af Odense Kommune for at kritisere skolereformen. Schmidt vandt sagen i Landsretten, mens KL gik i tavshedshi. Schmidt deltog i øvrigt også i henvendelsen til Folketinget. I de følgende år blev Sophia en motor for reformkritisk og pædagogisk aktivitet. Jeg er også blevet oplyst om, at PSJ var med ved det stiftende møde i Sophia. Han var åbenbart tæt på Per Kjeldsen, men de var jo også begge psykologer.

Og i 2011 skrev PSJ i samme ånd – sammen med en række af landets progressive pædagoger og psykologer – kronikken ”fra barndom til faktura”, som var et kritisk svar til en kronik af Christine Antorini. Titlen skulle minde læseren om den ny universitetslovs slogan: “Fra forskning til faktura”. Kronikkens forfattere var bange for, at det hele gik op i BNP. Og allerede her nævnes betydningen af karakterdannelse eksplicit. PSJ er angivet som kronikkens førsteforfatter. Folk som Dion Sommer, Jesper Juul, Erik Siggaard og psykologen Klaus Nielsen signerede også. Psykologerne havde fået nok.

Pludselig var PSJ midt i kritikkens strikketøj.

Endelig skriver han i 2013 en kronik, som kritiserer tankerne bag Corydon og Antorinis skolereform, der startede i 2011 med projektet ”ny nordisk skole”. Selvom PSJ godt kan lide talen om en ”nordisk skole”, er der nogle ting, der skurer, nemlig manglen på moralsk udvikling og karakterdyder og det stærke fokus på økonomisk udvikling.

Der er kort sagt noget i gære. Og i 2013 skriver han endnu en kronik til Information med den stigende titel: ”Unge skal opdrages til at modstå presset fra konkurrencestaten”. Her er vi meget langt fra 90’erne og Kompetencerådet. Man kan mærke moderens ”her bøjer vi ikke nakken” og alt det andets tavse rumsteren.

Og jeg vil tilføje et par supplerende begivenheder, der understøtter tendensen. F.eks. står PSJ i 2014 for at overrække prisen ”Årets sveske” til den radikale skolereformkritiker, Asger Baunsbak-Jensen. Denne pris blev indstiftet af lærere med rødder i seminarie- og lærerhøjskoletraditionen – med kraftige overlaps til Sophia – og blev uddelt til skolekritiske røster i 10’erne. PSJ roser i sin tale Baunsbak, både for hans kritiske og for hans mere opbyggelige virke. PSJ bekræfter her simpelthen sin kontakt med reformkritikkens kanaler. Baunsbak kvitterede ifølge Folkeskolen.dk med følgende svada:

”Jeg takker for prisen og den store ære. Det er en katastrofe, at man i dag udarbejder love på skole- og uddannelsesområdet, uden at lærere og skolefolk inddrages. Der bliver overhovedet ikke diskuteret indhold eller elementer i reformer og love, og vi er ved at køre af sporet med denne udvikling. Det kan blive begyndelsen på en deroute, og jeg vil fortsætte debatten, så længe jeg kan”.

Og i 2014 skriver PSJ som nævnt en bog om karakterdannelse, ”Styrk din barns karakter”, som i nogen grad bygger på en mere bred filosofisk og kritisk tradition, selvom det hele står lidt kort og redegørende. Der er noget, han mener er gået tabt. Men heller ikke her nævner han den pædagogiske kritik, bortset fra en ret grundig omtale af 2011-kronikken fra Information. Men i en udgivelse fra 2017, ”Robuste børn”, omtaler han den indflydelsesrige pædagogiske filosof Gert Biestas bog ”Den smukke risiko”, som tager udgangspunkt i nogle fortolkninger af skabelsesberetningen og i en Kierkegaard-baseret forståelse af undervisningsbegrebet. Referencen til Biesta står dog lidt kort og alene. Og i et ledsagende interview i Folkeskolen.dk gør han kraftigt op med læringsmålstyringen og taler om betydningen af at kunne sige ”nej”, f.eks. i følgende:

”Jeg taler om robusthed som en indre værdi. Vi skal lære børn at have styrke til at sige nej, til at sortere og vælge fra og kende deres egne grænser«, siger han. Derfor er robusthed som dyd ikke i overensstemmelse med en skolekultur, der bygger på optimering af præstationer og læringsmål.”

Man kan næsten høre forældrene skælde ud på Gestapo i baggrunden.

I 2020-udgivelsen ”Opdragelse til livsduelighed og bæredygtighed”, går det lidt op i klimakamp, coronaforebyggelse og mindset. Der er dog også en reference til Kemps arbejde med verdensborgerskab fra 2005, men det er uden de filosofiske, nationale og stedslige betragtninger, som man kunne finde hos Kemp og egentlig også i PSJs tidligere arbejde (f.eks. i disputatsen og kronikkerne fra omkring 2011). Også Kierkegaard inddrages, men kun til at begrunde et individualiseret håb midt i den totale klimafrygt. Og de tre centrale karaktertræk angives på en lidt pludselig måde at være selvregulering, dømmekraft og ansvarlighed i klimastatistikkernes system. Der er altså tale om karakterdannelse under krisens altomfattende herretegn, men i god psykologisk og bekymret omsorg. Det er som om, at vi bevæger os tilbage til Kompetencerådets temaer, nu blot med klima i stedet for nationaløkonomi som ledetråd, selvom PSJ får øje på familien som et “dannelsesrum” og et “beskyttelsessystem” mod krisesystemerne. Det er da også tankevækkende, at bogen og dens temaer ikke omtales i erindringerne, der jo udkommer i 2022, og som mere lægger i forlængelse af den mere kritiske og karakterdannelsesmæssige linje.

Omkring samme tid, i 2019, udkommer der endnu en bog, der også peger på, at PSJ er på vej tilbage i en mere traditionel kombination af Kompetence-rådstænkning og resilienspsykologi. Det drejer sig om bogen “Børns vej til succes” af Paul Tough. PSJ har skrevet bogens forord, og hans første sætning er “Det er en fantastisk bog, Paul Tough har skrevet”. Men bogen er dybt præget af netop den kombination af økonomisk teori og positiv psykologi, som prægede kompetencerådets og skolereformens tankegang. Det er slet og ret overraskende for mig at læse PSJ’s begejstrede forord til denne bog. Ikke mindst i lyset af, at hans filosofiske interesse jo havde taget over fra starten af 10’erne.

Men i 2022-23, altså lige omkring udgivelsen af erindringerne, skriver PSJ forord til bogen “Til barnets bedste – Martin A. Hansen og skolen i dag”. Hansen var både modstandsmand og national-poetisk, så med denne reference vender PSJ sig tilbage til sit egentlige grundlag i Sønderjylland og på Klintegaarden.

Tillad mig en spring tilbage i tiden. Den lidt filosofiløse kompetencelinje bekræftes nemlig også i 2008 i udgivelsen ”Familie og børn i en opbrudstid”, som PSJ skrev sammen med psykologerne Lars Dencik og Dion Sommer, som jo også kom med i den kritiske 2011-kronik. Her i 2008 havde senmodernitetens og sociologiens emner overhånden, og jeg kan ikke finde tegn på etiske eller pædagogiske refleksioner, der handler om dannelse eller karakterdannelse. Vi er dog heller ikke under nationaløkonomiens tegn. Her er vi i socialpsykologiens mere forskningsmæssige områder.

Senere fulgte Dion Sommer op på PSJ’s interesse for karakterdannelse. Det kan man se i en antologien ”Fremtidsparat? Hinsides Pisa: nordiske perspektiver på uddannelse” fra 2018, som Sommer redigerede sammen med Jacob Klitmøller, der er en af Steinar Kvales elever. Her forbindes en særdeles kritisk analyse af digitalisering og OECD med behovet for karakterdannelse. Og ovenfor har jeg jo vist, at både PSJ og Sommer talte karakterdannelsen op mod konkurrencestatens systemer allerede omkring 2010. På en måde er det lidt mystisk, at PSJ ikke bidrog til denne 2018-udgivelse, men måske var han opslugt af sin klimabog.

Denne tråd ned i barndomspsykologiens sociale teorier peger på, at Center for Karakterdannelse også har rødder ned i de pædagogseminariediskurser, som prægede 90’erne, hvor netop Sommer og Dencik var centrale teoretikere, der selv havde tråde ned i 70’ernes sociale kritik. Det var denne struktur, som skabte et tab af dannelse, som blev afløst af læring og kompetence, men som også medførte et fokus på projektarbejde, leg og handlingsliv, som dog uden dannelsens overhøjhed blev lidt halveret; en halvering, der er årsagen til, at det var karakterdannelse og ikke dannelse, der melder sig på banen i disse kredse. For filosofferne var det snarere omvendt. Her snakkede man om dannelse, men glemte personen.

Endelig vil jeg nævne, at PSJ i 2016 udgiver bogen ”Broen til det andet menneske”, som ifølge erindringerne udtrykker netop den urhumanistiske ånd, som vi også fandt i disputatsen fra 1983. Det kan man tydeligt mærke, når man læser selve bogen. Det menneskelige mødes beskrives med ord som kontakt, forbundethed, samhørighed, distance og eftertanker. Og bogen rundes af med referencer til filosoffer som Kierkegaard, Løgstrup, Merleau-Ponty.

Og Peter Kemp, som jo var landets mest fremtrædende pædagogiske filosof, har muligvis spillet en endnu større rolle, end man skulle tro. Allerede i 2005 anmelder PSJ nemlig Kemps ”Verdensborgeren som pædagogisk ideal” til Politiken. PSJ bemærker her Kemps interesse for fransk filosofi, og ikke mindst knytter PSJ eksplicit an til karakterdannelsesbegrebet. PSJ skriver direkte om Kemps bog: ”Et vigtigt begreb er etisk karakterdannelse”.

Måske er det ligefrem arbejdet med Kemps bog, der gør, at PSJ’s tanker fra slutningen af 00’erne sættes i forbindelse med hans barndoms og ungdoms interesser? At der skabes en forbindelse, der kortslutter hele den kompetencediskurs, som havde udviklet sig efter murens fald?

Men lad os se lidt nærmere på den vigtige 2014-udgivelse “Styrk dit barns karakter – et forsvar for børn, barndom og karakterdannelse”, hvor ”karakterdannelsen” for alvor materialiserer sig.

 

3. Karakterdannelse

I 2014-udgivesen gør PSJ helt op med målesystemerne. Han mener, at ”børn er et konkurrenceparameter blandt flere andre i en konkurrencestat” (s.18), og at der er kommet ”en slags politisk berøringsangst hos politikere over for at gå ind på den egentlig menneskelige eller åndelige side af børnepolitikken” (s. 18). Han mener også, at pædagogikken har forsømt karakterdannelsen og er blevet låst fast i ”anerkendelse og relationsarbejde”. Derfor vokser børn op som ”små individualister”. PSJ fastholder imidlertid i nogen grad individualiseringen ved alene at fokusere på karakterdannelse og ikke at omtale dannelse eller historiske emner. Det kommer f.eks. til udtryk i dette let korrigerede efterladenskab fra 00’ernes kompetencefilosofi:

”Konkret skal vi fokusere på børns egen oplevelse af den proces, de står i – både når det handler om opdragelse og undervisning. Her er vægten på det, der sker i barnets egen forestilling, her finder læringen og karakterdannelsen sit udgangspunkt”.

Herefter gennemgår PSJ i meget kort format den filosofiske tradition fra antikken til Immanuel Kant, og han omtaler også den moderne barndoms sociale udvikling, som han jo allerede skrev om i 2008 sammen med bl.a. Dion Sommer. Med udgangspunkt i Lyotards postmodernisme og ”de store fortællingers død” taler PSJ for en revitalisering af de filosofiske fortællinger. Han mener, at der igen bør etableres kontakt mellem den sociale realitet og filosofiske idealer. Det er en vigtig indsigt. En slags invitation til den pædagogiske filosofi, som netop i årene 2010-2014 var blevet ekstremt presset på DPU. Dog med Peter Kemp som engageret fortaler for området.

Endelig omtaler PSJ Anthony Giddens’ arbejde med det senmoderne og nye individualitetsformer. Giddens inspirerede jo både Blair og Nyrup og Kompetencerådet. Men PSJ bruger udelukkende Giddens på en ukritisk måde. PSJ siger ligefrem at karakterstyrkerne giver ”vindere”! Her klinger konkurrencestatens logikker i baggrunden. Det betyder, at de mange karaktertræk, som han mener bør præge moderne tid, får et lidt ukritisk, tilfældigt og opremsende skær (s. 69).

De mange dyder og karakteregenskaber, som PSJ opremser, og som altså skal kunne modstå konkurrencesamfundet, handler om at stå på egne ben, klare et vist pres, kunne forbinde sig med andre mennesker og om at skabe holdbare sociale bånd. PSJ fremhæver også betydningen af at kunne forholde sig kritisk og eftertænksomt til situationer, herunder at kunne bruge sine egne erfaringer. Dertil kommer træk, der vedrører at kunne holde fokus: vedholdenhed, selvværd, selvtillid og viljestyrke og nysgerrig, eftertænksom. Desuden nævnes troværdighed og autenticitet og samvittighedsfuldhed. Man bliver lidt rundtosset, og det uddybes ikke rigtigt. PSJ vil også hente inspiration hos det buddhistisk inspirerede mindfulness, som prægede tiden omkring 2010.

Pludselig kommer ”autonomi” på banen, og der er en længere socialpsykologisk drøftelse af ydrestyring og selvregulering. PSJ interesserer sig heromkring for ”barnets første nej”; en opposition, som angives at være starten på autonomi. Dette nej skal så ledes ind i ”socialt acceptable baner” (s. 75). Det er også værd at notere sig, at PSJ slutter med en smuk refleksion over Vygotsky og Sokrates, der tematiserer barnets indre sprog som autonomiens grundlag.

Men hvor kommer dette vigtige ”nej” mon fra? Ja, som jeg ser det, kommer det fra moren og faren og fra Sløk og Kierkegaard. Pludselig siger PSJ ”nej”, og det skal barnet også. De ”socialt acceptable baner” bliver efterhånden især til en kamp for bæredygtighed (jf. 2020-udgivelsen), men det står der ikke noget om i 2014. Heller ikke identitets- og digitaliseringspolitikken er omtalt. Det hele handler primært om at kunne modstå konkurrencestatens system.

PSJ får kort sagt øje på en slags psykologisk filosofi, som han så kalder for karakterdannelse. Han har dog næsten ikke blik for dannelse og kulturhistorie, der i højere grad præger hans senere erindringer. På en måde er denne mangel heldig, for den betyder, at PSJ derved hjælper os alle sammen med at få øje på ”karakterdannelse” som et centralt begreb, selvom det sker via marginaliseringen af dannelse og kundskaber. Der findes ikke noget så berigende som det, man får øje på fra fejlens sted. Så må vi andre hjælpe med at fylde indhold på fra de forladte områder.

Endelig vil jeg nævne, at PSJ vækkes ved sin begejstring over sit barnebarns erfaringer med det engelske skolesystem. Han går dog ikke ind i hele den gentleman-tradition, som udvikles i kølvandet på udviklingen af det britiske demokrati.

 

4. Pædagogisk filosofi

Karakterdannelsesemnet havde ligget brak siden 1975, hvor udtrykket forsvandt ud af skoleloven. Det forfaldt efterfølgende til det skrækkelige ”ansvar for egen læring” og til kompetencer i nationaløkonomiens tjeneste. I midten af 00’erne levede den egentlige karakterdannelse en slags isoleret liv, dels på læreruddannelsens fag ”Kristendom, Livsoplysning og Medborgerskab” og dels på DPUs masteruddannelse ”Medborgerskab”, som grundtvigianeren Ove Korsgaard stod for. Begge fag kom efterfølgende under pres. Stærke politiske og faglige kræfter forsøgte af nedlægge KLM-faget, og masteren blev udelukket fra DPU’s læringsideologiske systemer. Meget af dette skete samtidig med, at PSJ skriver sin bog om karakterdannelse.

Det er i dette tomrum, at PSJs tanker om karakterdannelse – delvist inspireret af grundlæggeren af moderne pædagogisk filosofi, Peter Kemp – pludselig opstår som en fugl Fønix. Som et efterladenskab fra samfundets religiøse liv, modstandskampen og efterkrigstidens filosofi.

Og her inspirerer PSJs tanker så direkte CfK, hvor også Peter Kemp med sine rødder i europæisk personalisme kommer til at spille en vigtig rolle. Men Kemp og PSJ kommer fra to forskellige linjer – filosofien og socialpsykologien – som forenes, dels i CfK, men også via nogle af baggrundsreferencerne. Og grundtvigianerne Ove Korsgaard og den fremtrædende KLM-debattør Kirsten M. Andersen kommer endda med i CfKs faglige panel sammen med mange filosoffer og teologer. Dermed kommer der via etableringen af CfK en slags forening mellem kulturhistoriens dramaer, 00’ernes kritiske indsatser, efterkrigstidens humanisme og PSJs arbejde.

Pludselig genopdages ”karakterdannelse”, og her i 2023 kan den i princippet forbindes med ”dannelse”, som i slutningen af 10’erne fik momentum. Dermed forenes forholdet mellem personlig udvikling og kundskaber i dannelsens og karakterdannelsens begreber.

 

Appendix: Refleksion

Karakterdannelse stod centralt i skolens formål fra 1814 og frem til 1975, hvor udtrykket “karakter” røg ud som selvstændig kategori.

Derimod blev ”kundskaberne” hængende i formålsparagraffen. hvor de nu har stået siden 1814.

Men kundskaber og karakterdannelse hænger sammen i dannelsens begreb. Så i samme øjeblik karakterdannelse røg ud fra 1975, så fik både kundskaberne og dermed dannelsen som sådan problemer.

Kundskaber blev reduceret til PISA-læring, dannelse blev til OECD-kompetencer, og karakterdannelse blev til det ensomme ”ansvar for egen læring”, som det hed. Og pludselig skulle karakterdyderne stå i konkurrencestatens tjeneste, så de små børn kunne blive økonomiske soldater. Vi fik endda ideen om et ”kompetenceregnskab”.

Det var lige her omkring 2010, at psykologen Per Schultz Jørgensen vågnede fra sin senmodernistiske kompetence-tornerosesøvn. Han skrev i 2014 bl.a. en kronik med titlen: ”De unge skal opdrages til at modstå presset fra konkurrencestaten”. Og i 2014 skrev han bogen ”Styrk dit barns karakter”. Han havde dog kun begrænset sans for kundskabs- og dannelsesaspektet.

Schultz Jørgensen havde lært at sige ”nej” af sine forældre. Faren var modstandsmand og var i Gestapos fangenskab fra 1943 til 1945. Moren, som var grundtvigianer, sagde direkte til Gestapo-manden: ”Her bøjer vi ikke nakken”. Disse ord blev skelsættende for den kommende lærer og psykolog og mellemfolkelige forkæmper, Per Schultz Jørgensen.

Filosoffen Peter Kemp, som var præget af den europæiske humanisme – den såkaldte “personalisme” – vågnede også op, dels pga. DPUs fyringer af tre filosoffer i 2010 og dels pga. forsøget på at nedlægge hele dannelses- og kulturaspektet i forbindelse med læreruddannelsesreformen i 2012. Kemp skrev endda en kraftigt revideret 2. udgave af sin bog om ”Verdensborgeren”, hvor han skrev, at økonomisk instrumentalisme var blevet en større trussel mod pædagogikken end den fremstormende højrenationalisme. Kemp ville faktisk – i bedste personalistiske ånd – redde både det nationale fra det højrenationale og verdensborgeren fra ”det globale”. Det var “en dansk verdensborger”.

Og med Schultz Jørgensens og Kemps erkendelser skabtes det filosofiske fundament for Center for Karakterdannelse.

Hvis alt dette er korrekt, så følger to ting: For det første bliver karakterdannelse en central kategori til opretholdelse af skolens tradition; ikke som isoleret fænomen, men i både egenart og samspil med kundskaber og dannelse, som i sig selv ikke kan opretholdes uden karaktermodningens processer. For det andet bliver Center for Karakterdannelse pludselig det sted, hvorfra en både ny og gammel pædagogisk substans kan udvikle sig.

Efter min mening er denne fortolkning af karakterdannelsens filosofi i overensstemmelsens med antikkens grunddiskussioner af dette emne, hvilket også er angivet i CfKs vedtægter.

Så det er kundskaber og dannelse, der gør, at man ikke kan nøjes med at anskue karakterdannelse som isolerede dyder, men snarere må se på disse egenskaber som konstante og modsætningsfyldte modningsprocesser fra samfundenes og kulturens rodnet og disse processers bidrag til sjælens liv. Denne ide om moralske modsætninger og karakterens modning har jeg fundet hos Løgstrup. Og det er karakterdannelse, der gør, at børn ikke opsluges af banal og teknisk tilpasning til samfundets krav, men snarere løbende træder i karakter og dermed finder sin karakter.

Så dannelse, karakterdannelse og kundskaber er aspekter af den samlede pædagogiske proces. Ingen af disse tre begreber kan undvære hinanden.

Hvis det kommer til en korrektion af skolens formålsparagraf, er det derfor vigtigt, at både kundskaber, dannelse og karakterdannelse bliver nævnt. Alle de andre ting om folkestyre og ligeværd osv. skal naturligvis også stå der.

Tak til Kemp og Jørgensen for den rige inspiration, som nu skal samles op med CfK som esse og passage

 

Referencer:

A. Bøger af PSJ:

Per Schultz Jørgensen (1983). Den sociale relation – kvalitative analyser, Akademisk Forlag.

Per Schultz Jørgensen (2014). Styrk dit barns karakter – et forsvar for børn barndom og karakterdannelse, Kristeligt Dagblads Forlag.

Per Schultz Jørgensen (2018). Robuste børn – giv dit barn ansvar, livsmod og tiltro til sig selv.

Per Schultz Jørgensen (2020). Opdragelse til livsmod og bæredygtighed, Kristeligt Dagblads Forlag.

Per Schultz Jørgensen (2022). Vendepunkter – fortællinger fra et liv, Kristeligt Dagblads Forlag.

Per Schultz Jørgensen, Lars Denzik og Dion Sommer (2008). Familie og børn i en opbrudstid, Hans Reitzels Forlag.

 

B. Kronikker og artikler af PSJ:

”Hvad er kompetence?”, Uddannelse, 1999, årgang 32, nr. 9.

”En modmagt til det danske snæversyn”, Politiken, d. 13. august 2005. https://politiken.dk/kultur/boger/boganmeldelser/faglitteratur_boger/art5697846/En-modmagt-til-det-danske-sn%C3%A6versyn

”Fra barndom til faktura”, Information, d. 5. september 2011.   https://www.information.dk/debat/2011/09/barndom-faktura

”Karakterdannelse er det oversete skoleprojekt”, Politiken, d. 3. september 2013. https://politiken.dk/debat/kroniken/art5475015/Karakterdannelse-er-det-oversete-skoleprojekt

”De unge skal opdrages til at modstå presset fra konkurrencestaten”, Information, d. 31. oktober 2014. https://www.information.dk/debat/2014/10/unge-opdrages-modstaa-presset-konkurrencestaten

Per Schultz Jørgensen, Kirsten Krogh-Jespersen, Jens Raahauge, Morten Albæk, Ole Harrit, Peter Kemp, Johannes Andersen, Jørgen Husted, Erik Schmidt og Per Kjeldsen:  Høringssvar til Folketinget, d. 2. april 2006. https://www.ft.dk/samling/20051/lovforslag/L170/bilag/30/265092.pdf

Per Schultz Jørgensen: “Forord”, i Paul Tough: Børns vej til succes, Dafolo, 2017.

Per Schultz Jørgensen: “Forord”, i Jørgen Jørgensen: Til barnets bedste – Martin A. Hansen og skolen i dag, Hovedland, 2023.

C. Andre referencer

”Asger Baunsbak hyldes for at lægge svesken på disken”, Folkeskolen.dk, d. 26. februar 2014. https://www.folkeskolen.dk/asger-baunsbak-hyldes-for-at-laegge-svesken-paa-disken/

”Robusthed er en indre værdi, vi skal lære børnene”, Folkeskolen.dk, d. 10. marts 2017.  https://www.folkeskolen.dk/per-schultz-joergensen-%e2%80%a9robusthed-er-en-indre-vaerdi%e2%80%a9vi-skal-laere-boernene/

Dion Sommer og Jakob Klitmøller (red.) (2018). Fremtidsparat? Hinsides PISA – nordiske perspektiver på uddannelse, Hans Reitzels Forlag.